En lottogevinst på ti millioner kroner burde være en vej ud af problemerne. For småpusheren og weekendfaren Sami bliver den starten på en flugt fra underverdenen med vinderkuponen i den ene hånd og sin otteårige søn i den anden. Det er præmissen for Yas Wadis 43 minutter lange film ‘Jannah’, hvor Mohamed Djeziri spiller hovedrollen som en far fanget mellem jagten på penge og ansvaret for sit barn.
Filmen er optaget kronologisk over fem dage på et lille budget. Yas Wadi brugte et år på manuskriptet, men under optagelserne fik skuespillerne frihed til at lade replikkerne opstå i situationen. Venner og familie bidrog både foran og bag kameraet, og undervejs blev forbipasserende inviteret med i filmen direkte fra gaden.
Også vejen til biograflærredet har instruktøren selv stået for: Han har lejet en sal i Grand Teatret og indgået et samarbejde med det danske streetwear-brand House Painting Service om premieren. Vi var med under premieren og fangede Yas Wadi til en snak:
Det mest befriende har været, at jeg ikke behøver at manipulere virkeligheden, men faktisk bare kan fange den. Det, jeg ser foran kameraet, føles meget mere ægte. Når to skuespillere skal lave en scene, er der normalt alle mulige produktionelle ting at tage højde for: Hvor skal de stå, så lyset rammer dem perfekt? Hvilken replik skal de sige ordret på et bestemt tidspunkt? Står tingene præcis som i forrige take? Alle de ting kan gøre det svært at være helt autentisk, fordi du konstant bliver mindet om, at du laver film.
Jeg kommer selv fra teatret, og jeg vil gerne give skuespillerne plads til bare at leve i situationen. I stedet for at de skal spille for mig og mit kamera, skal jeg fange deres virkelighed.
Vi møder ind og snakker lidt om, hvad der skal ske, og hvilke scener vi skal lave. Så går vi ellers i gang. Der blev ikke sat en eneste lampe op under optagelserne. Vi lavede nogle gange kun ét take af en scene og andre gange tre-fire. Når jeg mærkede, at vi var kommet et så ægte sted hen som muligt, gik vi videre. Vi kunne også finde på at filme på vejen hen til det næste sted.
Jeg siger altid til dem, der er med i mine film: Det er bare dig, og sådan som du har det i det her øjeblik, sådan har du det. Jeg skal ikke fortælle dig, hvordan du har det. Jeg stiller nogle omstændigheder op, og så agerer du inden for dem så ærligt og ægte som muligt.
Jeg ville gerne have, at alle, der var med til at lave filmen, skulle være på den rejse, som Mohammed (hovedrollen) bliver taget på. Vi skulle alle sammen igennem det. Vi var alle de steder, og vi løb alle turene med ham.
Hvis vi tager en meget traditionel filmproduktion, handler det om at skabe hele filmen på forhånd og derefter gå ud og få det til at ske foran kameraet. Jeg prøver at give slip på kontrollen og spørge: Hvad har livet til os herude, som vi kan fange? Det gør jeg stort set i alle mine film. Der ender altid med at være mennesker med, som ikke havde regnet med at skulle lave film den dag.
De mennesker kommer med deres egen energi og alt det, de har følt og oplevet i løbet af dagen. Det bringer de ind i filmen, selv hvis de kun er på skærmen i ti sekunder.
Jeg er ikke så stor fan af statister i den klassiske forstand, hvor nogen kommer ind og skal lade, som om de bare er baggrund. Hvis de er på skærmen, er de mennesker, og så er de interessante. Det er det, der får det til at føles levende for mig. At det ikke føles som et filmset, men som et sted, jeg selv kunne være.
Det, jeg laver, og den tilgang, jeg har, er ikke et modsvar på noget. Det er bare min måde at gøre det på. Jeg betragter, hvad normen er, og hvordan tingene er blevet gjort før, og så spørger jeg mig selv: Hvordan har jeg lyst til at gøre det? Det er jeg fuldstændig kompromisløs omkring.
Jeg ser ikke på andre filmskabere og tænker, at jeg skal gøre det samme som dem. Men jeg forestiller mig, at de også har lyttet til, hvordan de selv havde lyst til at gøre det.
