
En bizar blockbuster er, hvad Digger ved første øjekast ligner. Bizar, fordi præmissen er, at verden nærmest udelukkende består af gråsprængte mænd, som forsøger at redde verden fra de problemer, de selv har skabt. Og blockbuster, fordi ingen ringere end selveste actionkongen Tom Cruise indtager hovedrollen.
Cruise spiller verdens mest magtfulde mand, som begiver sig ud på en desperat mission for at bevise, at han er menneskehedens frelser, før en katastrofe, han selv har været med til at skabe, rammer.
Det føles ikke ligefrem som en præmis revet ud af virkeligheden. Vi lever trods alt i en tid, hvor verdens mægtigste mænd ikke nødvendigvis er de mest betryggende mennesker at overlade roret til.
Bag filmen står den mexicanske filmskaber Alejandro González Iñárritu, der bl.a. har Birdman og den Oscarvindende The Revenant på CV'et. Med Digger ser han dog ud til at bevæge sig i en mere rendyrket komisk retning, end vi normalt forbinder ham med.
Vi har måske set Tom Cruise redde verden nok gange, men hvis filmen rent faktisk tør stikke til patriarkatet, samtidig med at Cruise endnu en gang får lov til at gøre det, han er bedst til, kan det vise sig at være det crossover, vi ikke vidste, vi manglede.
16 år efter The Social Network vender Aaron Sorkin tilbage med The Social Reckoning, der ifølge Sony fungerer som et såkaldt "companion piece" til den Oscarvindende forgænger. Og der må siges at være sket en del i Facebook- og Meta-land siden 2010.
Filmen tager udgangspunkt i den virkelige whistleblower Frances Haugen, en tidligere Facebook-ingeniør, der sammen med Wall Street Journal-journalisten Jeff Horwitz forsøger at afsløre nogle af techgigantens bedst bevarede hemmeligheder.
Historien mangler altså ikke dramatisk materiale. Og med et stærkt cast bestående af Jeremy Strong, Mikey Madison og Jeremy Allen White tegner det på papiret lovende.
Sorkin står både for manuskript og instruktion, så det interessante bliver, om han endnu en gang kan omsætte en kompliceret magtkamp i tech-verdenen til medrivende drama, efter Meta for længst er blevet en integreret del af vores hverdag.
Kan et insekt ændre et menneskes liv?
Det er udgangspunktet for Bugboy, en dansk-græsk-fransk dokumentarfilm af Lucas Paleocrassas. Filmen følger den generte teenager Yorgos, der efter forældrenes skilsmisse har svært ved at finde fodfæste og knytte sig til andre. Her udvikler han et nært bånd til græshoppen Isabella, som på uventet vis åbner hans verden.
Det lyder måske som en lille historie. Men ser vi blot et par år tilbage, opnåede netop denne slags fortælling enorm popularitet med Netflix-hittet My Octopus Teacher fra 2020. Her blev et usædvanligt venskab mellem et menneske og en blæksprutte til en betagende fortælling om vores forhold til hinanden og andre levende væsener.
Bugboy er naturligvis noget helt andet, men præmissen peger i samme retning. Så hvis efterårsmørket begynder at føles lidt tungt, er det derfor måske ikke den værste idé at tilbringe et par timer med en teenager og hans græshoppe.
Vi befinder os stadig i remakens storhedstid, og særligt store kvindelige forfatteres romaner bliver ved med at blive hevet gennem filmatiseringsmaskinen. Senest har vi set nye versioner af blandt andre Wuthering Heights og Little Women. Nu er turen kommet til Jane Austens Sense and Sensibility.
Det er langt fra første gang, Austen-klassikeren bliver filmatiseret. Ang Lees Sense and Sensibility fra 1995 med Emma Thompson, Kate Winslet og Hugh Grant har for længst opnået klassikerstatus, ligesom Pride and Prejudice fra 2005 med Keira Knightley og Matthew MacFadyen stadig står stærkt i nyere Austen-filmatiseringer.
Nu får historien om de vidt forskellige søstre Elinor og Marianne Dashwood endnu en fortolkning. Den nye film er instrueret af Georgia Oakley efter manuskript af Diana Reid og har Daisy Edgar-Jones og Esmé Creed-Miles i hovedrollerne.
