Kan man bryde den sociale arv? Laura Christensen møder sit unge selv i rå og overbevisende ‘Råzone’-opfølger
Artikel
7
min.
Med Laura Christensen tilbage i rollen som Christina leverer Råplan en barsk, velspillet og til tider decideret ubehagelig biografoplevelse, der viser, at fortidens ekkoer ikke sådan lader sig forstumme.
Det er en barsk omgang at sidde igennem Råplan. Måske ligger det allerede i navnet. For Christian E. Christiansens uafhængige opfølger til Råzone er en rå film i mere end én forstand. Her er slåskampe, stoffer, grænseoverskridende sex og et sprog, der konsekvent befinder sig et godt stykke fra klasselokalets pæne gloser. Filmen holder ikke meget tilbage, og som biografgænger bliver man flere gange efterladt lettere forslået i sædet.
Der er gået præcis 20 år, siden Råzone lod os møde Christina som en del af en ungdomsverden af alkohol, stoffer, sex og konstant overskredne grænser. Nu er Christina blevet voksen og vender tilbage som lærer på den skole, hvor hun selv engang var elev. Pressemateriale.docx
Men fortiden er ikke færdig med hende.
For i klasseværelset sidder 16-årige Mathilde (Ella Testa Kusk), der efter sin mors død bor på et bosted og bærer rundt på sin egen bagage af svigt, vrede og voldsomhed. Hun er ikke Christina, og deres historier er ikke ens. Alligevel bliver hun et spejl af noget, Christina kender alt for godt.
Når den voksne maske krakelerer
Christina møder nemlig ikke bare en uregerlig elev. Hun konfronteres med et sprog, en vrede og en grænseløshed, der tilhører den verden, hun selv kommer fra. Når ”luder”, ”møgso” og andre skældsord flyver gennem lokalet mellem de unge, virker de derfor heller ikke fremmede for hende. De klinger snarere som ekkoer fra et ungdomsliv, hun har brugt 20 år på at lægge afstand til.
I begyndelsen står Christina ellers solidt plantet på den voksnes side. Hun er læreren. Den ansvarlige. Den, der burde kunne rumme Mathilde. Men efterhånden finder Mathilde sprækkerne i den voksne facade, og den begynder langsomt at krakelere.
Christina overskrider selv de grænser, hun som voksen burde opretholde. Hun låser sig blandt andet ind på Mathildes bosted, og da konflikten mellem dem kulminerer i klasseværelset, mister hun besindelsen, skubber Mathilde op mod væggen og truer hende med noget i retning af: ”Jeg fucking smadrer dig.”
I et kort og voldsomt øjeblik synes de 20 år mellem Råzone og Råplan næsten at kollapse. Lærerrollen falder væk, og den unge Christina træder frem.
Det er i de øjeblikke, Råplan for alvor finder sin berettigelse som opfølger. Filmen nøjes ikke med nostalgisk at genbesøge en karakter fra en dansk ungdomsklassiker. Den undersøger, hvad der egentlig blev af hende – og hvilke ar ungdommen har efterladt. For hvad sker der med det sprog, de erfaringer og de overlevelsesmekanismer, man tager med sig fra en hård ungdom, når man bliver voksen? Forsvinder de? Eller lærer man blot at leve med dem?
Fortiden er ikke nødvendigvis et åbent sår længere, men arrene sidder stadig på kroppen. Og Mathilde formår at ramme dem.
Den råhed mærkes også helt fysisk som biografgænger. Råplan er ikke bange for at lade sine karakterer gå langt over hinandens grænser, og flere scener er decideret ubehagelige at overvære. Til tider skruer Christiansen dog så hårdt op for konflikterne, at socialrealismen nærmer sig karikaturen. Særligt Mathildes kæreste Reffer (Clint Ruben) tegnes lige lovligt entydigt skurkeagtigt og mangler nogle af de nuancer, filmen ellers formår at finde hos sine hovedkarakterer.
Alligevel mister filmen aldrig for alvor sit greb.
Foto: Gerda Falk
Et spejl mellem to generationer
Det skyldes ikke mindst de to hovedroller, som begge spilles forbilledligt og overbevisende. Laura Christensen er stærk i genbesøget med Christina, særligt i bevægelsen mellem den kontrollerede voksne og den vrede unge kvinde, der stadig findes et sted nedenunder. Man tror på masken, men man tror også på den, når den falder.
Særligt imponerende er dog Ella Testa Kusk som Mathilde. Det er en fysisk og følelsesmæssigt krævende rolle, og Kusk strækker sin præstation til det yderste. Hun kaster sig kompromisløst ind i filmens mest voldsomme scener – fra brutale slåskampe til grænseoverskridende og overgrebslignende seksuelle situationer – og gør det overbevisende.