Jeg begyndte som skuespiller og har været på mange filmset. Undervejs er der flere og flere ting, hvor jeg har tænkt: Det føler jeg ikke, jeg har brug for. Enten findes der en nemmere måde at gøre det på, eller også findes der en måde, hvor vi kan opnå en mere radikal ægthed.
Hvis man betragter filmlandskabet, synes jeg, vi er kommet til et sted, hvor meget er bundet op på regler. Både i produktionen: Hvilket udstyr skal man bruge? Hvordan skyder man en scene? Hvordan laver man lyd? Men også kreativt: Hvordan skal strukturen være? Hvordan skal karaktererne være? Hvordan skal filmen slutte?
Jo flere stemmer der er med til at farve kernevisionen, jo mere risikerer man, at det bliver gråt. Jeg skærer meget af det fra og spørger mig selv, hvordan jeg har lyst til at gøre det. Fordi jeg laver film for få penge, har jeg også mere selvbestemmelse.
Når jeg ser en klassisk Netflix-film, kan det godt føles meget poleret. Jeg tror, der er brug for at finde tilbage til kernen. Og jeg tror, der er flere, der kunne have godt af at spørge sig selv: Hvordan har jeg egentlig lyst til at gøre det?
De fire, jeg spurgte, var ikke skuespillere. Det var blandt andre min frisør og ham, der havde kiosken i forvejen. Der var ikke nogen af dem, der ville, og så var der to dage til optagelserne.
Jeg gik ned til min frisør, fik en klipning og så fik jeg nogle kæder af min far og min bror. Og så gjorde jeg det selv.
Normalt kan sådan en kioskmand godt bare være en funktion i en film. Men i min film er der ikke nogen, der bare er funktioner. Om du er på skærmen i ti sekunder, er du hovedpersonen i din egen historie i de ti sekunder. Det skal man være fucking nysgerrig på.
Der er utrolig meget af mig selv i den, fordi det er mit miljø. Min far er med i filmen. Min kæreste var med i produktionen, mine bedste venner og folk, der aldrig havde lavet film før, var med. Alt var utrolig familiært.
De mennesker, jeg skildrer, er mennesker, jeg har haft omkring mig hele mit liv. Jeg bliver selv en del af det univers, jeg laver en film om. På et tidspunkt, da tanken var, at jeg selv skulle spille hovedrollen, gik jeg ind i en spillehal ved midnat og stod og røg smøger med dem, der var derinde.
Filmen handler om en ung far med en otteårig søn, han skal passe på, samme dag som han finder ud af, at han har vundet i lotto. Som 31-årig er jeg selv et sted i livet, hvor spørgsmålene om at være klar til at blive far og have en familie fylder. Alt det ansvar, der følger med, og hvordan det hænger sammen med min egen jagt.
Ligesom han jagter den lottokupon gennem filmen, spørger jeg mig selv: Hvad er det egentlig, jeg jagter?
Jeg er jo også ham, hovedpersonen. Det er du også, og det er den 50-årige mand i Rungsted og den 20-årige somaliske dreng på Nørrebro. Det kommer af en spejling af, hvor jeg selv er i livet.
Jeg håber ikke, at folk tager noget bestemt med sig. Det er op til dem. Når jeg selv genser den, tager jeg forskellige ting med hver gang. Nogle gange er det det, vi lige har talt om. Andre gange er det en større forståelse for min far og den måde, han har gjort tingene på.
Jeg spørger også mig selv, om jeg husker at se, hvad det egentlige paradis er. Når jeg går rundt og har så travlt med alle de her ting, husker jeg så at se på det, jeg har omkring mig, frem for at jagte noget, der ligger længere fremme?
Nogle vil måske bare synes, at det er en spændende film. Andre vil føle noget helt andet end det, jeg selv har oplevet. Hvis jeg laver en film med et bestemt budskab eller et håb om, hvad folk skal tage med sig, tror jeg både, at det bliver mindre rent, og at jeg begrænser publikum til at skulle tænke eller føle én bestemt ting.
Det er ikke mig, der ved bedst. Hvis nogen kommer og fortæller mig, hvad de synes, meningen er, vil jeg hellere sige: ‘Okay, fuck, hvor spændende’ end: ‘Nej, det er ikke rigtigt.’
Jeg er selv publikum nu.
