’SWAG’ efterlader ingen tvivl: Justin Bieber har det ikke godt. Videoerne af ham, der råber ad fotografer, deler kryptiske beskeder og ligner én, der mildest talt ikke sover, har længe floreret på sociale medier. Derfor kom det som et chok, at hans syvende album nu er her. 21 sange, 54 minutters musik og mere end fire års stilhed brudt i ét langt, ufiltreret udbrud.
Men ’SWAG’ er ikke bare en breakdown-plade. Det er også noget af det mest kreative og alsidige musik, Bieber nogensinde har udgivet.
Albummet lyder ikke som nogen anden Bieber-plade. Det følger ikke den samme hit-skabelon som tidligere. Man kan mærke, at han er blevet ældre og udtrykket er mere støvet og eksperimenterende. De tidligere glatte r’n’b-beats er byttet ud med hjemmelavede lo-fi loops og kirkeagtige synthflader. Og selvom den amerikanske singer-songwriter Mk.gee – der det seneste år har oplevet stor popularitet herhjemme – kun er krediteret på ét nummer ("DAISIES"), mærkes hans aftryk i guitarerne og det småpsykedeliske lydbillede flere steder.
Det betyder dog også, at der ikke er de samme tydelige hits, som på tidligere albums. Her er ingen 'Peaches' eller 'Sorry', og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke savnede en rigtig popbasker. Og dog, for det ville føles en smule malplaceret på et album, der i grove træk handler om Gud, faderskab, hans kærlighedsforhold til Hailey og hans psykiske udfordringer.
Albummet åbner stærkt med nummeret ’All I Can Take’, der minder om et 80’er-r’n’b-track, man har skruet ned i tempo. Lydsporet er fyldt med glitrende elementer og vokalredigering, men Biebers stemme står klart og selvsikkert, når han synger: ”And it’s all I can take”. Det er ærligt, man lytter efter, og lettes ved erkendelsen. En rigtig god start.
På ’Yukon’ tager Bieber endnu et skridt væk fra det konventionelle. Hans stemme er her pitch’et så højt op, at han lyder som en drømmende version af Alvin fra de frække jordegern, og det fungerer overraskende godt. Lydbilledet er lo-fi og råt med en enkelhed, der leder tankerne hen på indieartister som Alex G. ’Yukon’ står som et af albummets mest modige og originale øjeblikke.
Der er generelt en ekstrem sårbarhed over hele projektet. Flere numre som ’Zuma House’ og ’Glory Voice Memo’ lyder som ubehandlede demoer, optaget direkte fra voice memo-appen. Det kunne let have virket prætentiøst eller kikset, men her føles det faktisk ærligt og måske ligefrem nødvendigt.
På ’Butterflies’ starter han med et klip fra en paparazzi-konfrontation der har floreret på internettet: “Money, money, money, money – it’s all you want!” hvorefter nummeret åbner sig i en bittersød ballade med guitar.
’Dadz Love’, har et minimalistisk beat, der lyder som en vuggende vaskemaskine med et sample fra en YouTube-video, hvor en to-årig Bieber sidder og trommer. Nummeret er produceret med Lil B, og teksten kredser på tåget vis om kærlighed, faderskab og muligvis Gud. Det er tåget, weird og vildt originalt.
Det er generelt et utroligt gennemarbejdet album især i produktionerne. Nogle gange kan teksterne dog ikke helt følge med, og man kunne snildt have skåret lidt i tracklisten. For eksempel de selvironiske, men også lidt akavede, sekvenser med komikeren Druski, der fungerer som Biebers “terapeut”. Blandt andet med det tvivlsomme råd til, hvordan han skal håndtere alle dem, der spørger, om han er okay: “Du begynder at ryge Black & Milds med mig, så får du det meget bedre.” Tja.
Albummet tester også tålmodigheden nogle steder. Især på kærlighedsnumre som ’Go Baby’ og ’405’, hvor lyrikken falder i gentagelser og romantiske klichéer, som ikke helt matches af den ellers stærke produktion. ”Go baby, go baby, go baby, go Baby, go baby” er i starten catchy, men til sidst bliver det næsten en parodi.
