Det, der meget vel må være Syd For Solens mest vellykkede og velkuraterede program til dato, er nu forbi. Over tre dage indtog nogle af tidens mest interessante internationale navne Valbyparken, og særligt én ting stod tilbage efter årets festival. Nemlig spændvidden.
For hvor ellers går man på ganske få timer fra amerikansk indie-coolness til australsk punk og videre til et hardcoreband, der forvandler en ellers fredelig plet i Valbyparken til noget, der mest af alt ligner kollektiv massepsykose?
Her gør vi status over årets festival og bringer dom over nogle af dens højdepunkter.
Festivalens absolutte højdepunkt må være Turnstile, der for en stund forvandlede området foran den store scene i Valbyparken til et kollektivt vanvid – i ordets mest positive betydning.
Det er noget af det vildeste, jeg længe har været vidne til.
Med en formodning om, at det måske var en god idé at holde sig en smule på afstand, hvis man ikke selv ville opsluges af en eller flere moshpits inde i publikumsmidten, havde jeg placeret mig med et vist sikkerhedsrum omkring mig. Jeg havde aldrig oplevet Turnstile live før, men hørt rigeligt med rygter om de moshpits, der følger bandets koncerter.
Alligevel tog det mig fuldstændig på sengen, hvad der skete.
Området foran scenen forvandlede sig til ét stort, ekstatisk kaos. Kroppe fløj rundt mellem hinanden, mens støvet fra den tørre festivalplads rejste sig over menneskemængden. En efter en kom folk vandrende ud fra publikum, smurt ind i støv fra top til tå. Sveden havde samlet skidtet i små koncentrerede striber hen over ansigterne, og flere så nærmest postapokalyptiske ud – som statister, der lige var vandret ud af The Last of Us. Helt sorte i ansigterne og ekstatiske i blikket.
Midt i det hele stod forsanger Brendan Yates som en slags ophøjet karakter og manøvrerede de mange moshpits med en altoverskyggende selvtillid. Det interessante var næsten kontrasten mellem scenen og pladsen foran den. For mens Turnstile spillede med en imponerende præcision og kontrol, udløste den kontrol det stik modsatte hos publikum. Jo mere sikkert bandet styrede koncerten fra scenen, desto mere syntes kontrollen at forsvinde nedenfor.
Samtidig har jeg sjældent været vidne til et større kulturclash. For få meter længere tilbage stod de uindviede og betragtede fænomenet på sikker afstand, flere med et glas hvidvin i hånden. Den skarpt optegnede linje mellem dem og det støvindsmurte inferno længere fremme var slående – og en smule komisk.
På mange måder blev billedet næsten en kondenseret udgave af Syd For Solen anno 2026: Den københavnske festivalgæst med hvidvin i hånden på den ene side. En eksploderende moshpit på den anden.
Også Amyl and the Sniffers blev en af festivalens helt store positive overraskelser.
Det skyldtes ikke mindst Amy Taylor, der fungerede som et nærmest uregerligt kraftcenter foran bandet. Med sin hæse vokal og konstante bevægelse fór hun over scenen med en næsten atletisk rastløshed og besad den særlige kombination af konfrontation og invitation, der gjorde det svært ikke at lade sig rive med.
Der var ikke meget pæn festivalrock over australierne. Bandets punkrock blev sendt direkte ud over pladsen uden synderligt meget pynt, og netop derfor fungerede de så godt i Valbyparken.
Det var råt, fysisk og befriende ligetil – og endnu et bevis på, at årets program fungerede bedst, når det fik lov til at ruske lidt i Syd For Solens ellers velordnede rammer.
Sjældent har et navn været genstand for mere hype end Geese det seneste år, og derfor havde jeg også glædet mig ualmindeligt meget til at betragte det, der efterhånden næsten er blevet et fænomen i indieverdenen.
Og musikalsk var der ikke meget at sætte en finger på.