Det oplagte spørgsmål er selvfølgelig: Har vi brug for endnu en Austen-filmatisering?
Måske. For selvom vi allerede kender historien, kan der stadig ligge noget interessant i at genbesøge de klassiske fortællinger, vi tror, vi er færdige med. Nye fortolkninger kan give gamle historier friske perspektiver – og måske endda en smule jordforbindelse i en tid, hvor alting ellers går stærkt.
Austens fortælling har mere end 200 år på bagen, men søsterskab, kærlighed og klasse er trods alt ikke blevet mindre relevante af den grund.
Anthony Bourdain har efterhånden opnået noget nær kultstatus. Siden hans død i 2018 er forgudelsen kun vokset, og det er ikke svært at forstå hvorfor.
Måske fordi Bourdain havde en sjælden evne til at bruge mad som en vej ind i andre kulturer. Måske fordi han formåede at skille sig ud fra de polerede tv-personligheder.
Det er den unge Bourdain, vi møder i Matt Johnsons Tony. Som 19-årig rejser han til Provincetown, hvor han havner i det kaotiske køkkenmiljø på en restaurant – en periode, der kommer til at forme hans videre liv og karriere. Filmen er længe ventet, hvorfor det bliver interessant at se, om vi faktisk kommer den Bourdain, der eksisterede før kultfiguren, nærmere.
Dominic Sessa spiller den unge Bourdain, mens Antonio Banderas, Emilia Jones og Leo Woodall blandt andre medvirker.
En ensom kvinde bestiller sig en ægtemand. Han er lavet af pileflet.
Det er præmissen for Wicker, en sort komedie fra det amerikanske instruktørpar Alex Huston Fischer og Eleanor Wilson.
Filmen foregår i en fiskerlandsby, hvor kvindens utraditionelle romance hurtigt skaber både forargelse og jalousi i det forstokkede lokalsamfund.
På rollelisten finder man Olivia Colman, Alexander Skarsgård, Peter Dinklage og Elizabeth Debicki. Colman er efterhånden en af de skuespillere, der kan få selv de mest bizarre præmisser til at virke plausible, men også Skarsgård bør man slå et ekstra slag for her.
De seneste år har han vist en villighed til at kaste sig over knapt så mainstreamprojekter. Senest i Pillion, hvor han bevægede sig et godt stykke væk fra de mere konventionelle Hollywood-roller.
Om Wicker bliver lige så fornøjelig som særpræget, må tiden vise. Men en pileflettet mand, Olivia Colman og et småborgerligt fiskersamfund er i hvert fald svært ikke at blive nysgerrig på.
Martin McDonagh har haft nogle ganske gode år. Faktisk så gode, at han i mine øjne har sat barren faretruende højt for sig selv.
Efter Three Billboards Outside Ebbing, Missouri og The Banshees of Inisherin er McDonagh tilbage med Wild Horse Nine, hvor John Malkovich og Sam Rockwell spiller to CIA-agenter, der kort før kuppet i Chile i 1973 bliver sendt fra Santiago til Påskeøen. Her bliver deres mission hurtigt viklet ind i gamle hemmeligheder og nye konspirationer.
McDonagh har med sine seneste film haft stor succes med at skildre isolerede småsamfund gennem en velafbalanceret blanding af grotesk vold, absurd komik og menneskelig vemod. Og *Wild Horse Nine *lader til at følge dele af den samme opskrift – tilføjet nogle ikoniske stenansigter.
Hvis McDonagh endnu engang formår at bringe sin særegne blanding af humor og menneskelig tragedie ind i historien, er der grund til at holde øje.
Dune: Del 3 kræver næppe nogen større introduktion.
Denis Villeneuves sci-fi-franchise har for længst etableret sig som et af de helt store filmfænomener, og nu vender Villeneuve tilbage for at fortsætte sin fortælling om Paul Atreides og Arrakis.
De to første film har både været enorme biografsucceser og høstet stor kritisk anerkendelse. Samtidig har de gjort Villeneuves version af Frank Herberts univers til en af de mest ambitiøse moderne blockbuster-franchises.
