Det er min opfattelse, at der er sket en form for fejlslutning. De seneste år har litteraturen nemlig fundet vej væk fra natbordets intimitet og har i stedet fået en tur i parkerne, metroerne og Instagram-karrusellerne. Men hvad der umiddelbart må være et skridt i en positiv retning, mødes ofte med let latterliggørelse.
Læsning er påtaget, må vi forstå. Prætentiøst.
Da Aphaca-forsanger Rumle Kærså i et interview tidligere i år fortalte om sin genlæsning af Dostojevskijs Hvide nætter, blev det i hvert fald hurtigt bemærket. Puha, hvor performativt, lød det.
Det er selvfølgelig irriterende forudsigeligt sagt, men derudover er det vel egentlig meget fedt? Det samme gælder for mit lokale bageri, der netop har lanceret en bogklub, og som derfor i løbet af sommeren har beskæftiget sig med Édouard Louis’ skelsættende Færdig med Eddy Bellegueule.
For at være ærlig var jeg ikke umiddelbart imponeret over denne sært gennemskuelige form for selviscenesættelse. Den følelse er dog forduftet nu, hvor jeg har overvejet sagen yderligere.
Og det er ikke kun herhjemme, at bøgerne har fået ny relevans. Celebre typer i ind- og udland ynder nemlig at lade sig fotografere med en klog bog i baglommen. Faktisk er bogen blevet så sexet, at selv Dior ville være med. Det franske modehus har nemlig sammen med blandt andre Rosamund Pike og Natalie Portman udrullet en helt særlig bog-totebag med dertilhørende klub.
Verdensstjernen Dua Lipa har også længe været bannerfører for bøgernes verden med sin globale bogklub Service95. Det er efterhånden også et moderne eventyr, at da hun mødte sin Callum Turner, læste de begge Trust af Hernán Díaz. Efter sigende havde de begge netop gennemført første kapitel og skulle derfor være on the same page.
.jpeg)
Der er altså en ret stærk signalværdi i bøgerne som et symbol på overskud, indsigt og afkobling fra det digitale vanvid, der er vores smartphones. Samtidig anklages hele virakken for udelukkende at være performativ.
Grundlæggende skyldes det nok mistanken om, at de fleste bare lader som om. Men selv det udgangspunkt vil jeg tillade mig at forsvare.
For selv hvis du læser for enten at blive set, signalere eller tiltrække Callum Turner-agtige typer, er det altså fint med mig. Det er vel kun godt, når de gode læseoplevelser idealiseres? Jeg kan i hvert fald hurtigt komme på værre ting at gå op i.
Det skal selvfølgelig ikke være sådan, at læsning med al sin smarthed nærmest bliver utilnærmeligt. Og i min optik behøver man hverken være på fornavn med Franz eller Fyodor, før læsning kan give værdi. Den gode læseoplevelse kan lige så godt findes på BookTok eller handle om romantisk ishockey-sex.
Når det så er sagt, må vi samtidig acceptere, at læsning har fået sig en visuel side med et tilhørende sæt uofficielle spilleregler. Det betyder noget, hvad vi læser. Men selv dem, der stagnerer på side 87 eller aldrig kommer længere end til at have bogen liggende skødesløst på et cafébord, fortjener et forsvar.
Lidt højpandet kunne man sige, at I jo er med til at tillægge litteraturen værdi og gøre den synlig.
Personligt bliver jeg i hvert fald konfronteret med min egen evindelige doomscrolleri og får selv lyst til at hive bogen op ad tasken.
Så til alle jer performative læsere, der fylder parkerne, metroerne og Instagram-karrusellerne med paperbacks og poesi. Bliv ved. Det pynter.
Det er min opfattelse, at der er sket en form for fejlslutning. De seneste år har litteraturen nemlig fundet vej væk fra natbordets intimitet og har i stedet fået en tur i parkerne, metroerne og Instagram-karrusellerne. Men hvad der umiddelbart må være et skridt i en positiv retning, mødes ofte med let latterliggørelse.
Læsning er påtaget, må vi forstå. Prætentiøst.
Da Aphaca-forsanger Rumle Kærså i et interview tidligere i år fortalte om sin genlæsning af Dostojevskijs Hvide nætter, blev det i hvert fald hurtigt bemærket. Puha, hvor performativt, lød det.
Det er selvfølgelig irriterende forudsigeligt sagt, men derudover er det vel egentlig meget fedt? Det samme gælder for mit lokale bageri, der netop har lanceret en bogklub, og som derfor i løbet af sommeren har beskæftiget sig med Édouard Louis’ skelsættende Færdig med Eddy Bellegueule.
For at være ærlig var jeg ikke umiddelbart imponeret over denne sært gennemskuelige form for selviscenesættelse. Den følelse er dog forduftet nu, hvor jeg har overvejet sagen yderligere.
Og det er ikke kun herhjemme, at bøgerne har fået ny relevans. Celebre typer i ind- og udland ynder nemlig at lade sig fotografere med en klog bog i baglommen. Faktisk er bogen blevet så sexet, at selv Dior ville være med. Det franske modehus har nemlig sammen med blandt andre Rosamund Pike og Natalie Portman udrullet en helt særlig bog-totebag med dertilhørende klub.
Verdensstjernen Dua Lipa har også længe været bannerfører for bøgernes verden med sin globale bogklub Service95. Det er efterhånden også et moderne eventyr, at da hun mødte sin Callum Turner, læste de begge Trust af Hernán Díaz. Efter sigende havde de begge netop gennemført første kapitel og skulle derfor være on the same page.
