Det startede med en helt klar idé: Vi ville lave et rendyrket trap-album. Ikke noget afrobeat, ikke noget med at prøve at ramme et hit. Michael sagde det meget direkte: “Jeg vil bare lave det, jeg har lyst til.” Og det fik vi lov til. Det var vigtigt for mig ikke at vise ham noget, der gik uden for det univers – vi var meget målrettede. Og så klikkede vi bare fra første session, og Michael Williams er blevet en af mine rigtig gode venner. Vi ramte den samme vibe og forstod hinanden hurtigt, og det sker ikke særlig tit som producer, når man tager i studiet med en ny artist. Men her var det bare: ”Jeg hører den her musik.” ”Det gør jeg også.” Og så kørte det bare derfra.
Det var “BUS STOP FREESTYLE”. Jeg tror, det var første eller anden dag, vi lavede den. Den satte faktisk retningen for hele projektet. Det er meget amerikansk inspireret, Florida-trap-agtigt – sådan noget, man ikke har hørt så meget i Danmark endnu. Den skiller sig meget ud, både i produktionen og i leveringen. Michael dragger på ordene og leger med stemmen, og jeg kunne mærke, vi havde fat i noget særligt allerede der. Og det var dét, der banede vejen for, at jeg kunne være med på projektet – for normalt spørger man jo ikke en fyr, der har udgivet to sange (som jeg havde på daværende tidspunkt), om han vil med på et helt album.
For mig handler det om, at man kan mærke folk i musikken. Der skal stadig være noget aggressivitet, hvis det er rap, og nogle følelser, hvis det er sang. Min produktion er baseret meget på følelse. Jeg prøver altid at lægge noget ind, som gør, at du føler noget – selv hvis det er trap, så prøver jeg at lægge nogle momenter ind, hvor man får lov at føle noget. Jeg laver ikke én genre. Før jeg mødte Michael, troede folk, at jeg kun lavede pop. Men jeg kan faktisk lave det hele. Det vigtigste for mig er, at man kan mærke artisten i det, jeg laver.
Jeg havde et job, men blev fyret, fordi studiesessions til klokken 4 om natten ikke hang sammen med et arbejde.
Jeg har aldrig rigtig set det som en hobby. Jeg vidste ret tidligt, at det var det her, jeg ville – allerede i 9. klasse. Der sagde jeg til mine forældre: “Når jeg får et arbejde, så er det, fordi jeg tjener penge på at lave musik.” Hele gymnasietiden var jeg i studiet hver dag. Jeg havde ingen penge, men jeg følte ikke, jeg havde tid til et job, for jeg lavede musik hele tiden.
For 2,5 år siden tog jeg i studiet for første gang med en artist, og han hed Kundo. Det var den første session med en anden artist end min faste gruppe, og det gav mig bare endnu mere blod på tanden.
Kundo var første gang, jeg blev spurgt direkte om at tage i studiet. Han havde set mig på TikTok eller Instagram og skrev til mig, fordi han var i København. Det var, inden nogen af os havde udgivet noget. Vi har faktisk kendt hinanden i tre år nu, men det er først for nylig, at vi har fået udgivet en sang sammen. Men vi har lavet en masse andre ting, som ikke er udgivet.
Med Annika startede det med, at hun skrev til mig på TikTok og spurgte, om jeg ikke ville i studiet med hende. Og jeg tænkte: “Naarh, det ved jeg sgu ikke – hvorfor skulle jeg det?” - Så gik der lidt over et halvt år, hvor vi havde set hinanden i byen et par gange og sagt hej, og så udgiver hun lige pludselig “Knuste hjerter”, og jeg var sådan: “Shit, hvorfor har jeg ikke hørt den?” – og så tog vi i studiet sammen. Så vi har også kendt hinanden længe.
Sira Jovina er faktisk fra samme område som mig, og vi har nogle fælles venner fra Humlebæk, så det gav også god mening. Vores første studiesession var faktisk med Kundo, hvor vi lavede sangen “Bling Bling”.
Og med Lay var det gennem management, og vi arbejdede rigtig meget sammen på et tidspunkt.
Jeg håber at udgive noget under mit eget navn og brande mig selv lidt mere. Jeg vil gerne ud at spille, skabe nogle events og lave noget, der rykker lidt ved kulturen. Jeg føler, jeg har et godt netværk og mange omkring mig, så jeg vil gerne være med til at lave lidt rav i den danske kultur.
Det var faktisk derfor, jeg startede med at lave musik - altså drømmen om at udgive i eget navn. Jeg var meget inspireret af Ukendt Kunstners univers, og jeg ville bare gerne høre alle danskere på deres produktioner. Jeg sad og recreatede vokaler fra danske sange og lagde dem over deres beats, og der startede drømmen om at lave mit eget album.
