Nye navne bankede dørene ind, etablerede artister fandt nye former, og bag kulisserne leverede producere og kreative samarbejder et lyd- og billedunivers, der løftede niveauet for hele scenen.
’Unlimited Awards’ hylder dem, der ikke bare fulgte strømmen, men ændrede den. Fra de mest markante producere og features til de gennembrud, der føles som starten på noget større, og de musikvideoer, der gav sangene et ekstra lag af liv.
Her er vores bud på dem, der satte det stærkeste aftryk på dansk musik i 2025.
Jeppe London har haft et stærkt 2025 og for alvor cementeret sin position som en af landets mest sikre pop-arkitekter. Med en sjælden evne til at balancere det sårbare og det storslåede har han været med til at give både etablerede og nye artister et moderne, internationalt snit. I år har han blandt andet været med på ’Hvor var jeg endt’ med Christopher og Thor Farlov og været gennemgående producer på Milles gennembrud. Heriblandt landeplager som ’Kendt mig en uge’, ’Hader ik mig selv sammen med dig’ og ’Beholder mit tøj på’. Vi har udvalgt ham som en af årets producere for sangen ’Se mig nu’ med Medina, som har en produktion, der elegant løfter sangens emotionelle tyngde uden at drukne den i effekter.
Rob Smyles og JenneJenne har i 2025 været et af de mest slagkraftige producerteams på den danske urbanscene. Med en lyd, der kombinerer tunge, kluborienterede beats med skarpe melodiske detaljer, har de været med til at definere tempoet for en ny bølge af dansk rap og pop-rap.
Duoen har haft fingrene i begge MAS værker ’Månen Er Min Ven’ og ’JORDEN KALDER’, med produktioner til hits som ’Småting’ og ’Lønningsdag’, hvor deres karakteristiske blanding af tunge beats og melodisk finesse går igen. Samtidig har de markeret sig internationalt med produktioner for den latinamerikanske supergruppe Astropical, hvilket vidner om et 2025, hvor deres lyd har bevæget sig langt ud over de danske grænser. Vi har udvalgt dem som nogle af årets producere for sangen ’Pogba’, som har et kompromisløst beat, der både passer til klubben og gaden.
Reza og Sivas partnerskab har i 2025 stået knivskarpt. Reza har været den bærende arkitekt bag Sivas’ albumudgivelse ’ R d u s t a d i g h e r f m i g’. Et værk, der føles som en moden, fokuseret videreudvikling af deres fælles lyd. Hvor de i 2010’erne definerede dansk hiphop med kultklassikere som ’Kbhavana’ og D.A.U.D.A.’, har Reza i år skruet udtrykket endnu mere ind til benet: mørkere, mere minimalistisk og kompromisløst atmosfærisk. Vi har udvalgt ham som en af årets producere for ’k u n d e t b e d s t e’, som han har skabt i tæt samarbejde med Sivas selv, fordi nummeret er essensen af Rezas styrke. Beatet bevæger sig i et langsomt, næsten halvtids-groove, hvor rytmen ligger dybt i feltet og giver masser af luft til vokalerne. 2025 har vist, at Reza Forghani stadig er blandt de mest originale kræfter i dansk hiphop, og hans arbejde på Sivas’ album understreger, hvorfor de to stadig er et af de stærkeste makkerskaber, scenen har at byde på.
2025 har været et stort år for Marius Iversen som producer. Han startede året med at producere kæmpehittet ’Lonely’ af JOSVA feat. Artigeardit og har været hovedproducer på Artigeardits album Æteren, hvor hans produktioner elegant balancerer mellem melodisk pop og hiphop-energi.
Vi har udvalgt ham som en af årets producere for ’Bliv her lidt endnu’ med Annika og JOSVA, fordi beatet er både varmt og nærværende. En produktion, der understøtter sangens tekstlige følsomhed med organiske elementer og samtidig giver masser af plads til de to vokaler. Kombinationen af bløde synthflader, pulserende bas og subtile rytmiske detaljer gør, at nummeret føles intimt og umiddelbart uden nogensinde at blive for simpelt.
Vi har været så frække at smide en enkelt nordmand på årets award-liste, men når man leverer et beat som Oskar med K gør på ’Make Me Feel’, er det umuligt at komme udenom. Produktionen emmer af international klubfornemmelse: et pulserende groove, luftige synthflader og en opbygning, der langsomt suger lytteren ind, før det hele eksploderer i et euforisk drop.
’Make Me Feel’ er et nummer, der føles som skabt til natteklubber og mørke dansegulve, men som samtidig har en melodisk finesse, der gør det mindeværdigt efter første gennemlyt. Vi snakkede tidligere i år med Oskar med K om hans globale lyttertal og hvordan han arbejder med sit lydbillede. Læs hele interviewet her.
Hvis man vil opleve hans lyd i levende live, spiller han desuden i Pumpehuset den 12. marts.
’Vil du noget? er et nummer, der rammer lige ned i den dér provinsfølelse med lange sommernætter, halvtomme sportshaller, tilfældige fester og den evige fornemmelse af, at noget skal ske, men ingen helt ved hvad. Saveus’ vokal giver sangen en ekstra nerve. Hans stemme balancerer mellem det længselsfulde og det håbefulde og løfter Guldimunds i forvejen stærke tekstunivers til et fælles erindringsrum, som alle der er opvokset ude i provinsen kan spejle sig i. ’Vil du noget?’ føles som et ægte møde mellem to kunstnere, og netop derfor fortjener den en plads blandt årets bedste features.
Noah Carter overraskede i 2025 med surprise-albummet Guld & Grønne, og ’Pogba’ med Gilli som feature skinner særligt igennem. Nummeret maler et billede af et liv i konstant bevægelse mellem storbyer som London og Paris. Gilli går hårdt til stålet på andet vers, hvor franske og spanske linjer folder fortællingen ud med brutal realisme. Hans levering er knivskarp, og referencer fra Marseille til Saint-Antoine og Guadeloupe giver nummeret en rå, international nerve, der løfter ’Pogba’. Derfor har vi udvalgt det som et af årets stærkeste features.
Vi har tidligere skrevet, at vi i første omgang ikke blev tryllebundne af det, der lød som et ret generisk popnummer. Men efter få gennemlytninger stod det klart, at ’Hele vejen’ netop er alt det, et stærkt pophit skal være (Deeplink). Ikke mindst på grund af Mumles første vers, der rammer med en umiddelbarhed og sårbarhed, som er svær at ryste af sig. Sammen med Omars mere flabede og selvsikre levering opstår der en kemi, der har gjort nummeret til årets næst mest streamede sang herhjemme med tæt på 22 millioner afspilninger på Spotify.
’Du ligner din mor’ blev udgivet lige på kanten af årsskiftet den 27. december 2024, men eksploderede for alvor i 2025. Lukas Grahams feature står som en af årets mest rørende samarbejder, hvor hans karakteristiske rå falset og hæse inderlighed tilfører sangen en emotionel tyngde, der fungerer som det perfekte modstykke til Benjamin Havs dybere røst. Sangen har et cathcy omkvæd, der sætter sig fast med det samme, og placere Lukas Graham på vores liste og de bedste features fra 2025.
Årets mest genreskabende, innovative og uventede makkerskab er uden tvivl samarbejdet mellem D1ma og punkbandet SYL. To verdener, der på papiret ikke burde fungere sammen, men som i praksis smelter sammen til noget, der føles både farligt, kompromisløst og helt nyt for dansk musik.
Det blev illustreret til perfektion under D1mas optræden på Orange Scene i år. SYL leverede et skrigende, punket vokalangreb, mens ildfontæner skød op over hele scenen, og publikum gik amok. Et øjeblik, hvor grænserne mellem rap og hardcore punk for alvor blev sprængt, og hvor det stod lysende klart, at det her var årets samarbejde.
2025 blev året, hvor Wicky for alvor trådte ud af undergrundens skygger og satte sit helt eget præg på den danske rapscene. Med en stemme, der balancerer mellem mørk trap-attitude og melodisk følsomhed, har han skabt et univers, der både er æstetisk gennemført og kompromisløst i sit udtryk. Han står som frontperson for en lyd, vi har hørt brede sig mere og mere i år.
Sammen med Kesi udgav han tidligt på året ’Brummer’, et samarbejde der rykkede ham fra undergrunden og direkte ind i folks bevidsthed. Senere leverede han en af årets mest mindeværdige Roskilde-koncerter, da han overtog EOS-scenen med en sort firhjulstrækker og en visuel identitet og live-energi, der lukkede munden på alle, som ikke tænkte at Wicky er kommet for at blive.
Året blev rundet af med debutalbummet ’JEEZ’, som er en gennemarbejdet præsentation af Wickys univers, hvor han både viser sin mørke, dystre trap-side og en mere sårbar, melodisk kant. Derfor er han på Unlimiteds liste over ’Årets Nye Navne’.
2025 har været året, hvor Faza tog det næste store skridt fra lovende talent til en af dansk musiks mest interessante nye stemmer. Efter at have skabt bølger med sin EP ’Liberosis’ og sin feature på Kesi’s album ’FOMO 88.8 FM’ sidste år, har han i år virkelig slået sit navn fast med debutalbummet ’NOGET MÅ GI’. Albummet landede i november og bekræfter hans evne til at kombinere trapsoul, R&B og rap til noget, der både føles personligt og universelt. Albummet kredser om kærlighed, eskapisme og det hedonistiske byliv med en sårbar tekstlig nerve og produktioner, der matcher hans vision.