Geese spillede med den fandenivoldske og lettere uforudsigelige musikalitet, der har gjort dem til et af tidens mest omtalte rockbands. Sangene kunne bevæge sig fra støjende guitarudladninger og skæve rytmer til mere klassiske rockøjeblikke og improvisatoriske afstikkere, uden at bandet mistede grebet om dem. Der var noget løst og næsten tilfældigt over musikken, men nedenunder lå en imponerende kontrol.
Og så var det svært at tage øjnene fra Cameron Winter.
Forsangeren trak sjældent en mine og tog ikke sine solbriller af i et sekund. Det var faktisk svært ikke at blive en lille smule provokeret af. Men der var heller ingen tvivl om, at det var helt intentionelt – og klart bidrog til den mystik og indie-coolness, der efterhånden synes uløseligt knyttet til ham.
Winters sceneskikkelse befinder sig et mærkeligt sted mellem skødesløs ligegyldighed og absolut kontrol. Han besidder den sjældne magnetiske aura, man forbinder med klassiske rockstjerner: følelsen af, at personen på scenen tilsyneladende er fuldstændig ligeglad med, om man kigger – og derfor bliver det umuligt at lade være.
Og mens han stod dér i sin Adidas-trøje og betragtede Valbyparken gennem mørke solbrilleglas, var det svært ikke at trække linjer til nogle af den alternative rocks mest provokerende drengerøvsskikkelser. Lidt Gallagher-brødrene, lidt Julian Casablancas – men først og fremmest meget Cameron Winter.
Det kan være irriterende. Men det kan også være enormt effektivt.
Hvis Turnstile stod for festivalens mest eksplosive øjeblik, stod Blood Orange for et af de absolut smukkeste.
Syv år var gået, siden Dev Hynes sidst havde spillet koncert i Danmark, og måske var det også derfor, der hvilede noget særligt over gensynet.
Med sig havde han et imponerende hold af musikere, der lod Blood Oranges særegne lydunivers vokse sig langt større end manden i centrum. 80’er-synths, trommemaskiner, funky basgange, svævende guitarer og jazzede afstikkere gled ubesværet ind og ud af hinanden, mens Hynes bevægede sig mellem instrumenterne og lod musikken skifte form undervejs.
Hynes selv virkede samtidig næsten demonstrativt uinteresseret i den klassiske hovedrolle. I stedet gav han plads til musikerne omkring sig, og netop fraværet af de store armbevægelser gjorde koncerten desto mere dragende.
For midt i en festival, hvor flere af de største øjeblikke opstod gennem kaos og fysisk energi, gjorde Blood Orange nærmest det modsatte. For en stund blev den store festivalplads overraskende intim, og man stod med den sjældne fornemmelse af, at ingen rigtig havde lyst til at bryde den koncentration, der havde lagt sig over publikum. Den slag koncerter, der bliver siddende i en.
TikTok-musikeren Sombr stod for en ganske anden slags koncert. De store armbevægelser blev fundet frem og kærlighedserklæringerne til København sad løst, og til tider blev den amerikanske charmeoffensiv så massiv, at man fik en mistanke om, at det københavnske publikum ikke helt vidste, hvad det skulle stille op med den.
Der var lidt tvungen kærlighed og amerikansk kitsch over det hele – og måske lige rigeligt af begge dele til et publikum, der ikke nødvendigvis er kendt for at give sig ukritisk hen.
kedeligt blev det dog aldrig. For Sombr skal have point for at forstå showets værdi. Ikke mindst da han valgte at afslutte koncerten ved ganske enkelt at hoppe direkte i vandet bag scenen. Var det teatralsk? Ja. Var det en smule absurd? Også ja.
Men det var også risikovilligt, anderledes og akkurat så storslået som på en eller anden måde passer fint nok til et amerikansk tiktok-fænomen.
Festivalens lukkeband, Fcukers, blev en overraskelse af den meget positive slags.
Den amerikanske duo bevæger sig i et musikalsk grænseland mellem alternativ pop, elektronisk dansemusik og 90’ernes tilbagelænede coolness, der flere steder kastede associationer til The Cardigans, svøbt ind i en mere kluborienteret og tidstypisk pakke.
