“La Mif er fransk slang for familie,” fortæller min sidemakker, idet vi synker ned i de bløde biografstole. Salen er næsten fuld, og prominente medienavne sidder spredt rundt i mørket.
Og netop familien viser sig hurtigt at være aftenens omdrejningspunkt.
Jeg kender Babak Vakili fra podcasten ‘Generationen’, som tryllebandt mig med fortællinger om identitet som minoritetsdansker, hiphopkultur og en opvækst i betonbyggeriet. Sammen med lyddesigner Troels Kampmann Kjær skabte han et lydunivers, der udfordrede, hvad en podcast kan være.
“Jeg husker krigen i 90’erne. Bilbomber, maskingeværer, håndgranater. Skyderi på åben gade. Det var det eneste, vi talte om i gården.”
Lyden fylder salen. Første afsnit med titlen ‘En ny generation’ er i gang.
“Krigen peakede, da rockerne fra Bandidos affyrede et panserværnsmissil mod Hells Angels’ klubhus på Titangade på Nørrebro.”
Men det, der for alvor brænder sig fast i Babak Vakili den gang, er en anden eksplosion. En, ingen taler højt om: hans forældres skilsmisse.
Allerede efter få minutter står det klart, at lyddesignet trækker tråde til ‘Generationen’. Voiceovers, musik og reallyd smelter sammen, så “podcast” føles som et for fattigt ord. Det her er en decideret lydoplevelse.
Udgangspunktet for ‘La Mif’ er, at Babak selv er blevet far. Og med det opstår spørgsmålet: Hvordan giver man en kultur videre til sit barn, hvis man ikke selv føler, man kender sin egen?
Hvordan giver man en iransk kultur videre, når forbindelsen til den er brudt? Babaks far flyttede til Tyskland, da han var seks år, og hans mor taler ikke om livet i Iran, fordi det er forbundet med sorg.
Podcasten balancerer det tunge med sjove indslag som “Maya og B-holdet”, der bryder alvoren og giver plads til humor midt i det sårbare.
Samtidig er det en personlig fortælling, hvor Babak vender blikket indad og undersøger sine egne blinde vinkler. Det står særligt stærkt i de terapisessioner, der klippes ind og ud af, og som giver lytteren adgang til en mere rå refleksion.
“La Mif er slang for familie, fordi den her serie handler om familie. Jeg har altid drømt om at få en familie – blive forelsket i nogen og få børn sammen. Men hver gang jeg har mødt nogen, har der manglet noget.”
Andet afsnit, ‘Forbindelser’, går i gang.
Her bliver det tydeligt, at ‘La Mif’ ikke kun handler om at vokse op mellem to kulturer – en dansk og en iransk – men også om at vokse op i en skilsmissefamilie. Om de brud, der former én, længe før man selv forstår dem.
Afsnittet kredser om kærlighed, og om hvorfor Babak har haft svært ved at give sig hen til den.
“Kærlighed er nok, at den ene passer på den anden. Og det er altid mig, der har passet og den anden, der er blevet passet på.”
Han stopper op.
“Men det er ikke den type kærlighed, jeg har lyst til at give videre. Når jeg en dag får en familie, vil jeg ikke have, at mit barn tror, at hvis man vil elskes, så skal man være så optaget af den anden, at man mister sig selv,” lyder det ud af højterlerne.
De to første afsnit slutter. De næste hedder ‘Daddy Issues’ og ‘Reuniran’. Jeg ved godt, hvad der kommer til at spille i mine høretelefoner på cykelturen hjem.
Men først er der talk.
Aftenen i Empire Bio er faciliteret af Mino Danmark, som arbejder for at styrke minoritetsetniske danskeres stemmer og deltagelse i samfundet.
På scenen sidder Babak sammen med generalsekretær i Mino Danmark Sama Sadat Ben Haddou, journalist, tv- og radiovært Abdel Aziz Mahmoud, og samtalen modereres af jurist Natasha Al-Hariri.
Samtalen bliver hurtigt intens og nærværende.
Mod slutningen får en ung pige ordet. Hun spørger, hvordan man håndterer, at ens liv som minoritetsdansker ofte bliver gjort politisk, uden at man selv har valgt det.
At ens identitet bliver til debat, når indvandrerdrenge ikke bliver lukket ind på natklubber, eller når ens historie reduceres til en fortælling, andre gentager.
Her peger Abdel Aziz Mahmoud på, at man ikke nødvendigvis skal acceptere den præmis. At man kan insistere på retten til at være mere end det, man bliver gjort til. For selv når man bliver gjort til minoritet, er man først og fremmest et menneske.
Og måske er det netop det, ‘La Mif’ gør.
Insisterer på kompleksiteten.
For det er ikke kun en historie om integration. Det er en historie om identitet, kærlighed og de afstande, der former relationer. Om det, der ikke passer ind i en overskrift.
Lyt til alle fire afsnit af 'La Mif' på Spotify eller DR Lyd.
