Der er noget med rockguitaren for tiden. Den har fundet vej til Charli xcx, der efter den neongrønne og elektroniske Brat-æra har foretaget noget nær den størst tænkelige musikalske kovending og kastet sig over rockmusikken. Den står i front som en central artefakt hos Miley Cyrus, der netop har relanceret sig selv. Ligeså står Olivia Rodrigo med guitaren om halsen, mens distortion, poppunk og 90'ernes alternative rock buldrer gennem hendes popunivers.
Noget tyder med andre ord på, at rockæstetikken har vundet indpas i popkulturen. Men betyder det så, at rocken er tilbage?
Ikke helt. For rocken har selvfølgelig aldrig været væk, og det er heller ikke nyt, at pop og rock låner fra hinanden. Det interessante lige nu er snarere måden, rockens æstetiske og performative formsprog bevæger sig ind i mainstream-poppens centrum. Guitaren er ikke kun et instrument, men også en artefakt: et æstetisk tegn, der allerede bærer på en hel fortælling om autenticitet, oprør og rockstjernen som figur.
Det måske mest interessante eksempel finder vi hos Charli xcx. Efter Brats hypepoppede og Berlin-agtige klubunivers, er fortællingen en anden på hendes nyeste album. På “Rock Music” bygger musikken på en massiv, beskidt guitarlyd, mens Charli i den sort-hvide musikvideo ryger cigaretter, crowdsurfer og smadrer en guitar. Rocken bliver ikke bare noget, der kan høres, men noget, der skal ses og performes.
Men faktisk kan forbindelsen trækkes tilbage til Brat. For selv om albummets musikalske udgangspunkt var klubben, var der allerede noget næsten rockstjerneagtigt over den figur, Charli opbyggede omkring det. Cigaretterne, solbrillerne, den demonstrative nonchalance, coke på toilettet og den evige fest kunne næsten ligne en 00'er-rockstjerne a la Julian Casablancas – nu med kvindeligt fortegn og pakket ind i hyperpop.
Og her bliver legen med rockæstetikken mere interessant end bare endnu et nostalgisk stilskifte. For den klassiske fortælling om den selvdestruktive, arrogante og kompromisløse rockstjerne har historisk haft en påfaldende tendens til at være en fortælling om mænd. Hos Charli bliver figuren nærmest mimet og vendt på hovedet. Hun tager nogle af den mandlige rockstjernes mest velkendte privilegier – retten til at være beskidt, arrogant, promiskuøs, højlydt og ligeglad – og gør dem til materiale for sin egen popstjernefigur.
Det kan læses som en form for subversion og måske ligefrem som noget frigørende: Hun efterligner ikke bare rockstjernen, men tager ejerskab over en kulturel position, kvinder historisk langt sjældnere har fået lov til at indtage uden samtidig at blive straffet for den. At hun nu helt konkret griber guitaren, føles derfor næsten som næste skridt i en bevægelse, der allerede var i gang under Brat.
Hos Miley er historien en anden, for hendes fascination af rocken er langtfra ny. Gennem sin karriere har hun givet den med covers af nogle af rockhistoriens helt store sange, mens Plastic Hearts fra 2020 præsenterede en mere glamrocket version af Cyrus med guitarer, 80'er-æstetik og gæster som Joan Jett, Billy Idol og Stevie Nicks.
Siden bevægede hun sig mod en mere rendyrket pop på albummet Endless Summer Vacation, med hvad hun vandt sin første grammy for med hitsinglen “Flowers”. Men i forbindelse med lanceringen af sit nye album Bass Persuades (hvor hun i øvrigt relancerede sig selv og droppede sit kendte efternavn) er rockguitaren endnu en gang rykket helt frem i billedet.
I en af de første teaservideoer ses Cyrus med vind i håret og en specialtilpasset sort Fender Stratocaster i front. Og guitaren går igen som et centralt visuelt tegn i lanceringen af pladen. Også på coveret står Miley iført læderbukser, med halvdelen af ansigtet skåret ud af billedet fra munden og ned og omfavner guitaren, der dækker hendes krop - som var den det vigtigste. Også vigtigere end hende selv.
