
Selvom forvirringen er total, er fascinationen kun desto større efter at have været vidne til Nathan Fielders og Lance Oppenheims genistreg af en film om Theranos-stifteren Elizabeth Holmes.
Hvis man lige skal have genopfrisket, hvem den berømte og berygtede tech-bedrager Elizabeth Holmes er, så kommer her et recap: Som 19-årig droppede hun ud af Stanford og grundlagde Theranos, der lovede at revolutionere blodprøver med blot en enkelt dråbe blod. Hun blev hyldet som Silicon Valleys nye Steve Jobs, indtil det kom frem, at teknologien ikke virkede som lovet. I 2022 blev hun idømt over 11 års fængsel for bedrageri mod investorer.
Det er så her Fielder og Oppenheim træder ind i billedet med en tilsyneladende ligetil præmis: Et filmhold med Fielder i spidsen flytter ind hos Elizabeth Holmes og hendes partner Billy Evans og følger dem i de 34 dage, inden Holmes skal begynde sin fængselsafsoning. Simpelt. Dette skal dog vise sig kun at være optakten til noget langt mere hjernevridende.
Perfekt akkompagneret af komponisten Ari Balouzians originale soundtrack, der løber koldt og ulmende ned af ryggen, samt en statisk og nærgående kamera i klaustrofobisk 4:3-format, tvinges vi uhyggeligt tæt på Holmes og hendes partner. Vi inviteres til at fordybe os i hendes gådefulde udtryk med fastlåste øjne og latente smil – uanset hendes følelsesmæssige tilstand. Et nærmest hjemsøgende syn, der brænder sig fast på nethinden, og som med god grund er blevet skambrugt i filmens markedsføring.
Det er intimte og effektfulde stilistiske greb, som leger med vores opfattelse af dokumentarisk virkelighed og dramatiseret fiktion. Noget der skaber en fysisk nærhed til karaktererne – en nærhed som ironisk nok virker fraværende på alle andre planer. Denne modsætning understøtter på elegant vis den forvirring, som både filmholdet og vi som seere oplever i forsøget på at blive klogere på hele sagen.
Men vi bliver næppe klogere på Holmes’ intellektuelle, videnskabelige og teknologiske kunnen. Til gengæld får vi et indblik i noget, som viser sig at være langt mere interessant og kompromitterende: hendes forhold til Billy, sin opfindelse og ikke mindst sin egen opfattelse af sandheden.
I en af Fielders og Holmes’ mange samtaler bliver det tydeligt, hvor afgørende en betydning selv små sproglige nuancer kan have for Holmes’ forståelse af sin egen (u)skyld. Og Fielder formår faktisk, at kaste lys over, hvordan bestemte ord og sætningsopbygninger kan ændre opfattelsen af, hvorvidt Holmes bevidst forsøgte at bedrage sine investorer. Her vil jeg bare lige minde om, at god tro og inkriminerende handlinger som bekendt ikke udelukker hinanden…
Det leder Fielder til den klassiske Abbott og Costello-sketch Who’s On First?, hvor en simpel samtale om et baseballhold udvikler sig til en absurd misforståelse, hvor ingen af dem forstår hinandens logik. Da Fielder viser sketchen til Holmes, griner hun med. Men da Fielder spørger, hvorfor hun synes, det er sjovt, giver det nærmest et sug i maven, når hun ikke kan forklare hvorfor. Forstår hun ikke den misforståelse, der kan opstå, når man ikke kommunikerer klart? Eller lader hun som om? Det psykologiske spil er i gang.
Og her må man virkelig tage hatten af for Nathan Fielder. Som en af filmens overvejende hovedpersoner er han også vores anker i fornuften. Med sine ligefremme spørgsmål og ufiltrerede reaktioner formår han på én og samme tid at involvere og distancere sig – en balancegang, hvor hans egen og filmens integritet er på spil. Som seer er vidne til hans egen forvirring og forsøg på at forstå, hvad der er op og ned. Og det smitter af.
