Mange tak. Titlen kom ret tidligt. Jeg faldt over udtrykket “space sick” og fik straks et billede af mig selv med en astronauthjelm på, mens jeg svævede rundt og handlede ind i Kvickly. Og så blev det bare siddende. Jeg syntes, det var fedt, at det kunne betyde flere ting for mig: at blive skudt ud mod stjernerne, have det vildt – og så på et tidspunkt betale en pris for det ved at blive rum-syg.
Rum-syge kan også være en form for social angst, hvor man bliver syg af at være i forskellige rum og situationer med andre mennesker.
“Basics” kom på for at give det en vibe af, at det er en slags guide, man kan slå op i, for at finde de basale ting, man skal vide om at være rum-syg.
Og så synes jeg, det er sjovt, at det lyder, som om man siger “Space Sicks” to gange. Prøv.
Det er jo mit første soloalbum, så jeg har mest bare skrevet om mig selv og de ting, jeg tumler med. Der er helt klart en selvterapeutisk vibe i teksterne, hvilket er kommet helt af sig selv i forbindelse med den proces, jeg har været igennem.
Det har været fedt og givende at skrive om min barndom, min ungdom og især mit voksne liv gennem de sidste ti år og frem til nu.
Jeg gik helt ned med flaget i slutningen af 2022. Jeg havde haft store smerter i ryggen hver dag i tre år, og jeg fik angst bare ved tanken om at lave andet end at kigge ud i luften.
Jeg havde stress og var ked af det, og jeg talte nærmest ikke med andre end min kæreste i tre måneder. Det var i den proces, det gik op for mig, at jeg var nødt til at lave en radikal ændring i mit liv.
Jeg kunne lige akkurat kæmpe mig igennem en forårs- og sommertour i 2023 med Phlake, men derefter måtte den konstante klump i halsen opløses ved kun at fokusere på at slappe af og finde ro. Ingen e-mails, møder, koncerter osv. Kun fokus på at lave musik – uden deadlines og uden forventninger fra andre mennesker end mig selv.
Jeg vil nok beskrive det som legesygt og minimalistisk på samme tid. Simpelt og weird. Der er både elektroniske og organiske, håndspillede elementer – en blanding af house og R’n’B – men selve sangskrivningen, når det gælder melodier, tekst og opbygning, er ret poppet.
Ambitionen har været at strække rammerne for, hvordan popmusik kan lyde. En af mine gode venner sagde også til mig, at han er glad for, at jeg udlever min indiedrøm.
Hvis rejsen fører derhen, tager jeg da gerne med – men det er ikke drivkraften. Jeg er mest interesseret i at bygge noget, der spejler, hvor jeg er i mit liv. Noget, der føles passende, ægte og nært, uanset om det er et sted med 50 mennesker eller en kæmpe festival.
Det skete faktisk i forbindelse med Phlake-pladen “TIDOYS”. Vi lavede et alter ego, “Mercedes the Virus”, som i virkeligheden bare var min stemme, formant-pitchet, så den lød lysere. Pladen bestod udelukkende af “duetter” mellem mig og min pitchede stemme.
I lang tid havde vi dog ikke afsløret, at det var min stemme – så for at gøre historien om, at “Mercedes the Virus” var en ægte ny artist, var planen at lave et solotrack til karakteren. Og det skulle jo gerne have en anden lyd end Phlake. Derfor spurgte jeg Awinbeh, om han var klar. Det var han – og i vores allerførste session lavede vi “Beast”.
Nummeret blev aldrig udgivet som en Mercedes-sang, men jeg kunne ikke slippe det. Og på den måde blev det lidt et startskud til samarbejdet mellem Awinbeh og mig.
Jeg synes, beatet er helt fantastisk, og at det viser, hvad jeg blev forelsket i ved Awinbehs måde at lave beats på. Der er en masse æstetik i lyduniverset, som tiltaler mig – letheden i de nærmest gennemsigtige lydflader blandet med en insisterende fremdrift i trommerne på samme tid.
Vokal og tekst blander det rå og det bløde, og så er der noget futuristisk over udtrykket, som repræsenterer ambitionen med pladen på en måde, jeg virkelig godt kan lide.
På ret afgørende vis. Det er Awinbeh og jeg, der har lavet størstedelen sammen – med hjælp fra andre dygtige folk, selvfølgelig – men Awinbeh har produceret på samtlige tracks, og vi har lukket alle numre sammen.
Jeg håber, de kan spejle sig i noget af det - og måske får lyst til at slå op i guiden i ny og næ.