“La Mif er fransk slang for familie,” fortæller min sidemakker, idet vi synker ned i de bløde biografstole. Salen er næsten fuld, og prominente medienavne sidder spredt rundt i mørket.
Og netop familien viser sig hurtigt at være aftenens omdrejningspunkt.
Jeg kender Babak Vakili fra podcasten ‘Generationen’, som tryllebandt mig med fortællinger om identitet som minoritetsdansker, hiphopkultur og en opvækst i betonbyggeriet. Sammen med lyddesigner Troels Kampmann Kjær skabte han et lydunivers, der udfordrede, hvad en podcast kan være.
“Jeg husker krigen i 90’erne. Bilbomber, maskingeværer, håndgranater. Skyderi på åben gade. Det var det eneste, vi talte om i gården.”
Lyden fylder salen. Første afsnit med titlen ‘En ny generation’ er i gang.
“Krigen peakede, da rockerne fra Bandidos affyrede et panserværnsmissil mod Hells Angels’ klubhus på Titangade på Nørrebro.”
Men det, der for alvor brænder sig fast i Babak Vakili den gang, er en anden eksplosion. En, ingen taler højt om: hans forældres skilsmisse.
Allerede efter få minutter står det klart, at lyddesignet trækker tråde til ‘Generationen’. Voiceovers, musik og reallyd smelter sammen, så “podcast” føles som et for fattigt ord. Det her er en decideret lydoplevelse.
Udgangspunktet for ‘La Mif’ er, at Babak selv er blevet far. Og med det opstår spørgsmålet: Hvordan giver man en kultur videre til sit barn, hvis man ikke selv føler, man kender sin egen?
Hvordan giver man en iransk kultur videre, når forbindelsen til den er brudt? Babaks far flyttede til Tyskland, da han var seks år, og hans mor taler ikke om livet i Iran, fordi det er forbundet med sorg.
Podcasten balancerer det tunge med sjove indslag som “Maya og B-holdet”, der bryder alvoren og giver plads til humor midt i det sårbare.
Samtidig er det en personlig fortælling, hvor Babak vender blikket indad og undersøger sine egne blinde vinkler. Det står særligt stærkt i de terapisessioner, der klippes ind og ud af, og som giver lytteren adgang til en mere rå refleksion.
“La Mif er slang for familie, fordi den her serie handler om familie. Jeg har altid drømt om at få en familie – blive forelsket i nogen og få børn sammen. Men hver gang jeg har mødt nogen, har der manglet noget.”
Andet afsnit, ‘Forbindelser’, går i gang.
Her bliver det tydeligt, at ‘La Mif’ ikke kun handler om at vokse op mellem to kulturer – en dansk og en iransk – men også om at vokse op i en skilsmissefamilie. Om de brud, der former én, længe før man selv forstår dem.
Afsnittet kredser om kærlighed, og om hvorfor Babak har haft svært ved at give sig hen til den.
“Kærlighed er nok, at den ene passer på den anden. Og det er altid mig, der har passet og den anden, der er blevet passet på.”
Han stopper op.
“Men det er ikke den type kærlighed, jeg har lyst til at give videre. Når jeg en dag får en familie, vil jeg ikke have, at mit barn tror, at hvis man vil elskes, så skal man være så optaget af den anden, at man mister sig selv,” lyder det ud af højterlerne.
De to første afsnit slutter. De næste hedder ‘Daddy Issues’ og ‘Reuniran’. Jeg ved godt, hvad der kommer til at spille i mine høretelefoner på cykelturen hjem.
Men først er der talk.
Aftenen i Empire Bio er faciliteret af Mino Danmark, som arbejder for at styrke minoritetsetniske danskeres stemmer og deltagelse i samfundet.
På scenen sidder Babak sammen med generalsekretær i Mino Danmark Sama Sadat Ben Haddou, journalist, tv- og radiovært Abdel Aziz Mahmoud, og samtalen modereres af jurist Natasha Al-Hariri.
Samtalen bliver hurtigt intens og nærværende.
Mod slutningen får en ung pige ordet. Hun spørger, hvordan man håndterer, at ens liv som minoritetsdansker ofte bliver gjort politisk, uden at man selv har valgt det.
At ens identitet bliver til debat, når indvandrerdrenge ikke bliver lukket ind på natklubber, eller når ens historie reduceres til en fortælling, andre gentager.
Her peger Abdel Aziz Mahmoud på, at man ikke nødvendigvis skal acceptere den præmis. At man kan insistere på retten til at være mere end det, man bliver gjort til. For selv når man bliver gjort til minoritet, er man først og fremmest et menneske.
Og måske er det netop det, ‘La Mif’ gør.
Insisterer på kompleksiteten.
For det er ikke kun en historie om integration. Det er en historie om identitet, kærlighed og de afstande, der former relationer. Om det, der ikke passer ind i en overskrift.
Lyt til alle fire afsnit af 'La Mif' på Spotify eller DR Lyd.