Det er et slående billede, fordi det peger på noget større end selve musikken. Rocken synes hos Miley ikke kun at være en genre, hun fra tid til anden bevæger sig ind i. Hun har længe været fascineret af rocken som æstetisk univers: dens historie, ikoner og hele forestillingen om rockstjernen.
Og måske er det netop guitarens fremtrædende rolle på både coveret og i lanceringen, der indkapsler tendensen. For en rockguitar er selvfølgelig først og fremmest et instrument, men i populærkulturens billedsprog er den også meget mere. Den siger live, distortion, forstærkere og feedback. Den peger mod noget råt, fysisk og uregerligt og bærer samtidig på en af rockhistoriens mest sejlivede forestillinger: autenticitet.
Guitaren kan fortælle en historie, før nogen overhovedet har spillet på den.
Netop det billede indkapsler tendensen meget godt. For en rockguitar er selvfølgelig først og fremmest et musikinstrument, men i populærkulturens billedsprog er den meget mere end det. Den siger band, live, distortion, forstærkere og feedback. Den peger mod noget råt, fysisk og uregerligt og bærer samtidig på en af rockhistoriens mest sejlivede forestillinger: autenticitet.
Guitaren kan fortælle en historie, før nogen overhovedet har spillet på den. Den bærer en kulturel betydning med sig.
Samme tendens kan vi genfinde hos Olivia Rodrigo. Allerede på SOUR begyndte guitarerne at larme på sange som “brutal” og “good 4 u”, mens GUTS gjorde poppunk, alternativ rock og 90'ernes guitartradition endnu tydeligere dele af hendes univers. Men Rodrigo blev ikke rockmusiker i stedet for popstjerne. Hun lod rocken flytte ind i popstjernen.
Det er en vigtig forskel. For hvis vi alene taler om en musikalsk rockrenæssance, overser vi måske det mest interessante. Det er ikke nødvendigvis genren rock, der er ved at overtage mainstream. Det er dens tegn, artefakter og æstetiske koder.
Det giver samtidig god mening i en tid, hvor populærkulturen generelt synes at have blikket rettet mod fortiden. Det ser vi ikke mindst i moden, hvor tidligere årtiers tendenser konstant bliver hevet frem, omfortolket og gjort aktuelle igen. Y2K, indie sleaze og boho har på skift fået nyt liv, mens 90'ernes og 00'ernes silhuetter igen fylder gadebilledet. Vi synes i det hele taget at befinde os i en kultur, der leder efter det nye ved at kigge bagud.
Fortiden er blevet en uudtømmelig æstetisk værktøjskasse.
Og her er rocken oplagt at åbne. Guitaren ligger allerede der. Det samme gør distortionen, læderet, cigaretten, bandet, oprøret og forestillingen om noget råt og ukontrolleret. Charli xcx forsøger ikke at genskabe The Strokes, og Olivia Rodrigo laver ikke bare 90'er-rock. De tager nogle genkendelige tegn fra fortiden og sætter dem sammen på nye måder.
Måske er det heller ikke tilfældigt, at netop disse tegn virker dragende i en populærkultur, der samtidig aldrig har været mere digital. Musik produceres på computere, opdages gennem algoritmer og møder sit publikum gennem skærme, mens AI har gjort spørgsmålet om det menneskeskabte til en stadig større kulturel diskussion.
Midt i alt det står guitaren næsten demonstrativt fysisk. Den skal holdes i hænderne. Der skal slås på den. Den kan larme, skabe feedback og fylder helt konkret på scenen. Rockæstetikkens aktuelle indpas kan derfor også læses som en længsel efter noget, der føles – eller i hvert fald ser ud til at være – levende, analogt og kropsligt.
For selvfølgelig er der et paradoks. Når guitaren, cigaretten og rockstjernens uregerlige attitude bliver en del af et nøje tilrettelagt lancering, er det ukontrollerede også kontrolleret. Det rå bliver en performance. Men måske er det netop derfor, rockæstetikken passer så godt ind i popkulturen lige nu.
Rocken har ikke nødvendigvis fået en renæssance. Den har heller ikke været væk. Men popstjernerne har fået øje på, hvor meget dens tegn stadig kan fortælle – og bruger den strategisk som en central del af deres æstetiske iscenesættelse.
