‍Først og fremmest tillykke med albummet. Hvordan føles det egentlig at stå her i aften, når noget, der har været dit i så lang tid, nu endelig skal deles med alle os andre?

Jamen, det føles fuldkommen ubeskriveligt. Som jeg også sagde tidligere under koncerten, har jeg ventet på det her hele mit liv. Det føles så surrealistisk og så uvirkeligt. Det er slet ikke til at forstå. Jeg er meget stolt af det album og har virkelig puttet hele mig og mit hjerte i det, så jeg håber virkelig, at I kan lide det.

Hvordan har det været at lave dit første album?

Det har været det fedeste i hele verden, og det har virkelig også været helt sindssygt. Der er mange dage, hvor jeg bare er faldet i søvn i studiet, har lavet en sang meget sent om natten, vågnet op og så bare er begyndt på en ny sang. Det har været en virkelig syret proces.

Jeg vidste faktisk ikke, hvor kompliceret det var at lave et album. Men det har været fuldkommen fantastisk, og jeg har også brugt lang tid på det, fordi jeg virkelig har haft en vision og en idé om, hvordan det hele skulle lyde. Og der føler jeg virkelig, at det er ramt spot on. Det er derfor, det har taget lidt tid for mig at udgive det.

Jeg vil virkelig bare gerne vise jer mit bedste. Det føler jeg, at jeg har gjort med det her album. Så jeg håber, det er ventetiden værd.

Albummet hedder LILLA. Hvorfor lige den farve, og hvad symboliserer farven lilla for dig?

Lilla symboliserer rigtig mange ting for mig. Først og fremmest er det min yndlingsfarve. Det har altid været min yndlingsfarve. Jeg synes også, der er en helt bestemt stemning over lilla. Det er en meget melankolsk og drømmende farve, hvilket indkapsler albummet virkelig godt.

Så vil jeg sige, at lilla for mig kan betyde én ting, men lilla for dig kan betyde noget helt andet. Jeg kan også godt lide, at man lidt skal gætte sig frem til, hvad det er, jeg mener med Lilla. Det må være op til jer, hvad I synes om Lilla.

En stor del af albummet kredser om årene mellem teenageværelset og voksenlivet. Hvornår havde du første gang følelsen af: "Okay... nu er jeg faktisk voksen" ?

Jeg føler, at det har været lidt af en proces. Jeg vil sige, at allerede da jeg var 13-14 år, signede jeg med mit pladeselskab, The Bank, som jeg elsker. Og der kom jeg allerede ind i en voksenverden og var totalt omgivet af folk, der var ældre end mig.

Da jeg var omkring 15, valgte jeg at droppe ud af gymnasiet. Jeg ved ikke, om man kan sige, at jeg har gået i gymnasiet. Jeg gik der i en måned eller to. Men det var en meget syg følelse at skulle droppe ud og vælge en helt anden vej end alle mine venner.

Og der kunne jeg virkelig også godt mærke det i ugerne og månederne efter, at jeg havde valgt at droppe ud. Jeg havde meget svært ved at vide, hvad jeg lige skulle snakke med mine venner om, fordi de gik i gymnasiet, og jeg lavede noget helt andet. Jeg var et helt andet sted, end de var.

“Var det ikke fucking ensomt?”

(Spørgsmål fra en fyr i publikum)

Altså, på nogle måder var det, og på andre måder var det ikke. For til gengæld fik jeg også en masse musikvenner. Men det der med, at jeg mistede lidt til mine tætteste venner, det synes jeg var lidt svært.

Men nu er jeg kommet totalt på sporet med dem igen, og det er jeg virkelig, virkelig glad for. For tætte venner… Hvis det er rigtige venner, så mister man dem ikke. Men det er klart, at lige dér synes jeg, det var lidt svært.

Og så, som 18-årig, flyttede jeg ud og fik min egen lejlighed og sådan. Det var også virkelig specielt. Det der med, at nu skal jeg lave mad selv, og nu laver min mor, som sidder der, ikke mad til mig mere og sådan noget.

Og jeg skal til at vaske op, og hvordan tænder man egentlig vaskemaskinen? Der kunne jeg virkelig også mærke: Okay, nu føler jeg mig voksen.

Så jeg føler egentlig, at jeg har været voksen på en eller anden måde i noget tid, samtidig med at jeg også har været lille i det.

Hvad har overrasket dig mest ved voksenlivet?

Det der med, at jeg virkelig skulle tage mine beslutninger i egen hånd.

Start-tracket på albummet, der hedder ‘Lidt for jaloux’, handler om det der med at være en kæmpe people pleaser og skulle lære at sige fra. Og det er virkelig en ting, som jeg stadig dealer rigtig meget med, men som jeg føler, at jeg øver mig i at blive bedre til.

Jeg hader at skuffe andre, selvom det nogle gange er det, man er nødt til at gøre. For eksempel det der med at sidde over for nogle mennesker, der er meget ældre end mig, hvor jeg ikke føler, at jeg har særlig meget erfaring. Det var totalt noieren.

Noget, der også fylder på albummet, er din oplevelse af at vokse op med ADHD. Du har fortalt, hvordan noget, der tidligere kunne føles som en udfordring, i dag også er blevet en kreativ styrke. Hvordan har den rejse set ud for dig?

Jeg fandt ud af, at jeg havde ADHD i 7. klasse, og det var virkelig rart at finde ud af, hvad det var, der foregik deroppe. Jeg begyndte at læse lidt om, hvad ADHD betyder, og kunne se mig selv i virkelig meget af det. Inden jeg fandt ud af det, følte jeg mig ekstremt ved siden af på nogle punkter.

I folkeskolen kunne jeg virkelig mærke: “Okay, hvorfor skal jeg have den her opgave forklaret en milliard gange, når mine venner forstår det efter én gang?” Der kunne jeg mærke, at det var en udfordring.

Men da jeg fandt ud af, hvad det var, og at det faktisk var helt normalt, hjalp det mig meget.

I dag bruger jeg det som en styrke, når jeg skriver sange. Jeg tror faktisk, det er noget af det, der gør, at jeg kan skrive sange – at min hjerne er lidt snørklet på nogle punkter, og at jeg måske tænker lidt anderledes.

Det bruger jeg i hvert fald meget i mine sange, fordi der sker meget krudt heroppe. Det er rart at få det ned i nogle tekster en gang imellem. Det var sådan, mit album blev til.

Er der noget, du ville ønske, at den yngre udgave af dig selv havde vidst?

Der var en fra min folkeskole, som sagde, at jeg ikke ville blive til noget. Til ham har jeg bare lyst til at sige: “Hey, nu står I her.”

Hvis man bare går efter det, man drømmer om, og virkelig bare giver det et skud, uanset om det lykkes eller ej, så synes jeg, man skal gå efter sine drømme. For det skal nok lykkes.

Bare det, at I står her i dag – der har jeg fandme lykkedes.

Jeg er meget taknemmelig for hver og en af jer, der er kommet.

Når publikum går herfra i aften og har hørt LILLA, hvad håber du så, de tager med sig?

Jeg håber først og fremmest, at i har haft en rigtig god oplevelse her. Og så håber jeg, at I tager noget mod og noget håb med jer og bare ved, hvor kæmpe stjerner I alle sammen er.