I centrum stod Shanny Wise med en sceneskikkelse, der på én gang virkede underspillet, nonchalant og magnetisk. Med en kølighed, der nærmest fik det til at se ud, som om hun ikke anstrengte sig, blev hun en perfekt frontfigur for Fcukers’ særlige blanding af 90’er-nostalgi og nutidig klubmusik – og en overraskende velvalgt afslutning på årets festival.
Ikke mindst fordi festivalen i år turde udfordre sin tidligere model og lade genrer og musikalske verdener mødes på tværs af dagene. Årets program var ikke interessant, fordi det pegede i én bestemt retning. Tværtimod. Det interessante opstod i sammenstødene. Mellem den hypede indie og den rendyrkede pop. Mellem Blood Oranges koncentrerede ro og Turnstiles totale kaos. Mellem københavnsk hvidvinshygge og amerikansk hardcore.
Og måske er det netop dér, Syd For Solen for alvor har fundet sin identitet: Ikke ved at være én bestemt slags festival for ét bestemt slags publikum, men ved at turde lade det pæne møde det uregerlige og det smalle møde det brede.
For hvis festivalen fortsætter med at turde lade det sikre møde det uregerlige, må årets udgave stå som et af de stærkeste argumenter hidtil for, hvad Syd For Solen kan være.
Det, der meget vel må være Syd For Solens mest vellykkede og velkuraterede program til dato, er nu forbi. Over tre dage indtog nogle af tidens mest interessante internationale navne Valbyparken, og særligt én ting stod tilbage efter årets festival. Nemlig spændvidden.
For hvor ellers går man på ganske få timer fra amerikansk indie-coolness til australsk punk og videre til et hardcoreband, der forvandler en ellers fredelig plet i Valbyparken til noget, der mest af alt ligner kollektiv massepsykose?
Her gør vi status over årets festival og bringer dom over nogle af dens højdepunkter.
Festivalens absolutte højdepunkt må være Turnstile, der for en stund forvandlede området foran den store scene i Valbyparken til et kollektivt vanvid – i ordets mest positive betydning.
Det er noget af det vildeste, jeg længe har været vidne til.
Med en formodning om, at det måske var en god idé at holde sig en smule på afstand, hvis man ikke selv ville opsluges af en eller flere moshpits inde i publikumsmidten, havde jeg placeret mig med et vist sikkerhedsrum omkring mig. Jeg havde aldrig oplevet Turnstile live før, men hørt rigeligt med rygter om de moshpits, der følger bandets koncerter.
Alligevel tog det mig fuldstændig på sengen, hvad der skete.
Området foran scenen forvandlede sig til ét stort, ekstatisk kaos. Kroppe fløj rundt mellem hinanden, mens støvet fra den tørre festivalplads rejste sig over menneskemængden. En efter en kom folk vandrende ud fra publikum, smurt ind i støv fra top til tå. Sveden havde samlet skidtet i små koncentrerede striber hen over ansigterne, og flere så nærmest postapokalyptiske ud – som statister, der lige var vandret ud af The Last of Us. Helt sorte i ansigterne og ekstatiske i blikket.
Midt i det hele stod forsanger Brendan Yates som en slags ophøjet karakter og manøvrerede de mange moshpits med en altoverskyggende selvtillid. Det interessante var næsten kontrasten mellem scenen og pladsen foran den. For mens Turnstile spillede med en imponerende præcision og kontrol, udløste den kontrol det stik modsatte hos publikum. Jo mere sikkert bandet styrede koncerten fra scenen, desto mere syntes kontrollen at forsvinde nedenfor.
Samtidig har jeg sjældent været vidne til et større kulturclash. For få meter længere tilbage stod de uindviede og betragtede fænomenet på sikker afstand, flere med et glas hvidvin i hånden. Den skarpt optegnede linje mellem dem og det støvindsmurte inferno længere fremme var slående – og en smule komisk.
