For mig er det et coming of age-album. Det handler meget om processen mens ens frontallapper vokser sammen, som jo sker i løbet af 20’erne. Det handler om at finde en ro i sig selv og om de ting, man skal forholde sig til som ung kvinde – venner, dating, parforhold og at kede sig og være rastløs. Det er en dejlig sammensat tid.
Sangene handler også om mine oplevelser med at flytte til København fra Jylland. Der boede cirka 70 mennesker i den lille by, jeg kommer fra. Jeg var virkelig glad for at vokse op der, men jeg følte mig også anderledes. Så der er også et tema om at passe ind.
Jeg synes, det er sjovest. Jeg tror egentlig, jeg vil gøre ret meget for at få et smil på folks læber. Så føles det ikke lige så meget en pris, der skal betales. Så er det ligesom noget, vi har sammen. Der kan også være noget meget helende i at sige nogle ting igennem musikken, man kan skamme sig lidt over, eller som man føler, er lidt for ærlige. Når man så spiller det for nogen, og de synger med, så kan man se, at man ikke er alene.
Jeg har siddet i mit soveværelse i virkelig mange år og øvet mig på at skrive sange. Men jeg har ikke været sådan én, der var hurtig til at lære. Det er gået ret langsomt for mig. Jeg meldte mig til Karrierekanonen i 2022, og da den demo, jeg havde uploadet, blev udvalgt, blev jeg ligesom hard launched og skulle finde et band og skrive nogle flere sange, jeg synes var præsentable. Men jeg kunne ikke helt skrive de sange, jeg gerne ville endnu. Så jeg øvede mig noget mere og gik på Rytmisk Musikkonservatorium, og på et tidspunkt uploadede jeg en video fra en koncert og blev kontaktet af et label. Og så begyndte jeg at udgive med dem.
Det var først efter den proces, at jeg havde det sådan ‘okay, nu kan jeg skrive nogle sange, jeg kan være bekendt’. Og det var først der, Sofie1998, som det lyder i dag, faldt på plads.
Der er nogen, jeg kigger meget imod, og som ligger tæt op af det, jeg laver. Jeg lytter meget til Andreas Odbjerg, og jeg lytter også virkelig meget til SZA. Hun skriver nogle virkelig grineren ting, og hun lægger ikke fingre imellem. Hun har en særlig evne til at være ærlig og uforfængelig i sin sangskrivning, og det har jeg lyst til også at være – fuldstændig uforfængelig og også vise de sider af mig selv, som er unlikeable.
Det tør jeg faktisk godt at sige, at det føler jeg, de er. Der er ikke længere den der konstante questioning myself, og selvbevidstheden er røget lidt i svinget – heldigvis!
Der er en sang på albummet, som hedder ´300 grader´, der handler om, at man har lyst til at skændes med sin kæreste, fordi forholdet er blevet kedeligt. Og den kan jeg godt mærke er skrevet i en anden tilstand, end hvor jeg er nu. Jeg tror ikke, jeg havde skrevet den sådan i dag. Men hvem ved.
Alle der er klar til at grine lidt af sig selv. Og jeg har fundet ud af, at min musik rammer ret bredt. Når jeg spiller koncerter, kan jeg se, at folk i alle aldre dukker op. Dem, der ikke kommer, tror jeg er dem, der slår sig på min unhinged energi. Jeg tror, der er noget i min u-cool energi, som skræmmer nogle teenagere lidt væk.
Ja. Jeg har prøvet at være cool, men jeg kan ikke slippe afsted med det, haha! Jeg kan ikke opretholde det. Jeg kommer altid til at sige et eller andet. Og det med at have en meget smilende personlighed bliver heller ikke altid set som så cool. Men nu har jeg så også fundet ud af, at jeg ikke har lyst til at være cool.
