Og netop fordi Oasis stadig finder vej til nye generationer, er det også på sin plads lige at ridse op, hvad der ligger til grund for Oasis: Don’t Look Back In Anger – og hvad det er ved historien om et band, der stadig er relevant mere end 30 år senere.

Først og fremmest står der nogle rimelig stærke kræfter bag dokumentarfilmen.

Instruktørduoen Dylan Southern og Will Lovelace stod pudsigt nok også bag den Grammy-nominerede No Distance Left to Run (2010) om Oasis’ gamle britpop-ærkerivaler Blur, mens Steven Knight er med på holdet som skaber og manuskriptforfatter.

Særligt Knight virker næsten som et match made in heaven. Hvis der er nogen, der forstår at skildre stolte og rebelske mænd og gøre den engelske arbejderklasses brutalitet, humor og karisma til noget, man verden over labber i sig, må det siges at være manden bag Peaky Blinders.

Som ild og vand 

Men uden en god historie kommer man selvfølgelig ikke langt. Og Oasis har en historie, de fleste manuskriptforfattere nok ville være svært tilfredse med selv at have fundet på. En real life Cinderella story … i hvert fald et godt stykke hen ad vejen.

To brødre fra et arbejderklassehjem i Manchester finder vej gennem musikken med en rå og højrøstet lyd. Ikke alene ender de på toppen som nogle af Storbritanniens største rockstjerner, men de er også med til at definere britpop og popularisere britisk musik, mode og kultur i 90’erne – “Cool Britannia”, som det også kaldes.

Liam og Noel Gallagher udgør på mange måder en næsten perfekt dualitet: Noel som den kontrollerede, perfektionistiske sangskriver og arkitekten bag musikken. Liam som den kaotiske, arrogante og magnetiske forsanger. Ild og vand simpelthen.

Det er et spændingsfyldt afhængighedsforhold, hvor det er svært ikke at tænke, at netop disse kontraster var med til at løfte Oasis til de højder, bandet nåede. Men den samme spænding skulle vise sig at være lige så effektiv til at rive det hele fra hinanden igen.

En mand med en gaffel i en verden af suppe

Efter årevis med kold luft, skænderier og afbrudte turnéer kulminerede det den 28. august 2009. Oasis skulle være hovednavn på den franske festival Rock en Seine ved Paris, da et voldsomt skænderi brød ud mellem brødrene backstage få minutter før koncerten.

Detaljerne om præcis, hvad der skete i omklædningsrummet, findes der mange beskrivelser af, men ifølge Noel blev en af hans guitarer ødelagt af Liam under konfrontationen.

Noel forlod området, og Oasis gik aldrig på scenen.

Få timer senere kom meddelelsen:

"It's with some sadness and great relief to tell you that I quit Oasis tonight. People will write and say what they like but I simply could not go on working with Liam a day longer."

De følgende 15 år talte brødrene ikke sammen, men dyrkede i stedet en form for gensidig tilsvining gennem pressen og sociale medier, hvilket har kastet en del opfindsomme fornærmelser af sig – og en enkelt bizar retssag om tømmermændsbeskyldninger.

En personlig favorit kom allerede kort før bruddet, da Noel beskrev Liam som “the angriest man you'll ever meet” og derefter leverede den helt geniale formulering:

“He's like a man with a fork in a world of soup.”

Så da Gallagher-brødrene annoncerede deres genforening den 27. august 2024, tabte verden mildest talt kæben.

I halvandet årti havde man vænnet sig til tanken om, at Noel og Liam Gallagher sandsynligvis hellere ville slås end stå på samme scene igen. Men nu var de tilbage.

15 års krig forsvinder ikke fra første øver

Og filmen starter nærmest, hvor det hele sluttede.

Vi placeres midt i de anspændte rehearsals op til den store genforeningsturné i 2025. Midt i konfliktløsningen. Noel micromanager bandet, mens Liam kommer og går, som det passer ham. Ængsteligt ser man til, mens brødrene igen begynder at spille musik sammen, og den kølige luft stadig ikke helt har lagt sig.

Og så rammer musikken.

Gennem vilde koncertsekvenser med skrålende, hulkende og kyssende fans og velklippede montager fra alle verdens hjørner fornemmer man hurtigt den enorme indflydelse og det tag, Oasis har i os.

Filmen forsøger hele vejen igennem at balancere mellem brødrenes guddommelige status og deres menneskelige fejlbarlighed.

Med et glimt i øjet antydes det f.eks., at verden har været af lave, siden bandet gik fra hinanden, mens der klippes mellem nutidens mange absurditeter: stormen på Kongressen, epidemier, politikere og techmoguler, der teer sig som børn. Indimellem al tilbedelsen forsøger filmen jævnligt at trække brødrene ned på jorden igen ved at fremhæve deres nordengelske rødder, arbejderklassebaggrund og den kontakt, de efter sigende har til den virkelige verden.

Som en fan i filmen så fint formulerer det, forsøger meget musik at gribe dig, mens Oasis falder med dig – og løfter dig op fra bunden.

Don’t Look Back in Anger

Selvom det er et kendt budskab, at musik er et universelt sprog, der kan bringe mennesker sammen, gør det det ikke mindre sandt. Og Oasis’ musik må om noget siges at have sprængt generationsgrænser.

Men der, hvor dokumentaren formår at fange noget nyt, er i det uundgåelige tilgivelsestema, som næsten får en religiøs karakter – selvfølgelig helt oplagt, indkapslet i titlen Don’t Look Back in Anger efter megahittet af samme navn.

Og det er ikke nogen let tilgivelsesproces, vi er vidner til mellem brødrene. 15 års krig forsvinder trods alt ikke bare fra første øver.

Men de prøver. Også selvom det er ubehageligt og akavet.

Der er noget nærmest ureksistentielt i den historie, filmen får konkretiseret gennem Noel og Liam. To mennesker, der har brugt halvandet årti på at være uvenner, beslutter sig for at lægge det bag sig og skabe noget sammen igen. Ændre historien om Oasis. Og langt om længe nå til en forståelse og påskønnelse af hinandens forskelligheder.

Simpelt, ja. Men måske noget, vi alligevel har brug for at blive mindet om.

Kolossalt og banalt

Halvvejs gennem filmen har man dog efterhånden forstået pointen. Og selvom budskaberne både er sympatiske og vigtige, mister man lidt pusten i de mange gentagelser. Det er uden tvivl én lang hyldest. Men det skal det jo også være.

For der er bestemt noget om snakken, når det kommer til Oasis’ guddommelige menneskelighed – som både rockstjerner og to midaldrende brødre, der forsøger at finde ud af, hvordan man taler sammen igen.

Det er både kolossalt og rørende banalt.

Og så er Liam Gallagher jo stadig lige så gal, som han er genial at høre på …

Oasis: Don’t Look Back In Anger er aktuel i danske biografer og på Disney Plus.

‍