Det startede med en helt klar idé: Vi ville lave et rendyrket trap-album. Ikke noget afrobeat, ikke noget med at prøve at ramme et hit. Michael sagde det meget direkte: “Jeg vil bare lave det, jeg har lyst til.” Og det fik vi lov til. Det var vigtigt for mig ikke at vise ham noget, der gik uden for det univers – vi var meget målrettede. Og så klikkede vi bare fra første session, og Michael Williams er blevet en af mine rigtig gode venner. Vi ramte den samme vibe og forstod hinanden hurtigt, og det sker ikke særlig tit som producer, når man tager i studiet med en ny artist. Men her var det bare: ”Jeg hører den her musik.” ”Det gør jeg også.” Og så kørte det bare derfra.
Det var “BUS STOP FREESTYLE”. Jeg tror, det var første eller anden dag, vi lavede den. Den satte faktisk retningen for hele projektet. Det er meget amerikansk inspireret, Florida-trap-agtigt – sådan noget, man ikke har hørt så meget i Danmark endnu. Den skiller sig meget ud, både i produktionen og i leveringen. Michael dragger på ordene og leger med stemmen, og jeg kunne mærke, vi havde fat i noget særligt allerede der. Og det var dét, der banede vejen for, at jeg kunne være med på projektet – for normalt spørger man jo ikke en fyr, der har udgivet to sange (som jeg havde på daværende tidspunkt), om han vil med på et helt album.
For mig handler det om, at man kan mærke folk i musikken. Der skal stadig være noget aggressivitet, hvis det er rap, og nogle følelser, hvis det er sang. Min produktion er baseret meget på følelse. Jeg prøver altid at lægge noget ind, som gør, at du føler noget – selv hvis det er trap, så prøver jeg at lægge nogle momenter ind, hvor man får lov at føle noget. Jeg laver ikke én genre. Før jeg mødte Michael, troede folk, at jeg kun lavede pop. Men jeg kan faktisk lave det hele. Det vigtigste for mig er, at man kan mærke artisten i det, jeg laver.
Jeg havde et job, men blev fyret, fordi studiesessions til klokken 4 om natten ikke hang sammen med et arbejde.
Jeg har aldrig rigtig set det som en hobby. Jeg vidste ret tidligt, at det var det her, jeg ville – allerede i 9. klasse. Der sagde jeg til mine forældre: “Når jeg får et arbejde, så er det, fordi jeg tjener penge på at lave musik.” Hele gymnasietiden var jeg i studiet hver dag. Jeg havde ingen penge, men jeg følte ikke, jeg havde tid til et job, for jeg lavede musik hele tiden.
For 2,5 år siden tog jeg i studiet for første gang med en artist, og han hed Kundo. Det var den første session med en anden artist end min faste gruppe, og det gav mig bare endnu mere blod på tanden.
Kundo var første gang, jeg blev spurgt direkte om at tage i studiet. Han havde set mig på TikTok eller Instagram og skrev til mig, fordi han var i København. Det var, inden nogen af os havde udgivet noget. Vi har faktisk kendt hinanden i tre år nu, men det er først for nylig, at vi har fået udgivet en sang sammen. Men vi har lavet en masse andre ting, som ikke er udgivet.
Med Annika startede det med, at hun skrev til mig på TikTok og spurgte, om jeg ikke ville i studiet med hende. Og jeg tænkte: “Naarh, det ved jeg sgu ikke – hvorfor skulle jeg det?” - Så gik der lidt over et halvt år, hvor vi havde set hinanden i byen et par gange og sagt hej, og så udgiver hun lige pludselig “Knuste hjerter”, og jeg var sådan: “Shit, hvorfor har jeg ikke hørt den?” – og så tog vi i studiet sammen. Så vi har også kendt hinanden længe.
Sira Jovina er faktisk fra samme område som mig, og vi har nogle fælles venner fra Humlebæk, så det gav også god mening. Vores første studiesession var faktisk med Kundo, hvor vi lavede sangen “Bling Bling”.
Og med Lay var det gennem management, og vi arbejdede rigtig meget sammen på et tidspunkt.
Jeg håber at udgive noget under mit eget navn og brande mig selv lidt mere. Jeg vil gerne ud at spille, skabe nogle events og lave noget, der rykker lidt ved kulturen. Jeg føler, jeg har et godt netværk og mange omkring mig, så jeg vil gerne være med til at lave lidt rav i den danske kultur.
Det var faktisk derfor, jeg startede med at lave musik - altså drømmen om at udgive i eget navn. Jeg var meget inspireret af Ukendt Kunstners univers, og jeg ville bare gerne høre alle danskere på deres produktioner. Jeg sad og recreatede vokaler fra danske sange og lagde dem over deres beats, og der startede drømmen om at lave mit eget album.