Faza har med andre ord gjort 2025 til sit år og med ’NOGET MÅ GI’ som et tydeligt statement om, hvem han er som kunstner, lander han naturligt på Unlimiteds liste over ’Årets Nye Navne’.
2025 blev året, hvor søskendeduoen ORA for alvor trådte ud af skyggen og ind i rampelyset. Med deres unikke blanding af r&b og indie-pop har de skabt et nærværende og melodisk univers, hvor ærlighed og stærke følelser er i centrum. Singlen ’Life Witness’ blev et gennembrud, både på radio og streaming, og vi har selv haft glæde af at dykke ned i nummeret i vores eget format ’Lyrical Breakdown’, hvor ORA’s tekstunivers for alvor fik lov at folde sig ud. Se det her.
Sammen med producer Jonathan Elkær (Phlake) har duoen leveret et stærkt debutalbum i ’:(:’, som ikke bare leverer stærke singler, men også har et klart kunstnerisk projekt. I en tid, hvor meget pop jager trends, står ORA ud ved at insistere på varme, sårbarhed og melodisk tyngde, og netop derfor er de et af de nye navne, man ikke kommer udenom i 2025.
2025 har været året, hvor den københavnske duo Snuggle gik fra at være et spændende undergrundsnavn til et af de mest interessante nye navne i dansk musik. Bestående af Vilhelm Tiburtz Strange, tidligere guitarist og producer i LISS, og Andrea Thuesen fra Baby in Vain, har Snuggle skabt sit helt eget lydunivers, hvor drømmende shoegaze, melankolsk indie-pop og eksperimenterende guitarsange væves sammen til noget både intimt og stort.
I 2025 udgav duoen deres debutalbum ’Goodbyehouse’ på det toneangivende danske label Escho, et værk der allerede har høstet international opmærksomhed for sin evne til at kombinere filmiske melodier med en rå og sårbar nerve, stærkest illustreret i singlerne ’Dust’ og ’Woman Lake’.
Snuggle har vist sig som et af 2025’s mest originale og lovende nye navne. Et navn, der både har rødder i etableret musikalsk erfaring og et tydeligt blik fremad, og som selvfølgelig er at finde på Unlimiteds liste over ’Årets Nye Navne’.
2025 har været Milles år. Den 19-årige sanger og sangskriver har taget dansk popmusik med storm og bevist, at hun ikke bare er et talent på papiret, hun er en kunstner, der rører et publikum bredt og dybt.
Fra ’Kendt mig en uge’, der har sat sig fast i streamingtoppen og har opnået platinstatus, til ’Drikker med mig selv’ og ’Beholder mit tøj på’, har hendes håndtering af både fællesskab og ungdomsrelaterede følelser gjort hende umulig at komme uden om på radio og playlister i 2025.
Hun har også vist, at hun kan samarbejde med andre artister. Hendes medvirken på ’Ingen Yin Uden Yang’ med Tobias Rahim og ’Hørt Det Før’ på Anton Westerlins album har cementeret hende som et navn, som etablerede kunstnere gerne vil arbejde med.
Alt i alt har Mille i 2025 bevist, at hun repræsenterer en ny generation af sangskrivere, der formår at være både sårbare og alligevel fuldt i kontakt med en bred lytterbase.
Med ’Love How It Feels’ leverer Elias Rønnenfeldt en musikvideo, der føles som et sammenbrud i slowmotion. Et billedunivers, hvor ømhed og vold, frihed og fangenskab konstant støder sammen. Videoen er instrueret af Thinh T. Petrus Nguyen med produktion fra Minh Dynasty, og det gennemgående kolde, blå lys – skudt, klippet og farvegraderet af Victor Knötzel – giver hele værket et næsten klinisk udtryk, der står i skærende kontrast til de rå følelser i sangen. De grafiske elementer, skabt af Anna Just Melson, binder fragmenterne sammen som små glimt af kontrol i et ellers kaotisk univers.
Vi møder Elias med en due presset ind til brystet, et fredssymbol, der her snarere føles som et skrøbeligt bevis på, at noget stadig er i live. Kort efter står han midt i en sværm af duer, mens videoen klipper mellem ham liggende og ham stående i en boksering med et mesterskabsbælte over skuldrene. Rundt om ham kæmper andre boksere i noget, der minder mere om muay thai end klassisk boksning.
Tekstlinjer om “second debut”, en generation der ikke er fri, og kærlighed som noget man jagter, men aldrig helt når, bliver spejlet direkte i billedsiden, på en smuk og rå måde, der gør det til en af årets danske musikvideoer.
Ved første øjekast føles musikvideoen til singlen ’The Wake’ næsten desorienterende. Dansere med boblelignende hoveder bevæger sig omkring ILMA, der står i et knaldrødt outfit, et visuelt anker i et ellers konstant skiftende univers. Det røde går igen fra start til slut og markerer hende som centrum i et landskab præget af rå nordjysk natur.
Videoen er filmet i og omkring Hanstholm og Vigsø, ved bunkere i vandet, gamle kanonstillinger og barske strandstrækninger, hvor naturen ikke blot fungerer som kulisse, men som aktiv medspiller. Der er tænkt over alle lag: fra kostume lavet af Anja Gaarbo og Marie Vindelev og koreografi lavet af Olivia Sol Anselmo til lys, farver og kameraføring lavet af Asbjørn Kragh. Kontrasten mellem det kolde, forblæste landskab og ILMAs varme røde look skaber en konstant spænding mellem kontrol og kaos.
Musikvideoen er mystisk, modig og kompromisløs, og fremstår som et visuelt mesterværk, der understreger, at ILMA er en af de kunstnere på den danske musikscene, som er 100 % gennemført hele vejen rundt. Det er både dragende og inspirerende at følge med i.
Seaside åbner med havet. Det er blåt, roligt og næsten meditativt filmet af Kasper Weng, der både fungerer som DOP og medinstruktør sammen med Oliver Zaza. Et øjeblik senere står Artigeardit med ryggen mod kameraet, distanceret men nærværende, mens produktionen – ledet af Astrid Andreasen – langsomt folder sig ud som en række stille, menneskelige observationer.
Billederne bevæger sig mellem intime hverdagsglimt og symbolske scener. Et kortspil omkring et bord med det albanske flag i baggrunden bliver en diskret markering af identitet og ophav, noget Artigeardit konsekvent har båret med sig i sin musik. Kort efter flyder en kvinde i en hvid kjole i det blå hav; et drømmebillede farvegraderet med kølig præcision af Rasmus Hedin.
Når tempoet i nummeret skrues op, skifter videoen også karakter. To mennesker kickbokser i en tom sal, placeret dér, hvor publikum normalt sidder. Andre fragmenter glider ind og ud: to børn, der ser en rød ballon forsvinde mod himlen; en pige, der stirrer ned i et hul, hun selv har gravet; en mand, der omfavner en kvinde på et værksted; en anden på bagsædet af en bil, følelsesmæssigt frakoblet midt i latter og samtale. En grædende pige stirrer ind i et bål.
Til sidst kulminerer det hele i et enkelt stillbillede af Artigeardit sammen med sin søn.
Nummeret ’Pilot’ har en musikvideo, der føles som et springbræt direkte ind i Benny Jamz’ eget indre univers. Videoen er instrueret af Oliver Zaza og fotograferet af Kasper Weng, og åbner med et elegant krydsklip mellem Benny Jamz, der sidder og flower, og en version af ham selv, der svæver frit rundt i himlen, som var han løsrevet fra tyngdekraften. Et simpelt greb, der med det samme etablerer videoens drømmende univers.
Da verset sætter ind, står Benny Jamz foran det jamaicanske flag, en tydelig reference til hans rødder, før videoen bevæger sig ind i et mørkere og mere fragmenteret univers. Scenerne skifter konstant: pludselig ser man hans skelet i en rå VFX-sekvens, kort efter står han iført en gigantisk sølvfarvet dunjakke med to rottweilere i snor.
Produktionen, styret af Simon Thue, og farvearbejdet af Rasmus Hedin binder de mange udtryk sammen i en sammenhængende, mørk æstetik, mens de gentagne klip af Benny Jamz, der svæver rundt i himlen, fungerer som videoens emotionelle omdrejningspunkt.
Musikvideoen til ’Storebror’ åbner med en serie malerier, der fylder billedet, før kameraet – ført af Kasper Weng – finder Noah Carter siddende på en skammel, fordybet i en scrapbog. Instrueret af Oliver Zaza og Oscar Sabahi føles åbningsscenen som et kig direkte ind i et hoved fyldt med kaos, minder og magtfantasier. En visuel ramme, der sætter tonen for en video, der er lige så mørk og hektisk som selve nummeret.
Herefter eksploderer universet. Folk skriger, slås og bevæger sig i et konstant alarmberedskab, men der er altid én overmand i billedet: Noah Carter. Uanset hvor voldsomt det bliver, er han den dominerende kraft. Videoens tempo og energi holdes stramt af produktionen med Astrid Andreasen som producer og et billedsprog, der konstant øger intensiteten.
