Det er egentlig ikke et ret hot take at pege anklagende på Hollywood.
Det samme gælder for filmindustriens tendens til primært at satse på klassiske blockbustere. Trods de enorme summer, sådan en produktion koster, synes den velkendte vej alligevel at være den sikreste. Men er det dovent?
Det er efterhånden svært at komme uden om, hvor meget af Hollywoods crowdpleaser-økonomi der bygger på en velkendt idé. For eksempel har både Spider-Man: Brand New Day og The Odyssey slået rekorder herhjemme.
Derudover er vi blevet budt på titler som Wuthering Heights, The Devil Wears Prada 2 og Toy Story 5. Og der tegner sig hurtigt et billede af, at de store filmproduktioner gerne skal bygge på en bog, en opfølger eller et stykke legetøj.
Eller virkelige hændelser for den sags skyld. Men hele true crime-bølgen må være et emne til en anden dag.
Det er selvfølgelig ikke, fordi der ikke findes originale manuskripter eller et bredt udvalg af smalle, alternative og europæiske produktioner. Det gør der, og de kan langt hen ad vejen være ret geniale.
Alligevel må jeg nok hellere indrømme, at jeg i høj grad falder i den dovne kategori af filmforbrugere. Bevares, jeg forsøger mig da med dogmefilm, The Drama og klassikere på svensk. Pistol for panden vælger jeg dog helst et gensyn, og jeg sidder ofte tilbage med følelsen af at have lagt nysgerrigheden på hylden til fordel for endnu en tur rundt i Miranda Priestlys Prada-manege.
Og så er det jo heldigt, at den slags findes i overflod.
Som så mange andre denne sommer har jeg også set Christopher Nolans The Odyssey. Jeg kan ikke prale af at have alle detaljerne fra Odysseus' lettere besværlige hjemrejse liggende latent i baghovedet. Men det er da en velkendt historie.
Den tre timer lange storfilm er måske ikke det oplagte eksempel på dovenskab. Men den siger alligevel noget om den strøm af efterfølgere, nyfortolkninger og filmatiseringer, som hvert år smadrer box office. Samtidig bliver filmene og vores fælles kulturforbrug også en måde at deltage i en kollektiv samtale på. Hvem har ikke pludselig snakket om kykloper og Kirke i kantinen?
Også derhjemme kan jeg blot tænde mit fjernsyn og lade mig omfavne af den tyngdedyne af komfort og nostalgi, som streamingtjenesterne tilbyder.
Faktisk ligner det en ret klassisk hønen-og-ægget-situation. Dovenskaben har sneget sig ind i vores filmforbrug på begge sider af skærmen. Begge parter er endt et lidt for bekvemt sted, hvor ingen af os ser særlig megen grund til at tage chancen.
Det er jo egentlig superhyggeligt. Spørgsmålet er bare, hvad vi går glip af.
Det er egentlig ikke et ret hot take at pege anklagende på Hollywood.
Det samme gælder for filmindustriens tendens til primært at satse på klassiske blockbustere. Trods de enorme summer, sådan en produktion koster, synes den velkendte vej alligevel at være den sikreste. Men er det dovent?
Det er efterhånden svært at komme uden om, hvor meget af Hollywoods crowdpleaser-økonomi der bygger på en velkendt idé. For eksempel har både Spider-Man: Brand New Day og The Odyssey slået rekorder herhjemme.
Derudover er vi blevet budt på titler som Wuthering Heights, The Devil Wears Prada 2 og Toy Story 5. Og der tegner sig hurtigt et billede af, at de store filmproduktioner gerne skal bygge på en bog, en opfølger eller et stykke legetøj.
Eller virkelige hændelser for den sags skyld. Men hele true crime-bølgen må være et emne til en anden dag.
Det er selvfølgelig ikke, fordi der ikke findes originale manuskripter eller et bredt udvalg af smalle, alternative og europæiske produktioner. Det gør der, og de kan langt hen ad vejen være ret geniale.
Alligevel må jeg nok hellere indrømme, at jeg i høj grad falder i den dovne kategori af filmforbrugere. Bevares, jeg forsøger mig da med dogmefilm, The Drama og klassikere på svensk. Pistol for panden vælger jeg dog helst et gensyn, og jeg sidder ofte tilbage med følelsen af at have lagt nysgerrigheden på hylden til fordel for endnu en tur rundt i Miranda Priestlys Prada-manege.