Se billeder fra premieren her:
En lottogevinst på ti millioner kroner burde være en vej ud af problemerne. For småpusheren og weekendfaren Sami bliver den starten på en flugt fra underverdenen med vinderkuponen i den ene hånd og sin otteårige søn i den anden. Det er præmissen for Yas Wadis 43 minutter lange film ‘Jannah’, hvor Mohamed Djeziri spiller hovedrollen som en far fanget mellem jagten på penge og ansvaret for sit barn.
Filmen er optaget kronologisk over fem dage på et lille budget. Yas Wadi brugte et år på manuskriptet, men under optagelserne fik skuespillerne frihed til at lade replikkerne opstå i situationen. Venner og familie bidrog både foran og bag kameraet, og undervejs blev forbipasserende inviteret med i filmen direkte fra gaden.
Også vejen til biograflærredet har instruktøren selv stået for: Han har lejet en sal i Grand Teatret og indgået et samarbejde med det danske streetwear-brand House Painting Service om premieren. Vi var med under premieren og fangede Yas Wadi til en snak:
Det mest befriende har været, at jeg ikke behøver at manipulere virkeligheden, men faktisk bare kan fange den. Det, jeg ser foran kameraet, føles meget mere ægte. Når to skuespillere skal lave en scene, er der normalt alle mulige produktionelle ting at tage højde for: Hvor skal de stå, så lyset rammer dem perfekt? Hvilken replik skal de sige ordret på et bestemt tidspunkt? Står tingene præcis som i forrige take? Alle de ting kan gøre det svært at være helt autentisk, fordi du konstant bliver mindet om, at du laver film.
Jeg kommer selv fra teatret, og jeg vil gerne give skuespillerne plads til bare at leve i situationen. I stedet for at de skal spille for mig og mit kamera, skal jeg fange deres virkelighed.
Vi møder ind og snakker lidt om, hvad der skal ske, og hvilke scener vi skal lave. Så går vi ellers i gang. Der blev ikke sat en eneste lampe op under optagelserne. Vi lavede nogle gange kun ét take af en scene og andre gange tre-fire. Når jeg mærkede, at vi var kommet et så ægte sted hen som muligt, gik vi videre. Vi kunne også finde på at filme på vejen hen til det næste sted.
Jeg siger altid til dem, der er med i mine film: Det er bare dig, og sådan som du har det i det her øjeblik, sådan har du det. Jeg skal ikke fortælle dig, hvordan du har det. Jeg stiller nogle omstændigheder op, og så agerer du inden for dem så ærligt og ægte som muligt.
Jeg ville gerne have, at alle, der var med til at lave filmen, skulle være på den rejse, som Mohammed (hovedrollen) bliver taget på. Vi skulle alle sammen igennem det. Vi var alle de steder, og vi løb alle turene med ham.
Hvis vi tager en meget traditionel filmproduktion, handler det om at skabe hele filmen på forhånd og derefter gå ud og få det til at ske foran kameraet. Jeg prøver at give slip på kontrollen og spørge: Hvad har livet til os herude, som vi kan fange? Det gør jeg stort set i alle mine film. Der ender altid med at være mennesker med, som ikke havde regnet med at skulle lave film den dag.
De mennesker kommer med deres egen energi og alt det, de har følt og oplevet i løbet af dagen. Det bringer de ind i filmen, selv hvis de kun er på skærmen i ti sekunder.
Jeg er ikke så stor fan af statister i den klassiske forstand, hvor nogen kommer ind og skal lade, som om de bare er baggrund. Hvis de er på skærmen, er de mennesker, og så er de interessante. Det er det, der får det til at føles levende for mig. At det ikke føles som et filmset, men som et sted, jeg selv kunne være.
Det, jeg laver, og den tilgang, jeg har, er ikke et modsvar på noget. Det er bare min måde at gøre det på. Jeg betragter, hvad normen er, og hvordan tingene er blevet gjort før, og så spørger jeg mig selv: Hvordan har jeg lyst til at gøre det? Det er jeg fuldstændig kompromisløs omkring.
Jeg ser ikke på andre filmskabere og tænker, at jeg skal gøre det samme som dem. Men jeg forestiller mig, at de også har lyttet til, hvordan de selv havde lyst til at gøre det.