På mange måder blev billedet næsten en kondenseret udgave af Syd For Solen anno 2026: Den københavnske festivalgæst med hvidvin i hånden på den ene side. En eksploderende moshpit på den anden.
Også Amyl and the Sniffers blev en af festivalens helt store positive overraskelser.
Det skyldtes ikke mindst Amy Taylor, der fungerede som et nærmest uregerligt kraftcenter foran bandet. Med sin hæse vokal og konstante bevægelse fór hun over scenen med en næsten atletisk rastløshed og besad den særlige kombination af konfrontation og invitation, der gjorde det svært ikke at lade sig rive med.
Der var ikke meget pæn festivalrock over australierne. Bandets punkrock blev sendt direkte ud over pladsen uden synderligt meget pynt, og netop derfor fungerede de så godt i Valbyparken.
Det var råt, fysisk og befriende ligetil – og endnu et bevis på, at årets program fungerede bedst, når det fik lov til at ruske lidt i Syd For Solens ellers velordnede rammer.
Sjældent har et navn været genstand for mere hype end Geese det seneste år, og derfor havde jeg også glædet mig ualmindeligt meget til at betragte det, der efterhånden næsten er blevet et fænomen i indieverdenen.
Og musikalsk var der ikke meget at sætte en finger på.
Geese spillede med den fandenivoldske og lettere uforudsigelige musikalitet, der har gjort dem til et af tidens mest omtalte rockbands. Sangene kunne bevæge sig fra støjende guitarudladninger og skæve rytmer til mere klassiske rockøjeblikke og improvisatoriske afstikkere, uden at bandet mistede grebet om dem. Der var noget løst og næsten tilfældigt over musikken, men nedenunder lå en imponerende kontrol.
Og så var det svært at tage øjnene fra Cameron Winter.
Forsangeren trak sjældent en mine og tog ikke sine solbriller af i et sekund. Det var faktisk svært ikke at blive en lille smule provokeret af. Men der var heller ingen tvivl om, at det var helt intentionelt – og klart bidrog til den mystik og indie-coolness, der efterhånden synes uløseligt knyttet til ham.
Winters sceneskikkelse befinder sig et mærkeligt sted mellem skødesløs ligegyldighed og absolut kontrol. Han besidder den sjældne magnetiske aura, man forbinder med klassiske rockstjerner: følelsen af, at personen på scenen tilsyneladende er fuldstændig ligeglad med, om man kigger – og derfor bliver det umuligt at lade være.
Og mens han stod dér i sin Adidas-trøje og betragtede Valbyparken gennem mørke solbrilleglas, var det svært ikke at trække linjer til nogle af den alternative rocks mest provokerende drengerøvsskikkelser. Lidt Gallagher-brødrene, lidt Julian Casablancas – men først og fremmest meget Cameron Winter.
Det kan være irriterende. Men det kan også være enormt effektivt.
Hvis Turnstile stod for festivalens mest eksplosive øjeblik, stod Blood Orange for et af de absolut smukkeste.
Syv år var gået, siden Dev Hynes sidst havde spillet koncert i Danmark, og måske var det også derfor, der hvilede noget særligt over gensynet.
Med sig havde han et imponerende hold af musikere, der lod Blood Oranges særegne lydunivers vokse sig langt større end manden i centrum. 80’er-synths, trommemaskiner, funky basgange, svævende guitarer og jazzede afstikkere gled ubesværet ind og ud af hinanden, mens Hynes bevægede sig mellem instrumenterne og lod musikken skifte form undervejs.
Hynes selv virkede samtidig næsten demonstrativt uinteresseret i den klassiske hovedrolle. I stedet gav han plads til musikerne omkring sig, og netop fraværet af de store armbevægelser gjorde koncerten desto mere dragende.
For midt i en festival, hvor flere af de største øjeblikke opstod gennem kaos og fysisk energi, gjorde Blood Orange nærmest det modsatte. For en stund blev den store festivalplads overraskende intim, og man stod med den sjældne fornemmelse af, at ingen rigtig havde lyst til at bryde den koncentration, der havde lagt sig over publikum. Den slag koncerter, der bliver siddende i en.