Spørgsmålet ikke nok så meget, om Dune: Del 3 bliver en begivenhed som sine forgængere. Det bliver snarere interessant at se, hvordan Villeneuve vælger at afslutte sin del af fortællingen – og hvor meget af universet han lader stå åbent.
Det er praktisk talt umuligt at undgå Robert Pattinson for tiden. Men hvorfor skulle vi også det, når han gang på gang formår at overraske med det ene interessante projekt efter det andet?
Primetime føjer endnu en særpræget titel til listen.
Filmen foregår i 2006 og følger tv-værten Chris Hansen, der står bag To Catch a Predator – et program hvis præmis er, at opsøge mænd, der forsøgte at mødes med mindreårige, og konfrontere dem foran kameraet.
Det er en slibrig blanding af journalistik, kriminalitet og primetime-underholdning, der allerede i virkeligheden var så absurd, at det næsten lyder som fiktion.
Bag filmen står Lance Oppenheim, og filmen er produceret af A24. Pattinson spiller over for blandt andre Merritt Wever, Skyler Gisondo og Phoebe Bridgers.
Renomméet som den blege førsteelsker med smag for teenageblod er efterhånden rystet godt og grundigt af Pattinson. Det beviste han især med sin første A24-produktion, Good Time af Safdie-brødrene.
Primetime ligner endnu et forsøg på at bevæge sig væk fra den oplagte stjernerolle. Om det bliver lige så vellykket som hans sidste samarbejde med A24, bliver spændende at se.


En bizar blockbuster er, hvad Digger ved første øjekast ligner. Bizar, fordi præmissen er, at verden nærmest udelukkende består af gråsprængte mænd, som forsøger at redde verden fra de problemer, de selv har skabt. Og blockbuster, fordi ingen ringere end selveste actionkongen Tom Cruise indtager hovedrollen.
Cruise spiller verdens mest magtfulde mand, som begiver sig ud på en desperat mission for at bevise, at han er menneskehedens frelser, før en katastrofe, han selv har været med til at skabe, rammer.
Det føles ikke ligefrem som en præmis revet ud af virkeligheden. Vi lever trods alt i en tid, hvor verdens mægtigste mænd ikke nødvendigvis er de mest betryggende mennesker at overlade roret til.
Bag filmen står den mexicanske filmskaber Alejandro González Iñárritu, der bl.a. har Birdman og den Oscarvindende The Revenant på CV'et. Med Digger ser han dog ud til at bevæge sig i en mere rendyrket komisk retning, end vi normalt forbinder ham med.
Vi har måske set Tom Cruise redde verden nok gange, men hvis filmen rent faktisk tør stikke til patriarkatet, samtidig med at Cruise endnu en gang får lov til at gøre det, han er bedst til, kan det vise sig at være det crossover, vi ikke vidste, vi manglede.
16 år efter The Social Network vender Aaron Sorkin tilbage med The Social Reckoning, der ifølge Sony fungerer som et såkaldt "companion piece" til den Oscarvindende forgænger. Og der må siges at være sket en del i Facebook- og Meta-land siden 2010.
Filmen tager udgangspunkt i den virkelige whistleblower Frances Haugen, en tidligere Facebook-ingeniør, der sammen med Wall Street Journal-journalisten Jeff Horwitz forsøger at afsløre nogle af techgigantens bedst bevarede hemmeligheder.
Historien mangler altså ikke dramatisk materiale. Og med et stærkt cast bestående af Jeremy Strong, Mikey Madison og Jeremy Allen White tegner det på papiret lovende.
Sorkin står både for manuskript og instruktion, så det interessante bliver, om han endnu en gang kan omsætte en kompliceret magtkamp i tech-verdenen til medrivende drama, efter Meta for længst er blevet en integreret del af vores hverdag.
Kan et insekt ændre et menneskes liv?
Det er udgangspunktet for Bugboy, en dansk-græsk-fransk dokumentarfilm af Lucas Paleocrassas. Filmen følger den generte teenager Yorgos, der efter forældrenes skilsmisse har svært ved at finde fodfæste og knytte sig til andre. Her udvikler han et nært bånd til græshoppen Isabella, som på uventet vis åbner hans verden.