Kusk rammer en imponerende balance mellem Mathildes hårde, konfrontatoriske ydre og det lille, skrøbelige barn, der gemmer sig lige nedenunder. Det ene øjeblik virker hun næsten urørlig, det næste aner man sorgen, ensomheden og et desperat behov for at blive grebet. Det gør Mathilde til langt mere end filmens uregerlige problembarn.
Og netop derfor fungerer spejlingen mellem de to kvinder så godt. Mathildes råhed ligger uden på kroppen. Christina har haft 20 år til at lære at pakke sin egen væk. Men efterhånden som de to trækkes tættere på hinanden, bliver det stadig sværere at afgøre, hvor stor afstanden mellem dem egentlig er.
Det er måske også Råplans stærkeste greb. Christina er ikke længere den unge pige, de voksne burde have grebet. Nu er hun selv blevet den voksne, der står med muligheden for at gribe en anden.
Det er netop i mødet mellem Christina og Mathilde, at Råplan stiller sit måske mest interessante spørgsmål. For selvom Christina har brugt 20 år på at skabe afstand til den, hun engang var, viser filmen samtidig, hvor svært det er helt at løbe fra sin fortid.
Og her er Råplan klog nok til ikke at levere et entydigt svar. I stedet efterlades man som biografgænger med spørgsmålet åbent: Er vi dømt til at gentage de mønstre, vi selv kommer fra, eller er det faktisk muligt at bryde dem – og kappe båndene til den sociale arv?
Alt i alt er Råplan en barsk og overbevisende opfølger, der lykkes med noget, der langt fra er givet på forhånd: at forløse idéen om at genåbne Råzones univers 20 år senere. Tidsspringet bliver ikke et nostalgisk påfund, men selve filmens styrke, fordi det giver Christian E. Christiansen mulighed for at undersøge, hvad der sker med ungdommens ar, når ungdom bliver til voksenliv.
Samtidig minder filmen om, hvorfor socialrealismen fortsat er en af dansk films stærkeste discipliner. For selvom konflikterne indimellem sættes lige lovligt meget på spidsen, tegner Råplan et rammende portræt af en rå ungdomskultur og et socialt miljø, der stadig eksisterer side om side med det mere polerede Danmark.
20 år er gået, og generationen er en anden. Men de sociale mønstre forsvinder ikke nødvendigvis med tiden. Råplan viser, at de kan leve videre – i sproget, i kroppen og i måden, vi reagerer på. Spørgsmålet er, om nogen denne gang formår at bryde dem.
Kan man bryde den sociale arv? Laura Christensen møder sit unge selv i rå og overbevisende ‘Råzone’-opfølger
Anmeldelse
7
min.
Med Laura Christensen tilbage i rollen som Christina leverer Råplan en barsk, velspillet og til tider decideret ubehagelig biografoplevelse, der viser, at fortidens ekkoer ikke sådan lader sig forstumme.
Det er en barsk omgang at sidde igennem Råplan. Måske ligger det allerede i navnet. For Christian E. Christiansens uafhængige opfølger til Råzone er en rå film i mere end én forstand. Her er slåskampe, stoffer, grænseoverskridende sex og et sprog, der konsekvent befinder sig et godt stykke fra klasselokalets pæne gloser. Filmen holder ikke meget tilbage, og som biografgænger bliver man flere gange efterladt lettere forslået i sædet.
Der er gået præcis 20 år, siden Råzone lod os møde Christina som en del af en ungdomsverden af alkohol, stoffer, sex og konstant overskredne grænser. Nu er Christina blevet voksen og vender tilbage som lærer på den skole, hvor hun selv engang var elev. Pressemateriale.docx
Men fortiden er ikke færdig med hende.
For i klasseværelset sidder 16-årige Mathilde (Ella Testa Kusk), der efter sin mors død bor på et bosted og bærer rundt på sin egen bagage af svigt, vrede og voldsomhed. Hun er ikke Christina, og deres historier er ikke ens. Alligevel bliver hun et spejl af noget, Christina kender alt for godt.
Når den voksne maske krakelerer
Christina møder nemlig ikke bare en uregerlig elev. Hun konfronteres med et sprog, en vrede og en grænseløshed, der tilhører den verden, hun selv kommer fra. Når ”luder”, ”møgso” og andre skældsord flyver gennem lokalet mellem de unge, virker de derfor heller ikke fremmede for hende. De klinger snarere som ekkoer fra et ungdomsliv, hun har brugt 20 år på at lægge afstand til.
I begyndelsen står Christina ellers solidt plantet på den voksnes side. Hun er læreren. Den ansvarlige. Den, der burde kunne rumme Mathilde. Men efterhånden finder Mathilde sprækkerne i den voksne facade, og den begynder langsomt at krakelere.
Christina overskrider selv de grænser, hun som voksen burde opretholde. Hun låser sig blandt andet ind på Mathildes bosted, og da konflikten mellem dem kulminerer i klasseværelset, mister hun besindelsen, skubber Mathilde op mod væggen og truer hende med noget i retning af: ”Jeg fucking smadrer dig.”
