I dag har Friða Saiya uden EP’en "[‘fryi:ja ‘sai:ja]", der bevæger sig i spændingsfeltet mellem drøm og virkelighed. Sangene kredser om overgangen fra barn til voksen, relationer, der ændrer sig eller slutter, og den usikkerhed, der kan opstå, når livet pludselig tager en ny retning.
”Min Egen Værste Ven” fungerer som udgivelsens følelsesmæssige højdepunkt. Med synths, violin, guitarer og pulserende trommer vokser sangen fra et intimt udgangspunkt til et stort, nærmest overjordisk klimaks. Der er noget fuldstændig urmenneskeligt kraftfuldt over Friða Saiyas vokal og måde at levere sangen på, som om følelserne bliver løftet ud af det helt konkrete og gjort større end mennesket selv.
Samtidig er det netop det menneskelige, der gør sangen så stærk. For bag det store lydbillede gemmer der sig en meget genkendelig følelse: frygten for ikke at være kommet i gang, mens alle andre tilsyneladende allerede er foran. ”Jeg’ ikk’ engang begyndt / Men frygten banker højere end mit mod,” synger hun, inden hun konkluderer: ”Nu’ jeg min egen værste ven.” Det er sangen om at blive voksen og opdage, at den største modstander måske ikke står uden for døren, men inde i ens eget hoved.
På ‘De Der Dage’ får OLIVVER selskab af KESI på en solbeskinnet hyldest til de øjeblikke i livet, man ved, man kommer til at savne, allerede mens man står i dem. Men under den ubekymrede overflade handler sangen også om vejen derhen.
OLIVVER ser tilbage på sig selv som 15-årig med en drøm og ”kun én fitty på mit kort”, mens han i dag kan åbne øjnene og se på det liv, han har bygget. KESI fortsætter i samme spor, når han sender en hilsen til vennerne, sin mor og de dage, hvor pengene var små, men hvor man stadig havde hinanden. Det er fortællingen om at komme fra noget, holde fast og til sidst kunne kigge sig omkring og tænke: Det her er de der dage.
Efter en længere pause med det engelske sprog er Tina Dickow tilbage med ‘Surfing’. En stor og bølgende hymne om at være så tæt forbundet med et andet menneske, at ens humør og følelser næsten bliver styret af hinandens bevægelser.
Når den ene er nede, er den anden oppe. Når den ene løfter sig, falder den anden. Præcis som bølger, der konstant bevæger sig mod hinanden og væk fra hinanden. ”Surfing” handler om den særlige form for symbiose, der kan opstå i et forhold, hvor man efterhånden kender hinandens rytmer så godt, at man næsten bevæger sig som én.
Det er svært ikke at forestille sig Tina Dickow stå et sted på Island, hvor hun bor, og kigge ud over det brusende hav, mens idéen til sangen tager form. For ‘Surfing’ har netop noget stort og nordisk over sig. En følelse af vind, vand og uendelige horisonter, pakket ind i en smuk og næsten tidløs hymne.
Ella Augusta har i dag udgivet sit debutalbum ‘LILLA’, der overordnet kredser om overgangen fra teenager til voksen og alt det rod, der følger med. På ‘ADHD’ tager hun fat i en del af sig selv, som både kan føles frustrerende og befriende.
Sangen beskriver følelsen af at være fjern, forvirret og konstant have et hoved, der kører på højtryk. Hun fortæller om at glemme ting, miste overblikket og ikke altid kunne sidde stille, men i stedet for at gøre det til noget, der skal fikses, vender hun perspektivet på hovedet. ”Det’ okay, at du er kaotisk / Super utålmodig, for så’n er jeg selv,” synger hun i det stærke omkvæd.
Jonas Bjerre og den koreanske sanger Yeohee Kim fremstår som et perfekt makkerpar. På ‘Hike To The Sun’ mødes de i et smukt og drømmende duetnummer, der fungerer som sluttema til den danske instruktør Frederik Sølbergs film, ‘Hana Korea’, om en ung nordkoreansk kvinde, der forsøger at skabe sig et nyt liv i Sydkorea.
Filmen følger Hyesun, der forlader Nordkorea for at kunne hjælpe sin syge mor, men samtidig må indse, at hun måske aldrig kan vende hjem igen. Det er en fortælling om eksil, savn og forsøget på at finde et sted, man kan kalde hjem, og det giver ”Hike To The Sun” en særlig tyngde som filmens afsluttende musikalske punktum.