Pludselig vokser Noah Carter sig gigantisk som en slags Godzilla og terroriserer byen, mens han rapper. Det er rendyrket magtsymbolik, der balancerer på kanten af det absurde. De fysiske rammer er skabt af Dilara Atceken, og det hele bindes sammen i den mørke, kompromisløse farvegrading af Rasmus Hedin.
Musikvideoen oversætter sangens aggressive energi direkte til billeder og skaber et univers, hvor magt og paranoia smelter sammen i en voldsom og kompromisløs video, der føles lige så kontrolleret, som den er kaotisk.
På sit andet dansksprogede album finder Noah Carter den for alvor: sin danske lyd. Med både features og nye genrer, som den Lord Siva-klingende ‘Under Uret’, viser han, at han på albummet afsøger nye sider som artist, mens B.O.C.-drengene kigger forbi og lyder som gamle dage på ‘ETC’, ‘In-Ears’ og pletskuddet ‘Pogba’. Det fantastiske åbningsnummer, ‘Guld&Grønne’, er måske alligevel højdepunktet og et nummer, der virkelig illustrerer, hvad Carter også kan, når han står alene.
‘VULKANØ’ er ikke det album fra Tobias Rahim, der har kastet flest landeplager af sig. Men Rahim er Rahim, og derfor er hans albums altid garanter for store følelsesudladninger, beretninger fra uventede kanter af Danmark (og Færøerne!) og genrelege, som skiller sig ud i det danske musiklandskab. Fra de spanske guitarer på ‘Tillykke m livet’, en hyldest til broderlig kærlighed, til ‘VULKANØ’, hvor han virker ubehageligt klar over sin egen dødelighed, når Rahim på imponerende vis hele det emotionelle spektrum igennem og viser, at han rummer både bangers, som ‘Regntid’, og en sang til sin mor. Albummet viser, at Rahim fortsat er en artist med et enormt musikalsk vingefang.
Drew Sycamores fjerde album er en velproduceret og smuk størrelse. Hun har taget tempoet en smule ud i forhold til, hvordan man kender hende, og i stedet givet plads til sange båret af enkle produktioner og af deres tekster. Det betyder ikke, at der er skruet ned for ambitionerne. En sang som ‘Change the World’, som er én af de mest spillede i dansk radio i år, handler netop om, at vi bør møde verden med kærlighed, hvis vi ønsker at ændre den. Sange som den smukke ‘Lonely Heat’ viser også, at Drew Sycamore og hendes hold virkelig ved, hvordan man skal sætte en blid popsang sammen.
Sivas’ pen er skarp og præcis, og det beviser han endnu engang på ‘r d u s t a d i g h e r 4 m i g’. “En ghettobaby med PTSD” synger han på den følelsesladede ‘V e r d e n R e n g h e t t o’, og både beretningerne fra gaden og den sårbarhed, han bærer med sig, løber gennem hele albummet. På ‘b l o d p å m i n e h æ n d e r’ leverer han en filmisk beskrivelse af sin fortid, som er Sivas, når han er bedst, ærligt og skåret helt ind til benet. Men der er også plads til bangers, som den varme ‘i l l u s. o n’ og den old school åbner, som albummet er navngivet efter.
Det er nu ti år siden, at den først vinder af X Factor i Danmark dukkede op ud af ingenting med den episke ‘Levitate Me’. På sit tredje album fortsætter Saveus med det, han har haft succes med lige siden, nemlig flotte produktioner, der blander storslået pop med elektroniske elementer og stadig giver plads til hans imponerende og udtryksfulde stemme. ‘Afterall’ bygger op til en energiudladning, der giver kuldegysninger, mens ‘Rush’ viser en mere funky side, alt imens albummet også rummer store ballader. Et godt år for Saveus, der jo også viste helt nye sider med sin feature med Guldimund.
På Noah Carters album ‘Guld & Grønne’ finder man ‘Pogba’, der er blevet streamet flittigt siden udgivelsen. Det er ikke svært at forstå: Sammen med Gilli drysser han franske (og spanske) gloser og fodboldreferencer (“skud ud til folk i feltet”) ud over en klassisk B.O.C-lyd, og der er ikke brug for meget mere for at få den energi, man forbinder Gilli og Carter med.
Medina er tilbage med en rigtig ballade med ‘Se Mig Nu’. En sang, hvor hendes bløde side står frem, men også én, hvor hun beder os om at kigge. “Se mig nu / altid vidste at jeg ku’”, synger hun, nok til en tidligere partner, men måske også til os, der aldrig skal glemme, at Medina var en trailblazer, der alt for sent har fået den anerkendelse, hun fortjener. Er hendes feature på Anton Westerlins ‘Hørt Det Før’ Medina, der viser tænder, er ‘Se Mig Nu’ sangen, hvor hun blotter sit hjerte.
Sikke et år de har haft. Apacha var et tilløbsstykke på Roskilde Festival, og i oktober annoncerede de en koncert i Parken, som blev udsolgt på fire dage. Indbegrebet af den lyd, som har taget Danmark med storm, finder man på ‘En Drøm Om Et Menneske’. En fjerlet popsang med en melodi, der sidder fast, og en oprigtig og ukompliceret tekst, som hylder kærligheden. Det er en sang, alle kan være med på, og det er en af de store glæder ved ‘En Drøm Om Et Menneske’.
‘Seaside’ er en hjerteskærende sang. Et skænderi, der går i tomgang, hvor begge parter ved bedst, og alle ender ulykkelige. Artigeardit leverer en tekst med en enorm grad af detaljer selv for ham, når han beskriver, hvordan beskyldningerne flyver gennem luften, og hun rammer ham på hans ego, når hun påpeger, at hans bil bare er leaset. De næsten tropiske trommer lyder mere og mere som hjertebanken, og det er svært ikke at tabe pusten sammen med Artigeardit, mens han krænger sit hjerte ud.
Annika og Lamin er som skabt til hinanden på ‘Stolt’, der næsten lyder som en sejrsrunde på Annikas debutalbum, ‘AW’. En klassisk kærlighedssang fra dengang det var standard, at rappere og popsangerinder lavede bangers sammen. Men Lamin har ikke magten her: For med sin stemme tager Annika helt naturligt opmærksomheden, og det er da også hende, der galant tilbyder Lamin sin jakke, når det er koldt – mens Lamin drømmer om at se hende i en brudekjole.
Nye navne bankede dørene ind, etablerede artister fandt nye former, og bag kulisserne leverede producere og kreative samarbejder et lyd- og billedunivers, der løftede niveauet for hele scenen.
’Unlimited Awards’ hylder dem, der ikke bare fulgte strømmen, men ændrede den. Fra de mest markante producere og features til de gennembrud, der føles som starten på noget større, og de musikvideoer, der gav sangene et ekstra lag af liv.
Her er vores bud på dem, der satte det stærkeste aftryk på dansk musik i 2025.
Jeppe London har haft et stærkt 2025 og for alvor cementeret sin position som en af landets mest sikre pop-arkitekter. Med en sjælden evne til at balancere det sårbare og det storslåede har han været med til at give både etablerede og nye artister et moderne, internationalt snit. I år har han blandt andet været med på ’Hvor var jeg endt’ med Christopher og Thor Farlov og været gennemgående producer på Milles gennembrud. Heriblandt landeplager som ’Kendt mig en uge’, ’Hader ik mig selv sammen med dig’ og ’Beholder mit tøj på’. Vi har udvalgt ham som en af årets producere for sangen ’Se mig nu’ med Medina, som har en produktion, der elegant løfter sangens emotionelle tyngde uden at drukne den i effekter.
Rob Smyles og JenneJenne har i 2025 været et af de mest slagkraftige producerteams på den danske urbanscene. Med en lyd, der kombinerer tunge, kluborienterede beats med skarpe melodiske detaljer, har de været med til at definere tempoet for en ny bølge af dansk rap og pop-rap.
Duoen har haft fingrene i begge MAS værker ’Månen Er Min Ven’ og ’JORDEN KALDER’, med produktioner til hits som ’Småting’ og ’Lønningsdag’, hvor deres karakteristiske blanding af tunge beats og melodisk finesse går igen. Samtidig har de markeret sig internationalt med produktioner for den latinamerikanske supergruppe Astropical, hvilket vidner om et 2025, hvor deres lyd har bevæget sig langt ud over de danske grænser. Vi har udvalgt dem som nogle af årets producere for sangen ’Pogba’, som har et kompromisløst beat, der både passer til klubben og gaden.
Reza og Sivas partnerskab har i 2025 stået knivskarpt. Reza har været den bærende arkitekt bag Sivas’ albumudgivelse ’ R d u s t a d i g h e r f m i g’. Et værk, der føles som en moden, fokuseret videreudvikling af deres fælles lyd. Hvor de i 2010’erne definerede dansk hiphop med kultklassikere som ’Kbhavana’ og D.A.U.D.A.’, har Reza i år skruet udtrykket endnu mere ind til benet: mørkere, mere minimalistisk og kompromisløst atmosfærisk. Vi har udvalgt ham som en af årets producere for ’k u n d e t b e d s t e’, som han har skabt i tæt samarbejde med Sivas selv, fordi nummeret er essensen af Rezas styrke. Beatet bevæger sig i et langsomt, næsten halvtids-groove, hvor rytmen ligger dybt i feltet og giver masser af luft til vokalerne. 2025 har vist, at Reza Forghani stadig er blandt de mest originale kræfter i dansk hiphop, og hans arbejde på Sivas’ album understreger, hvorfor de to stadig er et af de stærkeste makkerskaber, scenen har at byde på.
