Musik er noget af det første, der føles som ens eget. Den markerer, hvem vi er, hvem vi gerne vil være, og så skiller den os ud fra mængden. Men i Storbritannien kræver Spotify nu ID, før du kan trykke play. For unge under 18 betyder det farvel til eksplicit indhold – og for dem under 13: helt farvel til platformen.
Det sker som led i UK’s Online Safety Act, en omfattende lovgivning, der skal beskytte børn og unge mod skadeligt onlineindhold. Ifølge Spotify handler aldersverifikationen om sikkerhed og ansvarlighed.
I praksis betyder det, at brugere bliver mødt med et pop-up-vindue, hvor de skal bekræfte deres alder på én af to måder: Enten ved at uploade et gyldigt ID (pas, kørekort eller nationalt ID-kort), eller ved at tage en selfie, som et AI-system sammenligner med billedet på ID’et for at sikre, at det er den samme person. Ansigtsanalysen udføres af en tredjepartsverifikator, og ifølge Spotify gemmes hverken biometriske data eller billeder længere end nødvendigt. Uden verifikation fjernes eksplicit markerede sange fra biblioteket og søgninger, og unge under 13 får lukket kontoen helt.
Men hvad sker der, når man forsøger at filtrere musikken – det rum, hvor mange unge lærer at finde sig selv?
Ifølge Mads Krogh, lektor i populærmusikkultur ved Aarhus Universitet, er teenageårene helt centrale for den musik, vi tager med os videre i livet:
“Altså, generelt set, så er det jo den musik, vi hører i teenageårene, som for de fleste mennesker bliver ved med at betyde noget. Så hvis man skal tale om dannelsen af en form for musiksmag eller musikalsk identitet, så sker den i hvert fald i vid udstrækning i de unge år.”
Derfor er det også afgørende, at unge har adgang til netop den musik, der taler til dem:
“Det har også betydning for, kan man sige, at unge mennesker har adgang til at lytte til musik, de gerne vil i de der år.”
Krogh påpeger, at unge i dag lytter til meget forskelligartet musik og gør det i mange forskellige sammenhænge. Det er ikke længere én genre, én scene, ét fællesskab. Det er et patchwork af stemninger, situationer og platforme – og det stiller nye krav til, hvordan vi forstår musikkens rolle i unges liv.
“Der er også nogen, der mener, at musik ikke i dag har den samme fællesskabsskabende rolle som før. Altså, at det ikke er den her kulturelle markør i samme grad, fordi man netop lytter i forskellige sammenhænge og til meget forskelligartet musik.”
Musik danner altså stadig identitet – men måske mere individuelt end kollektivt. Det er ikke nødvendigvis én lyd eller ét fællesskab, men mange. Og derfor bliver spørgsmålet om adgang ikke bare politisk, men også personligt.
Forskning fra BBC Teach viser, hvordan musik i teenageårene forankrer sig dybt i vores hukommelse gennem det såkaldte reminiscence bump. Det bliver til et følelsesmæssigt arkiv – et slags personligt soundtrack til livet.
Når unge fratages muligheden for selv at opsøge og udforske deres lyd, begrænser vi ikke bare deres playlister. Vi risikerer også at begrænse deres personlige og emotionelle udvikling. Det er et problem, ifølge Krogh, fordi ideen om at beskytte unge gennem censur ofte bygger på fejlslutninger:
“Det er meget, meget sjældent, at man kan tale om entydige, kausale sammenhænge, hvor man bliver eksponeret for en musik og så udvikler en bestemt adfærd.”
Han fremhæver tidligere forsøg på at dæmonisere hiphop, heavy metal og drill – uden dokumentation for musikkens skadelighed i sig selv. Snarere tværtimod: Censur og mærkater som Parental Advisory kan gøre musikken endnu mere tillokkende:
“Vi ved jo også fra nogle af de der parental advisory-ordninger, man har haft tidligere, at i nogle sammenhænge, så bliver de nærmest en form for adelsmærke.”
Det hele peger ifølge Krogh på en større tendens:
“Det siger vel noget om, at der er en form for moralsk oprustning i gang.”
Danmark har traditionelt haft en mere åben tilgang til kultur og ytringsfrihed, men Spotify er en global platform – og når internationale reguleringer bliver til teknologisk standard, er det ikke utænkeligt, at vi også ser det brede sig hertil.
Derfor er spørgsmålet ikke kun, om vi skal beskytte unge mod musik. Måske burde vi i stedet spørge os selv: Hvad beskytter vi dem fra – og hvad tager vi fra dem?