Der er noget med rockguitaren for tiden. Den har fundet vej til Charli xcx, der efter den neongrønne og elektroniske Brat-æra har foretaget noget nær den størst tænkelige musikalske kovending og kastet sig over rockmusikken. Den står i front som en central artefakt hos Miley Cyrus, der netop har relanceret sig selv. Ligeså står Olivia Rodrigo med guitaren om halsen, mens distortion, poppunk og 90'ernes alternative rock buldrer gennem hendes popunivers.
Noget tyder med andre ord på, at rockæstetikken har vundet indpas i popkulturen. Men betyder det så, at rocken er tilbage?
Ikke helt. For rocken har selvfølgelig aldrig været væk, og det er heller ikke nyt, at pop og rock låner fra hinanden. Det interessante lige nu er snarere måden, rockens æstetiske og performative formsprog bevæger sig ind i mainstream-poppens centrum. Guitaren er ikke kun et instrument, men også en artefakt: et æstetisk tegn, der allerede bærer på en hel fortælling om autenticitet, oprør og rockstjernen som figur.
Det måske mest interessante eksempel finder vi hos Charli xcx. Efter Brats hypepoppede og Berlin-agtige klubunivers, er fortællingen en anden på hendes nyeste album. På “Rock Music” bygger musikken på en massiv, beskidt guitarlyd, mens Charli i den sort-hvide musikvideo ryger cigaretter, crowdsurfer og smadrer en guitar. Rocken bliver ikke bare noget, der kan høres, men noget, der skal ses og performes.
Men faktisk kan forbindelsen trækkes tilbage til Brat. For selv om albummets musikalske udgangspunkt var klubben, var der allerede noget næsten rockstjerneagtigt over den figur, Charli opbyggede omkring det. Cigaretterne, solbrillerne, den demonstrative nonchalance, coke på toilettet og den evige fest kunne næsten ligne en 00'er-rockstjerne a la Julian Casablancas – nu med kvindeligt fortegn og pakket ind i hyperpop.
Og her bliver legen med rockæstetikken mere interessant end bare endnu et nostalgisk stilskifte. For den klassiske fortælling om den selvdestruktive, arrogante og kompromisløse rockstjerne har historisk haft en påfaldende tendens til at være en fortælling om mænd. Hos Charli bliver figuren nærmest mimet og vendt på hovedet. Hun tager nogle af den mandlige rockstjernes mest velkendte privilegier – retten til at være beskidt, arrogant, promiskuøs, højlydt og ligeglad – og gør dem til materiale for sin egen popstjernefigur.
Det kan læses som en form for subversion og måske ligefrem som noget frigørende: Hun efterligner ikke bare rockstjernen, men tager ejerskab over en kulturel position, kvinder historisk langt sjældnere har fået lov til at indtage uden samtidig at blive straffet for den. At hun nu helt konkret griber guitaren, føles derfor næsten som næste skridt i en bevægelse, der allerede var i gang under Brat.
Hos Miley er historien en anden, for hendes fascination af rocken er langtfra ny. Gennem sin karriere har hun givet den med covers af nogle af rockhistoriens helt store sange, mens Plastic Hearts fra 2020 præsenterede en mere glamrocket version af Cyrus med guitarer, 80'er-æstetik og gæster som Joan Jett, Billy Idol og Stevie Nicks.
Siden bevægede hun sig mod en mere rendyrket pop på albummet Endless Summer Vacation, med hvad hun vandt sin første grammy for med hitsinglen “Flowers”. Men i forbindelse med lanceringen af sit nye album Bass Persuades (hvor hun i øvrigt relancerede sig selv og droppede sit kendte efternavn) er rockguitaren endnu en gang rykket helt frem i billedet.
I en af de første teaservideoer ses Cyrus med vind i håret og en specialtilpasset sort Fender Stratocaster i front. Og guitaren går igen som et centralt visuelt tegn i lanceringen af pladen. Også på coveret står Miley iført læderbukser, med halvdelen af ansigtet skåret ud af billedet fra munden og ned og omfavner guitaren, der dækker hendes krop - som var den det vigtigste. Også vigtigere end hende selv.