Det lyder måske som en lille historie. Men ser vi blot et par år tilbage, opnåede netop denne slags fortælling enorm popularitet med Netflix-hittet My Octopus Teacher fra 2020. Her blev et usædvanligt venskab mellem et menneske og en blæksprutte til en betagende fortælling om vores forhold til hinanden og andre levende væsener.
Bugboy er naturligvis noget helt andet, men præmissen peger i samme retning. Så hvis efterårsmørket begynder at føles lidt tungt, er det derfor måske ikke den værste idé at tilbringe et par timer med en teenager og hans græshoppe.
Vi befinder os stadig i remakens storhedstid, og særligt store kvindelige forfatteres romaner bliver ved med at blive hevet gennem filmatiseringsmaskinen. Senest har vi set nye versioner af blandt andre Wuthering Heights og Little Women. Nu er turen kommet til Jane Austens Sense and Sensibility.
Det er langt fra første gang, Austen-klassikeren bliver filmatiseret. Ang Lees Sense and Sensibility fra 1995 med Emma Thompson, Kate Winslet og Hugh Grant har for længst opnået klassikerstatus, ligesom Pride and Prejudice fra 2005 med Keira Knightley og Matthew MacFadyen stadig står stærkt i nyere Austen-filmatiseringer.
Nu får historien om de vidt forskellige søstre Elinor og Marianne Dashwood endnu en fortolkning. Den nye film er instrueret af Georgia Oakley efter manuskript af Diana Reid og har Daisy Edgar-Jones og Esmé Creed-Miles i hovedrollerne.
Det oplagte spørgsmål er selvfølgelig: Har vi brug for endnu en Austen-filmatisering?
Måske. For selvom vi allerede kender historien, kan der stadig ligge noget interessant i at genbesøge de klassiske fortællinger, vi tror, vi er færdige med. Nye fortolkninger kan give gamle historier friske perspektiver – og måske endda en smule jordforbindelse i en tid, hvor alting ellers går stærkt.
Austens fortælling har mere end 200 år på bagen, men søsterskab, kærlighed og klasse er trods alt ikke blevet mindre relevante af den grund.
Anthony Bourdain har efterhånden opnået noget nær kultstatus. Siden hans død i 2018 er forgudelsen kun vokset, og det er ikke svært at forstå hvorfor.
Måske fordi Bourdain havde en sjælden evne til at bruge mad som en vej ind i andre kulturer. Måske fordi han formåede at skille sig ud fra de polerede tv-personligheder.
Det er den unge Bourdain, vi møder i Matt Johnsons Tony. Som 19-årig rejser han til Provincetown, hvor han havner i det kaotiske køkkenmiljø på en restaurant – en periode, der kommer til at forme hans videre liv og karriere. Filmen er længe ventet, hvorfor det bliver interessant at se, om vi faktisk kommer den Bourdain, der eksisterede før kultfiguren, nærmere.
Dominic Sessa spiller den unge Bourdain, mens Antonio Banderas, Emilia Jones og Leo Woodall blandt andre medvirker.
En ensom kvinde bestiller sig en ægtemand. Han er lavet af pileflet.
Det er præmissen for Wicker, en sort komedie fra det amerikanske instruktørpar Alex Huston Fischer og Eleanor Wilson.
Filmen foregår i en fiskerlandsby, hvor kvindens utraditionelle romance hurtigt skaber både forargelse og jalousi i det forstokkede lokalsamfund.
På rollelisten finder man Olivia Colman, Alexander Skarsgård, Peter Dinklage og Elizabeth Debicki. Colman er efterhånden en af de skuespillere, der kan få selv de mest bizarre præmisser til at virke plausible, men også Skarsgård bør man slå et ekstra slag for her.
De seneste år har han vist en villighed til at kaste sig over knapt så mainstreamprojekter. Senest i Pillion, hvor han bevægede sig et godt stykke væk fra de mere konventionelle Hollywood-roller.
Om Wicker bliver lige så fornøjelig som særpræget, må tiden vise. Men en pileflettet mand, Olivia Colman og et småborgerligt fiskersamfund er i hvert fald svært ikke at blive nysgerrig på.
Martin McDonagh har haft nogle ganske gode år. Faktisk så gode, at han i mine øjne har sat barren faretruende højt for sig selv.
