Det er svært at fatte, hvor hurtigt det er gået for Aphaca. Det unge københavnske band begyndte at indspille og udgive musik på deres nuværende pladeselskab i starten af 2023, og siden da har de bare kunne se hypen, antallet af månedlige afspilninger og størrelsen på spillestederne vokse og vokse. I dag står de med deres debutplade i hånden og ser frem til at skulle spille Orange Scene til sommer og for et udsolgt Parken til efteråret. Og så er de altså også emne for en ny dokumentar, ´Aphaca – brug for hinanden´, som netop er landet i biograferne.

Fuld fart på

Er det for tidligt allerede at have en film om sig, når man som signet band kun har knap tre år på bagen? For normale bands ville svaret være ja. Men Aphaca er ikke et normalt band, og siden de med ´Smelter under månen´ for alvor fangede lytternes opmærksomhed, har jeg haft lyst til at forstå, hvorfor det lige er dem, der har ramt en nerve. Er det vægten på musikere med rigtige instrumenter frem for programmeret instrumentalisering, som ellers fylder meget i dansk musik? Er det de universelle tekster om kærlighed og tvivl, som kan være lettere at tilgå end Zar Paulo og Von Quars mere alvorlige og somme tider sarkastiske sange? Er det charmen ved, at bandet bare virker til at være en gruppe venner, der elsker musik?

Jeg gik til ´Aphaca – brug for hinanden´ med håbet om, at den ville gøre mig i stand til at svare på nogle af de spørgsmål. 

Det burde den på papiret være godt kvalificeret til. Den er skabt af dokumentarist Emil Næsby Hansen, der i 2018 stod bag ´Skjold & Isabel´ om et ungt par og den svære kærlighed, og hvor man kom helt tæt på de to hovedpersoner uden at tænke over, at der var et kamera til stede. Med Aphaca var Næsby Hansen det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Han stødte på Aphaca-drengene med en interesse for at følge dem i deres jagt på musikdrømmen, uden nogen forudsætning for at vide hvad det ville blive til. I flere år har han haft fuld adgang til deres liv i øvelokalet, med familien, til psykolog og bag scenen. 

helt tæt på

Derfor kan vi i ´Aphaca – brug for hinanden´ se første gang forsanger Rumle spiller ´En drøm om et menneske´ for resten af bandet og følge de mange timer hvor de spiller, ryger cigaretter og mundhugges, før de får sat sangene sammen, så alle er tilfredse. 

Vi lærer også bandets medlemmer – Rumle, Bertil, Bertram, Noah og guitaristen og det perifere medlem Albert – at kende som ambitiøse musikere, der skal lære at finde balancer mellem arbejde, relationer og selvomsorg. 

Men det er til at mærke, at Næsby Hansen ikke vidste, da han gik ind til dokumentaren, at der ville være så mange balancer at holde styr på – at han var ved at dokumentere landeplager blive skrevet og drengedrømme gå i opfyldelse. Snittet bliver lagt nogle mærkelige steder undervejs, som for eksempel da vi i begyndelsen af filmen bruger lang tid på at se, hvor mange takes det tager Aphaca at indspille ´Til Solen Er Sort´. Pointen er formentlig, at bandmedlemmerne er ret uprøvede studiemusikere i begyndelsen af deres karriere og må øve sig for at blive bedre. Men at det er tilfældet viser os ikke noget unikt om Aphaca. 

Succes, pres og alt det imellem

Dokumentaren lukker også en smule op for et perspektiv, vi efterhånden har set i flere danske musikdokumentarer, nemlig om en dansk musikbranche præget af musikere med stress og slidte kroppe. Noah fortæller om panikangst, Bertram og Rumle starter i terapi og de oplever alle variationer af mørkeræd og mareridt. Bandet selv og folkene omkring dem sætter stadig højere krav til, hvad de skal præstere, og forsanger Rumle bliver i stigende grad omtalt som det eneste uundværlige medlem af Aphaca. Men også denne del af at blive Danmarks mest lyttede band føles som en afstikker, der presses ind mellem scener, hvor de øver koreografi til P3 Guld eller prøver nye skjorter. 

Måske har det både været heldigt og en hæmsko for Emil Næsby Hansen at lande så tilfældigt ned i et band lige inden dets store gennembrud. Heldigt fordi det er fascinerende at følge bandets tidlige vej mod succes. En hæmsko fordi begivenhederne har udfoldet sig hurtigere, end et samlet narrativ om Aphaca har nået at danne sig. For nok er jeg nu klogere på, hvad de enkelte medlemmer tænker og laver i deres fritid. Men hvad der virkelig gør Aphaca til Aphaca, det er jeg stadig ude efter at forstå.