Nogle gange er det, der er allermest uhyggeligt, hverken blodigt, ekstremt eller chokfremkaldende, men helt vildt almindeligt. Det er noget, som er genkendeligt, men som alligevel føles forkert. Hvorfor er der ingen børn på legepladsen? Er jeg alene i den her lange tomme gang? Hvorfor står der én tom stol i denne lagerbygning, der burde være travl med mennesker?
Det var den form for uhygge, der udviklede sig til en subkultur på internettet i 10’erne, hvor brugere på Reddit forsøgte at tage billeder der indkapslede, hvad de kaldte liminal spaces. Steder, som er off, fordi de måske er slidte og forladte, ligger midt i ingenting, eller er indrettet, som om de ikke var designet til (eller af) mennesker.
Særligt ét billede af et tomt, gulligt kontorlandskab uden vinduer blev cirkuleret som det ultimative eksempel på et liminal space. Det blev så omtalt, at en youtuber, Kane Pixels, omdannede det til en miniserie på Youtube, hvor et mystisk væsen huserer i kontorbygningen. Youtube-serien fik millioner af views, og i dag har skaberen, den bare 21-årige Kane Parsons, omdannet sine hjemmelavede gyservideoer baseret på et internetfænomen til en virkelig vellykket gyserfilm.
´Backrooms´ følger Clark (Chiwetel Ejiofor) som lever en håbløs tilværelse i Californien i 1990 som bestyrer i en møbelbutik, der sjældent har kunder. Efter at være blevet smidt ud af sin kone, Barbara, opsøger han psykologen Mary Kline (Renate Reinsve) for at få hjælp til at bryde de mønstre, som hun mener, han er fastlåst i. Hun forsøger at forklare ham, at vores psyker lærer mønstre som et værn mod omverdenen. De begrænser os, men de beskytter os også, og derfor er de så svære at bryde.
Clark er i hvert fald fanget i nogle ikke så hensigtsmæssige vaner med at overnatte i en af møbelbutikkens senge, drikke whisky direkte af flasken og se tv. Men i butikken flimrer de sjæleløse lysstofrør, og mens han leder efter årsagen opdager han en glitch i virkeligheden: En del af væggen er omdannet til en portal, som fører ham direkte ind the backrooms.
Og hvad er der så derinde? Det er noget, flere af personerne i ´Backrooms´ kæmper med at forklare. Clark foreslår, at det er som at forklare en hund til nogen, der aldrig har set én, og så får dem til at tegne den. Den vil sikkert have fire ben, to ører og en hale, men ikke ligne rigtig en hund. I the backrooms er der borde, stole, døre og ting, der ser almindelige ud, og så alligevel ikke. De smelter halvt ned i gulvet eller er klistret sammen i bunker i en serie af tilsyneladende uendelige rum. Jo længere, Clark bevæger sig ind, jo flere underlige, forvrængede genstande opdager han – og jo tydeligere bliver det, at rummene har en eller anden forbindelse til det liv, han lever ude i virkeligheden.
The backrooms er lige så uhyggelige i Parsons film, som de var, da de cirkulerede på Reddit, og det er noget af en bedrift, fordi fænomener, der opstår organisk på internettet, så ofte mister al deres nerve, når de løftes op til noget kommercielt. Der er klassiske jump scares undervejs, men det uhyggeligste ved ´Backrooms´ er at følge Clarks færd ind i den dybt urovækkende labyrint. Jeg havde lyst til at råbe til ham, at han skal skynde sig ud, men forstod jeg også godt, hvad der får ham til at fortsætte: En morbid nysgerrighed efter liige at se, hvad der gemmer sig rundt om hjørnet.
Med psykologsamtalerne mellem Clark og Mary slår ´Backrooms´ tonen an for en psykologisk gyser, og filmen er rig på måder, man kan fortolke Clarks forsvinden ind i de mange rum. Som i et andet virkelig godt eksempel på brug af uhyggen ved liminal spaces, nemlig David Lynch-serien ´Twin Peaks´, føles the backrooms som et forsøg på at indfange en sindstilstand, som vi ikke kan finde hoved og hale i – næsten som om, der ikke er noget at finde hoved og hale i. Jeg forlod biografen med en ubehagelig følelse af at være fanget i min egen hjerne, som jeg har brugt uforholdsmæssigt meget tid på at forstå, og det slog mig, at det i grunden er underligt, at vi ofte bruger så lang tid på at psykologisere og fundere over vores egne hoveder, hvis vi alle er enige om, at de egentlig er ret ubehagelige steder at være.
Sådan sætter ´Backrooms ´sig i krop og sind. En dybt original gyser, som jeg ikke kan tegne for dig – den skal bare opleves.