Det er et slående billede, fordi det peger på noget større end selve musikken. Rocken synes hos Miley ikke kun at være en genre, hun fra tid til anden bevæger sig ind i. Hun har længe været fascineret af rocken som æstetisk univers: dens historie, ikoner og hele forestillingen om rockstjernen.
Og måske er det netop guitarens fremtrædende rolle på både coveret og i lanceringen, der indkapsler tendensen. For en rockguitar er selvfølgelig først og fremmest et instrument, men i populærkulturens billedsprog er den også meget mere. Den siger live, distortion, forstærkere og feedback. Den peger mod noget råt, fysisk og uregerligt og bærer samtidig på en af rockhistoriens mest sejlivede forestillinger: autenticitet.
Guitaren kan fortælle en historie, før nogen overhovedet har spillet på den.
Netop det billede indkapsler tendensen meget godt. For en rockguitar er selvfølgelig først og fremmest et musikinstrument, men i populærkulturens billedsprog er den meget mere end det. Den siger band, live, distortion, forstærkere og feedback. Den peger mod noget råt, fysisk og uregerligt og bærer samtidig på en af rockhistoriens mest sejlivede forestillinger: autenticitet.
Guitaren kan fortælle en historie, før nogen overhovedet har spillet på den. Den bærer en kulturel betydning med sig.
Samme tendens kan vi genfinde hos Olivia Rodrigo. Allerede på SOUR begyndte guitarerne at larme på sange som “brutal” og “good 4 u”, mens GUTS gjorde poppunk, alternativ rock og 90'ernes guitartradition endnu tydeligere dele af hendes univers. Men Rodrigo blev ikke rockmusiker i stedet for popstjerne. Hun lod rocken flytte ind i popstjernen.
Det er en vigtig forskel. For hvis vi alene taler om en musikalsk rockrenæssance, overser vi måske det mest interessante. Det er ikke nødvendigvis genren rock, der er ved at overtage mainstream. Det er dens tegn, artefakter og æstetiske koder.
Det giver samtidig god mening i en tid, hvor populærkulturen generelt synes at have blikket rettet mod fortiden. Det ser vi ikke mindst i moden, hvor tidligere årtiers tendenser konstant bliver hevet frem, omfortolket og gjort aktuelle igen. Y2K, indie sleaze og boho har på skift fået nyt liv, mens 90'ernes og 00'ernes silhuetter igen fylder gadebilledet. Vi synes i det hele taget at befinde os i en kultur, der leder efter det nye ved at kigge bagud.
Fortiden er blevet en uudtømmelig æstetisk værktøjskasse.
Og her er rocken oplagt at åbne. Guitaren ligger allerede der. Det samme gør distortionen, læderet, cigaretten, bandet, oprøret og forestillingen om noget råt og ukontrolleret. Charli xcx forsøger ikke at genskabe The Strokes, og Olivia Rodrigo laver ikke bare 90'er-rock. De tager nogle genkendelige tegn fra fortiden og sætter dem sammen på nye måder.
Måske er det heller ikke tilfældigt, at netop disse tegn virker dragende i en populærkultur, der samtidig aldrig har været mere digital. Musik produceres på computere, opdages gennem algoritmer og møder sit publikum gennem skærme, mens AI har gjort spørgsmålet om det menneskeskabte til en stadig større kulturel diskussion.
Midt i alt det står guitaren næsten demonstrativt fysisk. Den skal holdes i hænderne. Der skal slås på den. Den kan larme, skabe feedback og fylder helt konkret på scenen. Rockæstetikkens aktuelle indpas kan derfor også læses som en længsel efter noget, der føles – eller i hvert fald ser ud til at være – levende, analogt og kropsligt.
For selvfølgelig er der et paradoks. Når guitaren, cigaretten og rockstjernens uregerlige attitude bliver en del af et nøje tilrettelagt lancering, er det ukontrollerede også kontrolleret. Det rå bliver en performance. Men måske er det netop derfor, rockæstetikken passer så godt ind i popkulturen lige nu.
Rocken har ikke nødvendigvis fået en renæssance. Den har heller ikke været væk. Men popstjernerne har fået øje på, hvor meget dens tegn stadig kan fortælle – og bruger den strategisk som en central del af deres æstetiske iscenesættelse.