TikTok-musikeren Sombr stod for en ganske anden slags koncert. De store armbevægelser blev fundet frem og kærlighedserklæringerne til København sad løst, og til tider blev den amerikanske charmeoffensiv så massiv, at man fik en mistanke om, at det københavnske publikum ikke helt vidste, hvad det skulle stille op med den.
Der var lidt tvungen kærlighed og amerikansk kitsch over det hele – og måske lige rigeligt af begge dele til et publikum, der ikke nødvendigvis er kendt for at give sig ukritisk hen.
kedeligt blev det dog aldrig. For Sombr skal have point for at forstå showets værdi. Ikke mindst da han valgte at afslutte koncerten ved ganske enkelt at hoppe direkte i vandet bag scenen. Var det teatralsk? Ja. Var det en smule absurd? Også ja.
Men det var også risikovilligt, anderledes og akkurat så storslået som på en eller anden måde passer fint nok til et amerikansk tiktok-fænomen.
Festivalens lukkeband, Fcukers, blev en overraskelse af den meget positive slags.
Den amerikanske duo bevæger sig i et musikalsk grænseland mellem alternativ pop, elektronisk dansemusik og 90’ernes tilbagelænede coolness, der flere steder kastede associationer til The Cardigans, svøbt ind i en mere kluborienteret og tidstypisk pakke.
I centrum stod Shanny Wise med en sceneskikkelse, der på én gang virkede underspillet, nonchalant og magnetisk. Med en kølighed, der nærmest fik det til at se ud, som om hun ikke anstrengte sig, blev hun en perfekt frontfigur for Fcukers’ særlige blanding af 90’er-nostalgi og nutidig klubmusik – og en overraskende velvalgt afslutning på årets festival.
Ikke mindst fordi festivalen i år turde udfordre sin tidligere model og lade genrer og musikalske verdener mødes på tværs af dagene. Årets program var ikke interessant, fordi det pegede i én bestemt retning. Tværtimod. Det interessante opstod i sammenstødene. Mellem den hypede indie og den rendyrkede pop. Mellem Blood Oranges koncentrerede ro og Turnstiles totale kaos. Mellem københavnsk hvidvinshygge og amerikansk hardcore.
Og måske er det netop dér, Syd For Solen for alvor har fundet sin identitet: Ikke ved at være én bestemt slags festival for ét bestemt slags publikum, men ved at turde lade det pæne møde det uregerlige og det smalle møde det brede.
For hvis festivalen fortsætter med at turde lade det sikre møde det uregerlige, må årets udgave stå som et af de stærkeste argumenter hidtil for, hvad Syd For Solen kan være.
Det, der meget vel må være Syd For Solens mest vellykkede og velkuraterede program til dato, er nu forbi. Over tre dage indtog nogle af tidens mest interessante internationale navne Valbyparken, og særligt én ting stod tilbage efter årets festival. Nemlig spændvidden.
For hvor ellers går man på ganske få timer fra amerikansk indie-coolness til australsk punk og videre til et hardcoreband, der forvandler en ellers fredelig plet i Valbyparken til noget, der mest af alt ligner kollektiv massepsykose?
Her gør vi status over årets festival og bringer dom over nogle af dens højdepunkter.
Festivalens absolutte højdepunkt må være Turnstile, der for en stund forvandlede området foran den store scene i Valbyparken til et kollektivt vanvid – i ordets mest positive betydning.
Det er noget af det vildeste, jeg længe har været vidne til.
Med en formodning om, at det måske var en god idé at holde sig en smule på afstand, hvis man ikke selv ville opsluges af en eller flere moshpits inde i publikumsmidten, havde jeg placeret mig med et vist sikkerhedsrum omkring mig. Jeg havde aldrig oplevet Turnstile live før, men hørt rigeligt med rygter om de moshpits, der følger bandets koncerter.
Alligevel tog det mig fuldstændig på sengen, hvad der skete.