2025 har været et stort år for Marius Iversen som producer. Han startede året med at producere kæmpehittet ’Lonely’ af JOSVA feat. Artigeardit og har været hovedproducer på Artigeardits album Æteren, hvor hans produktioner elegant balancerer mellem melodisk pop og hiphop-energi.
Vi har udvalgt ham som en af årets producere for ’Bliv her lidt endnu’ med Annika og JOSVA, fordi beatet er både varmt og nærværende. En produktion, der understøtter sangens tekstlige følsomhed med organiske elementer og samtidig giver masser af plads til de to vokaler. Kombinationen af bløde synthflader, pulserende bas og subtile rytmiske detaljer gør, at nummeret føles intimt og umiddelbart uden nogensinde at blive for simpelt.
Vi har været så frække at smide en enkelt nordmand på årets award-liste, men når man leverer et beat som Oskar med K gør på ’Make Me Feel’, er det umuligt at komme udenom. Produktionen emmer af international klubfornemmelse: et pulserende groove, luftige synthflader og en opbygning, der langsomt suger lytteren ind, før det hele eksploderer i et euforisk drop.
’Make Me Feel’ er et nummer, der føles som skabt til natteklubber og mørke dansegulve, men som samtidig har en melodisk finesse, der gør det mindeværdigt efter første gennemlyt. Vi snakkede tidligere i år med Oskar med K om hans globale lyttertal og hvordan han arbejder med sit lydbillede. Læs hele interviewet her.
Hvis man vil opleve hans lyd i levende live, spiller han desuden i Pumpehuset den 12. marts.
’Vil du noget? er et nummer, der rammer lige ned i den dér provinsfølelse med lange sommernætter, halvtomme sportshaller, tilfældige fester og den evige fornemmelse af, at noget skal ske, men ingen helt ved hvad. Saveus’ vokal giver sangen en ekstra nerve. Hans stemme balancerer mellem det længselsfulde og det håbefulde og løfter Guldimunds i forvejen stærke tekstunivers til et fælles erindringsrum, som alle der er opvokset ude i provinsen kan spejle sig i. ’Vil du noget?’ føles som et ægte møde mellem to kunstnere, og netop derfor fortjener den en plads blandt årets bedste features.
Noah Carter overraskede i 2025 med surprise-albummet Guld & Grønne, og ’Pogba’ med Gilli som feature skinner særligt igennem. Nummeret maler et billede af et liv i konstant bevægelse mellem storbyer som London og Paris. Gilli går hårdt til stålet på andet vers, hvor franske og spanske linjer folder fortællingen ud med brutal realisme. Hans levering er knivskarp, og referencer fra Marseille til Saint-Antoine og Guadeloupe giver nummeret en rå, international nerve, der løfter ’Pogba’. Derfor har vi udvalgt det som et af årets stærkeste features.
Vi har tidligere skrevet, at vi i første omgang ikke blev tryllebundne af det, der lød som et ret generisk popnummer. Men efter få gennemlytninger stod det klart, at ’Hele vejen’ netop er alt det, et stærkt pophit skal være (Deeplink). Ikke mindst på grund af Mumles første vers, der rammer med en umiddelbarhed og sårbarhed, som er svær at ryste af sig. Sammen med Omars mere flabede og selvsikre levering opstår der en kemi, der har gjort nummeret til årets næst mest streamede sang herhjemme med tæt på 22 millioner afspilninger på Spotify.
’Du ligner din mor’ blev udgivet lige på kanten af årsskiftet den 27. december 2024, men eksploderede for alvor i 2025. Lukas Grahams feature står som en af årets mest rørende samarbejder, hvor hans karakteristiske rå falset og hæse inderlighed tilfører sangen en emotionel tyngde, der fungerer som det perfekte modstykke til Benjamin Havs dybere røst. Sangen har et cathcy omkvæd, der sætter sig fast med det samme, og placere Lukas Graham på vores liste og de bedste features fra 2025.
Årets mest genreskabende, innovative og uventede makkerskab er uden tvivl samarbejdet mellem D1ma og punkbandet SYL. To verdener, der på papiret ikke burde fungere sammen, men som i praksis smelter sammen til noget, der føles både farligt, kompromisløst og helt nyt for dansk musik.
Det blev illustreret til perfektion under D1mas optræden på Orange Scene i år. SYL leverede et skrigende, punket vokalangreb, mens ildfontæner skød op over hele scenen, og publikum gik amok. Et øjeblik, hvor grænserne mellem rap og hardcore punk for alvor blev sprængt, og hvor det stod lysende klart, at det her var årets samarbejde.
2025 blev året, hvor Wicky for alvor trådte ud af undergrundens skygger og satte sit helt eget præg på den danske rapscene. Med en stemme, der balancerer mellem mørk trap-attitude og melodisk følsomhed, har han skabt et univers, der både er æstetisk gennemført og kompromisløst i sit udtryk. Han står som frontperson for en lyd, vi har hørt brede sig mere og mere i år.
Sammen med Kesi udgav han tidligt på året ’Brummer’, et samarbejde der rykkede ham fra undergrunden og direkte ind i folks bevidsthed. Senere leverede han en af årets mest mindeværdige Roskilde-koncerter, da han overtog EOS-scenen med en sort firhjulstrækker og en visuel identitet og live-energi, der lukkede munden på alle, som ikke tænkte at Wicky er kommet for at blive.
Året blev rundet af med debutalbummet ’JEEZ’, som er en gennemarbejdet præsentation af Wickys univers, hvor han både viser sin mørke, dystre trap-side og en mere sårbar, melodisk kant. Derfor er han på Unlimiteds liste over ’Årets Nye Navne’.
2025 har været året, hvor Faza tog det næste store skridt fra lovende talent til en af dansk musiks mest interessante nye stemmer. Efter at have skabt bølger med sin EP ’Liberosis’ og sin feature på Kesi’s album ’FOMO 88.8 FM’ sidste år, har han i år virkelig slået sit navn fast med debutalbummet ’NOGET MÅ GI’. Albummet landede i november og bekræfter hans evne til at kombinere trapsoul, R&B og rap til noget, der både føles personligt og universelt. Albummet kredser om kærlighed, eskapisme og det hedonistiske byliv med en sårbar tekstlig nerve og produktioner, der matcher hans vision.
Faza har med andre ord gjort 2025 til sit år og med ’NOGET MÅ GI’ som et tydeligt statement om, hvem han er som kunstner, lander han naturligt på Unlimiteds liste over ’Årets Nye Navne’.
2025 blev året, hvor søskendeduoen ORA for alvor trådte ud af skyggen og ind i rampelyset. Med deres unikke blanding af r&b og indie-pop har de skabt et nærværende og melodisk univers, hvor ærlighed og stærke følelser er i centrum. Singlen ’Life Witness’ blev et gennembrud, både på radio og streaming, og vi har selv haft glæde af at dykke ned i nummeret i vores eget format ’Lyrical Breakdown’, hvor ORA’s tekstunivers for alvor fik lov at folde sig ud. Se det her.
Sammen med producer Jonathan Elkær (Phlake) har duoen leveret et stærkt debutalbum i ’:(:’, som ikke bare leverer stærke singler, men også har et klart kunstnerisk projekt. I en tid, hvor meget pop jager trends, står ORA ud ved at insistere på varme, sårbarhed og melodisk tyngde, og netop derfor er de et af de nye navne, man ikke kommer udenom i 2025.
2025 har været året, hvor den københavnske duo Snuggle gik fra at være et spændende undergrundsnavn til et af de mest interessante nye navne i dansk musik. Bestående af Vilhelm Tiburtz Strange, tidligere guitarist og producer i LISS, og Andrea Thuesen fra Baby in Vain, har Snuggle skabt sit helt eget lydunivers, hvor drømmende shoegaze, melankolsk indie-pop og eksperimenterende guitarsange væves sammen til noget både intimt og stort.
I 2025 udgav duoen deres debutalbum ’Goodbyehouse’ på det toneangivende danske label Escho, et værk der allerede har høstet international opmærksomhed for sin evne til at kombinere filmiske melodier med en rå og sårbar nerve, stærkest illustreret i singlerne ’Dust’ og ’Woman Lake’.
Snuggle har vist sig som et af 2025’s mest originale og lovende nye navne. Et navn, der både har rødder i etableret musikalsk erfaring og et tydeligt blik fremad, og som selvfølgelig er at finde på Unlimiteds liste over ’Årets Nye Navne’.
2025 har været Milles år. Den 19-årige sanger og sangskriver har taget dansk popmusik med storm og bevist, at hun ikke bare er et talent på papiret, hun er en kunstner, der rører et publikum bredt og dybt.
Fra ’Kendt mig en uge’, der har sat sig fast i streamingtoppen og har opnået platinstatus, til ’Drikker med mig selv’ og ’Beholder mit tøj på’, har hendes håndtering af både fællesskab og ungdomsrelaterede følelser gjort hende umulig at komme uden om på radio og playlister i 2025.
Hun har også vist, at hun kan samarbejde med andre artister. Hendes medvirken på ’Ingen Yin Uden Yang’ med Tobias Rahim og ’Hørt Det Før’ på Anton Westerlins album har cementeret hende som et navn, som etablerede kunstnere gerne vil arbejde med.