Der er noget med rockguitaren for tiden. Den har fundet vej til Charli xcx, der efter den neongrønne og elektroniske Brat-æra har foretaget noget nær den størst tænkelige musikalske kovending og kastet sig over rockmusikken. Den står i front som en central artefakt hos Miley Cyrus, der netop har relanceret sig selv. Ligeså står Olivia Rodrigo med guitaren om halsen, mens distortion, poppunk og 90'ernes alternative rock buldrer gennem hendes popunivers.
Noget tyder med andre ord på, at rockæstetikken har vundet indpas i popkulturen. Men betyder det så, at rocken er tilbage?
Ikke helt. For rocken har selvfølgelig aldrig været væk, og det er heller ikke nyt, at pop og rock låner fra hinanden. Det interessante lige nu er snarere måden, rockens æstetiske og performative formsprog bevæger sig ind i mainstream-poppens centrum. Guitaren er ikke kun et instrument, men også en artefakt: et æstetisk tegn, der allerede bærer på en hel fortælling om autenticitet, oprør og rockstjernen som figur.
Det måske mest interessante eksempel finder vi hos Charli xcx. Efter Brats hypepoppede og Berlin-agtige klubunivers, er fortællingen en anden på hendes nyeste album. På “Rock Music” bygger musikken på en massiv, beskidt guitarlyd, mens Charli i den sort-hvide musikvideo ryger cigaretter, crowdsurfer og smadrer en guitar. Rocken bliver ikke bare noget, der kan høres, men noget, der skal ses og performes.
Men faktisk kan forbindelsen trækkes tilbage til Brat. For selv om albummets musikalske udgangspunkt var klubben, var der allerede noget næsten rockstjerneagtigt over den figur, Charli opbyggede omkring det. Cigaretterne, solbrillerne, den demonstrative nonchalance, coke på toilettet og den evige fest kunne næsten ligne en 00'er-rockstjerne a la Julian Casablancas – nu med kvindeligt fortegn og pakket ind i hyperpop.
Og her bliver legen med rockæstetikken mere interessant end bare endnu et nostalgisk stilskifte. For den klassiske fortælling om den selvdestruktive, arrogante og kompromisløse rockstjerne har historisk haft en påfaldende tendens til at være en fortælling om mænd. Hos Charli bliver figuren nærmest mimet og vendt på hovedet. Hun tager nogle af den mandlige rockstjernes mest velkendte privilegier – retten til at være beskidt, arrogant, promiskuøs, højlydt og ligeglad – og gør dem til materiale for sin egen popstjernefigur.
Det kan læses som en form for subversion og måske ligefrem som noget frigørende: Hun efterligner ikke bare rockstjernen, men tager ejerskab over en kulturel position, kvinder historisk langt sjældnere har fået lov til at indtage uden samtidig at blive straffet for den. At hun nu helt konkret griber guitaren, føles derfor næsten som næste skridt i en bevægelse, der allerede var i gang under Brat.
Hos Miley er historien en anden, for hendes fascination af rocken er langtfra ny. Gennem sin karriere har hun givet den med covers af nogle af rockhistoriens helt store sange, mens Plastic Hearts fra 2020 præsenterede en mere glamrocket version af Cyrus med guitarer, 80'er-æstetik og gæster som Joan Jett, Billy Idol og Stevie Nicks.
Siden bevægede hun sig mod en mere rendyrket pop på albummet Endless Summer Vacation, med hvad hun vandt sin første grammy for med hitsinglen “Flowers”. Men i forbindelse med lanceringen af sit nye album Bass Persuades (hvor hun i øvrigt relancerede sig selv og droppede sit kendte efternavn) er rockguitaren endnu en gang rykket helt frem i billedet.
I en af de første teaservideoer ses Cyrus med vind i håret og en specialtilpasset sort Fender Stratocaster i front. Og guitaren går igen som et centralt visuelt tegn i lanceringen af pladen. Også på coveret står Miley iført læderbukser, med halvdelen af ansigtet skåret ud af billedet fra munden og ned og omfavner guitaren, der dækker hendes krop - som var den det vigtigste. Også vigtigere end hende selv.