Efter Three Billboards Outside Ebbing, Missouri og The Banshees of Inisherin er McDonagh tilbage med Wild Horse Nine, hvor John Malkovich og Sam Rockwell spiller to CIA-agenter, der kort før kuppet i Chile i 1973 bliver sendt fra Santiago til Påskeøen. Her bliver deres mission hurtigt viklet ind i gamle hemmeligheder og nye konspirationer.
McDonagh har med sine seneste film haft stor succes med at skildre isolerede småsamfund gennem en velafbalanceret blanding af grotesk vold, absurd komik og menneskelig vemod. Og *Wild Horse Nine *lader til at følge dele af den samme opskrift – tilføjet nogle ikoniske stenansigter.
Hvis McDonagh endnu engang formår at bringe sin særegne blanding af humor og menneskelig tragedie ind i historien, er der grund til at holde øje.
Dune: Del 3 kræver næppe nogen større introduktion.
Denis Villeneuves sci-fi-franchise har for længst etableret sig som et af de helt store filmfænomener, og nu vender Villeneuve tilbage for at fortsætte sin fortælling om Paul Atreides og Arrakis.
De to første film har både været enorme biografsucceser og høstet stor kritisk anerkendelse. Samtidig har de gjort Villeneuves version af Frank Herberts univers til en af de mest ambitiøse moderne blockbuster-franchises.
Spørgsmålet ikke nok så meget, om Dune: Del 3 bliver en begivenhed som sine forgængere. Det bliver snarere interessant at se, hvordan Villeneuve vælger at afslutte sin del af fortællingen – og hvor meget af universet han lader stå åbent.
Det er praktisk talt umuligt at undgå Robert Pattinson for tiden. Men hvorfor skulle vi også det, når han gang på gang formår at overraske med det ene interessante projekt efter det andet?
Primetime føjer endnu en særpræget titel til listen.
Filmen foregår i 2006 og følger tv-værten Chris Hansen, der står bag To Catch a Predator – et program hvis præmis er, at opsøge mænd, der forsøgte at mødes med mindreårige, og konfrontere dem foran kameraet.
Det er en slibrig blanding af journalistik, kriminalitet og primetime-underholdning, der allerede i virkeligheden var så absurd, at det næsten lyder som fiktion.
Bag filmen står Lance Oppenheim, og filmen er produceret af A24. Pattinson spiller over for blandt andre Merritt Wever, Skyler Gisondo og Phoebe Bridgers.
Renomméet som den blege førsteelsker med smag for teenageblod er efterhånden rystet godt og grundigt af Pattinson. Det beviste han især med sin første A24-produktion, Good Time af Safdie-brødrene.
Primetime ligner endnu et forsøg på at bevæge sig væk fra den oplagte stjernerolle. Om det bliver lige så vellykket som hans sidste samarbejde med A24, bliver spændende at se.


En bizar blockbuster er, hvad Digger ved første øjekast ligner. Bizar, fordi præmissen er, at verden nærmest udelukkende består af gråsprængte mænd, som forsøger at redde verden fra de problemer, de selv har skabt. Og blockbuster, fordi ingen ringere end selveste actionkongen Tom Cruise indtager hovedrollen.
Cruise spiller verdens mest magtfulde mand, som begiver sig ud på en desperat mission for at bevise, at han er menneskehedens frelser, før en katastrofe, han selv har været med til at skabe, rammer.
Det føles ikke ligefrem som en præmis revet ud af virkeligheden. Vi lever trods alt i en tid, hvor verdens mægtigste mænd ikke nødvendigvis er de mest betryggende mennesker at overlade roret til.
Bag filmen står den mexicanske filmskaber Alejandro González Iñárritu, der bl.a. har Birdman og den Oscarvindende The Revenant på CV'et. Med Digger ser han dog ud til at bevæge sig i en mere rendyrket komisk retning, end vi normalt forbinder ham med.
Vi har måske set Tom Cruise redde verden nok gange, men hvis filmen rent faktisk tør stikke til patriarkatet, samtidig med at Cruise endnu en gang får lov til at gøre det, han er bedst til, kan det vise sig at være det crossover, vi ikke vidste, vi manglede.