Mange tak. Titlen kom ret tidligt. Jeg faldt over udtrykket “space sick” og fik straks et billede af mig selv med en astronauthjelm på, mens jeg svævede rundt og handlede ind i Kvickly. Og så blev det bare siddende. Jeg syntes, det var fedt, at det kunne betyde flere ting for mig: at blive skudt ud mod stjernerne, have det vildt – og så på et tidspunkt betale en pris for det ved at blive rum-syg.
Rum-syge kan også være en form for social angst, hvor man bliver syg af at være i forskellige rum og situationer med andre mennesker.
“Basics” kom på for at give det en vibe af, at det er en slags guide, man kan slå op i, for at finde de basale ting, man skal vide om at være rum-syg.
Og så synes jeg, det er sjovt, at det lyder, som om man siger “Space Sicks” to gange. Prøv.
Det er jo mit første soloalbum, så jeg har mest bare skrevet om mig selv og de ting, jeg tumler med. Der er helt klart en selvterapeutisk vibe i teksterne, hvilket er kommet helt af sig selv i forbindelse med den proces, jeg har været igennem.
Det har været fedt og givende at skrive om min barndom, min ungdom og især mit voksne liv gennem de sidste ti år og frem til nu.
Jeg gik helt ned med flaget i slutningen af 2022. Jeg havde haft store smerter i ryggen hver dag i tre år, og jeg fik angst bare ved tanken om at lave andet end at kigge ud i luften.
Jeg havde stress og var ked af det, og jeg talte nærmest ikke med andre end min kæreste i tre måneder. Det var i den proces, det gik op for mig, at jeg var nødt til at lave en radikal ændring i mit liv.
Jeg kunne lige akkurat kæmpe mig igennem en forårs- og sommertour i 2023 med Phlake, men derefter måtte den konstante klump i halsen opløses ved kun at fokusere på at slappe af og finde ro. Ingen e-mails, møder, koncerter osv. Kun fokus på at lave musik – uden deadlines og uden forventninger fra andre mennesker end mig selv.
Jeg vil nok beskrive det som legesygt og minimalistisk på samme tid. Simpelt og weird. Der er både elektroniske og organiske, håndspillede elementer – en blanding af house og R’n’B – men selve sangskrivningen, når det gælder melodier, tekst og opbygning, er ret poppet.
Ambitionen har været at strække rammerne for, hvordan popmusik kan lyde. En af mine gode venner sagde også til mig, at han er glad for, at jeg udlever min indiedrøm.
Hvis rejsen fører derhen, tager jeg da gerne med – men det er ikke drivkraften. Jeg er mest interesseret i at bygge noget, der spejler, hvor jeg er i mit liv. Noget, der føles passende, ægte og nært, uanset om det er et sted med 50 mennesker eller en kæmpe festival.
Det skete faktisk i forbindelse med Phlake-pladen “TIDOYS”. Vi lavede et alter ego, “Mercedes the Virus”, som i virkeligheden bare var min stemme, formant-pitchet, så den lød lysere. Pladen bestod udelukkende af “duetter” mellem mig og min pitchede stemme.
I lang tid havde vi dog ikke afsløret, at det var min stemme – så for at gøre historien om, at “Mercedes the Virus” var en ægte ny artist, var planen at lave et solotrack til karakteren. Og det skulle jo gerne have en anden lyd end Phlake. Derfor spurgte jeg Awinbeh, om han var klar. Det var han – og i vores allerførste session lavede vi “Beast”.
Nummeret blev aldrig udgivet som en Mercedes-sang, men jeg kunne ikke slippe det. Og på den måde blev det lidt et startskud til samarbejdet mellem Awinbeh og mig.
Jeg synes, beatet er helt fantastisk, og at det viser, hvad jeg blev forelsket i ved Awinbehs måde at lave beats på. Der er en masse æstetik i lyduniverset, som tiltaler mig – letheden i de nærmest gennemsigtige lydflader blandet med en insisterende fremdrift i trommerne på samme tid.
Vokal og tekst blander det rå og det bløde, og så er der noget futuristisk over udtrykket, som repræsenterer ambitionen med pladen på en måde, jeg virkelig godt kan lide.
På ret afgørende vis. Det er Awinbeh og jeg, der har lavet størstedelen sammen – med hjælp fra andre dygtige folk, selvfølgelig – men Awinbeh har produceret på samtlige tracks, og vi har lukket alle numre sammen.
Jeg håber, de kan spejle sig i noget af det - og måske får lyst til at slå op i guiden i ny og næ.
