Steven Spielberg har brugt en god del af sin karriere som filminstruktør på at udforske mødet mellem mennesker og monstre. I 'Jaws' og 'Jurassic Park' er det monstrøse en fælles ydre fjende, i 'Schindlers liste' er det pludselig os selv. I filmene med hans yndlingsfigur, 'E.T.', 'Close Encounters of the Third Kind', 'War of the Worlds', 'Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull' og nu 'Disclosure Day', er det monstrøse både fremmed og bekendt.
'Disclosure Day’ bygger på den udbredte konspirationsteori, at de amerikanske myndigheder i årtier har kendt til og været i besiddelse af beviser på intelligens fra fremmede planeter. I filmen er det den hemmelige militærenhed Wardex, som råder over denne information og bevogter den lige så nidkært, som Trump bevogter sine skatteoplysninger. Men Daniel Kellner (spillet af Josh O’Connor), der arbejder med cybersikkerhed hos Wardex, bliver i tvivl om det etiske i dette arbejde, da han får noget af bevismaterialet at se – er det virkelig det amerikanske militær, der ene og alene skal råde over denne information?
Ham og en gruppe ansatte, ledt an af Hugo Wakefield (Colman Domingo), beslutter sig for at stjæle beviserne. De får hurtigt lederen af Wardex, Noah Scanlon (en fuldkommen fejlcastet Colin Firth), i hælene, som er fast besluttet på, at sandheden om liv i rummet skal blive i militærets hænder.
Samtidig oplever den lokale vejrvært Margaret Fairchild (Emily Blunt) at have opnået evnen til at kommunikere på tværs af sprog og med tankens kraft, og hendes overnaturlige evner fortæller hende, at hun skal lede efter Daniel Kellner.
For disse beviser på eksistensen af aliens og deres overlegne intelligens og teknologi rejser jo nogle interessante spørgsmål. Om vores plads i universet og meningen med den, og om det ville gøre os mere eller mindre fredelige, hvis man pludselig introducerede et fremmedelement til de magtstrukturer, vi har brugt alt vores tid på jorden på at bygge.
I 'Disclosure Day' er verden på randen af tredje verdenskrig, og filmen har en underliggende præmis om, at den information, Daniel og de andre ligger inde med, har potentialet til at heale os. Spielberg er ikke i tvivl: Aliens er gode, de vil os ikke noget ondt, og når vi ser beviserne for det på vores skærme rundt om i verden, vil vi, for første gang siden månelandingen, igen have en fælles erkendelse af vores menneskelighed.
Denne meget firkantede, næsten barnlige, tilgang afspejler sig i alle karaktererne i filmen, som alle tegnes så sort/hvidt op, at det er svært at tage alvorligt. De “gode” hovedpersoner, Margaret, Daniel og Hugo, er fuldkommen blottet for personlighed og fungerer bare som beholdere for budskabet. Daniels kæreste, Jane (Eve Hewson), er tidligere nonne (?) og repræsenterer den religiøse modstand mod at frigøre alien-dokumenterne og stiller det spørgsmål, ingen sidder med, nemlig hvad står der egentlig i Bibelen om rumvæsener?
Den “onde” er Wardex-lederen, der med sin hær af maskerede og bevæbnede hemmelige agenter er på sporet af vores helte. Selvom det ikke bliver gjort fuldstændig klart, hvad deres motiv er, er det ikke svært at læse forskellige versioner af amerikansk overherredømme ind i dem: Bevarelse af status quo, muligheden for at udnytte rumvæsenernes evner, faren for at andre lande får fingrene i dem og så videre.
Men meget synes at kunne spores tilbage til Noah Scanlon og hans sorg over tabet af sin kone. Et pludseligt syn af hende virker i hvert fald til at pacificere ham fuldstændig. I det hele taget virker denne hemmelige gren af det amerikanske militær ret ufarlig og flere gange reduceres de til latterlige og inkompetente figurer, der virker til at have glemt, at de er udstyret med skydevåben. En meget utroværdig skildring når nu bevæbnede agenter uden tøven skyder uskyldige borgere på gaden i USA.
Der er jo sket det mærkværdige siden Spielbergs første alien-film, at Det Hvide Hus er begyndt at fremlægge, hvad der menes at kunne tolkes som beviser for fremmede væsener og rumskibe på Jorden. Engang var det det, folk insisterede på, at myndighederne skjulte, og som man råbte på, at de skulle offentliggøre. Nu virker det til, at det er svært at få folks opmærksomhed.
Det er svært at placere 'Disclosure Day' i forhold til den måde, vi i dag forholder os til sandhed, fake news og politik. Spielberg har allerede draget konklusionerne om, hvordan nyheden om aliens ville påvirke os, og fraværet af interessante eller troværdige indsigelser efterlader én med en flad fornemmelse. Hvad der står tilbage er en actionfilm med nogle underlige løse ender (forklar mig lige, hvorfor Colman Domingos karakter skal bygge det hus), som ikke når science fiction-film som 'Arrival' og 'Interstellar' til sokkeholderne.