Nogle gange er det, der er allermest uhyggeligt, hverken blodigt, ekstremt eller chokfremkaldende, men helt vildt almindeligt. Det er noget, som er genkendeligt, men som alligevel føles forkert. Hvorfor er der ingen børn på legepladsen? Er jeg alene i den her lange tomme gang? Hvorfor står der én tom stol i denne lagerbygning, der burde være travl med mennesker?
Det var den form for uhygge, der udviklede sig til en subkultur på internettet i 10’erne, hvor brugere på Reddit forsøgte at tage billeder der indkapslede, hvad de kaldte liminal spaces. Steder, som er off, fordi de måske er slidte og forladte, ligger midt i ingenting, eller er indrettet, som om de ikke var designet til (eller af) mennesker.
Særligt ét billede af et tomt, gulligt kontorlandskab uden vinduer blev cirkuleret som det ultimative eksempel på et liminal space. Det blev så omtalt, at en youtuber, Kane Pixels, omdannede det til en miniserie på Youtube, hvor et mystisk væsen huserer i kontorbygningen. Youtube-serien fik millioner af views, og i dag har skaberen, den bare 21-årige Kane Parsons, omdannet sine hjemmelavede gyservideoer baseret på et internetfænomen til en virkelig vellykket gyserfilm.
´Backrooms´ følger Clark (Chiwetel Ejiofor) som lever en håbløs tilværelse i Californien i 1990 som bestyrer i en møbelbutik, der sjældent har kunder. Efter at være blevet smidt ud af sin kone, Barbara, opsøger han psykologen Mary Kline (Renate Reinsve) for at få hjælp til at bryde de mønstre, som hun mener, han er fastlåst i. Hun forsøger at forklare ham, at vores psyker lærer mønstre som et værn mod omverdenen. De begrænser os, men de beskytter os også, og derfor er de så svære at bryde.
Clark er i hvert fald fanget i nogle ikke så hensigtsmæssige vaner med at overnatte i en af møbelbutikkens senge, drikke whisky direkte af flasken og se tv. Men i butikken flimrer de sjæleløse lysstofrør, og mens han leder efter årsagen opdager han en glitch i virkeligheden: En del af væggen er omdannet til en portal, som fører ham direkte ind the backrooms.
Og hvad er der så derinde? Det er noget, flere af personerne i ´Backrooms´ kæmper med at forklare. Clark foreslår, at det er som at forklare en hund til nogen, der aldrig har set én, og så får dem til at tegne den. Den vil sikkert have fire ben, to ører og en hale, men ikke ligne rigtig en hund. I the backrooms er der borde, stole, døre og ting, der ser almindelige ud, og så alligevel ikke. De smelter halvt ned i gulvet eller er klistret sammen i bunker i en serie af tilsyneladende uendelige rum. Jo længere, Clark bevæger sig ind, jo flere underlige, forvrængede genstande opdager han – og jo tydeligere bliver det, at rummene har en eller anden forbindelse til det liv, han lever ude i virkeligheden.
The backrooms er lige så uhyggelige i Parsons film, som de var, da de cirkulerede på Reddit, og det er noget af en bedrift, fordi fænomener, der opstår organisk på internettet, så ofte mister al deres nerve, når de løftes op til noget kommercielt. Der er klassiske jump scares undervejs, men det uhyggeligste ved ´Backrooms´ er at følge Clarks færd ind i den dybt urovækkende labyrint. Jeg havde lyst til at råbe til ham, at han skal skynde sig ud, men forstod jeg også godt, hvad der får ham til at fortsætte: En morbid nysgerrighed efter liige at se, hvad der gemmer sig rundt om hjørnet.
Med psykologsamtalerne mellem Clark og Mary slår ´Backrooms´ tonen an for en psykologisk gyser, og filmen er rig på måder, man kan fortolke Clarks forsvinden ind i de mange rum. Som i et andet virkelig godt eksempel på brug af uhyggen ved liminal spaces, nemlig David Lynch-serien ´Twin Peaks´, føles the backrooms som et forsøg på at indfange en sindstilstand, som vi ikke kan finde hoved og hale i – næsten som om, der ikke er noget at finde hoved og hale i. Jeg forlod biografen med en ubehagelig følelse af at være fanget i min egen hjerne, som jeg har brugt uforholdsmæssigt meget tid på at forstå, og det slog mig, at det i grunden er underligt, at vi ofte bruger så lang tid på at psykologisere og fundere over vores egne hoveder, hvis vi alle er enige om, at de egentlig er ret ubehagelige steder at være.
Sådan sætter ´Backrooms ´sig i krop og sind. En dybt original gyser, som jeg ikke kan tegne for dig – den skal bare opleves.