Det har jeg det fint med. I don’t really care. Når jeg kigger mig omkring, kan jeg se, at det er det, nærmest alle nye artister gør. Jeg opdager også selv meget fed musik på Tiktok. I starten synes jeg, det var irriterende, fordi jeg var dårlig til at lave indhold. Men så gik det op for mig, at det her var en meget direkte måde for mig at være i kontakt med folk og præsentere dem for min musik. At det var for min egen skyld, jeg gjorde det. Det ændrede oplevelsen for mig.
Altså jeg har afholdt mig lidt fra at skrive kærlighedssange tidligere, men for tiden er der rigtig mange kærligheds- og hjertesorgssange, som jeg har gået og holdt inde, fordi jeg har tænkt, det var for kedeligt eller banalt. Men nu har jeg besluttet at omfavne det – SZA har jo heller ikke skrevet en eneste sang, der ikke handler om mænd.
Det har ikke været en bevidst tanke, men det har været en eller anden følelse af, at det var for banalt, eller at det har vi hørt for mange gange før. At jeg skulle finde nogle nye vinkler for at være original og stikke ud i det her kæmpe marked. Så jeg er før mødt op i studiet, hvor jeg har haft en situation med en eller anden kæreste, hvor jeg så har tænkt, ‘nej, den sang har vi hørt før.’ At jeg skulle være mere end en kvinde, der skrev kærlighedssange. Hvor jeg nu kan se, at det også er okay at være heartbroken og lade det være det, der fylder.
For mig er det et coming of age-album. Det handler meget om processen mens ens frontallapper vokser sammen, som jo sker i løbet af 20’erne. Det handler om at finde en ro i sig selv og om de ting, man skal forholde sig til som ung kvinde – venner, dating, parforhold og at kede sig og være rastløs. Det er en dejlig sammensat tid.
Sangene handler også om mine oplevelser med at flytte til København fra Jylland. Der boede cirka 70 mennesker i den lille by, jeg kommer fra. Jeg var virkelig glad for at vokse op der, men jeg følte mig også anderledes. Så der er også et tema om at passe ind.
Jeg synes, det er sjovest. Jeg tror egentlig, jeg vil gøre ret meget for at få et smil på folks læber. Så føles det ikke lige så meget en pris, der skal betales. Så er det ligesom noget, vi har sammen. Der kan også være noget meget helende i at sige nogle ting igennem musikken, man kan skamme sig lidt over, eller som man føler, er lidt for ærlige. Når man så spiller det for nogen, og de synger med, så kan man se, at man ikke er alene.
Jeg har siddet i mit soveværelse i virkelig mange år og øvet mig på at skrive sange. Men jeg har ikke været sådan én, der var hurtig til at lære. Det er gået ret langsomt for mig. Jeg meldte mig til Karrierekanonen i 2022, og da den demo, jeg havde uploadet, blev udvalgt, blev jeg ligesom hard launched og skulle finde et band og skrive nogle flere sange, jeg synes var præsentable. Men jeg kunne ikke helt skrive de sange, jeg gerne ville endnu. Så jeg øvede mig noget mere og gik på Rytmisk Musikkonservatorium, og på et tidspunkt uploadede jeg en video fra en koncert og blev kontaktet af et label. Og så begyndte jeg at udgive med dem.
Det var først efter den proces, at jeg havde det sådan ‘okay, nu kan jeg skrive nogle sange, jeg kan være bekendt’. Og det var først der, Sofie1998, som det lyder i dag, faldt på plads.
Der er nogen, jeg kigger meget imod, og som ligger tæt op af det, jeg laver. Jeg lytter meget til Andreas Odbjerg, og jeg lytter også virkelig meget til SZA. Hun skriver nogle virkelig grineren ting, og hun lægger ikke fingre imellem. Hun har en særlig evne til at være ærlig og uforfængelig i sin sangskrivning, og det har jeg lyst til også at være – fuldstændig uforfængelig og også vise de sider af mig selv, som er unlikeable.
Det tør jeg faktisk godt at sige, at det føler jeg, de er. Der er ikke længere den der konstante questioning myself, og selvbevidstheden er røget lidt i svinget – heldigvis!