Steven Spielberg har brugt en god del af sin karriere som filminstruktør på at udforske mødet mellem mennesker og monstre. I 'Jaws' og 'Jurassic Park' er det monstrøse en fælles ydre fjende, i 'Schindlers liste' er det pludselig os selv. I filmene med hans yndlingsfigur, 'E.T.', 'Close Encounters of the Third Kind', 'War of the Worlds', 'Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull' og nu 'Disclosure Day', er det monstrøse både fremmed og bekendt.
'Disclosure Day’ bygger på den udbredte konspirationsteori, at de amerikanske myndigheder i årtier har kendt til og været i besiddelse af beviser på intelligens fra fremmede planeter. I filmen er det den hemmelige militærenhed Wardex, som råder over denne information og bevogter den lige så nidkært, som Trump bevogter sine skatteoplysninger. Men Daniel Kellner (spillet af Josh O’Connor), der arbejder med cybersikkerhed hos Wardex, bliver i tvivl om det etiske i dette arbejde, da han får noget af bevismaterialet at se – er det virkelig det amerikanske militær, der ene og alene skal råde over denne information?
Ham og en gruppe ansatte, ledt an af Hugo Wakefield (Colman Domingo), beslutter sig for at stjæle beviserne. De får hurtigt lederen af Wardex, Noah Scanlon (en fuldkommen fejlcastet Colin Firth), i hælene, som er fast besluttet på, at sandheden om liv i rummet skal blive i militærets hænder.
Samtidig oplever den lokale vejrvært Margaret Fairchild (Emily Blunt) at have opnået evnen til at kommunikere på tværs af sprog og med tankens kraft, og hendes overnaturlige evner fortæller hende, at hun skal lede efter Daniel Kellner.
For disse beviser på eksistensen af aliens og deres overlegne intelligens og teknologi rejser jo nogle interessante spørgsmål. Om vores plads i universet og meningen med den, og om det ville gøre os mere eller mindre fredelige, hvis man pludselig introducerede et fremmedelement til de magtstrukturer, vi har brugt alt vores tid på jorden på at bygge.
I 'Disclosure Day' er verden på randen af tredje verdenskrig, og filmen har en underliggende præmis om, at den information, Daniel og de andre ligger inde med, har potentialet til at heale os. Spielberg er ikke i tvivl: Aliens er gode, de vil os ikke noget ondt, og når vi ser beviserne for det på vores skærme rundt om i verden, vil vi, for første gang siden månelandingen, igen have en fælles erkendelse af vores menneskelighed.
Denne meget firkantede, næsten barnlige, tilgang afspejler sig i alle karaktererne i filmen, som alle tegnes så sort/hvidt op, at det er svært at tage alvorligt. De “gode” hovedpersoner, Margaret, Daniel og Hugo, er fuldkommen blottet for personlighed og fungerer bare som beholdere for budskabet. Daniels kæreste, Jane (Eve Hewson), er tidligere nonne (?) og repræsenterer den religiøse modstand mod at frigøre alien-dokumenterne og stiller det spørgsmål, ingen sidder med, nemlig hvad står der egentlig i Bibelen om rumvæsener?
Den “onde” er Wardex-lederen, der med sin hær af maskerede og bevæbnede hemmelige agenter er på sporet af vores helte. Selvom det ikke bliver gjort fuldstændig klart, hvad deres motiv er, er det ikke svært at læse forskellige versioner af amerikansk overherredømme ind i dem: Bevarelse af status quo, muligheden for at udnytte rumvæsenernes evner, faren for at andre lande får fingrene i dem og så videre.
Men meget synes at kunne spores tilbage til Noah Scanlon og hans sorg over tabet af sin kone. Et pludseligt syn af hende virker i hvert fald til at pacificere ham fuldstændig. I det hele taget virker denne hemmelige gren af det amerikanske militær ret ufarlig og flere gange reduceres de til latterlige og inkompetente figurer, der virker til at have glemt, at de er udstyret med skydevåben. En meget utroværdig skildring når nu bevæbnede agenter uden tøven skyder uskyldige borgere på gaden i USA.
Der er jo sket det mærkværdige siden Spielbergs første alien-film, at Det Hvide Hus er begyndt at fremlægge, hvad der menes at kunne tolkes som beviser for fremmede væsener og rumskibe på Jorden. Engang var det det, folk insisterede på, at myndighederne skjulte, og som man råbte på, at de skulle offentliggøre. Nu virker det til, at det er svært at få folks opmærksomhed.
Det er svært at placere 'Disclosure Day' i forhold til den måde, vi i dag forholder os til sandhed, fake news og politik. Spielberg har allerede draget konklusionerne om, hvordan nyheden om aliens ville påvirke os, og fraværet af interessante eller troværdige indsigelser efterlader én med en flad fornemmelse. Hvad der står tilbage er en actionfilm med nogle underlige løse ender (forklar mig lige, hvorfor Colman Domingos karakter skal bygge det hus), som ikke når science fiction-film som 'Arrival' og 'Interstellar' til sokkeholderne.