Det ændrer dog ikke på, at ’SWAG’ er fuld af stærke sange og et tydeligt bevis på, at Bieber stadig er en magtfaktor i poplandskabet. Her er vores fem favoritter fra albummet:
Mk.gees ikoniske lo-fi-guitar, et tydeligt kendetegn ved ’SWAG’, møder Justin Biebers silkebløde popvokal og rammer en lige i hjertet.
En rørende og ærlig sang om, hvorfor Justin ikke går fra sin kone Hailey, uanset hvor svært det bliver. “Baby, I ain’t walking away,” synger han sårbart, og vi tror alle på det.
Det rå lydklip i starten, som kendetegner hele albummet, skaber nærvær. "Butterfly, go away," beder han, som om han føler sig jagtet – måske af paparazzier, måske af fortiden, måske noget helt tredje.
Den gamle Bieber træder tydeligt frem her på det ekstremt velharmoniserede R&B-nummer. Her viser Justin Bieber de kvaliteter, der har bragt ham helt til tops som en af verdens største popstjerner.
En mere lagdelt udgave af den klassiske R&B-stil, vi hører på ’Way It Is’. Her udforsker Bieber nye lydlandskaber, mens hans stemme stadig står klart og selvsikkert i centrum. Det er et modigt og anderledes take, som sætter scenen for albummets kreative bredde.
’SWAG’ efterlader ingen tvivl: Justin Bieber har det ikke godt. Videoerne af ham, der råber ad fotografer, deler kryptiske beskeder og ligner én, der mildest talt ikke sover, har længe floreret på sociale medier. Derfor kom det som et chok, at hans syvende album nu er her. 21 sange, 54 minutters musik og mere end fire års stilhed brudt i ét langt, ufiltreret udbrud.
Men ’SWAG’ er ikke bare en breakdown-plade. Det er også noget af det mest kreative og alsidige musik, Bieber nogensinde har udgivet.
Albummet lyder ikke som nogen anden Bieber-plade. Det følger ikke den samme hit-skabelon som tidligere. Man kan mærke, at han er blevet ældre og udtrykket er mere støvet og eksperimenterende. De tidligere glatte r’n’b-beats er byttet ud med hjemmelavede lo-fi loops og kirkeagtige synthflader. Og selvom den amerikanske singer-songwriter Mk.gee – der det seneste år har oplevet stor popularitet herhjemme – kun er krediteret på ét nummer ("DAISIES"), mærkes hans aftryk i guitarerne og det småpsykedeliske lydbillede flere steder.
Det betyder dog også, at der ikke er de samme tydelige hits, som på tidligere albums. Her er ingen 'Peaches' eller 'Sorry', og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke savnede en rigtig popbasker. Og dog, for det ville føles en smule malplaceret på et album, der i grove træk handler om Gud, faderskab, hans kærlighedsforhold til Hailey og hans psykiske udfordringer.
Albummet åbner stærkt med nummeret ’All I Can Take’, der minder om et 80’er-r’n’b-track, man har skruet ned i tempo. Lydsporet er fyldt med glitrende elementer og vokalredigering, men Biebers stemme står klart og selvsikkert, når han synger: ”And it’s all I can take”. Det er ærligt, man lytter efter, og lettes ved erkendelsen. En rigtig god start.
På ’Yukon’ tager Bieber endnu et skridt væk fra det konventionelle. Hans stemme er her pitch’et så højt op, at han lyder som en drømmende version af Alvin fra de frække jordegern, og det fungerer overraskende godt. Lydbilledet er lo-fi og råt med en enkelhed, der leder tankerne hen på indieartister som Alex G. ’Yukon’ står som et af albummets mest modige og originale øjeblikke.
Der er generelt en ekstrem sårbarhed over hele projektet. Flere numre som ’Zuma House’ og ’Glory Voice Memo’ lyder som ubehandlede demoer, optaget direkte fra voice memo-appen. Det kunne let have virket prætentiøst eller kikset, men her føles det faktisk ærligt og måske ligefrem nødvendigt.