Nogle gange er det, der er allermest uhyggeligt, hverken blodigt, ekstremt eller chokfremkaldende, men helt vildt almindeligt. Det er noget, som er genkendeligt, men som alligevel føles forkert. Hvorfor er der ingen børn på legepladsen? Er jeg alene i den her lange tomme gang? Hvorfor står der én tom stol i denne lagerbygning, der burde være travl med mennesker?
Det var den form for uhygge, der udviklede sig til en subkultur på internettet i 10’erne, hvor brugere på Reddit forsøgte at tage billeder der indkapslede, hvad de kaldte liminal spaces. Steder, som er off, fordi de måske er slidte og forladte, ligger midt i ingenting, eller er indrettet, som om de ikke var designet til (eller af) mennesker.
Særligt ét billede af et tomt, gulligt kontorlandskab uden vinduer blev cirkuleret som det ultimative eksempel på et liminal space. Det blev så omtalt, at en youtuber, Kane Pixels, omdannede det til en miniserie på Youtube, hvor et mystisk væsen huserer i kontorbygningen. Youtube-serien fik millioner af views, og i dag har skaberen, den bare 21-årige Kane Parsons, omdannet sine hjemmelavede gyservideoer baseret på et internetfænomen til en virkelig vellykket gyserfilm.
´Backrooms´ følger Clark (Chiwetel Ejiofor) som lever en håbløs tilværelse i Californien i 1990 som bestyrer i en møbelbutik, der sjældent har kunder. Efter at være blevet smidt ud af sin kone, Barbara, opsøger han psykologen Mary Kline (Renate Reinsve) for at få hjælp til at bryde de mønstre, som hun mener, han er fastlåst i. Hun forsøger at forklare ham, at vores psyker lærer mønstre som et værn mod omverdenen. De begrænser os, men de beskytter os også, og derfor er de så svære at bryde.
Clark er i hvert fald fanget i nogle ikke så hensigtsmæssige vaner med at overnatte i en af møbelbutikkens senge, drikke whisky direkte af flasken og se tv. Men i butikken flimrer de sjæleløse lysstofrør, og mens han leder efter årsagen opdager han en glitch i virkeligheden: En del af væggen er omdannet til en portal, som fører ham direkte ind the backrooms.
Og hvad er der så derinde? Det er noget, flere af personerne i ´Backrooms´ kæmper med at forklare. Clark foreslår, at det er som at forklare en hund til nogen, der aldrig har set én, og så får dem til at tegne den. Den vil sikkert have fire ben, to ører og en hale, men ikke ligne rigtig en hund. I the backrooms er der borde, stole, døre og ting, der ser almindelige ud, og så alligevel ikke. De smelter halvt ned i gulvet eller er klistret sammen i bunker i en serie af tilsyneladende uendelige rum. Jo længere, Clark bevæger sig ind, jo flere underlige, forvrængede genstande opdager han – og jo tydeligere bliver det, at rummene har en eller anden forbindelse til det liv, han lever ude i virkeligheden.
The backrooms er lige så uhyggelige i Parsons film, som de var, da de cirkulerede på Reddit, og det er noget af en bedrift, fordi fænomener, der opstår organisk på internettet, så ofte mister al deres nerve, når de løftes op til noget kommercielt. Der er klassiske jump scares undervejs, men det uhyggeligste ved ´Backrooms´ er at følge Clarks færd ind i den dybt urovækkende labyrint. Jeg havde lyst til at råbe til ham, at han skal skynde sig ud, men forstod jeg også godt, hvad der får ham til at fortsætte: En morbid nysgerrighed efter liige at se, hvad der gemmer sig rundt om hjørnet.
Med psykologsamtalerne mellem Clark og Mary slår ´Backrooms´ tonen an for en psykologisk gyser, og filmen er rig på måder, man kan fortolke Clarks forsvinden ind i de mange rum. Som i et andet virkelig godt eksempel på brug af uhyggen ved liminal spaces, nemlig David Lynch-serien ´Twin Peaks´, føles the backrooms som et forsøg på at indfange en sindstilstand, som vi ikke kan finde hoved og hale i – næsten som om, der ikke er noget at finde hoved og hale i. Jeg forlod biografen med en ubehagelig følelse af at være fanget i min egen hjerne, som jeg har brugt uforholdsmæssigt meget tid på at forstå, og det slog mig, at det i grunden er underligt, at vi ofte bruger så lang tid på at psykologisere og fundere over vores egne hoveder, hvis vi alle er enige om, at de egentlig er ret ubehagelige steder at være.
Sådan sætter ´Backrooms ´sig i krop og sind. En dybt original gyser, som jeg ikke kan tegne for dig – den skal bare opleves.