Mange tak. Titlen kom ret tidligt. Jeg faldt over udtrykket “space sick” og fik straks et billede af mig selv med en astronauthjelm på, mens jeg svævede rundt og handlede ind i Kvickly. Og så blev det bare siddende. Jeg syntes, det var fedt, at det kunne betyde flere ting for mig: at blive skudt ud mod stjernerne, have det vildt – og så på et tidspunkt betale en pris for det ved at blive rum-syg.
Rum-syge kan også være en form for social angst, hvor man bliver syg af at være i forskellige rum og situationer med andre mennesker.
“Basics” kom på for at give det en vibe af, at det er en slags guide, man kan slå op i, for at finde de basale ting, man skal vide om at være rum-syg.
Og så synes jeg, det er sjovt, at det lyder, som om man siger “Space Sicks” to gange. Prøv.
Det er jo mit første soloalbum, så jeg har mest bare skrevet om mig selv og de ting, jeg tumler med. Der er helt klart en selvterapeutisk vibe i teksterne, hvilket er kommet helt af sig selv i forbindelse med den proces, jeg har været igennem.
Det har været fedt og givende at skrive om min barndom, min ungdom og især mit voksne liv gennem de sidste ti år og frem til nu.
Jeg gik helt ned med flaget i slutningen af 2022. Jeg havde haft store smerter i ryggen hver dag i tre år, og jeg fik angst bare ved tanken om at lave andet end at kigge ud i luften.
Jeg havde stress og var ked af det, og jeg talte nærmest ikke med andre end min kæreste i tre måneder. Det var i den proces, det gik op for mig, at jeg var nødt til at lave en radikal ændring i mit liv.
Jeg kunne lige akkurat kæmpe mig igennem en forårs- og sommertour i 2023 med Phlake, men derefter måtte den konstante klump i halsen opløses ved kun at fokusere på at slappe af og finde ro. Ingen e-mails, møder, koncerter osv. Kun fokus på at lave musik – uden deadlines og uden forventninger fra andre mennesker end mig selv.
Jeg vil nok beskrive det som legesygt og minimalistisk på samme tid. Simpelt og weird. Der er både elektroniske og organiske, håndspillede elementer – en blanding af house og R’n’B – men selve sangskrivningen, når det gælder melodier, tekst og opbygning, er ret poppet.
Ambitionen har været at strække rammerne for, hvordan popmusik kan lyde. En af mine gode venner sagde også til mig, at han er glad for, at jeg udlever min indiedrøm.
Hvis rejsen fører derhen, tager jeg da gerne med – men det er ikke drivkraften. Jeg er mest interesseret i at bygge noget, der spejler, hvor jeg er i mit liv. Noget, der føles passende, ægte og nært, uanset om det er et sted med 50 mennesker eller en kæmpe festival.
Det skete faktisk i forbindelse med Phlake-pladen “TIDOYS”. Vi lavede et alter ego, “Mercedes the Virus”, som i virkeligheden bare var min stemme, formant-pitchet, så den lød lysere. Pladen bestod udelukkende af “duetter” mellem mig og min pitchede stemme.
I lang tid havde vi dog ikke afsløret, at det var min stemme – så for at gøre historien om, at “Mercedes the Virus” var en ægte ny artist, var planen at lave et solotrack til karakteren. Og det skulle jo gerne have en anden lyd end Phlake. Derfor spurgte jeg Awinbeh, om han var klar. Det var han – og i vores allerførste session lavede vi “Beast”.
Nummeret blev aldrig udgivet som en Mercedes-sang, men jeg kunne ikke slippe det. Og på den måde blev det lidt et startskud til samarbejdet mellem Awinbeh og mig.
Jeg synes, beatet er helt fantastisk, og at det viser, hvad jeg blev forelsket i ved Awinbehs måde at lave beats på. Der er en masse æstetik i lyduniverset, som tiltaler mig – letheden i de nærmest gennemsigtige lydflader blandet med en insisterende fremdrift i trommerne på samme tid.
Vokal og tekst blander det rå og det bløde, og så er der noget futuristisk over udtrykket, som repræsenterer ambitionen med pladen på en måde, jeg virkelig godt kan lide.
På ret afgørende vis. Det er Awinbeh og jeg, der har lavet størstedelen sammen – med hjælp fra andre dygtige folk, selvfølgelig – men Awinbeh har produceret på samtlige tracks, og vi har lukket alle numre sammen.
Jeg håber, de kan spejle sig i noget af det - og måske får lyst til at slå op i guiden i ny og næ.