Holmes’ mand, Billy Evans, viser sig samtidig at indtage en langt større rolle end først antaget – noget traileren måske har teaset, men som alligevel må siges at forbløffe i takt med, at filmen udspiller sig. En scene, som jeg spår, mange sent vil glemme, viser Holmes, der forsigtigt pisker æg – noget, der fanger Billys opmærksomhed, hvorefter han uden et eneste ord (over)tager opgaven fra hende. Fielder bider straks mærke i den besynderlige interaktion og konfronterer Billy, som grinende glider af på det.
Et banalt øjeblik, men som på mange måder illustrerer den foruroligende dynamik, der eksisterer mellem de to. Og det er kun begyndelsen på en række opsigtsvækkende Billy-coded øjeblikke – faktisk så mange, at det er svært at fremmane nogen som helst positive bemærkninger om den mand.
Man kunne til gengæld have ønsket sig mere taletid til Holmes’ forældre, der med foldede hænder og rynkede pander ser ud til at brænde inde med vigtig viden om deres datter, men som aldrig for alvor når frem til os. I en film, der på sin vis handler om, hvem der ved hvad, er det en lidt for løs ende at have.
Meget velorkestreret lægger Fielder og Oppenheim diskrete spor ud gennem filmens forløb, som hele tiden får os til at genoverveje vores opfattelse af Holmes. Man befinder sig i en konstant forhandling mellem opfattelsen af, at hun må være bedrageriets final boss, og frygten for, at man har med et langt mere sårbart menneske at gøre, end først antaget.
Som Amanda Seyfried, der spillede Elizabeth Holmes i serien The Dropout (2022), påpeger over for Fielder, da der går ægte undersøgende true crime-journalistik og virkelighedsbøjning i den, kan Holmes enten være oprigtigt uvidende eller dybt manipulerende. Det er ord mod ord – og som tidligere nævnt, er netop ordenes betydning en af filmens helt store kæpheste.
Sammen med Seyfried tager Fielder os så dybt ind i metalagenes land, at virkeligheden slår knuder på sig selv, når iscenesættelserne og dramatiseringerne får frit løb mellem de to. Og som seer er man tvunget til at overveje de mange virkelighedsversioner.
Med det har Fielder og Oppenheim leveret en elektrisk og uafrystelig genrehybrid, der ligefrem gør true crime-dokumentaren hot igen. Og med den højaktuelle sortkomiske Primetime, der markerer Oppenheims spillefilmsdebut som instruktør, har han i den grad slået sit navn fast som en filmskaber, vi skal holde øje med fremover.
Jeg tør godt lægge hovedet på blokken og sige, at dette kun er begyndelsen på et nyt kapitel om den enigmatiske kvinde.
Så tro ikke, at du kender historien om Elizabeth Holmes, før du har set den her film. Men tro heller ikke, at du kommer til at kende den efter.
For tilbage står spørgsmålet, om vi egentlig har set alting.


Selvom forvirringen er total, er fascinationen kun desto større efter at have været vidne til Nathan Fielders og Lance Oppenheims genistreg af en film om Theranos-stifteren Elizabeth Holmes.
Hvis man lige skal have genopfrisket, hvem den berømte og berygtede tech-bedrager Elizabeth Holmes er, så kommer her et recap: Som 19-årig droppede hun ud af Stanford og grundlagde Theranos, der lovede at revolutionere blodprøver med blot en enkelt dråbe blod. Hun blev hyldet som Silicon Valleys nye Steve Jobs, indtil det kom frem, at teknologien ikke virkede som lovet. I 2022 blev hun idømt over 11 års fængsel for bedrageri mod investorer.
Det er så her Fielder og Oppenheim træder ind i billedet med en tilsyneladende ligetil præmis: Et filmhold med Fielder i spidsen flytter ind hos Elizabeth Holmes og hendes partner Billy Evans og følger dem i de 34 dage, inden Holmes skal begynde sin fængselsafsoning. Simpelt. Dette skal dog vise sig kun at være optakten til noget langt mere hjernevridende.