“La Mif er fransk slang for familie,” fortæller min sidemakker, idet vi synker ned i de bløde biografstole. Salen er næsten fuld, og prominente medienavne sidder spredt rundt i mørket.
Og netop familien viser sig hurtigt at være aftenens omdrejningspunkt.
Jeg kender Babak Vakili fra podcasten ‘Generationen’, som tryllebandt mig med fortællinger om identitet som minoritetsdansker, hiphopkultur og en opvækst i betonbyggeriet. Sammen med lyddesigner Troels Kampmann Kjær skabte han et lydunivers, der udfordrede, hvad en podcast kan være.
“Jeg husker krigen i 90’erne. Bilbomber, maskingeværer, håndgranater. Skyderi på åben gade. Det var det eneste, vi talte om i gården.”
Lyden fylder salen. Første afsnit med titlen ‘En ny generation’ er i gang.
“Krigen peakede, da rockerne fra Bandidos affyrede et panserværnsmissil mod Hells Angels’ klubhus på Titangade på Nørrebro.”
Men det, der for alvor brænder sig fast i Babak Vakili den gang, er en anden eksplosion. En, ingen taler højt om: hans forældres skilsmisse.
Allerede efter få minutter står det klart, at lyddesignet trækker tråde til ‘Generationen’. Voiceovers, musik og reallyd smelter sammen, så “podcast” føles som et for fattigt ord. Det her er en decideret lydoplevelse.
Udgangspunktet for ‘La Mif’ er, at Babak selv er blevet far. Og med det opstår spørgsmålet: Hvordan giver man en kultur videre til sit barn, hvis man ikke selv føler, man kender sin egen?
Hvordan giver man en iransk kultur videre, når forbindelsen til den er brudt? Babaks far flyttede til Tyskland, da han var seks år, og hans mor taler ikke om livet i Iran, fordi det er forbundet med sorg.
Podcasten balancerer det tunge med sjove indslag som “Maya og B-holdet”, der bryder alvoren og giver plads til humor midt i det sårbare.
Samtidig er det en personlig fortælling, hvor Babak vender blikket indad og undersøger sine egne blinde vinkler. Det står særligt stærkt i de terapisessioner, der klippes ind og ud af, og som giver lytteren adgang til en mere rå refleksion.
“La Mif er slang for familie, fordi den her serie handler om familie. Jeg har altid drømt om at få en familie – blive forelsket i nogen og få børn sammen. Men hver gang jeg har mødt nogen, har der manglet noget.”
Andet afsnit, ‘Forbindelser’, går i gang.
Her bliver det tydeligt, at ‘La Mif’ ikke kun handler om at vokse op mellem to kulturer – en dansk og en iransk – men også om at vokse op i en skilsmissefamilie. Om de brud, der former én, længe før man selv forstår dem.
Afsnittet kredser om kærlighed, og om hvorfor Babak har haft svært ved at give sig hen til den.
“Kærlighed er nok, at den ene passer på den anden. Og det er altid mig, der har passet og den anden, der er blevet passet på.”
Han stopper op.
“Men det er ikke den type kærlighed, jeg har lyst til at give videre. Når jeg en dag får en familie, vil jeg ikke have, at mit barn tror, at hvis man vil elskes, så skal man være så optaget af den anden, at man mister sig selv,” lyder det ud af højterlerne.
De to første afsnit slutter. De næste hedder ‘Daddy Issues’ og ‘Reuniran’. Jeg ved godt, hvad der kommer til at spille i mine høretelefoner på cykelturen hjem.
Men først er der talk.
Aftenen i Empire Bio er faciliteret af Mino Danmark, som arbejder for at styrke minoritetsetniske danskeres stemmer og deltagelse i samfundet.
På scenen sidder Babak sammen med generalsekretær i Mino Danmark Sama Sadat Ben Haddou, journalist, tv- og radiovært Abdel Aziz Mahmoud, og samtalen modereres af jurist Natasha Al-Hariri.
Samtalen bliver hurtigt intens og nærværende.
Mod slutningen får en ung pige ordet. Hun spørger, hvordan man håndterer, at ens liv som minoritetsdansker ofte bliver gjort politisk, uden at man selv har valgt det.
At ens identitet bliver til debat, når indvandrerdrenge ikke bliver lukket ind på natklubber, eller når ens historie reduceres til en fortælling, andre gentager.
Her peger Abdel Aziz Mahmoud på, at man ikke nødvendigvis skal acceptere den præmis. At man kan insistere på retten til at være mere end det, man bliver gjort til. For selv når man bliver gjort til minoritet, er man først og fremmest et menneske.
Og måske er det netop det, ‘La Mif’ gør.
Insisterer på kompleksiteten.
For det er ikke kun en historie om integration. Det er en historie om identitet, kærlighed og de afstande, der former relationer. Om det, der ikke passer ind i en overskrift.
Lyt til alle fire afsnit af 'La Mif' på Spotify eller DR Lyd.