Musik er noget af det første, der føles som ens eget. Den markerer, hvem vi er, hvem vi gerne vil være, og så skiller den os ud fra mængden. Men i Storbritannien kræver Spotify nu ID, før du kan trykke play. For unge under 18 betyder det farvel til eksplicit indhold – og for dem under 13: helt farvel til platformen.
Det sker som led i UK’s Online Safety Act, en omfattende lovgivning, der skal beskytte børn og unge mod skadeligt onlineindhold. Ifølge Spotify handler aldersverifikationen om sikkerhed og ansvarlighed.
I praksis betyder det, at brugere bliver mødt med et pop-up-vindue, hvor de skal bekræfte deres alder på én af to måder: Enten ved at uploade et gyldigt ID (pas, kørekort eller nationalt ID-kort), eller ved at tage en selfie, som et AI-system sammenligner med billedet på ID’et for at sikre, at det er den samme person. Ansigtsanalysen udføres af en tredjepartsverifikator, og ifølge Spotify gemmes hverken biometriske data eller billeder længere end nødvendigt. Uden verifikation fjernes eksplicit markerede sange fra biblioteket og søgninger, og unge under 13 får lukket kontoen helt.
Men hvad sker der, når man forsøger at filtrere musikken – det rum, hvor mange unge lærer at finde sig selv?
Ifølge Mads Krogh, lektor i populærmusikkultur ved Aarhus Universitet, er teenageårene helt centrale for den musik, vi tager med os videre i livet:
“Altså, generelt set, så er det jo den musik, vi hører i teenageårene, som for de fleste mennesker bliver ved med at betyde noget. Så hvis man skal tale om dannelsen af en form for musiksmag eller musikalsk identitet, så sker den i hvert fald i vid udstrækning i de unge år.”
Derfor er det også afgørende, at unge har adgang til netop den musik, der taler til dem:
“Det har også betydning for, kan man sige, at unge mennesker har adgang til at lytte til musik, de gerne vil i de der år.”
Krogh påpeger, at unge i dag lytter til meget forskelligartet musik og gør det i mange forskellige sammenhænge. Det er ikke længere én genre, én scene, ét fællesskab. Det er et patchwork af stemninger, situationer og platforme – og det stiller nye krav til, hvordan vi forstår musikkens rolle i unges liv.
“Der er også nogen, der mener, at musik ikke i dag har den samme fællesskabsskabende rolle som før. Altså, at det ikke er den her kulturelle markør i samme grad, fordi man netop lytter i forskellige sammenhænge og til meget forskelligartet musik.”
Musik danner altså stadig identitet – men måske mere individuelt end kollektivt. Det er ikke nødvendigvis én lyd eller ét fællesskab, men mange. Og derfor bliver spørgsmålet om adgang ikke bare politisk, men også personligt.
Forskning fra BBC Teach viser, hvordan musik i teenageårene forankrer sig dybt i vores hukommelse gennem det såkaldte reminiscence bump. Det bliver til et følelsesmæssigt arkiv – et slags personligt soundtrack til livet.
Når unge fratages muligheden for selv at opsøge og udforske deres lyd, begrænser vi ikke bare deres playlister. Vi risikerer også at begrænse deres personlige og emotionelle udvikling. Det er et problem, ifølge Krogh, fordi ideen om at beskytte unge gennem censur ofte bygger på fejlslutninger:
“Det er meget, meget sjældent, at man kan tale om entydige, kausale sammenhænge, hvor man bliver eksponeret for en musik og så udvikler en bestemt adfærd.”
Han fremhæver tidligere forsøg på at dæmonisere hiphop, heavy metal og drill – uden dokumentation for musikkens skadelighed i sig selv. Snarere tværtimod: Censur og mærkater som Parental Advisory kan gøre musikken endnu mere tillokkende:
“Vi ved jo også fra nogle af de der parental advisory-ordninger, man har haft tidligere, at i nogle sammenhænge, så bliver de nærmest en form for adelsmærke.”
Det hele peger ifølge Krogh på en større tendens:
“Det siger vel noget om, at der er en form for moralsk oprustning i gang.”
Danmark har traditionelt haft en mere åben tilgang til kultur og ytringsfrihed, men Spotify er en global platform – og når internationale reguleringer bliver til teknologisk standard, er det ikke utænkeligt, at vi også ser det brede sig hertil.
Derfor er spørgsmålet ikke kun, om vi skal beskytte unge mod musik. Måske burde vi i stedet spørge os selv: Hvad beskytter vi dem fra – og hvad tager vi fra dem?