Der er en sang på albummet, som hedder ´300 grader´, der handler om, at man har lyst til at skændes med sin kæreste, fordi forholdet er blevet kedeligt. Og den kan jeg godt mærke er skrevet i en anden tilstand, end hvor jeg er nu. Jeg tror ikke, jeg havde skrevet den sådan i dag. Men hvem ved.
Alle der er klar til at grine lidt af sig selv. Og jeg har fundet ud af, at min musik rammer ret bredt. Når jeg spiller koncerter, kan jeg se, at folk i alle aldre dukker op. Dem, der ikke kommer, tror jeg er dem, der slår sig på min unhinged energi. Jeg tror, der er noget i min u-cool energi, som skræmmer nogle teenagere lidt væk.
Ja. Jeg har prøvet at være cool, men jeg kan ikke slippe afsted med det, haha! Jeg kan ikke opretholde det. Jeg kommer altid til at sige et eller andet. Og det med at have en meget smilende personlighed bliver heller ikke altid set som så cool. Men nu har jeg så også fundet ud af, at jeg ikke har lyst til at være cool.
Det har jeg det fint med. I don’t really care. Når jeg kigger mig omkring, kan jeg se, at det er det, nærmest alle nye artister gør. Jeg opdager også selv meget fed musik på Tiktok. I starten synes jeg, det var irriterende, fordi jeg var dårlig til at lave indhold. Men så gik det op for mig, at det her var en meget direkte måde for mig at være i kontakt med folk og præsentere dem for min musik. At det var for min egen skyld, jeg gjorde det. Det ændrede oplevelsen for mig.
Altså jeg har afholdt mig lidt fra at skrive kærlighedssange tidligere, men for tiden er der rigtig mange kærligheds- og hjertesorgssange, som jeg har gået og holdt inde, fordi jeg har tænkt, det var for kedeligt eller banalt. Men nu har jeg besluttet at omfavne det – SZA har jo heller ikke skrevet en eneste sang, der ikke handler om mænd.
Det har ikke været en bevidst tanke, men det har været en eller anden følelse af, at det var for banalt, eller at det har vi hørt for mange gange før. At jeg skulle finde nogle nye vinkler for at være original og stikke ud i det her kæmpe marked. Så jeg er før mødt op i studiet, hvor jeg har haft en situation med en eller anden kæreste, hvor jeg så har tænkt, ‘nej, den sang har vi hørt før.’ At jeg skulle være mere end en kvinde, der skrev kærlighedssange. Hvor jeg nu kan se, at det også er okay at være heartbroken og lade det være det, der fylder.
For mig er det et coming of age-album. Det handler meget om processen mens ens frontallapper vokser sammen, som jo sker i løbet af 20’erne. Det handler om at finde en ro i sig selv og om de ting, man skal forholde sig til som ung kvinde – venner, dating, parforhold og at kede sig og være rastløs. Det er en dejlig sammensat tid.
Sangene handler også om mine oplevelser med at flytte til København fra Jylland. Der boede cirka 70 mennesker i den lille by, jeg kommer fra. Jeg var virkelig glad for at vokse op der, men jeg følte mig også anderledes. Så der er også et tema om at passe ind.
Jeg synes, det er sjovest. Jeg tror egentlig, jeg vil gøre ret meget for at få et smil på folks læber. Så føles det ikke lige så meget en pris, der skal betales. Så er det ligesom noget, vi har sammen. Der kan også være noget meget helende i at sige nogle ting igennem musikken, man kan skamme sig lidt over, eller som man føler, er lidt for ærlige. Når man så spiller det for nogen, og de synger med, så kan man se, at man ikke er alene.