16 år efter The Social Network vender Aaron Sorkin tilbage med The Social Reckoning, der ifølge Sony fungerer som et såkaldt "companion piece" til den Oscarvindende forgænger. Og der må siges at være sket en del i Facebook- og Meta-land siden 2010.
Filmen tager udgangspunkt i den virkelige whistleblower Frances Haugen, en tidligere Facebook-ingeniør, der sammen med Wall Street Journal-journalisten Jeff Horwitz forsøger at afsløre nogle af techgigantens bedst bevarede hemmeligheder.
Historien mangler altså ikke dramatisk materiale. Og med et stærkt cast bestående af Jeremy Strong, Mikey Madison og Jeremy Allen White tegner det på papiret lovende.
Sorkin står både for manuskript og instruktion, så det interessante bliver, om han endnu en gang kan omsætte en kompliceret magtkamp i tech-verdenen til medrivende drama, efter Meta for længst er blevet en integreret del af vores hverdag.
Kan et insekt ændre et menneskes liv?
Det er udgangspunktet for Bugboy, en dansk-græsk-fransk dokumentarfilm af Lucas Paleocrassas. Filmen følger den generte teenager Yorgos, der efter forældrenes skilsmisse har svært ved at finde fodfæste og knytte sig til andre. Her udvikler han et nært bånd til græshoppen Isabella, som på uventet vis åbner hans verden.
Det lyder måske som en lille historie. Men ser vi blot et par år tilbage, opnåede netop denne slags fortælling enorm popularitet med Netflix-hittet My Octopus Teacher fra 2020. Her blev et usædvanligt venskab mellem et menneske og en blæksprutte til en betagende fortælling om vores forhold til hinanden og andre levende væsener.
Bugboy er naturligvis noget helt andet, men præmissen peger i samme retning. Så hvis efterårsmørket begynder at føles lidt tungt, er det derfor måske ikke den værste idé at tilbringe et par timer med en teenager og hans græshoppe.
Vi befinder os stadig i remakens storhedstid, og særligt store kvindelige forfatteres romaner bliver ved med at blive hevet gennem filmatiseringsmaskinen. Senest har vi set nye versioner af blandt andre Wuthering Heights og Little Women. Nu er turen kommet til Jane Austens Sense and Sensibility.
Det er langt fra første gang, Austen-klassikeren bliver filmatiseret. Ang Lees Sense and Sensibility fra 1995 med Emma Thompson, Kate Winslet og Hugh Grant har for længst opnået klassikerstatus, ligesom Pride and Prejudice fra 2005 med Keira Knightley og Matthew MacFadyen stadig står stærkt i nyere Austen-filmatiseringer.
Nu får historien om de vidt forskellige søstre Elinor og Marianne Dashwood endnu en fortolkning. Den nye film er instrueret af Georgia Oakley efter manuskript af Diana Reid og har Daisy Edgar-Jones og Esmé Creed-Miles i hovedrollerne.
Det oplagte spørgsmål er selvfølgelig: Har vi brug for endnu en Austen-filmatisering?
Måske. For selvom vi allerede kender historien, kan der stadig ligge noget interessant i at genbesøge de klassiske fortællinger, vi tror, vi er færdige med. Nye fortolkninger kan give gamle historier friske perspektiver – og måske endda en smule jordforbindelse i en tid, hvor alting ellers går stærkt.
Austens fortælling har mere end 200 år på bagen, men søsterskab, kærlighed og klasse er trods alt ikke blevet mindre relevante af den grund.
Anthony Bourdain har efterhånden opnået noget nær kultstatus. Siden hans død i 2018 er forgudelsen kun vokset, og det er ikke svært at forstå hvorfor.
Måske fordi Bourdain havde en sjælden evne til at bruge mad som en vej ind i andre kulturer. Måske fordi han formåede at skille sig ud fra de polerede tv-personligheder.
Det er den unge Bourdain, vi møder i Matt Johnsons Tony. Som 19-årig rejser han til Provincetown, hvor han havner i det kaotiske køkkenmiljø på en restaurant – en periode, der kommer til at forme hans videre liv og karriere. Filmen er længe ventet, hvorfor det bliver interessant at se, om vi faktisk kommer den Bourdain, der eksisterede før kultfiguren, nærmere.