Musik er noget af det første, der føles som ens eget. Den markerer, hvem vi er, hvem vi gerne vil være, og så skiller den os ud fra mængden. Men i Storbritannien kræver Spotify nu ID, før du kan trykke play. For unge under 18 betyder det farvel til eksplicit indhold – og for dem under 13: helt farvel til platformen.
Det sker som led i UK’s Online Safety Act, en omfattende lovgivning, der skal beskytte børn og unge mod skadeligt onlineindhold. Ifølge Spotify handler aldersverifikationen om sikkerhed og ansvarlighed.
I praksis betyder det, at brugere bliver mødt med et pop-up-vindue, hvor de skal bekræfte deres alder på én af to måder: Enten ved at uploade et gyldigt ID (pas, kørekort eller nationalt ID-kort), eller ved at tage en selfie, som et AI-system sammenligner med billedet på ID’et for at sikre, at det er den samme person. Ansigtsanalysen udføres af en tredjepartsverifikator, og ifølge Spotify gemmes hverken biometriske data eller billeder længere end nødvendigt. Uden verifikation fjernes eksplicit markerede sange fra biblioteket og søgninger, og unge under 13 får lukket kontoen helt.
Men hvad sker der, når man forsøger at filtrere musikken – det rum, hvor mange unge lærer at finde sig selv?
Ifølge Mads Krogh, lektor i populærmusikkultur ved Aarhus Universitet, er teenageårene helt centrale for den musik, vi tager med os videre i livet:
“Altså, generelt set, så er det jo den musik, vi hører i teenageårene, som for de fleste mennesker bliver ved med at betyde noget. Så hvis man skal tale om dannelsen af en form for musiksmag eller musikalsk identitet, så sker den i hvert fald i vid udstrækning i de unge år.”
Derfor er det også afgørende, at unge har adgang til netop den musik, der taler til dem:
“Det har også betydning for, kan man sige, at unge mennesker har adgang til at lytte til musik, de gerne vil i de der år.”
Krogh påpeger, at unge i dag lytter til meget forskelligartet musik og gør det i mange forskellige sammenhænge. Det er ikke længere én genre, én scene, ét fællesskab. Det er et patchwork af stemninger, situationer og platforme – og det stiller nye krav til, hvordan vi forstår musikkens rolle i unges liv.
“Der er også nogen, der mener, at musik ikke i dag har den samme fællesskabsskabende rolle som før. Altså, at det ikke er den her kulturelle markør i samme grad, fordi man netop lytter i forskellige sammenhænge og til meget forskelligartet musik.”
Musik danner altså stadig identitet – men måske mere individuelt end kollektivt. Det er ikke nødvendigvis én lyd eller ét fællesskab, men mange. Og derfor bliver spørgsmålet om adgang ikke bare politisk, men også personligt.
Forskning fra BBC Teach viser, hvordan musik i teenageårene forankrer sig dybt i vores hukommelse gennem det såkaldte reminiscence bump. Det bliver til et følelsesmæssigt arkiv – et slags personligt soundtrack til livet.
Når unge fratages muligheden for selv at opsøge og udforske deres lyd, begrænser vi ikke bare deres playlister. Vi risikerer også at begrænse deres personlige og emotionelle udvikling. Det er et problem, ifølge Krogh, fordi ideen om at beskytte unge gennem censur ofte bygger på fejlslutninger:
“Det er meget, meget sjældent, at man kan tale om entydige, kausale sammenhænge, hvor man bliver eksponeret for en musik og så udvikler en bestemt adfærd.”
Han fremhæver tidligere forsøg på at dæmonisere hiphop, heavy metal og drill – uden dokumentation for musikkens skadelighed i sig selv. Snarere tværtimod: Censur og mærkater som Parental Advisory kan gøre musikken endnu mere tillokkende:
“Vi ved jo også fra nogle af de der parental advisory-ordninger, man har haft tidligere, at i nogle sammenhænge, så bliver de nærmest en form for adelsmærke.”
Det hele peger ifølge Krogh på en større tendens:
“Det siger vel noget om, at der er en form for moralsk oprustning i gang.”
Danmark har traditionelt haft en mere åben tilgang til kultur og ytringsfrihed, men Spotify er en global platform – og når internationale reguleringer bliver til teknologisk standard, er det ikke utænkeligt, at vi også ser det brede sig hertil.
Derfor er spørgsmålet ikke kun, om vi skal beskytte unge mod musik. Måske burde vi i stedet spørge os selv: Hvad beskytter vi dem fra – og hvad tager vi fra dem?
