Forleden scrollede jeg gennem mit Facebook-feed, hvor jeg blev præsenteret for et opslag fra det britiske tabloidmedie Daily Mail. Overskriften lød i bedste clickbait-stil “Has ´Euphoria´ finally gone too far?” hen over et billede af Sydney Sweeney i lingeri med hundeøre og tungen ud af munden og Zendaya med et ansigtsudtryk i væmmelse og to fingre på vej ned i halsen. 

De fleste pointerede i kommentarfeltet, at man kun ville blive overrasket over nogle af de ekstreme scener i den nye sæson af ´Euphoria´, hvis man ikke har set de foregående. Den amerikanske serie, som er skabt og instrueret af Sam Levinson, havde premiere i 2019 og har to sæsoner og to særafsnit på bagen, og hvert et minut af serien har presset grænsen for, hvad man kan vise i en såkaldt ungdomsserie: Nærbilleder af kønsorganer, overdoser og misbrug, kinky sex og udfordrende outfits er standard i én af HBO Max’ største streamingsucceser. 

Så nej, man har intet fattet, hvis man er overrasket over, at den aktuelle sæsons første afsnit både indeholder Sweeney, der som sin karakter Cassie gør sig til for kameraet som en sexet hund, og Zendaya som Rue der tvinger balloner fyldt med fentanyl ned i svælget og skider dem ud igen i et dørslag, når hun har transporteret dem i sine indvolde over grænsen til USA. 

At blive fortørnet over det er selvfølgelig en anden ting. Er det for meget at vise, har det en dårlig indflydelse på ungdommen, har Levinson et forskruet kvindesyn, når han gang på gang udsætter sine kvindelige karakterer for pinsler (to kvinder dør af overdoser i første afsnit), er det, som nogle kritikere peger på, “torture porn”?

Men som én i kommentarfeltet til Daily Mail-artiklen fermt formulerer det: “Being an adult is a humiliation ritual.” 

Amerikanske tilstande

Herhjemme kan (og bør vi) begræde et uretfærdigt boligmarked og en SU, der ikke passer til økonomiens tilstand. Men i USA har de som bekendt en psykopat som præsident, den sociale og økonomiske ulighed har aldrig været større, livsfarlig fentanyl flyder i gaderne, man kan gå bankerot af at gå til lægen, mindstelønnen er 45 kr., og den mest hyppige dødsårsag blandt børn og unge er skydevåben. 

Det er ikke et land, der tager hånd om sine indbyggere, og den unge generation forfølger en amerikansk drøm, som ikke findes længere (og måske aldrig gjorde). Det er den tone, serien har slået an, siden Rue i første afsnit blev født tre dage efter 9/11 og voksede op i en amerikansk middelklasse-forstad, hvor alle materielle behov bliver dækket, så derfor kan man ikke klage over, at man ikke er lykkelig. 

Og lykkelig er der virkelig ingen, der er, i ironisk betitlede ´Euphoria´, hverken i de første afsnit eller nu. De udsættes gang på gang for de mest ekstreme elementer af det amerikanske eksperiment og oplever, at selv når man opsøger det, der i USA præsenteres som lykke – penge, succes eller virkelighedsflugt –, får man aldrig nok. Rue blev aldrig skæv eller høj nok. Cassie får aldrig penge nok. Hendes forlovede Nate (Jacob Elordi) værner om sin facade med en succesfuld forretning og en smuk kæreste, selvom fundamentet er pilråddent. 

Man kan væmmes over at se balloner med stoffer dækket i blod blive pillet ud af en død kvindes mave eller at se Cassie bruge sine bryster som valuta og tigger på gulvet som en hund (en slags meta-kommentar til den måde, Sweeneys krop bliver set på i virkeligheden. Hun har bare været så heldig/talentfuld at lande i en karriere, som er lidt mere glamourøs). 

Men tesen i ´Euphoria´ har hele tiden været at drage de mest ekstreme konklusioner fra de mest banale realiteter. Opioider er i høj kurs, og det samme er smukke kvindekroppe, og hvor der er efterspørgsel, er der udbud. Det er reglerne på det amerikanske frie marked, og synes man det er torturporno, kan man jo bare scrolle videre på Facebook.

‍