I dag har Friða Saiya uden EP’en "[‘fryi:ja ‘sai:ja]", der bevæger sig i spændingsfeltet mellem drøm og virkelighed. Sangene kredser om overgangen fra barn til voksen, relationer, der ændrer sig eller slutter, og den usikkerhed, der kan opstå, når livet pludselig tager en ny retning.
”Min Egen Værste Ven” fungerer som udgivelsens følelsesmæssige højdepunkt. Med synths, violin, guitarer og pulserende trommer vokser sangen fra et intimt udgangspunkt til et stort, nærmest overjordisk klimaks. Der er noget fuldstændig urmenneskeligt kraftfuldt over Friða Saiyas vokal og måde at levere sangen på, som om følelserne bliver løftet ud af det helt konkrete og gjort større end mennesket selv.
Samtidig er det netop det menneskelige, der gør sangen så stærk. For bag det store lydbillede gemmer der sig en meget genkendelig følelse: frygten for ikke at være kommet i gang, mens alle andre tilsyneladende allerede er foran. ”Jeg’ ikk’ engang begyndt / Men frygten banker højere end mit mod,” synger hun, inden hun konkluderer: ”Nu’ jeg min egen værste ven.” Det er sangen om at blive voksen og opdage, at den største modstander måske ikke står uden for døren, men inde i ens eget hoved.
På ‘De Der Dage’ får OLIVVER selskab af KESI på en solbeskinnet hyldest til de øjeblikke i livet, man ved, man kommer til at savne, allerede mens man står i dem. Men under den ubekymrede overflade handler sangen også om vejen derhen.
OLIVVER ser tilbage på sig selv som 15-årig med en drøm og ”kun én fitty på mit kort”, mens han i dag kan åbne øjnene og se på det liv, han har bygget. KESI fortsætter i samme spor, når han sender en hilsen til vennerne, sin mor og de dage, hvor pengene var små, men hvor man stadig havde hinanden. Det er fortællingen om at komme fra noget, holde fast og til sidst kunne kigge sig omkring og tænke: Det her er de der dage.
Efter en længere pause med det engelske sprog er Tina Dickow tilbage med ‘Surfing’. En stor og bølgende hymne om at være så tæt forbundet med et andet menneske, at ens humør og følelser næsten bliver styret af hinandens bevægelser.
Når den ene er nede, er den anden oppe. Når den ene løfter sig, falder den anden. Præcis som bølger, der konstant bevæger sig mod hinanden og væk fra hinanden. ”Surfing” handler om den særlige form for symbiose, der kan opstå i et forhold, hvor man efterhånden kender hinandens rytmer så godt, at man næsten bevæger sig som én.
Det er svært ikke at forestille sig Tina Dickow stå et sted på Island, hvor hun bor, og kigge ud over det brusende hav, mens idéen til sangen tager form. For ‘Surfing’ har netop noget stort og nordisk over sig. En følelse af vind, vand og uendelige horisonter, pakket ind i en smuk og næsten tidløs hymne.
Ella Augusta har i dag udgivet sit debutalbum ‘LILLA’, der overordnet kredser om overgangen fra teenager til voksen og alt det rod, der følger med. På ‘ADHD’ tager hun fat i en del af sig selv, som både kan føles frustrerende og befriende.
Sangen beskriver følelsen af at være fjern, forvirret og konstant have et hoved, der kører på højtryk. Hun fortæller om at glemme ting, miste overblikket og ikke altid kunne sidde stille, men i stedet for at gøre det til noget, der skal fikses, vender hun perspektivet på hovedet. ”Det’ okay, at du er kaotisk / Super utålmodig, for så’n er jeg selv,” synger hun i det stærke omkvæd.
Jonas Bjerre og den koreanske sanger Yeohee Kim fremstår som et perfekt makkerpar. På ‘Hike To The Sun’ mødes de i et smukt og drømmende duetnummer, der fungerer som sluttema til den danske instruktør Frederik Sølbergs film, ‘Hana Korea’, om en ung nordkoreansk kvinde, der forsøger at skabe sig et nyt liv i Sydkorea.
Filmen følger Hyesun, der forlader Nordkorea for at kunne hjælpe sin syge mor, men samtidig må indse, at hun måske aldrig kan vende hjem igen. Det er en fortælling om eksil, savn og forsøget på at finde et sted, man kan kalde hjem, og det giver ”Hike To The Sun” en særlig tyngde som filmens afsluttende musikalske punktum.