Jeg begyndte som skuespiller og har været på mange filmset. Undervejs er der flere og flere ting, hvor jeg har tænkt: Det føler jeg ikke, jeg har brug for. Enten findes der en nemmere måde at gøre det på, eller også findes der en måde, hvor vi kan opnå en mere radikal ægthed.
Hvis man betragter filmlandskabet, synes jeg, vi er kommet til et sted, hvor meget er bundet op på regler. Både i produktionen: Hvilket udstyr skal man bruge? Hvordan skyder man en scene? Hvordan laver man lyd? Men også kreativt: Hvordan skal strukturen være? Hvordan skal karaktererne være? Hvordan skal filmen slutte?
Jo flere stemmer der er med til at farve kernevisionen, jo mere risikerer man, at det bliver gråt. Jeg skærer meget af det fra og spørger mig selv, hvordan jeg har lyst til at gøre det. Fordi jeg laver film for få penge, har jeg også mere selvbestemmelse.
Når jeg ser en klassisk Netflix-film, kan det godt føles meget poleret. Jeg tror, der er brug for at finde tilbage til kernen. Og jeg tror, der er flere, der kunne have godt af at spørge sig selv: Hvordan har jeg egentlig lyst til at gøre det?
De fire, jeg spurgte, var ikke skuespillere. Det var blandt andre min frisør og ham, der havde kiosken i forvejen. Der var ikke nogen af dem, der ville, og så var der to dage til optagelserne.
Jeg gik ned til min frisør, fik en klipning og så fik jeg nogle kæder af min far og min bror. Og så gjorde jeg det selv.
Normalt kan sådan en kioskmand godt bare være en funktion i en film. Men i min film er der ikke nogen, der bare er funktioner. Om du er på skærmen i ti sekunder, er du hovedpersonen i din egen historie i de ti sekunder. Det skal man være fucking nysgerrig på.
Der er utrolig meget af mig selv i den, fordi det er mit miljø. Min far er med i filmen. Min kæreste var med i produktionen, mine bedste venner og folk, der aldrig havde lavet film før, var med. Alt var utrolig familiært.
De mennesker, jeg skildrer, er mennesker, jeg har haft omkring mig hele mit liv. Jeg bliver selv en del af det univers, jeg laver en film om. På et tidspunkt, da tanken var, at jeg selv skulle spille hovedrollen, gik jeg ind i en spillehal ved midnat og stod og røg smøger med dem, der var derinde.
Filmen handler om en ung far med en otteårig søn, han skal passe på, samme dag som han finder ud af, at han har vundet i lotto. Som 31-årig er jeg selv et sted i livet, hvor spørgsmålene om at være klar til at blive far og have en familie fylder. Alt det ansvar, der følger med, og hvordan det hænger sammen med min egen jagt.
Ligesom han jagter den lottokupon gennem filmen, spørger jeg mig selv: Hvad er det egentlig, jeg jagter?
Jeg er jo også ham, hovedpersonen. Det er du også, og det er den 50-årige mand i Rungsted og den 20-årige somaliske dreng på Nørrebro. Det kommer af en spejling af, hvor jeg selv er i livet.
Jeg håber ikke, at folk tager noget bestemt med sig. Det er op til dem. Når jeg selv genser den, tager jeg forskellige ting med hver gang. Nogle gange er det det, vi lige har talt om. Andre gange er det en større forståelse for min far og den måde, han har gjort tingene på.
Jeg spørger også mig selv, om jeg husker at se, hvad det egentlige paradis er. Når jeg går rundt og har så travlt med alle de her ting, husker jeg så at se på det, jeg har omkring mig, frem for at jagte noget, der ligger længere fremme?
Nogle vil måske bare synes, at det er en spændende film. Andre vil føle noget helt andet end det, jeg selv har oplevet. Hvis jeg laver en film med et bestemt budskab eller et håb om, hvad folk skal tage med sig, tror jeg både, at det bliver mindre rent, og at jeg begrænser publikum til at skulle tænke eller føle én bestemt ting.
Det er ikke mig, der ved bedst. Hvis nogen kommer og fortæller mig, hvad de synes, meningen er, vil jeg hellere sige: ‘Okay, fuck, hvor spændende’ end: ‘Nej, det er ikke rigtigt.’
Jeg er selv publikum nu.