Steven Spielberg har brugt en god del af sin karriere som filminstruktør på at udforske mødet mellem mennesker og monstre. I 'Jaws' og 'Jurassic Park' er det monstrøse en fælles ydre fjende, i 'Schindlers liste' er det pludselig os selv. I filmene med hans yndlingsfigur, 'E.T.', 'Close Encounters of the Third Kind', 'War of the Worlds', 'Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull' og nu 'Disclosure Day', er det monstrøse både fremmed og bekendt.
'Disclosure Day’ bygger på den udbredte konspirationsteori, at de amerikanske myndigheder i årtier har kendt til og været i besiddelse af beviser på intelligens fra fremmede planeter. I filmen er det den hemmelige militærenhed Wardex, som råder over denne information og bevogter den lige så nidkært, som Trump bevogter sine skatteoplysninger. Men Daniel Kellner (spillet af Josh O’Connor), der arbejder med cybersikkerhed hos Wardex, bliver i tvivl om det etiske i dette arbejde, da han får noget af bevismaterialet at se – er det virkelig det amerikanske militær, der ene og alene skal råde over denne information?
Ham og en gruppe ansatte, ledt an af Hugo Wakefield (Colman Domingo), beslutter sig for at stjæle beviserne. De får hurtigt lederen af Wardex, Noah Scanlon (en fuldkommen fejlcastet Colin Firth), i hælene, som er fast besluttet på, at sandheden om liv i rummet skal blive i militærets hænder.
Samtidig oplever den lokale vejrvært Margaret Fairchild (Emily Blunt) at have opnået evnen til at kommunikere på tværs af sprog og med tankens kraft, og hendes overnaturlige evner fortæller hende, at hun skal lede efter Daniel Kellner.
For disse beviser på eksistensen af aliens og deres overlegne intelligens og teknologi rejser jo nogle interessante spørgsmål. Om vores plads i universet og meningen med den, og om det ville gøre os mere eller mindre fredelige, hvis man pludselig introducerede et fremmedelement til de magtstrukturer, vi har brugt alt vores tid på jorden på at bygge.
I 'Disclosure Day' er verden på randen af tredje verdenskrig, og filmen har en underliggende præmis om, at den information, Daniel og de andre ligger inde med, har potentialet til at heale os. Spielberg er ikke i tvivl: Aliens er gode, de vil os ikke noget ondt, og når vi ser beviserne for det på vores skærme rundt om i verden, vil vi, for første gang siden månelandingen, igen have en fælles erkendelse af vores menneskelighed.
Denne meget firkantede, næsten barnlige, tilgang afspejler sig i alle karaktererne i filmen, som alle tegnes så sort/hvidt op, at det er svært at tage alvorligt. De “gode” hovedpersoner, Margaret, Daniel og Hugo, er fuldkommen blottet for personlighed og fungerer bare som beholdere for budskabet. Daniels kæreste, Jane (Eve Hewson), er tidligere nonne (?) og repræsenterer den religiøse modstand mod at frigøre alien-dokumenterne og stiller det spørgsmål, ingen sidder med, nemlig hvad står der egentlig i Bibelen om rumvæsener?
Den “onde” er Wardex-lederen, der med sin hær af maskerede og bevæbnede hemmelige agenter er på sporet af vores helte. Selvom det ikke bliver gjort fuldstændig klart, hvad deres motiv er, er det ikke svært at læse forskellige versioner af amerikansk overherredømme ind i dem: Bevarelse af status quo, muligheden for at udnytte rumvæsenernes evner, faren for at andre lande får fingrene i dem og så videre.
Men meget synes at kunne spores tilbage til Noah Scanlon og hans sorg over tabet af sin kone. Et pludseligt syn af hende virker i hvert fald til at pacificere ham fuldstændig. I det hele taget virker denne hemmelige gren af det amerikanske militær ret ufarlig og flere gange reduceres de til latterlige og inkompetente figurer, der virker til at have glemt, at de er udstyret med skydevåben. En meget utroværdig skildring når nu bevæbnede agenter uden tøven skyder uskyldige borgere på gaden i USA.
Der er jo sket det mærkværdige siden Spielbergs første alien-film, at Det Hvide Hus er begyndt at fremlægge, hvad der menes at kunne tolkes som beviser for fremmede væsener og rumskibe på Jorden. Engang var det det, folk insisterede på, at myndighederne skjulte, og som man råbte på, at de skulle offentliggøre. Nu virker det til, at det er svært at få folks opmærksomhed.
Det er svært at placere 'Disclosure Day' i forhold til den måde, vi i dag forholder os til sandhed, fake news og politik. Spielberg har allerede draget konklusionerne om, hvordan nyheden om aliens ville påvirke os, og fraværet af interessante eller troværdige indsigelser efterlader én med en flad fornemmelse. Hvad der står tilbage er en actionfilm med nogle underlige løse ender (forklar mig lige, hvorfor Colman Domingos karakter skal bygge det hus), som ikke når science fiction-film som 'Arrival' og 'Interstellar' til sokkeholderne.