Alt i alt har Mille i 2025 bevist, at hun repræsenterer en ny generation af sangskrivere, der formår at være både sårbare og alligevel fuldt i kontakt med en bred lytterbase.
Med ’Love How It Feels’ leverer Elias Rønnenfeldt en musikvideo, der føles som et sammenbrud i slowmotion. Et billedunivers, hvor ømhed og vold, frihed og fangenskab konstant støder sammen. Videoen er instrueret af Thinh T. Petrus Nguyen med produktion fra Minh Dynasty, og det gennemgående kolde, blå lys – skudt, klippet og farvegraderet af Victor Knötzel – giver hele værket et næsten klinisk udtryk, der står i skærende kontrast til de rå følelser i sangen. De grafiske elementer, skabt af Anna Just Melson, binder fragmenterne sammen som små glimt af kontrol i et ellers kaotisk univers.
Vi møder Elias med en due presset ind til brystet, et fredssymbol, der her snarere føles som et skrøbeligt bevis på, at noget stadig er i live. Kort efter står han midt i en sværm af duer, mens videoen klipper mellem ham liggende og ham stående i en boksering med et mesterskabsbælte over skuldrene. Rundt om ham kæmper andre boksere i noget, der minder mere om muay thai end klassisk boksning.
Tekstlinjer om “second debut”, en generation der ikke er fri, og kærlighed som noget man jagter, men aldrig helt når, bliver spejlet direkte i billedsiden, på en smuk og rå måde, der gør det til en af årets danske musikvideoer.
Ved første øjekast føles musikvideoen til singlen ’The Wake’ næsten desorienterende. Dansere med boblelignende hoveder bevæger sig omkring ILMA, der står i et knaldrødt outfit, et visuelt anker i et ellers konstant skiftende univers. Det røde går igen fra start til slut og markerer hende som centrum i et landskab præget af rå nordjysk natur.
Videoen er filmet i og omkring Hanstholm og Vigsø, ved bunkere i vandet, gamle kanonstillinger og barske strandstrækninger, hvor naturen ikke blot fungerer som kulisse, men som aktiv medspiller. Der er tænkt over alle lag: fra kostume lavet af Anja Gaarbo og Marie Vindelev og koreografi lavet af Olivia Sol Anselmo til lys, farver og kameraføring lavet af Asbjørn Kragh. Kontrasten mellem det kolde, forblæste landskab og ILMAs varme røde look skaber en konstant spænding mellem kontrol og kaos.
Musikvideoen er mystisk, modig og kompromisløs, og fremstår som et visuelt mesterværk, der understreger, at ILMA er en af de kunstnere på den danske musikscene, som er 100 % gennemført hele vejen rundt. Det er både dragende og inspirerende at følge med i.
Seaside åbner med havet. Det er blåt, roligt og næsten meditativt filmet af Kasper Weng, der både fungerer som DOP og medinstruktør sammen med Oliver Zaza. Et øjeblik senere står Artigeardit med ryggen mod kameraet, distanceret men nærværende, mens produktionen – ledet af Astrid Andreasen – langsomt folder sig ud som en række stille, menneskelige observationer.
Billederne bevæger sig mellem intime hverdagsglimt og symbolske scener. Et kortspil omkring et bord med det albanske flag i baggrunden bliver en diskret markering af identitet og ophav, noget Artigeardit konsekvent har båret med sig i sin musik. Kort efter flyder en kvinde i en hvid kjole i det blå hav; et drømmebillede farvegraderet med kølig præcision af Rasmus Hedin.
Når tempoet i nummeret skrues op, skifter videoen også karakter. To mennesker kickbokser i en tom sal, placeret dér, hvor publikum normalt sidder. Andre fragmenter glider ind og ud: to børn, der ser en rød ballon forsvinde mod himlen; en pige, der stirrer ned i et hul, hun selv har gravet; en mand, der omfavner en kvinde på et værksted; en anden på bagsædet af en bil, følelsesmæssigt frakoblet midt i latter og samtale. En grædende pige stirrer ind i et bål.
Til sidst kulminerer det hele i et enkelt stillbillede af Artigeardit sammen med sin søn.
Nummeret ’Pilot’ har en musikvideo, der føles som et springbræt direkte ind i Benny Jamz’ eget indre univers. Videoen er instrueret af Oliver Zaza og fotograferet af Kasper Weng, og åbner med et elegant krydsklip mellem Benny Jamz, der sidder og flower, og en version af ham selv, der svæver frit rundt i himlen, som var han løsrevet fra tyngdekraften. Et simpelt greb, der med det samme etablerer videoens drømmende univers.
Da verset sætter ind, står Benny Jamz foran det jamaicanske flag, en tydelig reference til hans rødder, før videoen bevæger sig ind i et mørkere og mere fragmenteret univers. Scenerne skifter konstant: pludselig ser man hans skelet i en rå VFX-sekvens, kort efter står han iført en gigantisk sølvfarvet dunjakke med to rottweilere i snor.
Produktionen, styret af Simon Thue, og farvearbejdet af Rasmus Hedin binder de mange udtryk sammen i en sammenhængende, mørk æstetik, mens de gentagne klip af Benny Jamz, der svæver rundt i himlen, fungerer som videoens emotionelle omdrejningspunkt.
Musikvideoen til ’Storebror’ åbner med en serie malerier, der fylder billedet, før kameraet – ført af Kasper Weng – finder Noah Carter siddende på en skammel, fordybet i en scrapbog. Instrueret af Oliver Zaza og Oscar Sabahi føles åbningsscenen som et kig direkte ind i et hoved fyldt med kaos, minder og magtfantasier. En visuel ramme, der sætter tonen for en video, der er lige så mørk og hektisk som selve nummeret.
Herefter eksploderer universet. Folk skriger, slås og bevæger sig i et konstant alarmberedskab, men der er altid én overmand i billedet: Noah Carter. Uanset hvor voldsomt det bliver, er han den dominerende kraft. Videoens tempo og energi holdes stramt af produktionen med Astrid Andreasen som producer og et billedsprog, der konstant øger intensiteten.
Pludselig vokser Noah Carter sig gigantisk som en slags Godzilla og terroriserer byen, mens han rapper. Det er rendyrket magtsymbolik, der balancerer på kanten af det absurde. De fysiske rammer er skabt af Dilara Atceken, og det hele bindes sammen i den mørke, kompromisløse farvegrading af Rasmus Hedin.
Musikvideoen oversætter sangens aggressive energi direkte til billeder og skaber et univers, hvor magt og paranoia smelter sammen i en voldsom og kompromisløs video, der føles lige så kontrolleret, som den er kaotisk.
På sit andet dansksprogede album finder Noah Carter den for alvor: sin danske lyd. Med både features og nye genrer, som den Lord Siva-klingende ‘Under Uret’, viser han, at han på albummet afsøger nye sider som artist, mens B.O.C.-drengene kigger forbi og lyder som gamle dage på ‘ETC’, ‘In-Ears’ og pletskuddet ‘Pogba’. Det fantastiske åbningsnummer, ‘Guld&Grønne’, er måske alligevel højdepunktet og et nummer, der virkelig illustrerer, hvad Carter også kan, når han står alene.
‘VULKANØ’ er ikke det album fra Tobias Rahim, der har kastet flest landeplager af sig. Men Rahim er Rahim, og derfor er hans albums altid garanter for store følelsesudladninger, beretninger fra uventede kanter af Danmark (og Færøerne!) og genrelege, som skiller sig ud i det danske musiklandskab. Fra de spanske guitarer på ‘Tillykke m livet’, en hyldest til broderlig kærlighed, til ‘VULKANØ’, hvor han virker ubehageligt klar over sin egen dødelighed, når Rahim på imponerende vis hele det emotionelle spektrum igennem og viser, at han rummer både bangers, som ‘Regntid’, og en sang til sin mor. Albummet viser, at Rahim fortsat er en artist med et enormt musikalsk vingefang.
Drew Sycamores fjerde album er en velproduceret og smuk størrelse. Hun har taget tempoet en smule ud i forhold til, hvordan man kender hende, og i stedet givet plads til sange båret af enkle produktioner og af deres tekster. Det betyder ikke, at der er skruet ned for ambitionerne. En sang som ‘Change the World’, som er én af de mest spillede i dansk radio i år, handler netop om, at vi bør møde verden med kærlighed, hvis vi ønsker at ændre den. Sange som den smukke ‘Lonely Heat’ viser også, at Drew Sycamore og hendes hold virkelig ved, hvordan man skal sætte en blid popsang sammen.
Sivas’ pen er skarp og præcis, og det beviser han endnu engang på ‘r d u s t a d i g h e r 4 m i g’. “En ghettobaby med PTSD” synger han på den følelsesladede ‘V e r d e n R e n g h e t t o’, og både beretningerne fra gaden og den sårbarhed, han bærer med sig, løber gennem hele albummet. På ‘b l o d p å m i n e h æ n d e r’ leverer han en filmisk beskrivelse af sin fortid, som er Sivas, når han er bedst, ærligt og skåret helt ind til benet. Men der er også plads til bangers, som den varme ‘i l l u s. o n’ og den old school åbner, som albummet er navngivet efter.