Der er altså en ret stærk signalværdi i bøgerne som et symbol på overskud, indsigt og afkobling fra det digitale vanvid, der er vores smartphones. Samtidig anklages hele virakken for udelukkende at være performativ.
Grundlæggende skyldes det nok mistanken om, at de fleste bare lader som om. Men selv det udgangspunkt vil jeg tillade mig at forsvare.
For selv hvis du læser for enten at blive set, signalere eller tiltrække Callum Turner-agtige typer, er det altså fint med mig. Det er vel kun godt, når de gode læseoplevelser idealiseres? Jeg kan i hvert fald hurtigt komme på værre ting at gå op i.
Det skal selvfølgelig ikke være sådan, at læsning med al sin smarthed nærmest bliver utilnærmeligt. Og i min optik behøver man hverken være på fornavn med Franz eller Fyodor, før læsning kan give værdi. Den gode læseoplevelse kan lige så godt findes på BookTok eller handle om romantisk ishockey-sex.
Når det så er sagt, må vi samtidig acceptere, at læsning har fået sig en visuel side med et tilhørende sæt uofficielle spilleregler. Det betyder noget, hvad vi læser. Men selv dem, der stagnerer på side 87 eller aldrig kommer længere end til at have bogen liggende skødesløst på et cafébord, fortjener et forsvar.
Lidt højpandet kunne man sige, at I jo er med til at tillægge litteraturen værdi og gøre den synlig.
Personligt bliver jeg i hvert fald konfronteret med min egen evindelige doomscrolleri og får selv lyst til at hive bogen op ad tasken.
Så til alle jer performative læsere, der fylder parkerne, metroerne og Instagram-karrusellerne med paperbacks og poesi. Bliv ved. Det pynter.
Det er min opfattelse, at der er sket en form for fejlslutning. De seneste år har litteraturen nemlig fundet vej væk fra natbordets intimitet og har i stedet fået en tur i parkerne, metroerne og Instagram-karrusellerne. Men hvad der umiddelbart må være et skridt i en positiv retning, mødes ofte med let latterliggørelse.
Læsning er påtaget, må vi forstå. Prætentiøst.
Da Aphaca-forsanger Rumle Kærså i et interview tidligere i år fortalte om sin genlæsning af Dostojevskijs Hvide nætter, blev det i hvert fald hurtigt bemærket. Puha, hvor performativt, lød det.
Det er selvfølgelig irriterende forudsigeligt sagt, men derudover er det vel egentlig meget fedt? Det samme gælder for mit lokale bageri, der netop har lanceret en bogklub, og som derfor i løbet af sommeren har beskæftiget sig med Édouard Louis’ skelsættende Færdig med Eddy Bellegueule.
For at være ærlig var jeg ikke umiddelbart imponeret over denne sært gennemskuelige form for selviscenesættelse. Den følelse er dog forduftet nu, hvor jeg har overvejet sagen yderligere.
Og det er ikke kun herhjemme, at bøgerne har fået ny relevans. Celebre typer i ind- og udland ynder nemlig at lade sig fotografere med en klog bog i baglommen. Faktisk er bogen blevet så sexet, at selv Dior ville være med. Det franske modehus har nemlig sammen med blandt andre Rosamund Pike og Natalie Portman udrullet en helt særlig bog-totebag med dertilhørende klub.
Verdensstjernen Dua Lipa har også længe været bannerfører for bøgernes verden med sin globale bogklub Service95. Det er efterhånden også et moderne eventyr, at da hun mødte sin Callum Turner, læste de begge Trust af Hernán Díaz. Efter sigende havde de begge netop gennemført første kapitel og skulle derfor være on the same page.
Der er altså en ret stærk signalværdi i bøgerne som et symbol på overskud, indsigt og afkobling fra det digitale vanvid, der er vores smartphones. Samtidig anklages hele virakken for udelukkende at være performativ.
Grundlæggende skyldes det nok mistanken om, at de fleste bare lader som om. Men selv det udgangspunkt vil jeg tillade mig at forsvare.
For selv hvis du læser for enten at blive set, signalere eller tiltrække Callum Turner-agtige typer, er det altså fint med mig. Det er vel kun godt, når de gode læseoplevelser idealiseres? Jeg kan i hvert fald hurtigt komme på værre ting at gå op i.
Det skal selvfølgelig ikke være sådan, at læsning med al sin smarthed nærmest bliver utilnærmeligt. Og i min optik behøver man hverken være på fornavn med Franz eller Fyodor, før læsning kan give værdi. Den gode læseoplevelse kan lige så godt findes på BookTok eller handle om romantisk ishockey-sex.
Når det så er sagt, må vi samtidig acceptere, at læsning har fået sig en visuel side med et tilhørende sæt uofficielle spilleregler. Det betyder noget, hvad vi læser. Men selv dem, der stagnerer på side 87 eller aldrig kommer længere end til at have bogen liggende skødesløst på et cafébord, fortjener et forsvar.
Lidt højpandet kunne man sige, at I jo er med til at tillægge litteraturen værdi og gøre den synlig.
Personligt bliver jeg i hvert fald konfronteret med min egen evindelige doomscrolleri og får selv lyst til at hive bogen op ad tasken.
Så til alle jer performative læsere, der fylder parkerne, metroerne og Instagram-karrusellerne med paperbacks og poesi. Bliv ved. Det pynter.