Se billeder fra premieren her:
En lottogevinst på ti millioner kroner burde være en vej ud af problemerne. For småpusheren og weekendfaren Sami bliver den starten på en flugt fra underverdenen med vinderkuponen i den ene hånd og sin otteårige søn i den anden. Det er præmissen for Yas Wadis 43 minutter lange film ‘Jannah’, hvor Mohamed Djeziri spiller hovedrollen som en far fanget mellem jagten på penge og ansvaret for sit barn.
Filmen er optaget kronologisk over fem dage på et lille budget. Yas Wadi brugte et år på manuskriptet, men under optagelserne fik skuespillerne frihed til at lade replikkerne opstå i situationen. Venner og familie bidrog både foran og bag kameraet, og undervejs blev forbipasserende inviteret med i filmen direkte fra gaden.
Også vejen til biograflærredet har instruktøren selv stået for: Han har lejet en sal i Grand Teatret og indgået et samarbejde med det danske streetwear-brand House Painting Service om premieren. Vi var med under premieren og fangede Yas Wadi til en snak:
Det mest befriende har været, at jeg ikke behøver at manipulere virkeligheden, men faktisk bare kan fange den. Det, jeg ser foran kameraet, føles meget mere ægte. Når to skuespillere skal lave en scene, er der normalt alle mulige produktionelle ting at tage højde for: Hvor skal de stå, så lyset rammer dem perfekt? Hvilken replik skal de sige ordret på et bestemt tidspunkt? Står tingene præcis som i forrige take? Alle de ting kan gøre det svært at være helt autentisk, fordi du konstant bliver mindet om, at du laver film.
Jeg kommer selv fra teatret, og jeg vil gerne give skuespillerne plads til bare at leve i situationen. I stedet for at de skal spille for mig og mit kamera, skal jeg fange deres virkelighed.
Vi møder ind og snakker lidt om, hvad der skal ske, og hvilke scener vi skal lave. Så går vi ellers i gang. Der blev ikke sat en eneste lampe op under optagelserne. Vi lavede nogle gange kun ét take af en scene og andre gange tre-fire. Når jeg mærkede, at vi var kommet et så ægte sted hen som muligt, gik vi videre. Vi kunne også finde på at filme på vejen hen til det næste sted.
Jeg siger altid til dem, der er med i mine film: Det er bare dig, og sådan som du har det i det her øjeblik, sådan har du det. Jeg skal ikke fortælle dig, hvordan du har det. Jeg stiller nogle omstændigheder op, og så agerer du inden for dem så ærligt og ægte som muligt.
Jeg ville gerne have, at alle, der var med til at lave filmen, skulle være på den rejse, som Mohammed (hovedrollen) bliver taget på. Vi skulle alle sammen igennem det. Vi var alle de steder, og vi løb alle turene med ham.
Hvis vi tager en meget traditionel filmproduktion, handler det om at skabe hele filmen på forhånd og derefter gå ud og få det til at ske foran kameraet. Jeg prøver at give slip på kontrollen og spørge: Hvad har livet til os herude, som vi kan fange? Det gør jeg stort set i alle mine film. Der ender altid med at være mennesker med, som ikke havde regnet med at skulle lave film den dag.
De mennesker kommer med deres egen energi og alt det, de har følt og oplevet i løbet af dagen. Det bringer de ind i filmen, selv hvis de kun er på skærmen i ti sekunder.
Jeg er ikke så stor fan af statister i den klassiske forstand, hvor nogen kommer ind og skal lade, som om de bare er baggrund. Hvis de er på skærmen, er de mennesker, og så er de interessante. Det er det, der får det til at føles levende for mig. At det ikke føles som et filmset, men som et sted, jeg selv kunne være.
Det, jeg laver, og den tilgang, jeg har, er ikke et modsvar på noget. Det er bare min måde at gøre det på. Jeg betragter, hvad normen er, og hvordan tingene er blevet gjort før, og så spørger jeg mig selv: Hvordan har jeg lyst til at gøre det? Det er jeg fuldstændig kompromisløs omkring.
Jeg ser ikke på andre filmskabere og tænker, at jeg skal gøre det samme som dem. Men jeg forestiller mig, at de også har lyttet til, hvordan de selv havde lyst til at gøre det.