Det er nu ti år siden, at den først vinder af X Factor i Danmark dukkede op ud af ingenting med den episke ‘Levitate Me’. På sit tredje album fortsætter Saveus med det, han har haft succes med lige siden, nemlig flotte produktioner, der blander storslået pop med elektroniske elementer og stadig giver plads til hans imponerende og udtryksfulde stemme. ‘Afterall’ bygger op til en energiudladning, der giver kuldegysninger, mens ‘Rush’ viser en mere funky side, alt imens albummet også rummer store ballader. Et godt år for Saveus, der jo også viste helt nye sider med sin feature med Guldimund.
På Noah Carters album ‘Guld & Grønne’ finder man ‘Pogba’, der er blevet streamet flittigt siden udgivelsen. Det er ikke svært at forstå: Sammen med Gilli drysser han franske (og spanske) gloser og fodboldreferencer (“skud ud til folk i feltet”) ud over en klassisk B.O.C-lyd, og der er ikke brug for meget mere for at få den energi, man forbinder Gilli og Carter med.
Medina er tilbage med en rigtig ballade med ‘Se Mig Nu’. En sang, hvor hendes bløde side står frem, men også én, hvor hun beder os om at kigge. “Se mig nu / altid vidste at jeg ku’”, synger hun, nok til en tidligere partner, men måske også til os, der aldrig skal glemme, at Medina var en trailblazer, der alt for sent har fået den anerkendelse, hun fortjener. Er hendes feature på Anton Westerlins ‘Hørt Det Før’ Medina, der viser tænder, er ‘Se Mig Nu’ sangen, hvor hun blotter sit hjerte.
Sikke et år de har haft. Apacha var et tilløbsstykke på Roskilde Festival, og i oktober annoncerede de en koncert i Parken, som blev udsolgt på fire dage. Indbegrebet af den lyd, som har taget Danmark med storm, finder man på ‘En Drøm Om Et Menneske’. En fjerlet popsang med en melodi, der sidder fast, og en oprigtig og ukompliceret tekst, som hylder kærligheden. Det er en sang, alle kan være med på, og det er en af de store glæder ved ‘En Drøm Om Et Menneske’.
‘Seaside’ er en hjerteskærende sang. Et skænderi, der går i tomgang, hvor begge parter ved bedst, og alle ender ulykkelige. Artigeardit leverer en tekst med en enorm grad af detaljer selv for ham, når han beskriver, hvordan beskyldningerne flyver gennem luften, og hun rammer ham på hans ego, når hun påpeger, at hans bil bare er leaset. De næsten tropiske trommer lyder mere og mere som hjertebanken, og det er svært ikke at tabe pusten sammen med Artigeardit, mens han krænger sit hjerte ud.
Annika og Lamin er som skabt til hinanden på ‘Stolt’, der næsten lyder som en sejrsrunde på Annikas debutalbum, ‘AW’. En klassisk kærlighedssang fra dengang det var standard, at rappere og popsangerinder lavede bangers sammen. Men Lamin har ikke magten her: For med sin stemme tager Annika helt naturligt opmærksomheden, og det er da også hende, der galant tilbyder Lamin sin jakke, når det er koldt – mens Lamin drømmer om at se hende i en brudekjole.
Nye navne bankede dørene ind, etablerede artister fandt nye former, og bag kulisserne leverede producere og kreative samarbejder et lyd- og billedunivers, der løftede niveauet for hele scenen.
’Unlimited Awards’ hylder dem, der ikke bare fulgte strømmen, men ændrede den. Fra de mest markante producere og features til de gennembrud, der føles som starten på noget større, og de musikvideoer, der gav sangene et ekstra lag af liv.
Her er vores bud på dem, der satte det stærkeste aftryk på dansk musik i 2025.
Jeppe London har haft et stærkt 2025 og for alvor cementeret sin position som en af landets mest sikre pop-arkitekter. Med en sjælden evne til at balancere det sårbare og det storslåede har han været med til at give både etablerede og nye artister et moderne, internationalt snit. I år har han blandt andet været med på ’Hvor var jeg endt’ med Christopher og Thor Farlov og været gennemgående producer på Milles gennembrud. Heriblandt landeplager som ’Kendt mig en uge’, ’Hader ik mig selv sammen med dig’ og ’Beholder mit tøj på’. Vi har udvalgt ham som en af årets producere for sangen ’Se mig nu’ med Medina, som har en produktion, der elegant løfter sangens emotionelle tyngde uden at drukne den i effekter.
Rob Smyles og JenneJenne har i 2025 været et af de mest slagkraftige producerteams på den danske urbanscene. Med en lyd, der kombinerer tunge, kluborienterede beats med skarpe melodiske detaljer, har de været med til at definere tempoet for en ny bølge af dansk rap og pop-rap.
Duoen har haft fingrene i begge MAS værker ’Månen Er Min Ven’ og ’JORDEN KALDER’, med produktioner til hits som ’Småting’ og ’Lønningsdag’, hvor deres karakteristiske blanding af tunge beats og melodisk finesse går igen. Samtidig har de markeret sig internationalt med produktioner for den latinamerikanske supergruppe Astropical, hvilket vidner om et 2025, hvor deres lyd har bevæget sig langt ud over de danske grænser. Vi har udvalgt dem som nogle af årets producere for sangen ’Pogba’, som har et kompromisløst beat, der både passer til klubben og gaden.
Reza og Sivas partnerskab har i 2025 stået knivskarpt. Reza har været den bærende arkitekt bag Sivas’ albumudgivelse ’ R d u s t a d i g h e r f m i g’. Et værk, der føles som en moden, fokuseret videreudvikling af deres fælles lyd. Hvor de i 2010’erne definerede dansk hiphop med kultklassikere som ’Kbhavana’ og D.A.U.D.A.’, har Reza i år skruet udtrykket endnu mere ind til benet: mørkere, mere minimalistisk og kompromisløst atmosfærisk. Vi har udvalgt ham som en af årets producere for ’k u n d e t b e d s t e’, som han har skabt i tæt samarbejde med Sivas selv, fordi nummeret er essensen af Rezas styrke. Beatet bevæger sig i et langsomt, næsten halvtids-groove, hvor rytmen ligger dybt i feltet og giver masser af luft til vokalerne. 2025 har vist, at Reza Forghani stadig er blandt de mest originale kræfter i dansk hiphop, og hans arbejde på Sivas’ album understreger, hvorfor de to stadig er et af de stærkeste makkerskaber, scenen har at byde på.
2025 har været et stort år for Marius Iversen som producer. Han startede året med at producere kæmpehittet ’Lonely’ af JOSVA feat. Artigeardit og har været hovedproducer på Artigeardits album Æteren, hvor hans produktioner elegant balancerer mellem melodisk pop og hiphop-energi.
Vi har udvalgt ham som en af årets producere for ’Bliv her lidt endnu’ med Annika og JOSVA, fordi beatet er både varmt og nærværende. En produktion, der understøtter sangens tekstlige følsomhed med organiske elementer og samtidig giver masser af plads til de to vokaler. Kombinationen af bløde synthflader, pulserende bas og subtile rytmiske detaljer gør, at nummeret føles intimt og umiddelbart uden nogensinde at blive for simpelt.
Vi har været så frække at smide en enkelt nordmand på årets award-liste, men når man leverer et beat som Oskar med K gør på ’Make Me Feel’, er det umuligt at komme udenom. Produktionen emmer af international klubfornemmelse: et pulserende groove, luftige synthflader og en opbygning, der langsomt suger lytteren ind, før det hele eksploderer i et euforisk drop.
’Make Me Feel’ er et nummer, der føles som skabt til natteklubber og mørke dansegulve, men som samtidig har en melodisk finesse, der gør det mindeværdigt efter første gennemlyt. Vi snakkede tidligere i år med Oskar med K om hans globale lyttertal og hvordan han arbejder med sit lydbillede. Læs hele interviewet her.
Hvis man vil opleve hans lyd i levende live, spiller han desuden i Pumpehuset den 12. marts.
’Vil du noget? er et nummer, der rammer lige ned i den dér provinsfølelse med lange sommernætter, halvtomme sportshaller, tilfældige fester og den evige fornemmelse af, at noget skal ske, men ingen helt ved hvad. Saveus’ vokal giver sangen en ekstra nerve. Hans stemme balancerer mellem det længselsfulde og det håbefulde og løfter Guldimunds i forvejen stærke tekstunivers til et fælles erindringsrum, som alle der er opvokset ude i provinsen kan spejle sig i. ’Vil du noget?’ føles som et ægte møde mellem to kunstnere, og netop derfor fortjener den en plads blandt årets bedste features.
Noah Carter overraskede i 2025 med surprise-albummet Guld & Grønne, og ’Pogba’ med Gilli som feature skinner særligt igennem. Nummeret maler et billede af et liv i konstant bevægelse mellem storbyer som London og Paris. Gilli går hårdt til stålet på andet vers, hvor franske og spanske linjer folder fortællingen ud med brutal realisme. Hans levering er knivskarp, og referencer fra Marseille til Saint-Antoine og Guadeloupe giver nummeret en rå, international nerve, der løfter ’Pogba’. Derfor har vi udvalgt det som et af årets stærkeste features.