Området foran scenen forvandlede sig til ét stort, ekstatisk kaos. Kroppe fløj rundt mellem hinanden, mens støvet fra den tørre festivalplads rejste sig over menneskemængden. En efter en kom folk vandrende ud fra publikum, smurt ind i støv fra top til tå. Sveden havde samlet skidtet i små koncentrerede striber hen over ansigterne, og flere så nærmest postapokalyptiske ud – som statister, der lige var vandret ud af The Last of Us. Helt sorte i ansigterne og ekstatiske i blikket.
Midt i det hele stod forsanger Brendan Yates som en slags ophøjet karakter og manøvrerede de mange moshpits med en altoverskyggende selvtillid. Det interessante var næsten kontrasten mellem scenen og pladsen foran den. For mens Turnstile spillede med en imponerende præcision og kontrol, udløste den kontrol det stik modsatte hos publikum. Jo mere sikkert bandet styrede koncerten fra scenen, desto mere syntes kontrollen at forsvinde nedenfor.
Samtidig har jeg sjældent været vidne til et større kulturclash. For få meter længere tilbage stod de uindviede og betragtede fænomenet på sikker afstand, flere med et glas hvidvin i hånden. Den skarpt optegnede linje mellem dem og det støvindsmurte inferno længere fremme var slående – og en smule komisk.
På mange måder blev billedet næsten en kondenseret udgave af Syd For Solen anno 2026: Den københavnske festivalgæst med hvidvin i hånden på den ene side. En eksploderende moshpit på den anden.
Også Amyl and the Sniffers blev en af festivalens helt store positive overraskelser.
Det skyldtes ikke mindst Amy Taylor, der fungerede som et nærmest uregerligt kraftcenter foran bandet. Med sin hæse vokal og konstante bevægelse fór hun over scenen med en næsten atletisk rastløshed og besad den særlige kombination af konfrontation og invitation, der gjorde det svært ikke at lade sig rive med.
Der var ikke meget pæn festivalrock over australierne. Bandets punkrock blev sendt direkte ud over pladsen uden synderligt meget pynt, og netop derfor fungerede de så godt i Valbyparken.
Det var råt, fysisk og befriende ligetil – og endnu et bevis på, at årets program fungerede bedst, når det fik lov til at ruske lidt i Syd For Solens ellers velordnede rammer.
Sjældent har et navn været genstand for mere hype end Geese det seneste år, og derfor havde jeg også glædet mig ualmindeligt meget til at betragte det, der efterhånden næsten er blevet et fænomen i indieverdenen.
Og musikalsk var der ikke meget at sætte en finger på.
Geese spillede med den fandenivoldske og lettere uforudsigelige musikalitet, der har gjort dem til et af tidens mest omtalte rockbands. Sangene kunne bevæge sig fra støjende guitarudladninger og skæve rytmer til mere klassiske rockøjeblikke og improvisatoriske afstikkere, uden at bandet mistede grebet om dem. Der var noget løst og næsten tilfældigt over musikken, men nedenunder lå en imponerende kontrol.
Og så var det svært at tage øjnene fra Cameron Winter.
Forsangeren trak sjældent en mine og tog ikke sine solbriller af i et sekund. Det var faktisk svært ikke at blive en lille smule provokeret af. Men der var heller ingen tvivl om, at det var helt intentionelt – og klart bidrog til den mystik og indie-coolness, der efterhånden synes uløseligt knyttet til ham.
Winters sceneskikkelse befinder sig et mærkeligt sted mellem skødesløs ligegyldighed og absolut kontrol. Han besidder den sjældne magnetiske aura, man forbinder med klassiske rockstjerner: følelsen af, at personen på scenen tilsyneladende er fuldstændig ligeglad med, om man kigger – og derfor bliver det umuligt at lade være.
Og mens han stod dér i sin Adidas-trøje og betragtede Valbyparken gennem mørke solbrilleglas, var det svært ikke at trække linjer til nogle af den alternative rocks mest provokerende drengerøvsskikkelser. Lidt Gallagher-brødrene, lidt Julian Casablancas – men først og fremmest meget Cameron Winter.