Jeg begyndte som skuespiller og har været på mange filmset. Undervejs er der flere og flere ting, hvor jeg har tænkt: Det føler jeg ikke, jeg har brug for. Enten findes der en nemmere måde at gøre det på, eller også findes der en måde, hvor vi kan opnå en mere radikal ægthed.
Hvis man betragter filmlandskabet, synes jeg, vi er kommet til et sted, hvor meget er bundet op på regler. Både i produktionen: Hvilket udstyr skal man bruge? Hvordan skyder man en scene? Hvordan laver man lyd? Men også kreativt: Hvordan skal strukturen være? Hvordan skal karaktererne være? Hvordan skal filmen slutte?
Jo flere stemmer der er med til at farve kernevisionen, jo mere risikerer man, at det bliver gråt. Jeg skærer meget af det fra og spørger mig selv, hvordan jeg har lyst til at gøre det. Fordi jeg laver film for få penge, har jeg også mere selvbestemmelse.
Når jeg ser en klassisk Netflix-film, kan det godt føles meget poleret. Jeg tror, der er brug for at finde tilbage til kernen. Og jeg tror, der er flere, der kunne have godt af at spørge sig selv: Hvordan har jeg egentlig lyst til at gøre det?
De fire, jeg spurgte, var ikke skuespillere. Det var blandt andre min frisør og ham, der havde kiosken i forvejen. Der var ikke nogen af dem, der ville, og så var der to dage til optagelserne.
Jeg gik ned til min frisør, fik en klipning og så fik jeg nogle kæder af min far og min bror. Og så gjorde jeg det selv.
Normalt kan sådan en kioskmand godt bare være en funktion i en film. Men i min film er der ikke nogen, der bare er funktioner. Om du er på skærmen i ti sekunder, er du hovedpersonen i din egen historie i de ti sekunder. Det skal man være fucking nysgerrig på.
Der er utrolig meget af mig selv i den, fordi det er mit miljø. Min far er med i filmen. Min kæreste var med i produktionen, mine bedste venner og folk, der aldrig havde lavet film før, var med. Alt var utrolig familiært.
De mennesker, jeg skildrer, er mennesker, jeg har haft omkring mig hele mit liv. Jeg bliver selv en del af det univers, jeg laver en film om. På et tidspunkt, da tanken var, at jeg selv skulle spille hovedrollen, gik jeg ind i en spillehal ved midnat og stod og røg smøger med dem, der var derinde.
Filmen handler om en ung far med en otteårig søn, han skal passe på, samme dag som han finder ud af, at han har vundet i lotto. Som 31-årig er jeg selv et sted i livet, hvor spørgsmålene om at være klar til at blive far og have en familie fylder. Alt det ansvar, der følger med, og hvordan det hænger sammen med min egen jagt.
Ligesom han jagter den lottokupon gennem filmen, spørger jeg mig selv: Hvad er det egentlig, jeg jagter?
Jeg er jo også ham, hovedpersonen. Det er du også, og det er den 50-årige mand i Rungsted og den 20-årige somaliske dreng på Nørrebro. Det kommer af en spejling af, hvor jeg selv er i livet.
Jeg håber ikke, at folk tager noget bestemt med sig. Det er op til dem. Når jeg selv genser den, tager jeg forskellige ting med hver gang. Nogle gange er det det, vi lige har talt om. Andre gange er det en større forståelse for min far og den måde, han har gjort tingene på.
Jeg spørger også mig selv, om jeg husker at se, hvad det egentlige paradis er. Når jeg går rundt og har så travlt med alle de her ting, husker jeg så at se på det, jeg har omkring mig, frem for at jagte noget, der ligger længere fremme?
Nogle vil måske bare synes, at det er en spændende film. Andre vil føle noget helt andet end det, jeg selv har oplevet. Hvis jeg laver en film med et bestemt budskab eller et håb om, hvad folk skal tage med sig, tror jeg både, at det bliver mindre rent, og at jeg begrænser publikum til at skulle tænke eller føle én bestemt ting.
Det er ikke mig, der ved bedst. Hvis nogen kommer og fortæller mig, hvad de synes, meningen er, vil jeg hellere sige: ‘Okay, fuck, hvor spændende’ end: ‘Nej, det er ikke rigtigt.’
Jeg er selv publikum nu.
Se billeder fra premieren her:
.jpg)