Vi har tidligere skrevet, at vi i første omgang ikke blev tryllebundne af det, der lød som et ret generisk popnummer. Men efter få gennemlytninger stod det klart, at ’Hele vejen’ netop er alt det, et stærkt pophit skal være (Deeplink). Ikke mindst på grund af Mumles første vers, der rammer med en umiddelbarhed og sårbarhed, som er svær at ryste af sig. Sammen med Omars mere flabede og selvsikre levering opstår der en kemi, der har gjort nummeret til årets næst mest streamede sang herhjemme med tæt på 22 millioner afspilninger på Spotify.
’Du ligner din mor’ blev udgivet lige på kanten af årsskiftet den 27. december 2024, men eksploderede for alvor i 2025. Lukas Grahams feature står som en af årets mest rørende samarbejder, hvor hans karakteristiske rå falset og hæse inderlighed tilfører sangen en emotionel tyngde, der fungerer som det perfekte modstykke til Benjamin Havs dybere røst. Sangen har et cathcy omkvæd, der sætter sig fast med det samme, og placere Lukas Graham på vores liste og de bedste features fra 2025.
Årets mest genreskabende, innovative og uventede makkerskab er uden tvivl samarbejdet mellem D1ma og punkbandet SYL. To verdener, der på papiret ikke burde fungere sammen, men som i praksis smelter sammen til noget, der føles både farligt, kompromisløst og helt nyt for dansk musik.
Det blev illustreret til perfektion under D1mas optræden på Orange Scene i år. SYL leverede et skrigende, punket vokalangreb, mens ildfontæner skød op over hele scenen, og publikum gik amok. Et øjeblik, hvor grænserne mellem rap og hardcore punk for alvor blev sprængt, og hvor det stod lysende klart, at det her var årets samarbejde.
2025 blev året, hvor Wicky for alvor trådte ud af undergrundens skygger og satte sit helt eget præg på den danske rapscene. Med en stemme, der balancerer mellem mørk trap-attitude og melodisk følsomhed, har han skabt et univers, der både er æstetisk gennemført og kompromisløst i sit udtryk. Han står som frontperson for en lyd, vi har hørt brede sig mere og mere i år.
Sammen med Kesi udgav han tidligt på året ’Brummer’, et samarbejde der rykkede ham fra undergrunden og direkte ind i folks bevidsthed. Senere leverede han en af årets mest mindeværdige Roskilde-koncerter, da han overtog EOS-scenen med en sort firhjulstrækker og en visuel identitet og live-energi, der lukkede munden på alle, som ikke tænkte at Wicky er kommet for at blive.
Året blev rundet af med debutalbummet ’JEEZ’, som er en gennemarbejdet præsentation af Wickys univers, hvor han både viser sin mørke, dystre trap-side og en mere sårbar, melodisk kant. Derfor er han på Unlimiteds liste over ’Årets Nye Navne’.
2025 har været året, hvor Faza tog det næste store skridt fra lovende talent til en af dansk musiks mest interessante nye stemmer. Efter at have skabt bølger med sin EP ’Liberosis’ og sin feature på Kesi’s album ’FOMO 88.8 FM’ sidste år, har han i år virkelig slået sit navn fast med debutalbummet ’NOGET MÅ GI’. Albummet landede i november og bekræfter hans evne til at kombinere trapsoul, R&B og rap til noget, der både føles personligt og universelt. Albummet kredser om kærlighed, eskapisme og det hedonistiske byliv med en sårbar tekstlig nerve og produktioner, der matcher hans vision.
Faza har med andre ord gjort 2025 til sit år og med ’NOGET MÅ GI’ som et tydeligt statement om, hvem han er som kunstner, lander han naturligt på Unlimiteds liste over ’Årets Nye Navne’.
2025 blev året, hvor søskendeduoen ORA for alvor trådte ud af skyggen og ind i rampelyset. Med deres unikke blanding af r&b og indie-pop har de skabt et nærværende og melodisk univers, hvor ærlighed og stærke følelser er i centrum. Singlen ’Life Witness’ blev et gennembrud, både på radio og streaming, og vi har selv haft glæde af at dykke ned i nummeret i vores eget format ’Lyrical Breakdown’, hvor ORA’s tekstunivers for alvor fik lov at folde sig ud. Se det her.
Sammen med producer Jonathan Elkær (Phlake) har duoen leveret et stærkt debutalbum i ’:(:’, som ikke bare leverer stærke singler, men også har et klart kunstnerisk projekt. I en tid, hvor meget pop jager trends, står ORA ud ved at insistere på varme, sårbarhed og melodisk tyngde, og netop derfor er de et af de nye navne, man ikke kommer udenom i 2025.
2025 har været året, hvor den københavnske duo Snuggle gik fra at være et spændende undergrundsnavn til et af de mest interessante nye navne i dansk musik. Bestående af Vilhelm Tiburtz Strange, tidligere guitarist og producer i LISS, og Andrea Thuesen fra Baby in Vain, har Snuggle skabt sit helt eget lydunivers, hvor drømmende shoegaze, melankolsk indie-pop og eksperimenterende guitarsange væves sammen til noget både intimt og stort.
I 2025 udgav duoen deres debutalbum ’Goodbyehouse’ på det toneangivende danske label Escho, et værk der allerede har høstet international opmærksomhed for sin evne til at kombinere filmiske melodier med en rå og sårbar nerve, stærkest illustreret i singlerne ’Dust’ og ’Woman Lake’.
Snuggle har vist sig som et af 2025’s mest originale og lovende nye navne. Et navn, der både har rødder i etableret musikalsk erfaring og et tydeligt blik fremad, og som selvfølgelig er at finde på Unlimiteds liste over ’Årets Nye Navne’.
2025 har været Milles år. Den 19-årige sanger og sangskriver har taget dansk popmusik med storm og bevist, at hun ikke bare er et talent på papiret, hun er en kunstner, der rører et publikum bredt og dybt.
Fra ’Kendt mig en uge’, der har sat sig fast i streamingtoppen og har opnået platinstatus, til ’Drikker med mig selv’ og ’Beholder mit tøj på’, har hendes håndtering af både fællesskab og ungdomsrelaterede følelser gjort hende umulig at komme uden om på radio og playlister i 2025.
Hun har også vist, at hun kan samarbejde med andre artister. Hendes medvirken på ’Ingen Yin Uden Yang’ med Tobias Rahim og ’Hørt Det Før’ på Anton Westerlins album har cementeret hende som et navn, som etablerede kunstnere gerne vil arbejde med.
Alt i alt har Mille i 2025 bevist, at hun repræsenterer en ny generation af sangskrivere, der formår at være både sårbare og alligevel fuldt i kontakt med en bred lytterbase.
Med ’Love How It Feels’ leverer Elias Rønnenfeldt en musikvideo, der føles som et sammenbrud i slowmotion. Et billedunivers, hvor ømhed og vold, frihed og fangenskab konstant støder sammen. Videoen er instrueret af Thinh T. Petrus Nguyen med produktion fra Minh Dynasty, og det gennemgående kolde, blå lys – skudt, klippet og farvegraderet af Victor Knötzel – giver hele værket et næsten klinisk udtryk, der står i skærende kontrast til de rå følelser i sangen. De grafiske elementer, skabt af Anna Just Melson, binder fragmenterne sammen som små glimt af kontrol i et ellers kaotisk univers.
Vi møder Elias med en due presset ind til brystet, et fredssymbol, der her snarere føles som et skrøbeligt bevis på, at noget stadig er i live. Kort efter står han midt i en sværm af duer, mens videoen klipper mellem ham liggende og ham stående i en boksering med et mesterskabsbælte over skuldrene. Rundt om ham kæmper andre boksere i noget, der minder mere om muay thai end klassisk boksning.
Tekstlinjer om “second debut”, en generation der ikke er fri, og kærlighed som noget man jagter, men aldrig helt når, bliver spejlet direkte i billedsiden, på en smuk og rå måde, der gør det til en af årets danske musikvideoer.
Ved første øjekast føles musikvideoen til singlen ’The Wake’ næsten desorienterende. Dansere med boblelignende hoveder bevæger sig omkring ILMA, der står i et knaldrødt outfit, et visuelt anker i et ellers konstant skiftende univers. Det røde går igen fra start til slut og markerer hende som centrum i et landskab præget af rå nordjysk natur.
Videoen er filmet i og omkring Hanstholm og Vigsø, ved bunkere i vandet, gamle kanonstillinger og barske strandstrækninger, hvor naturen ikke blot fungerer som kulisse, men som aktiv medspiller. Der er tænkt over alle lag: fra kostume lavet af Anja Gaarbo og Marie Vindelev og koreografi lavet af Olivia Sol Anselmo til lys, farver og kameraføring lavet af Asbjørn Kragh. Kontrasten mellem det kolde, forblæste landskab og ILMAs varme røde look skaber en konstant spænding mellem kontrol og kaos.
Musikvideoen er mystisk, modig og kompromisløs, og fremstår som et visuelt mesterværk, der understreger, at ILMA er en af de kunstnere på den danske musikscene, som er 100 % gennemført hele vejen rundt. Det er både dragende og inspirerende at følge med i.
Seaside åbner med havet. Det er blåt, roligt og næsten meditativt filmet af Kasper Weng, der både fungerer som DOP og medinstruktør sammen med Oliver Zaza. Et øjeblik senere står Artigeardit med ryggen mod kameraet, distanceret men nærværende, mens produktionen – ledet af Astrid Andreasen – langsomt folder sig ud som en række stille, menneskelige observationer.