Perfekt akkompagneret af komponisten Ari Balouzians originale soundtrack, der løber koldt og ulmende ned af ryggen, samt en statisk og nærgående kamera i klaustrofobisk 4:3-format, tvinges vi uhyggeligt tæt på Holmes og hendes partner. Vi inviteres til at fordybe os i hendes gådefulde udtryk med fastlåste øjne og latente smil – uanset hendes følelsesmæssige tilstand. Et nærmest hjemsøgende syn, der brænder sig fast på nethinden, og som med god grund er blevet skambrugt i filmens markedsføring.
Det er intimte og effektfulde stilistiske greb, som leger med vores opfattelse af dokumentarisk virkelighed og dramatiseret fiktion. Noget der skaber en fysisk nærhed til karaktererne – en nærhed som ironisk nok virker fraværende på alle andre planer. Denne modsætning understøtter på elegant vis den forvirring, som både filmholdet og vi som seere oplever i forsøget på at blive klogere på hele sagen.
Men vi bliver næppe klogere på Holmes’ intellektuelle, videnskabelige og teknologiske kunnen. Til gengæld får vi et indblik i noget, som viser sig at være langt mere interessant og kompromitterende: hendes forhold til Billy, sin opfindelse og ikke mindst sin egen opfattelse af sandheden.
I en af Fielders og Holmes’ mange samtaler bliver det tydeligt, hvor afgørende en betydning selv små sproglige nuancer kan have for Holmes’ forståelse af sin egen (u)skyld. Og Fielder formår faktisk, at kaste lys over, hvordan bestemte ord og sætningsopbygninger kan ændre opfattelsen af, hvorvidt Holmes bevidst forsøgte at bedrage sine investorer. Her vil jeg bare lige minde om, at god tro og inkriminerende handlinger som bekendt ikke udelukker hinanden…
Det leder Fielder til den klassiske Abbott og Costello-sketch Who’s On First?, hvor en simpel samtale om et baseballhold udvikler sig til en absurd misforståelse, hvor ingen af dem forstår hinandens logik. Da Fielder viser sketchen til Holmes, griner hun med. Men da Fielder spørger, hvorfor hun synes, det er sjovt, giver det nærmest et sug i maven, når hun ikke kan forklare hvorfor. Forstår hun ikke den misforståelse, der kan opstå, når man ikke kommunikerer klart? Eller lader hun som om? Det psykologiske spil er i gang.
Og her må man virkelig tage hatten af for Nathan Fielder. Som en af filmens overvejende hovedpersoner er han også vores anker i fornuften. Med sine ligefremme spørgsmål og ufiltrerede reaktioner formår han på én og samme tid at involvere og distancere sig – en balancegang, hvor hans egen og filmens integritet er på spil. Som seer er vidne til hans egen forvirring og forsøg på at forstå, hvad der er op og ned. Og det smitter af.
Holmes’ mand, Billy Evans, viser sig samtidig at indtage en langt større rolle end først antaget – noget traileren måske har teaset, men som alligevel må siges at forbløffe i takt med, at filmen udspiller sig. En scene, som jeg spår, mange sent vil glemme, viser Holmes, der forsigtigt pisker æg – noget, der fanger Billys opmærksomhed, hvorefter han uden et eneste ord (over)tager opgaven fra hende. Fielder bider straks mærke i den besynderlige interaktion og konfronterer Billy, som grinende glider af på det.
Et banalt øjeblik, men som på mange måder illustrerer den foruroligende dynamik, der eksisterer mellem de to. Og det er kun begyndelsen på en række opsigtsvækkende Billy-coded øjeblikke – faktisk så mange, at det er svært at fremmane nogen som helst positive bemærkninger om den mand.
Man kunne til gengæld have ønsket sig mere taletid til Holmes’ forældre, der med foldede hænder og rynkede pander ser ud til at brænde inde med vigtig viden om deres datter, men som aldrig for alvor når frem til os. I en film, der på sin vis handler om, hvem der ved hvad, er det en lidt for løs ende at have.
Meget velorkestreret lægger Fielder og Oppenheim diskrete spor ud gennem filmens forløb, som hele tiden får os til at genoverveje vores opfattelse af Holmes. Man befinder sig i en konstant forhandling mellem opfattelsen af, at hun må være bedrageriets final boss, og frygten for, at man har med et langt mere sårbart menneske at gøre, end først antaget.