Dominic Sessa spiller den unge Bourdain, mens Antonio Banderas, Emilia Jones og Leo Woodall blandt andre medvirker.
En ensom kvinde bestiller sig en ægtemand. Han er lavet af pileflet.
Det er præmissen for Wicker, en sort komedie fra det amerikanske instruktørpar Alex Huston Fischer og Eleanor Wilson.
Filmen foregår i en fiskerlandsby, hvor kvindens utraditionelle romance hurtigt skaber både forargelse og jalousi i det forstokkede lokalsamfund.
På rollelisten finder man Olivia Colman, Alexander Skarsgård, Peter Dinklage og Elizabeth Debicki. Colman er efterhånden en af de skuespillere, der kan få selv de mest bizarre præmisser til at virke plausible, men også Skarsgård bør man slå et ekstra slag for her.
De seneste år har han vist en villighed til at kaste sig over knapt så mainstreamprojekter. Senest i Pillion, hvor han bevægede sig et godt stykke væk fra de mere konventionelle Hollywood-roller.
Om Wicker bliver lige så fornøjelig som særpræget, må tiden vise. Men en pileflettet mand, Olivia Colman og et småborgerligt fiskersamfund er i hvert fald svært ikke at blive nysgerrig på.
Martin McDonagh har haft nogle ganske gode år. Faktisk så gode, at han i mine øjne har sat barren faretruende højt for sig selv.
Efter Three Billboards Outside Ebbing, Missouri og The Banshees of Inisherin er McDonagh tilbage med Wild Horse Nine, hvor John Malkovich og Sam Rockwell spiller to CIA-agenter, der kort før kuppet i Chile i 1973 bliver sendt fra Santiago til Påskeøen. Her bliver deres mission hurtigt viklet ind i gamle hemmeligheder og nye konspirationer.
McDonagh har med sine seneste film haft stor succes med at skildre isolerede småsamfund gennem en velafbalanceret blanding af grotesk vold, absurd komik og menneskelig vemod. Og *Wild Horse Nine *lader til at følge dele af den samme opskrift – tilføjet nogle ikoniske stenansigter.
Hvis McDonagh endnu engang formår at bringe sin særegne blanding af humor og menneskelig tragedie ind i historien, er der grund til at holde øje.
Dune: Del 3 kræver næppe nogen større introduktion.
Denis Villeneuves sci-fi-franchise har for længst etableret sig som et af de helt store filmfænomener, og nu vender Villeneuve tilbage for at fortsætte sin fortælling om Paul Atreides og Arrakis.
De to første film har både været enorme biografsucceser og høstet stor kritisk anerkendelse. Samtidig har de gjort Villeneuves version af Frank Herberts univers til en af de mest ambitiøse moderne blockbuster-franchises.
Spørgsmålet ikke nok så meget, om Dune: Del 3 bliver en begivenhed som sine forgængere. Det bliver snarere interessant at se, hvordan Villeneuve vælger at afslutte sin del af fortællingen – og hvor meget af universet han lader stå åbent.
Det er praktisk talt umuligt at undgå Robert Pattinson for tiden. Men hvorfor skulle vi også det, når han gang på gang formår at overraske med det ene interessante projekt efter det andet?
Primetime føjer endnu en særpræget titel til listen.
Filmen foregår i 2006 og følger tv-værten Chris Hansen, der står bag To Catch a Predator – et program hvis præmis er, at opsøge mænd, der forsøgte at mødes med mindreårige, og konfrontere dem foran kameraet.
Det er en slibrig blanding af journalistik, kriminalitet og primetime-underholdning, der allerede i virkeligheden var så absurd, at det næsten lyder som fiktion.
Bag filmen står Lance Oppenheim, og filmen er produceret af A24. Pattinson spiller over for blandt andre Merritt Wever, Skyler Gisondo og Phoebe Bridgers.
Renomméet som den blege førsteelsker med smag for teenageblod er efterhånden rystet godt og grundigt af Pattinson. Det beviste han især med sin første A24-produktion, Good Time af Safdie-brødrene.
Primetime ligner endnu et forsøg på at bevæge sig væk fra den oplagte stjernerolle. Om det bliver lige så vellykket som hans sidste samarbejde med A24, bliver spændende at se.





.jpg)
.jpg)