Det startede med en helt klar idé: Vi ville lave et rendyrket trap-album. Ikke noget afrobeat, ikke noget med at prøve at ramme et hit. Michael sagde det meget direkte: “Jeg vil bare lave det, jeg har lyst til.” Og det fik vi lov til. Det var vigtigt for mig ikke at vise ham noget, der gik uden for det univers – vi var meget målrettede. Og så klikkede vi bare fra første session, og Michael Williams er blevet en af mine rigtig gode venner. Vi ramte den samme vibe og forstod hinanden hurtigt, og det sker ikke særlig tit som producer, når man tager i studiet med en ny artist. Men her var det bare: ”Jeg hører den her musik.” ”Det gør jeg også.” Og så kørte det bare derfra.
Det var “BUS STOP FREESTYLE”. Jeg tror, det var første eller anden dag, vi lavede den. Den satte faktisk retningen for hele projektet. Det er meget amerikansk inspireret, Florida-trap-agtigt – sådan noget, man ikke har hørt så meget i Danmark endnu. Den skiller sig meget ud, både i produktionen og i leveringen. Michael dragger på ordene og leger med stemmen, og jeg kunne mærke, vi havde fat i noget særligt allerede der. Og det var dét, der banede vejen for, at jeg kunne være med på projektet – for normalt spørger man jo ikke en fyr, der har udgivet to sange (som jeg havde på daværende tidspunkt), om han vil med på et helt album.
For mig handler det om, at man kan mærke folk i musikken. Der skal stadig være noget aggressivitet, hvis det er rap, og nogle følelser, hvis det er sang. Min produktion er baseret meget på følelse. Jeg prøver altid at lægge noget ind, som gør, at du føler noget – selv hvis det er trap, så prøver jeg at lægge nogle momenter ind, hvor man får lov at føle noget. Jeg laver ikke én genre. Før jeg mødte Michael, troede folk, at jeg kun lavede pop. Men jeg kan faktisk lave det hele. Det vigtigste for mig er, at man kan mærke artisten i det, jeg laver.
Jeg havde et job, men blev fyret, fordi studiesessions til klokken 4 om natten ikke hang sammen med et arbejde.
Jeg har aldrig rigtig set det som en hobby. Jeg vidste ret tidligt, at det var det her, jeg ville – allerede i 9. klasse. Der sagde jeg til mine forældre: “Når jeg får et arbejde, så er det, fordi jeg tjener penge på at lave musik.” Hele gymnasietiden var jeg i studiet hver dag. Jeg havde ingen penge, men jeg følte ikke, jeg havde tid til et job, for jeg lavede musik hele tiden.
For 2,5 år siden tog jeg i studiet for første gang med en artist, og han hed Kundo. Det var den første session med en anden artist end min faste gruppe, og det gav mig bare endnu mere blod på tanden.
Kundo var første gang, jeg blev spurgt direkte om at tage i studiet. Han havde set mig på TikTok eller Instagram og skrev til mig, fordi han var i København. Det var, inden nogen af os havde udgivet noget. Vi har faktisk kendt hinanden i tre år nu, men det er først for nylig, at vi har fået udgivet en sang sammen. Men vi har lavet en masse andre ting, som ikke er udgivet.
Med Annika startede det med, at hun skrev til mig på TikTok og spurgte, om jeg ikke ville i studiet med hende. Og jeg tænkte: “Naarh, det ved jeg sgu ikke – hvorfor skulle jeg det?” - Så gik der lidt over et halvt år, hvor vi havde set hinanden i byen et par gange og sagt hej, og så udgiver hun lige pludselig “Knuste hjerter”, og jeg var sådan: “Shit, hvorfor har jeg ikke hørt den?” – og så tog vi i studiet sammen. Så vi har også kendt hinanden længe.
Sira Jovina er faktisk fra samme område som mig, og vi har nogle fælles venner fra Humlebæk, så det gav også god mening. Vores første studiesession var faktisk med Kundo, hvor vi lavede sangen “Bling Bling”.
Og med Lay var det gennem management, og vi arbejdede rigtig meget sammen på et tidspunkt.
Jeg håber at udgive noget under mit eget navn og brande mig selv lidt mere. Jeg vil gerne ud at spille, skabe nogle events og lave noget, der rykker lidt ved kulturen. Jeg føler, jeg har et godt netværk og mange omkring mig, så jeg vil gerne være med til at lave lidt rav i den danske kultur.
Det var faktisk derfor, jeg startede med at lave musik - altså drømmen om at udgive i eget navn. Jeg var meget inspireret af Ukendt Kunstners univers, og jeg ville bare gerne høre alle danskere på deres produktioner. Jeg sad og recreatede vokaler fra danske sange og lagde dem over deres beats, og der startede drømmen om at lave mit eget album.