Jeg har siddet i mit soveværelse i virkelig mange år og øvet mig på at skrive sange. Men jeg har ikke været sådan én, der var hurtig til at lære. Det er gået ret langsomt for mig. Jeg meldte mig til Karrierekanonen i 2022, og da den demo, jeg havde uploadet, blev udvalgt, blev jeg ligesom hard launched og skulle finde et band og skrive nogle flere sange, jeg synes var præsentable. Men jeg kunne ikke helt skrive de sange, jeg gerne ville endnu. Så jeg øvede mig noget mere og gik på Rytmisk Musikkonservatorium, og på et tidspunkt uploadede jeg en video fra en koncert og blev kontaktet af et label. Og så begyndte jeg at udgive med dem.
Det var først efter den proces, at jeg havde det sådan ‘okay, nu kan jeg skrive nogle sange, jeg kan være bekendt’. Og det var først der, Sofie1998, som det lyder i dag, faldt på plads.
Der er nogen, jeg kigger meget imod, og som ligger tæt op af det, jeg laver. Jeg lytter meget til Andreas Odbjerg, og jeg lytter også virkelig meget til SZA. Hun skriver nogle virkelig grineren ting, og hun lægger ikke fingre imellem. Hun har en særlig evne til at være ærlig og uforfængelig i sin sangskrivning, og det har jeg lyst til også at være – fuldstændig uforfængelig og også vise de sider af mig selv, som er unlikeable.
Det tør jeg faktisk godt at sige, at det føler jeg, de er. Der er ikke længere den der konstante questioning myself, og selvbevidstheden er røget lidt i svinget – heldigvis!
Der er en sang på albummet, som hedder ´300 grader´, der handler om, at man har lyst til at skændes med sin kæreste, fordi forholdet er blevet kedeligt. Og den kan jeg godt mærke er skrevet i en anden tilstand, end hvor jeg er nu. Jeg tror ikke, jeg havde skrevet den sådan i dag. Men hvem ved.
Alle der er klar til at grine lidt af sig selv. Og jeg har fundet ud af, at min musik rammer ret bredt. Når jeg spiller koncerter, kan jeg se, at folk i alle aldre dukker op. Dem, der ikke kommer, tror jeg er dem, der slår sig på min unhinged energi. Jeg tror, der er noget i min u-cool energi, som skræmmer nogle teenagere lidt væk.
Ja. Jeg har prøvet at være cool, men jeg kan ikke slippe afsted med det, haha! Jeg kan ikke opretholde det. Jeg kommer altid til at sige et eller andet. Og det med at have en meget smilende personlighed bliver heller ikke altid set som så cool. Men nu har jeg så også fundet ud af, at jeg ikke har lyst til at være cool.
Det har jeg det fint med. I don’t really care. Når jeg kigger mig omkring, kan jeg se, at det er det, nærmest alle nye artister gør. Jeg opdager også selv meget fed musik på Tiktok. I starten synes jeg, det var irriterende, fordi jeg var dårlig til at lave indhold. Men så gik det op for mig, at det her var en meget direkte måde for mig at være i kontakt med folk og præsentere dem for min musik. At det var for min egen skyld, jeg gjorde det. Det ændrede oplevelsen for mig.
Altså jeg har afholdt mig lidt fra at skrive kærlighedssange tidligere, men for tiden er der rigtig mange kærligheds- og hjertesorgssange, som jeg har gået og holdt inde, fordi jeg har tænkt, det var for kedeligt eller banalt. Men nu har jeg besluttet at omfavne det – SZA har jo heller ikke skrevet en eneste sang, der ikke handler om mænd.
Det har ikke været en bevidst tanke, men det har været en eller anden følelse af, at det var for banalt, eller at det har vi hørt for mange gange før. At jeg skulle finde nogle nye vinkler for at være original og stikke ud i det her kæmpe marked. Så jeg er før mødt op i studiet, hvor jeg har haft en situation med en eller anden kæreste, hvor jeg så har tænkt, ‘nej, den sang har vi hørt før.’ At jeg skulle være mere end en kvinde, der skrev kærlighedssange. Hvor jeg nu kan se, at det også er okay at være heartbroken og lade det være det, der fylder.