Som Amanda Seyfried, der spillede Elizabeth Holmes i serien The Dropout (2022), påpeger over for Fielder, da der går ægte undersøgende true crime-journalistik og virkelighedsbøjning i den, kan Holmes enten være oprigtigt uvidende eller dybt manipulerende. Det er ord mod ord – og som tidligere nævnt, er netop ordenes betydning en af filmens helt store kæpheste.
Sammen med Seyfried tager Fielder os så dybt ind i metalagenes land, at virkeligheden slår knuder på sig selv, når iscenesættelserne og dramatiseringerne får frit løb mellem de to. Og som seer er man tvunget til at overveje de mange virkelighedsversioner.
Med det har Fielder og Oppenheim leveret en elektrisk og uafrystelig genrehybrid, der ligefrem gør true crime-dokumentaren hot igen. Og med den højaktuelle sortkomiske Primetime, der markerer Oppenheims spillefilmsdebut som instruktør, har han i den grad slået sit navn fast som en filmskaber, vi skal holde øje med fremover.
Jeg tør godt lægge hovedet på blokken og sige, at dette kun er begyndelsen på et nyt kapitel om den enigmatiske kvinde.
Så tro ikke, at du kender historien om Elizabeth Holmes, før du har set den her film. Men tro heller ikke, at du kommer til at kende den efter.
For tilbage står spørgsmålet, om vi egentlig har set alting.


Selvom forvirringen er total, er fascinationen kun desto større efter at have været vidne til Nathan Fielders og Lance Oppenheims genistreg af en film om Theranos-stifteren Elizabeth Holmes.
Hvis man lige skal have genopfrisket, hvem den berømte og berygtede tech-bedrager Elizabeth Holmes er, så kommer her et recap: Som 19-årig droppede hun ud af Stanford og grundlagde Theranos, der lovede at revolutionere blodprøver med blot en enkelt dråbe blod. Hun blev hyldet som Silicon Valleys nye Steve Jobs, indtil det kom frem, at teknologien ikke virkede som lovet. I 2022 blev hun idømt over 11 års fængsel for bedrageri mod investorer.
Det er så her Fielder og Oppenheim træder ind i billedet med en tilsyneladende ligetil præmis: Et filmhold med Fielder i spidsen flytter ind hos Elizabeth Holmes og hendes partner Billy Evans og følger dem i de 34 dage, inden Holmes skal begynde sin fængselsafsoning. Simpelt. Dette skal dog vise sig kun at være optakten til noget langt mere hjernevridende.
Perfekt akkompagneret af komponisten Ari Balouzians originale soundtrack, der løber koldt og ulmende ned af ryggen, samt en statisk og nærgående kamera i klaustrofobisk 4:3-format, tvinges vi uhyggeligt tæt på Holmes og hendes partner. Vi inviteres til at fordybe os i hendes gådefulde udtryk med fastlåste øjne og latente smil – uanset hendes følelsesmæssige tilstand. Et nærmest hjemsøgende syn, der brænder sig fast på nethinden, og som med god grund er blevet skambrugt i filmens markedsføring.
Det er intimte og effektfulde stilistiske greb, som leger med vores opfattelse af dokumentarisk virkelighed og dramatiseret fiktion. Noget der skaber en fysisk nærhed til karaktererne – en nærhed som ironisk nok virker fraværende på alle andre planer. Denne modsætning understøtter på elegant vis den forvirring, som både filmholdet og vi som seere oplever i forsøget på at blive klogere på hele sagen.
Men vi bliver næppe klogere på Holmes’ intellektuelle, videnskabelige og teknologiske kunnen. Til gengæld får vi et indblik i noget, som viser sig at være langt mere interessant og kompromitterende: hendes forhold til Billy, sin opfindelse og ikke mindst sin egen opfattelse af sandheden.