I dag har Friða Saiya uden EP’en "[‘fryi:ja ‘sai:ja]", der bevæger sig i spændingsfeltet mellem drøm og virkelighed. Sangene kredser om overgangen fra barn til voksen, relationer, der ændrer sig eller slutter, og den usikkerhed, der kan opstå, når livet pludselig tager en ny retning.
”Min Egen Værste Ven” fungerer som udgivelsens følelsesmæssige højdepunkt. Med synths, violin, guitarer og pulserende trommer vokser sangen fra et intimt udgangspunkt til et stort, nærmest overjordisk klimaks. Der er noget fuldstændig urmenneskeligt kraftfuldt over Friða Saiyas vokal og måde at levere sangen på, som om følelserne bliver løftet ud af det helt konkrete og gjort større end mennesket selv.
Samtidig er det netop det menneskelige, der gør sangen så stærk. For bag det store lydbillede gemmer der sig en meget genkendelig følelse: frygten for ikke at være kommet i gang, mens alle andre tilsyneladende allerede er foran. ”Jeg’ ikk’ engang begyndt / Men frygten banker højere end mit mod,” synger hun, inden hun konkluderer: ”Nu’ jeg min egen værste ven.” Det er sangen om at blive voksen og opdage, at den største modstander måske ikke står uden for døren, men inde i ens eget hoved.
På ‘De Der Dage’ får OLIVVER selskab af KESI på en solbeskinnet hyldest til de øjeblikke i livet, man ved, man kommer til at savne, allerede mens man står i dem. Men under den ubekymrede overflade handler sangen også om vejen derhen.
OLIVVER ser tilbage på sig selv som 15-årig med en drøm og ”kun én fitty på mit kort”, mens han i dag kan åbne øjnene og se på det liv, han har bygget. KESI fortsætter i samme spor, når han sender en hilsen til vennerne, sin mor og de dage, hvor pengene var små, men hvor man stadig havde hinanden. Det er fortællingen om at komme fra noget, holde fast og til sidst kunne kigge sig omkring og tænke: Det her er de der dage.
Efter en længere pause med det engelske sprog er Tina Dickow tilbage med ‘Surfing’. En stor og bølgende hymne om at være så tæt forbundet med et andet menneske, at ens humør og følelser næsten bliver styret af hinandens bevægelser.
Når den ene er nede, er den anden oppe. Når den ene løfter sig, falder den anden. Præcis som bølger, der konstant bevæger sig mod hinanden og væk fra hinanden. ”Surfing” handler om den særlige form for symbiose, der kan opstå i et forhold, hvor man efterhånden kender hinandens rytmer så godt, at man næsten bevæger sig som én.
Det er svært ikke at forestille sig Tina Dickow stå et sted på Island, hvor hun bor, og kigge ud over det brusende hav, mens idéen til sangen tager form. For ‘Surfing’ har netop noget stort og nordisk over sig. En følelse af vind, vand og uendelige horisonter, pakket ind i en smuk og næsten tidløs hymne.
Ella Augusta har i dag udgivet sit debutalbum ‘LILLA’, der overordnet kredser om overgangen fra teenager til voksen og alt det rod, der følger med. På ‘ADHD’ tager hun fat i en del af sig selv, som både kan føles frustrerende og befriende.
Sangen beskriver følelsen af at være fjern, forvirret og konstant have et hoved, der kører på højtryk. Hun fortæller om at glemme ting, miste overblikket og ikke altid kunne sidde stille, men i stedet for at gøre det til noget, der skal fikses, vender hun perspektivet på hovedet. ”Det’ okay, at du er kaotisk / Super utålmodig, for så’n er jeg selv,” synger hun i det stærke omkvæd.
Jonas Bjerre og den koreanske sanger Yeohee Kim fremstår som et perfekt makkerpar. På ‘Hike To The Sun’ mødes de i et smukt og drømmende duetnummer, der fungerer som sluttema til den danske instruktør Frederik Sølbergs film, ‘Hana Korea’, om en ung nordkoreansk kvinde, der forsøger at skabe sig et nyt liv i Sydkorea.
Filmen følger Hyesun, der forlader Nordkorea for at kunne hjælpe sin syge mor, men samtidig må indse, at hun måske aldrig kan vende hjem igen. Det er en fortælling om eksil, savn og forsøget på at finde et sted, man kan kalde hjem, og det giver ”Hike To The Sun” en særlig tyngde som filmens afsluttende musikalske punktum.