Billederne bevæger sig mellem intime hverdagsglimt og symbolske scener. Et kortspil omkring et bord med det albanske flag i baggrunden bliver en diskret markering af identitet og ophav, noget Artigeardit konsekvent har båret med sig i sin musik. Kort efter flyder en kvinde i en hvid kjole i det blå hav; et drømmebillede farvegraderet med kølig præcision af Rasmus Hedin.
Når tempoet i nummeret skrues op, skifter videoen også karakter. To mennesker kickbokser i en tom sal, placeret dér, hvor publikum normalt sidder. Andre fragmenter glider ind og ud: to børn, der ser en rød ballon forsvinde mod himlen; en pige, der stirrer ned i et hul, hun selv har gravet; en mand, der omfavner en kvinde på et værksted; en anden på bagsædet af en bil, følelsesmæssigt frakoblet midt i latter og samtale. En grædende pige stirrer ind i et bål.
Til sidst kulminerer det hele i et enkelt stillbillede af Artigeardit sammen med sin søn.
Nummeret ’Pilot’ har en musikvideo, der føles som et springbræt direkte ind i Benny Jamz’ eget indre univers. Videoen er instrueret af Oliver Zaza og fotograferet af Kasper Weng, og åbner med et elegant krydsklip mellem Benny Jamz, der sidder og flower, og en version af ham selv, der svæver frit rundt i himlen, som var han løsrevet fra tyngdekraften. Et simpelt greb, der med det samme etablerer videoens drømmende univers.
Da verset sætter ind, står Benny Jamz foran det jamaicanske flag, en tydelig reference til hans rødder, før videoen bevæger sig ind i et mørkere og mere fragmenteret univers. Scenerne skifter konstant: pludselig ser man hans skelet i en rå VFX-sekvens, kort efter står han iført en gigantisk sølvfarvet dunjakke med to rottweilere i snor.
Produktionen, styret af Simon Thue, og farvearbejdet af Rasmus Hedin binder de mange udtryk sammen i en sammenhængende, mørk æstetik, mens de gentagne klip af Benny Jamz, der svæver rundt i himlen, fungerer som videoens emotionelle omdrejningspunkt.
Musikvideoen til ’Storebror’ åbner med en serie malerier, der fylder billedet, før kameraet – ført af Kasper Weng – finder Noah Carter siddende på en skammel, fordybet i en scrapbog. Instrueret af Oliver Zaza og Oscar Sabahi føles åbningsscenen som et kig direkte ind i et hoved fyldt med kaos, minder og magtfantasier. En visuel ramme, der sætter tonen for en video, der er lige så mørk og hektisk som selve nummeret.
Herefter eksploderer universet. Folk skriger, slås og bevæger sig i et konstant alarmberedskab, men der er altid én overmand i billedet: Noah Carter. Uanset hvor voldsomt det bliver, er han den dominerende kraft. Videoens tempo og energi holdes stramt af produktionen med Astrid Andreasen som producer og et billedsprog, der konstant øger intensiteten.
Pludselig vokser Noah Carter sig gigantisk som en slags Godzilla og terroriserer byen, mens han rapper. Det er rendyrket magtsymbolik, der balancerer på kanten af det absurde. De fysiske rammer er skabt af Dilara Atceken, og det hele bindes sammen i den mørke, kompromisløse farvegrading af Rasmus Hedin.
Musikvideoen oversætter sangens aggressive energi direkte til billeder og skaber et univers, hvor magt og paranoia smelter sammen i en voldsom og kompromisløs video, der føles lige så kontrolleret, som den er kaotisk.
På sit andet dansksprogede album finder Noah Carter den for alvor: sin danske lyd. Med både features og nye genrer, som den Lord Siva-klingende ‘Under Uret’, viser han, at han på albummet afsøger nye sider som artist, mens B.O.C.-drengene kigger forbi og lyder som gamle dage på ‘ETC’, ‘In-Ears’ og pletskuddet ‘Pogba’. Det fantastiske åbningsnummer, ‘Guld&Grønne’, er måske alligevel højdepunktet og et nummer, der virkelig illustrerer, hvad Carter også kan, når han står alene.
‘VULKANØ’ er ikke det album fra Tobias Rahim, der har kastet flest landeplager af sig. Men Rahim er Rahim, og derfor er hans albums altid garanter for store følelsesudladninger, beretninger fra uventede kanter af Danmark (og Færøerne!) og genrelege, som skiller sig ud i det danske musiklandskab. Fra de spanske guitarer på ‘Tillykke m livet’, en hyldest til broderlig kærlighed, til ‘VULKANØ’, hvor han virker ubehageligt klar over sin egen dødelighed, når Rahim på imponerende vis hele det emotionelle spektrum igennem og viser, at han rummer både bangers, som ‘Regntid’, og en sang til sin mor. Albummet viser, at Rahim fortsat er en artist med et enormt musikalsk vingefang.
Drew Sycamores fjerde album er en velproduceret og smuk størrelse. Hun har taget tempoet en smule ud i forhold til, hvordan man kender hende, og i stedet givet plads til sange båret af enkle produktioner og af deres tekster. Det betyder ikke, at der er skruet ned for ambitionerne. En sang som ‘Change the World’, som er én af de mest spillede i dansk radio i år, handler netop om, at vi bør møde verden med kærlighed, hvis vi ønsker at ændre den. Sange som den smukke ‘Lonely Heat’ viser også, at Drew Sycamore og hendes hold virkelig ved, hvordan man skal sætte en blid popsang sammen.
Sivas’ pen er skarp og præcis, og det beviser han endnu engang på ‘r d u s t a d i g h e r 4 m i g’. “En ghettobaby med PTSD” synger han på den følelsesladede ‘V e r d e n R e n g h e t t o’, og både beretningerne fra gaden og den sårbarhed, han bærer med sig, løber gennem hele albummet. På ‘b l o d p å m i n e h æ n d e r’ leverer han en filmisk beskrivelse af sin fortid, som er Sivas, når han er bedst, ærligt og skåret helt ind til benet. Men der er også plads til bangers, som den varme ‘i l l u s. o n’ og den old school åbner, som albummet er navngivet efter.
Det er nu ti år siden, at den først vinder af X Factor i Danmark dukkede op ud af ingenting med den episke ‘Levitate Me’. På sit tredje album fortsætter Saveus med det, han har haft succes med lige siden, nemlig flotte produktioner, der blander storslået pop med elektroniske elementer og stadig giver plads til hans imponerende og udtryksfulde stemme. ‘Afterall’ bygger op til en energiudladning, der giver kuldegysninger, mens ‘Rush’ viser en mere funky side, alt imens albummet også rummer store ballader. Et godt år for Saveus, der jo også viste helt nye sider med sin feature med Guldimund.
På Noah Carters album ‘Guld & Grønne’ finder man ‘Pogba’, der er blevet streamet flittigt siden udgivelsen. Det er ikke svært at forstå: Sammen med Gilli drysser han franske (og spanske) gloser og fodboldreferencer (“skud ud til folk i feltet”) ud over en klassisk B.O.C-lyd, og der er ikke brug for meget mere for at få den energi, man forbinder Gilli og Carter med.
Medina er tilbage med en rigtig ballade med ‘Se Mig Nu’. En sang, hvor hendes bløde side står frem, men også én, hvor hun beder os om at kigge. “Se mig nu / altid vidste at jeg ku’”, synger hun, nok til en tidligere partner, men måske også til os, der aldrig skal glemme, at Medina var en trailblazer, der alt for sent har fået den anerkendelse, hun fortjener. Er hendes feature på Anton Westerlins ‘Hørt Det Før’ Medina, der viser tænder, er ‘Se Mig Nu’ sangen, hvor hun blotter sit hjerte.
Sikke et år de har haft. Apacha var et tilløbsstykke på Roskilde Festival, og i oktober annoncerede de en koncert i Parken, som blev udsolgt på fire dage. Indbegrebet af den lyd, som har taget Danmark med storm, finder man på ‘En Drøm Om Et Menneske’. En fjerlet popsang med en melodi, der sidder fast, og en oprigtig og ukompliceret tekst, som hylder kærligheden. Det er en sang, alle kan være med på, og det er en af de store glæder ved ‘En Drøm Om Et Menneske’.
‘Seaside’ er en hjerteskærende sang. Et skænderi, der går i tomgang, hvor begge parter ved bedst, og alle ender ulykkelige. Artigeardit leverer en tekst med en enorm grad af detaljer selv for ham, når han beskriver, hvordan beskyldningerne flyver gennem luften, og hun rammer ham på hans ego, når hun påpeger, at hans bil bare er leaset. De næsten tropiske trommer lyder mere og mere som hjertebanken, og det er svært ikke at tabe pusten sammen med Artigeardit, mens han krænger sit hjerte ud.
Annika og Lamin er som skabt til hinanden på ‘Stolt’, der næsten lyder som en sejrsrunde på Annikas debutalbum, ‘AW’. En klassisk kærlighedssang fra dengang det var standard, at rappere og popsangerinder lavede bangers sammen. Men Lamin har ikke magten her: For med sin stemme tager Annika helt naturligt opmærksomheden, og det er da også hende, der galant tilbyder Lamin sin jakke, når det er koldt – mens Lamin drømmer om at se hende i en brudekjole.
