Cannes Film Festival er stedet for den store filmkunst. Det er der, auteurs anerkendes, nye filmtendenser spottes og alle de største spillere i filmbranchen mødes og gnubber skuldre i det sydfranske. En jury bestående af nogle af de førende inden for filmverdenen beslutter, hvilken film der skal hædres med hovedprisen, Guldpalmen, og i år var det sydkoreanske Park Chan-wook, der stod i spidsen for at udpege vinderen.
I år gik sejren til rumænske Cristian Mungius `Fjord` om en familie, der mistænkes for at udsætte deres børn for svigt. Men det var ikke alle, der var fans af filmen, som vandt ved en udgave af festivalen, hvor de fleste store filmproducenter var helt fraværende.
`Fjord` drejer sig om en rumænsk, fundamentalistisk kristen familie, som flytter til en lille by i Norge og konfronteres af divergerende normer for børneopdragelse. Hovedrollerne indtages af amerikanske Sebastian Stan, som for nylig forsvandt ind i rollen som Donald Trump, og som her altså er rumænsk familiefar, og norske Renate Reinsve.
Det er Mungius anden Guldpalme efter sejren i 2017 med abortdramaet `4 måneder, 3 uger, 2 dage`. Modtagelsen fra publikum var dog lunken, og eksempelvis The Guardians’ filmkritiker Peter Bradshaw mente ikke `Fjord` havde tilstrækkeligt på hjerte til at vinde hovedprisen.
Den store historie ved årets Cannes Festival var dog formentlig, at Netflix og mange af de amerikanske filmstudier, eksempelvis Paramount, Amazon og Warner Bros, blev væk. Derfor var der ingen Tom Cruise, Christoffer Nolan eller lignende starpower, som der ellers plejer at være – dog oftest udenfor konkurrence.
Med et stadigt større fokus på sequels og franchises har selskaberne ikke det samme at vinde ved at være til stede ved en festival, som prioriterer unikke fortællinger og mere traditionel filmkunst. Netflix er desuden også så godt som bandlyst, fordi deres film sjældent har biografpremiere, hvad filmfestivalen også prioriterer højt.
Spørgsmålet er så, om det er godt eller skidt for Cannes og for filmkunsten mere generelt. På den ene side giver det mere plads til auteurs fra andre steder af verden. På den anden side er USA et kæmpe marked, som stadig er relevant både økonomisk og kulturelt for filmkulturen.
Cannes Film Festival er stedet for den store filmkunst. Det er der, auteurs anerkendes, nye filmtendenser spottes og alle de største spillere i filmbranchen mødes og gnubber skuldre i det sydfranske. En jury bestående af nogle af de førende inden for filmverdenen beslutter, hvilken film der skal hædres med hovedprisen, Guldpalmen, og i år var det sydkoreanske Park Chan-wook, der stod i spidsen for at udpege vinderen.
I år gik sejren til rumænske Cristian Mungius `Fjord` om en familie, der mistænkes for at udsætte deres børn for svigt. Men det var ikke alle, der var fans af filmen, som vandt ved en udgave af festivalen, hvor de fleste store filmproducenter var helt fraværende.
`Fjord` drejer sig om en rumænsk, fundamentalistisk kristen familie, som flytter til en lille by i Norge og konfronteres af divergerende normer for børneopdragelse. Hovedrollerne indtages af amerikanske Sebastian Stan, som for nylig forsvandt ind i rollen som Donald Trump, og som her altså er rumænsk familiefar, og norske Renate Reinsve.
Det er Mungius anden Guldpalme efter sejren i 2017 med abortdramaet `4 måneder, 3 uger, 2 dage`. Modtagelsen fra publikum var dog lunken, og eksempelvis The Guardians’ filmkritiker Peter Bradshaw mente ikke `Fjord` havde tilstrækkeligt på hjerte til at vinde hovedprisen.
Den store historie ved årets Cannes Festival var dog formentlig, at Netflix og mange af de amerikanske filmstudier, eksempelvis Paramount, Amazon og Warner Bros, blev væk. Derfor var der ingen Tom Cruise, Christoffer Nolan eller lignende starpower, som der ellers plejer at være – dog oftest udenfor konkurrence.
Med et stadigt større fokus på sequels og franchises har selskaberne ikke det samme at vinde ved at være til stede ved en festival, som prioriterer unikke fortællinger og mere traditionel filmkunst. Netflix er desuden også så godt som bandlyst, fordi deres film sjældent har biografpremiere, hvad filmfestivalen også prioriterer højt.
Spørgsmålet er så, om det er godt eller skidt for Cannes og for filmkunsten mere generelt. På den ene side giver det mere plads til auteurs fra andre steder af verden. På den anden side er USA et kæmpe marked, som stadig er relevant både økonomisk og kulturelt for filmkulturen.
Cannes Film Festival er stedet for den store filmkunst. Det er der, auteurs anerkendes, nye filmtendenser spottes og alle de største spillere i filmbranchen mødes og gnubber skuldre i det sydfranske. En jury bestående af nogle af de førende inden for filmverdenen beslutter, hvilken film der skal hædres med hovedprisen, Guldpalmen, og i år var det sydkoreanske Park Chan-wook, der stod i spidsen for at udpege vinderen.
I år gik sejren til rumænske Cristian Mungius `Fjord` om en familie, der mistænkes for at udsætte deres børn for svigt. Men det var ikke alle, der var fans af filmen, som vandt ved en udgave af festivalen, hvor de fleste store filmproducenter var helt fraværende.
`Fjord` drejer sig om en rumænsk, fundamentalistisk kristen familie, som flytter til en lille by i Norge og konfronteres af divergerende normer for børneopdragelse. Hovedrollerne indtages af amerikanske Sebastian Stan, som for nylig forsvandt ind i rollen som Donald Trump, og som her altså er rumænsk familiefar, og norske Renate Reinsve.
Det er Mungius anden Guldpalme efter sejren i 2017 med abortdramaet `4 måneder, 3 uger, 2 dage`. Modtagelsen fra publikum var dog lunken, og eksempelvis The Guardians’ filmkritiker Peter Bradshaw mente ikke `Fjord` havde tilstrækkeligt på hjerte til at vinde hovedprisen.
Den store historie ved årets Cannes Festival var dog formentlig, at Netflix og mange af de amerikanske filmstudier, eksempelvis Paramount, Amazon og Warner Bros, blev væk. Derfor var der ingen Tom Cruise, Christoffer Nolan eller lignende starpower, som der ellers plejer at være – dog oftest udenfor konkurrence.
Med et stadigt større fokus på sequels og franchises har selskaberne ikke det samme at vinde ved at være til stede ved en festival, som prioriterer unikke fortællinger og mere traditionel filmkunst. Netflix er desuden også så godt som bandlyst, fordi deres film sjældent har biografpremiere, hvad filmfestivalen også prioriterer højt.
Spørgsmålet er så, om det er godt eller skidt for Cannes og for filmkunsten mere generelt. På den ene side giver det mere plads til auteurs fra andre steder af verden. På den anden side er USA et kæmpe marked, som stadig er relevant både økonomisk og kulturelt for filmkulturen.