I en af Fielders og Holmes’ mange samtaler bliver det tydeligt, hvor afgørende en betydning selv små sproglige nuancer kan have for Holmes’ forståelse af sin egen (u)skyld. Og Fielder formår faktisk, at kaste lys over, hvordan bestemte ord og sætningsopbygninger kan ændre opfattelsen af, hvorvidt Holmes bevidst forsøgte at bedrage sine investorer. Her vil jeg bare lige minde om, at god tro og inkriminerende handlinger som bekendt ikke udelukker hinanden…
Det leder Fielder til den klassiske Abbott og Costello-sketch Who’s On First?, hvor en simpel samtale om et baseballhold udvikler sig til en absurd misforståelse, hvor ingen af dem forstår hinandens logik. Da Fielder viser sketchen til Holmes, griner hun med. Men da Fielder spørger, hvorfor hun synes, det er sjovt, giver det nærmest et sug i maven, når hun ikke kan forklare hvorfor. Forstår hun ikke den misforståelse, der kan opstå, når man ikke kommunikerer klart? Eller lader hun som om? Det psykologiske spil er i gang.
Og her må man virkelig tage hatten af for Nathan Fielder. Som en af filmens overvejende hovedpersoner er han også vores anker i fornuften. Med sine ligefremme spørgsmål og ufiltrerede reaktioner formår han på én og samme tid at involvere og distancere sig – en balancegang, hvor hans egen og filmens integritet er på spil. Som seer er vidne til hans egen forvirring og forsøg på at forstå, hvad der er op og ned. Og det smitter af.
Holmes’ mand, Billy Evans, viser sig samtidig at indtage en langt større rolle end først antaget – noget traileren måske har teaset, men som alligevel må siges at forbløffe i takt med, at filmen udspiller sig. En scene, som jeg spår, mange sent vil glemme, viser Holmes, der forsigtigt pisker æg – noget, der fanger Billys opmærksomhed, hvorefter han uden et eneste ord (over)tager opgaven fra hende. Fielder bider straks mærke i den besynderlige interaktion og konfronterer Billy, som grinende glider af på det.
Et banalt øjeblik, men som på mange måder illustrerer den foruroligende dynamik, der eksisterer mellem de to. Og det er kun begyndelsen på en række opsigtsvækkende Billy-coded øjeblikke – faktisk så mange, at det er svært at fremmane nogen som helst positive bemærkninger om den mand.
Man kunne til gengæld have ønsket sig mere taletid til Holmes’ forældre, der med foldede hænder og rynkede pander ser ud til at brænde inde med vigtig viden om deres datter, men som aldrig for alvor når frem til os. I en film, der på sin vis handler om, hvem der ved hvad, er det en lidt for løs ende at have.
Meget velorkestreret lægger Fielder og Oppenheim diskrete spor ud gennem filmens forløb, som hele tiden får os til at genoverveje vores opfattelse af Holmes. Man befinder sig i en konstant forhandling mellem opfattelsen af, at hun må være bedrageriets final boss, og frygten for, at man har med et langt mere sårbart menneske at gøre, end først antaget.
Som Amanda Seyfried, der spillede Elizabeth Holmes i serien The Dropout (2022), påpeger over for Fielder, da der går ægte undersøgende true crime-journalistik og virkelighedsbøjning i den, kan Holmes enten være oprigtigt uvidende eller dybt manipulerende. Det er ord mod ord – og som tidligere nævnt, er netop ordenes betydning en af filmens helt store kæpheste.
Sammen med Seyfried tager Fielder os så dybt ind i metalagenes land, at virkeligheden slår knuder på sig selv, når iscenesættelserne og dramatiseringerne får frit løb mellem de to. Og som seer er man tvunget til at overveje de mange virkelighedsversioner.
Med det har Fielder og Oppenheim leveret en elektrisk og uafrystelig genrehybrid, der ligefrem gør true crime-dokumentaren hot igen. Og med den højaktuelle sortkomiske Primetime, der markerer Oppenheims spillefilmsdebut som instruktør, har han i den grad slået sit navn fast som en filmskaber, vi skal holde øje med fremover.
Jeg tør godt lægge hovedet på blokken og sige, at dette kun er begyndelsen på et nyt kapitel om den enigmatiske kvinde.
Så tro ikke, at du kender historien om Elizabeth Holmes, før du har set den her film. Men tro heller ikke, at du kommer til at kende den efter.
For tilbage står spørgsmålet, om vi egentlig har set alting.