Det er et slående billede, fordi det peger på noget større end selve musikken. Rocken synes hos Miley ikke kun at være en genre, hun fra tid til anden bevæger sig ind i. Hun har længe været fascineret af rocken som æstetisk univers: dens historie, ikoner og hele forestillingen om rockstjernen.
Og måske er det netop guitarens fremtrædende rolle på både coveret og i lanceringen, der indkapsler tendensen. For en rockguitar er selvfølgelig først og fremmest et instrument, men i populærkulturens billedsprog er den også meget mere. Den siger live, distortion, forstærkere og feedback. Den peger mod noget råt, fysisk og uregerligt og bærer samtidig på en af rockhistoriens mest sejlivede forestillinger: autenticitet.
Guitaren kan fortælle en historie, før nogen overhovedet har spillet på den.
Netop det billede indkapsler tendensen meget godt. For en rockguitar er selvfølgelig først og fremmest et musikinstrument, men i populærkulturens billedsprog er den meget mere end det. Den siger band, live, distortion, forstærkere og feedback. Den peger mod noget råt, fysisk og uregerligt og bærer samtidig på en af rockhistoriens mest sejlivede forestillinger: autenticitet.
Guitaren kan fortælle en historie, før nogen overhovedet har spillet på den. Den bærer en kulturel betydning med sig.
Samme tendens kan vi genfinde hos Olivia Rodrigo. Allerede på SOUR begyndte guitarerne at larme på sange som “brutal” og “good 4 u”, mens GUTS gjorde poppunk, alternativ rock og 90'ernes guitartradition endnu tydeligere dele af hendes univers. Men Rodrigo blev ikke rockmusiker i stedet for popstjerne. Hun lod rocken flytte ind i popstjernen.
Det er en vigtig forskel. For hvis vi alene taler om en musikalsk rockrenæssance, overser vi måske det mest interessante. Det er ikke nødvendigvis genren rock, der er ved at overtage mainstream. Det er dens tegn, artefakter og æstetiske koder.
Det giver samtidig god mening i en tid, hvor populærkulturen generelt synes at have blikket rettet mod fortiden. Det ser vi ikke mindst i moden, hvor tidligere årtiers tendenser konstant bliver hevet frem, omfortolket og gjort aktuelle igen. Y2K, indie sleaze og boho har på skift fået nyt liv, mens 90'ernes og 00'ernes silhuetter igen fylder gadebilledet. Vi synes i det hele taget at befinde os i en kultur, der leder efter det nye ved at kigge bagud.
Fortiden er blevet en uudtømmelig æstetisk værktøjskasse.
Og her er rocken oplagt at åbne. Guitaren ligger allerede der. Det samme gør distortionen, læderet, cigaretten, bandet, oprøret og forestillingen om noget råt og ukontrolleret. Charli xcx forsøger ikke at genskabe The Strokes, og Olivia Rodrigo laver ikke bare 90'er-rock. De tager nogle genkendelige tegn fra fortiden og sætter dem sammen på nye måder.
Måske er det heller ikke tilfældigt, at netop disse tegn virker dragende i en populærkultur, der samtidig aldrig har været mere digital. Musik produceres på computere, opdages gennem algoritmer og møder sit publikum gennem skærme, mens AI har gjort spørgsmålet om det menneskeskabte til en stadig større kulturel diskussion.
Midt i alt det står guitaren næsten demonstrativt fysisk. Den skal holdes i hænderne. Der skal slås på den. Den kan larme, skabe feedback og fylder helt konkret på scenen. Rockæstetikkens aktuelle indpas kan derfor også læses som en længsel efter noget, der føles – eller i hvert fald ser ud til at være – levende, analogt og kropsligt.
For selvfølgelig er der et paradoks. Når guitaren, cigaretten og rockstjernens uregerlige attitude bliver en del af et nøje tilrettelagt lancering, er det ukontrollerede også kontrolleret. Det rå bliver en performance. Men måske er det netop derfor, rockæstetikken passer så godt ind i popkulturen lige nu.
Rocken har ikke nødvendigvis fået en renæssance. Den har heller ikke været væk. Men popstjernerne har fået øje på, hvor meget dens tegn stadig kan fortælle – og bruger den strategisk som en central del af deres æstetiske iscenesættelse.