Det kan være irriterende. Men det kan også være enormt effektivt.
Hvis Turnstile stod for festivalens mest eksplosive øjeblik, stod Blood Orange for et af de absolut smukkeste.
Syv år var gået, siden Dev Hynes sidst havde spillet koncert i Danmark, og måske var det også derfor, der hvilede noget særligt over gensynet.
Med sig havde han et imponerende hold af musikere, der lod Blood Oranges særegne lydunivers vokse sig langt større end manden i centrum. 80’er-synths, trommemaskiner, funky basgange, svævende guitarer og jazzede afstikkere gled ubesværet ind og ud af hinanden, mens Hynes bevægede sig mellem instrumenterne og lod musikken skifte form undervejs.
Hynes selv virkede samtidig næsten demonstrativt uinteresseret i den klassiske hovedrolle. I stedet gav han plads til musikerne omkring sig, og netop fraværet af de store armbevægelser gjorde koncerten desto mere dragende.
For midt i en festival, hvor flere af de største øjeblikke opstod gennem kaos og fysisk energi, gjorde Blood Orange nærmest det modsatte. For en stund blev den store festivalplads overraskende intim, og man stod med den sjældne fornemmelse af, at ingen rigtig havde lyst til at bryde den koncentration, der havde lagt sig over publikum. Den slag koncerter, der bliver siddende i en.
TikTok-musikeren Sombr stod for en ganske anden slags koncert. De store armbevægelser blev fundet frem og kærlighedserklæringerne til København sad løst, og til tider blev den amerikanske charmeoffensiv så massiv, at man fik en mistanke om, at det københavnske publikum ikke helt vidste, hvad det skulle stille op med den.
Der var lidt tvungen kærlighed og amerikansk kitsch over det hele – og måske lige rigeligt af begge dele til et publikum, der ikke nødvendigvis er kendt for at give sig ukritisk hen.
kedeligt blev det dog aldrig. For Sombr skal have point for at forstå showets værdi. Ikke mindst da han valgte at afslutte koncerten ved ganske enkelt at hoppe direkte i vandet bag scenen. Var det teatralsk? Ja. Var det en smule absurd? Også ja.
Men det var også risikovilligt, anderledes og akkurat så storslået som på en eller anden måde passer fint nok til et amerikansk tiktok-fænomen.
Festivalens lukkeband, Fcukers, blev en overraskelse af den meget positive slags.
Den amerikanske duo bevæger sig i et musikalsk grænseland mellem alternativ pop, elektronisk dansemusik og 90’ernes tilbagelænede coolness, der flere steder kastede associationer til The Cardigans, svøbt ind i en mere kluborienteret og tidstypisk pakke.
I centrum stod Shanny Wise med en sceneskikkelse, der på én gang virkede underspillet, nonchalant og magnetisk. Med en kølighed, der nærmest fik det til at se ud, som om hun ikke anstrengte sig, blev hun en perfekt frontfigur for Fcukers’ særlige blanding af 90’er-nostalgi og nutidig klubmusik – og en overraskende velvalgt afslutning på årets festival.
Ikke mindst fordi festivalen i år turde udfordre sin tidligere model og lade genrer og musikalske verdener mødes på tværs af dagene. Årets program var ikke interessant, fordi det pegede i én bestemt retning. Tværtimod. Det interessante opstod i sammenstødene. Mellem den hypede indie og den rendyrkede pop. Mellem Blood Oranges koncentrerede ro og Turnstiles totale kaos. Mellem københavnsk hvidvinshygge og amerikansk hardcore.
Og måske er det netop dér, Syd For Solen for alvor har fundet sin identitet: Ikke ved at være én bestemt slags festival for ét bestemt slags publikum, men ved at turde lade det pæne møde det uregerlige og det smalle møde det brede.
For hvis festivalen fortsætter med at turde lade det sikre møde det uregerlige, må årets udgave stå som et af de stærkeste argumenter hidtil for, hvad Syd For Solen kan være.