Og så er det jo heldigt, at den slags findes i overflod.
Som så mange andre denne sommer har jeg også set Christopher Nolans The Odyssey. Jeg kan ikke prale af at have alle detaljerne fra Odysseus' lettere besværlige hjemrejse liggende latent i baghovedet. Men det er da en velkendt historie.
Den tre timer lange storfilm er måske ikke det oplagte eksempel på dovenskab. Men den siger alligevel noget om den strøm af efterfølgere, nyfortolkninger og filmatiseringer, som hvert år smadrer box office. Samtidig bliver filmene og vores fælles kulturforbrug også en måde at deltage i en kollektiv samtale på. Hvem har ikke pludselig snakket om kykloper og Kirke i kantinen?
Også derhjemme kan jeg blot tænde mit fjernsyn og lade mig omfavne af den tyngdedyne af komfort og nostalgi, som streamingtjenesterne tilbyder.
Faktisk ligner det en ret klassisk hønen-og-ægget-situation. Dovenskaben har sneget sig ind i vores filmforbrug på begge sider af skærmen. Begge parter er endt et lidt for bekvemt sted, hvor ingen af os ser særlig megen grund til at tage chancen.
Det er jo egentlig superhyggeligt. Spørgsmålet er bare, hvad vi går glip af.
Det er egentlig ikke et ret hot take at pege anklagende på Hollywood.
Det samme gælder for filmindustriens tendens til primært at satse på klassiske blockbustere. Trods de enorme summer, sådan en produktion koster, synes den velkendte vej alligevel at være den sikreste. Men er det dovent?
Det er efterhånden svært at komme uden om, hvor meget af Hollywoods crowdpleaser-økonomi der bygger på en velkendt idé. For eksempel har både Spider-Man: Brand New Day og The Odyssey slået rekorder herhjemme.
Derudover er vi blevet budt på titler som Wuthering Heights, The Devil Wears Prada 2 og Toy Story 5. Og der tegner sig hurtigt et billede af, at de store filmproduktioner gerne skal bygge på en bog, en opfølger eller et stykke legetøj.
Eller virkelige hændelser for den sags skyld. Men hele true crime-bølgen må være et emne til en anden dag.
Det er selvfølgelig ikke, fordi der ikke findes originale manuskripter eller et bredt udvalg af smalle, alternative og europæiske produktioner. Det gør der, og de kan langt hen ad vejen være ret geniale.
Alligevel må jeg nok hellere indrømme, at jeg i høj grad falder i den dovne kategori af filmforbrugere. Bevares, jeg forsøger mig da med dogmefilm, The Drama og klassikere på svensk. Pistol for panden vælger jeg dog helst et gensyn, og jeg sidder ofte tilbage med følelsen af at have lagt nysgerrigheden på hylden til fordel for endnu en tur rundt i Miranda Priestlys Prada-manege.
Og så er det jo heldigt, at den slags findes i overflod.
Som så mange andre denne sommer har jeg også set Christopher Nolans The Odyssey. Jeg kan ikke prale af at have alle detaljerne fra Odysseus' lettere besværlige hjemrejse liggende latent i baghovedet. Men det er da en velkendt historie.
Den tre timer lange storfilm er måske ikke det oplagte eksempel på dovenskab. Men den siger alligevel noget om den strøm af efterfølgere, nyfortolkninger og filmatiseringer, som hvert år smadrer box office. Samtidig bliver filmene og vores fælles kulturforbrug også en måde at deltage i en kollektiv samtale på. Hvem har ikke pludselig snakket om kykloper og Kirke i kantinen?
Også derhjemme kan jeg blot tænde mit fjernsyn og lade mig omfavne af den tyngdedyne af komfort og nostalgi, som streamingtjenesterne tilbyder.
Faktisk ligner det en ret klassisk hønen-og-ægget-situation. Dovenskaben har sneget sig ind i vores filmforbrug på begge sider af skærmen. Begge parter er endt et lidt for bekvemt sted, hvor ingen af os ser særlig megen grund til at tage chancen.
Det er jo egentlig superhyggeligt. Spørgsmålet er bare, hvad vi går glip af.