På ’Butterflies’ starter han med et klip fra en paparazzi-konfrontation der har floreret på internettet: “Money, money, money, money – it’s all you want!” hvorefter nummeret åbner sig i en bittersød ballade med guitar.
’Dadz Love’, har et minimalistisk beat, der lyder som en vuggende vaskemaskine med et sample fra en YouTube-video, hvor en to-årig Bieber sidder og trommer. Nummeret er produceret med Lil B, og teksten kredser på tåget vis om kærlighed, faderskab og muligvis Gud. Det er tåget, weird og vildt originalt.
Det er generelt et utroligt gennemarbejdet album især i produktionerne. Nogle gange kan teksterne dog ikke helt følge med, og man kunne snildt have skåret lidt i tracklisten. For eksempel de selvironiske, men også lidt akavede, sekvenser med komikeren Druski, der fungerer som Biebers “terapeut”. Blandt andet med det tvivlsomme råd til, hvordan han skal håndtere alle dem, der spørger, om han er okay: “Du begynder at ryge Black & Milds med mig, så får du det meget bedre.” Tja.
Albummet tester også tålmodigheden nogle steder. Især på kærlighedsnumre som ’Go Baby’ og ’405’, hvor lyrikken falder i gentagelser og romantiske klichéer, som ikke helt matches af den ellers stærke produktion. ”Go baby, go baby, go baby, go Baby, go baby” er i starten catchy, men til sidst bliver det næsten en parodi.
Det ændrer dog ikke på, at ’SWAG’ er fuld af stærke sange og et tydeligt bevis på, at Bieber stadig er en magtfaktor i poplandskabet. Her er vores fem favoritter fra albummet:
Mk.gees ikoniske lo-fi-guitar, et tydeligt kendetegn ved ’SWAG’, møder Justin Biebers silkebløde popvokal og rammer en lige i hjertet.
En rørende og ærlig sang om, hvorfor Justin ikke går fra sin kone Hailey, uanset hvor svært det bliver. “Baby, I ain’t walking away,” synger han sårbart, og vi tror alle på det.
Det rå lydklip i starten, som kendetegner hele albummet, skaber nærvær. "Butterfly, go away," beder han, som om han føler sig jagtet – måske af paparazzier, måske af fortiden, måske noget helt tredje.
Den gamle Bieber træder tydeligt frem her på det ekstremt velharmoniserede R&B-nummer. Her viser Justin Bieber de kvaliteter, der har bragt ham helt til tops som en af verdens største popstjerner.
En mere lagdelt udgave af den klassiske R&B-stil, vi hører på ’Way It Is’. Her udforsker Bieber nye lydlandskaber, mens hans stemme stadig står klart og selvsikkert i centrum. Det er et modigt og anderledes take, som sætter scenen for albummets kreative bredde.
’SWAG’ efterlader ingen tvivl: Justin Bieber har det ikke godt. Videoerne af ham, der råber ad fotografer, deler kryptiske beskeder og ligner én, der mildest talt ikke sover, har længe floreret på sociale medier. Derfor kom det som et chok, at hans syvende album nu er her. 21 sange, 54 minutters musik og mere end fire års stilhed brudt i ét langt, ufiltreret udbrud.
Men ’SWAG’ er ikke bare en breakdown-plade. Det er også noget af det mest kreative og alsidige musik, Bieber nogensinde har udgivet.
Albummet lyder ikke som nogen anden Bieber-plade. Det følger ikke den samme hit-skabelon som tidligere. Man kan mærke, at han er blevet ældre og udtrykket er mere støvet og eksperimenterende. De tidligere glatte r’n’b-beats er byttet ud med hjemmelavede lo-fi loops og kirkeagtige synthflader. Og selvom den amerikanske singer-songwriter Mk.gee – der det seneste år har oplevet stor popularitet herhjemme – kun er krediteret på ét nummer ("DAISIES"), mærkes hans aftryk i guitarerne og det småpsykedeliske lydbillede flere steder.
Det betyder dog også, at der ikke er de samme tydelige hits, som på tidligere albums. Her er ingen 'Peaches' eller 'Sorry', og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke savnede en rigtig popbasker. Og dog, for det ville føles en smule malplaceret på et album, der i grove træk handler om Gud, faderskab, hans kærlighedsforhold til Hailey og hans psykiske udfordringer.
Albummet åbner stærkt med nummeret ’All I Can Take’, der minder om et 80’er-r’n’b-track, man har skruet ned i tempo. Lydsporet er fyldt med glitrende elementer og vokalredigering, men Biebers stemme står klart og selvsikkert, når han synger: ”And it’s all I can take”. Det er ærligt, man lytter efter, og lettes ved erkendelsen. En rigtig god start.
På ’Yukon’ tager Bieber endnu et skridt væk fra det konventionelle. Hans stemme er her pitch’et så højt op, at han lyder som en drømmende version af Alvin fra de frække jordegern, og det fungerer overraskende godt. Lydbilledet er lo-fi og råt med en enkelhed, der leder tankerne hen på indieartister som Alex G. ’Yukon’ står som et af albummets mest modige og originale øjeblikke.
Der er generelt en ekstrem sårbarhed over hele projektet. Flere numre som ’Zuma House’ og ’Glory Voice Memo’ lyder som ubehandlede demoer, optaget direkte fra voice memo-appen. Det kunne let have virket prætentiøst eller kikset, men her føles det faktisk ærligt og måske ligefrem nødvendigt.
På ’Butterflies’ starter han med et klip fra en paparazzi-konfrontation der har floreret på internettet: “Money, money, money, money – it’s all you want!” hvorefter nummeret åbner sig i en bittersød ballade med guitar.
’Dadz Love’, har et minimalistisk beat, der lyder som en vuggende vaskemaskine med et sample fra en YouTube-video, hvor en to-årig Bieber sidder og trommer. Nummeret er produceret med Lil B, og teksten kredser på tåget vis om kærlighed, faderskab og muligvis Gud. Det er tåget, weird og vildt originalt.
Det er generelt et utroligt gennemarbejdet album især i produktionerne. Nogle gange kan teksterne dog ikke helt følge med, og man kunne snildt have skåret lidt i tracklisten. For eksempel de selvironiske, men også lidt akavede, sekvenser med komikeren Druski, der fungerer som Biebers “terapeut”. Blandt andet med det tvivlsomme råd til, hvordan han skal håndtere alle dem, der spørger, om han er okay: “Du begynder at ryge Black & Milds med mig, så får du det meget bedre.” Tja.
Albummet tester også tålmodigheden nogle steder. Især på kærlighedsnumre som ’Go Baby’ og ’405’, hvor lyrikken falder i gentagelser og romantiske klichéer, som ikke helt matches af den ellers stærke produktion. ”Go baby, go baby, go baby, go Baby, go baby” er i starten catchy, men til sidst bliver det næsten en parodi.
Det ændrer dog ikke på, at ’SWAG’ er fuld af stærke sange og et tydeligt bevis på, at Bieber stadig er en magtfaktor i poplandskabet. Her er vores fem favoritter fra albummet:
Mk.gees ikoniske lo-fi-guitar, et tydeligt kendetegn ved ’SWAG’, møder Justin Biebers silkebløde popvokal og rammer en lige i hjertet.
En rørende og ærlig sang om, hvorfor Justin ikke går fra sin kone Hailey, uanset hvor svært det bliver. “Baby, I ain’t walking away,” synger han sårbart, og vi tror alle på det.
Det rå lydklip i starten, som kendetegner hele albummet, skaber nærvær. "Butterfly, go away," beder han, som om han føler sig jagtet – måske af paparazzier, måske af fortiden, måske noget helt tredje.
Den gamle Bieber træder tydeligt frem her på det ekstremt velharmoniserede R&B-nummer. Her viser Justin Bieber de kvaliteter, der har bragt ham helt til tops som en af verdens største popstjerner.
En mere lagdelt udgave af den klassiske R&B-stil, vi hører på ’Way It Is’. Her udforsker Bieber nye lydlandskaber, mens hans stemme stadig står klart og selvsikkert i centrum. Det er et modigt og anderledes take, som sætter scenen for albummets kreative bredde.