I et kort og voldsomt øjeblik synes de 20 år mellem Råzone og Råplan næsten at kollapse. Lærerrollen falder væk, og den unge Christina træder frem.
Det er i de øjeblikke, Råplan for alvor finder sin berettigelse som opfølger. Filmen nøjes ikke med nostalgisk at genbesøge en karakter fra en dansk ungdomsklassiker. Den undersøger, hvad der egentlig blev af hende – og hvilke ar ungdommen har efterladt. For hvad sker der med det sprog, de erfaringer og de overlevelsesmekanismer, man tager med sig fra en hård ungdom, når man bliver voksen? Forsvinder de? Eller lærer man blot at leve med dem?
Fortiden er ikke nødvendigvis et åbent sår længere, men arrene sidder stadig på kroppen. Og Mathilde formår at ramme dem.
Den råhed mærkes også helt fysisk som biografgænger. Råplan er ikke bange for at lade sine karakterer gå langt over hinandens grænser, og flere scener er decideret ubehagelige at overvære. Til tider skruer Christiansen dog så hårdt op for konflikterne, at socialrealismen nærmer sig karikaturen. Særligt Mathildes kæreste Reffer (Clint Ruben) tegnes lige lovligt entydigt skurkeagtigt og mangler nogle af de nuancer, filmen ellers formår at finde hos sine hovedkarakterer.
Alligevel mister filmen aldrig for alvor sit greb.
Foto: Gerda Falk
Et spejl mellem to generationer
Det skyldes ikke mindst de to hovedroller, som begge spilles forbilledligt og overbevisende. Laura Christensen er stærk i genbesøget med Christina, særligt i bevægelsen mellem den kontrollerede voksne og den vrede unge kvinde, der stadig findes et sted nedenunder. Man tror på masken, men man tror også på den, når den falder.
Særligt imponerende er dog Ella Testa Kusk som Mathilde. Det er en fysisk og følelsesmæssigt krævende rolle, og Kusk strækker sin præstation til det yderste. Hun kaster sig kompromisløst ind i filmens mest voldsomme scener – fra brutale slåskampe til grænseoverskridende og overgrebslignende seksuelle situationer – og gør det overbevisende.
Kusk rammer en imponerende balance mellem Mathildes hårde, konfrontatoriske ydre og det lille, skrøbelige barn, der gemmer sig lige nedenunder. Det ene øjeblik virker hun næsten urørlig, det næste aner man sorgen, ensomheden og et desperat behov for at blive grebet. Det gør Mathilde til langt mere end filmens uregerlige problembarn.
Og netop derfor fungerer spejlingen mellem de to kvinder så godt. Mathildes råhed ligger uden på kroppen. Christina har haft 20 år til at lære at pakke sin egen væk. Men efterhånden som de to trækkes tættere på hinanden, bliver det stadig sværere at afgøre, hvor stor afstanden mellem dem egentlig er.
Det er måske også Råplans stærkeste greb. Christina er ikke længere den unge pige, de voksne burde have grebet. Nu er hun selv blevet den voksne, der står med muligheden for at gribe en anden.
Det er netop i mødet mellem Christina og Mathilde, at Råplan stiller sit måske mest interessante spørgsmål. For selvom Christina har brugt 20 år på at skabe afstand til den, hun engang var, viser filmen samtidig, hvor svært det er helt at løbe fra sin fortid.
Og her er Råplan klog nok til ikke at levere et entydigt svar. I stedet efterlades man som biografgænger med spørgsmålet åbent: Er vi dømt til at gentage de mønstre, vi selv kommer fra, eller er det faktisk muligt at bryde dem – og kappe båndene til den sociale arv?
Alt i alt er Råplan en barsk og overbevisende opfølger, der lykkes med noget, der langt fra er givet på forhånd: at forløse idéen om at genåbne Råzones univers 20 år senere. Tidsspringet bliver ikke et nostalgisk påfund, men selve filmens styrke, fordi det giver Christian E. Christiansen mulighed for at undersøge, hvad der sker med ungdommens ar, når ungdom bliver til voksenliv.
Samtidig minder filmen om, hvorfor socialrealismen fortsat er en af dansk films stærkeste discipliner. For selvom konflikterne indimellem sættes lige lovligt meget på spidsen, tegner Råplan et rammende portræt af en rå ungdomskultur og et socialt miljø, der stadig eksisterer side om side med det mere polerede Danmark.
20 år er gået, og generationen er en anden. Men de sociale mønstre forsvinder ikke nødvendigvis med tiden. Råplan viser, at de kan leve videre – i sproget, i kroppen og i måden, vi reagerer på. Spørgsmålet er, om nogen denne gang formår at bryde dem.
Kan man bryde den sociale arv? Laura Christensen møder sit unge selv i rå og overbevisende ‘Råzone’-opfølger
Artikel
7
min.
Med Laura Christensen tilbage i rollen som Christina leverer Råplan en barsk, velspillet og til tider decideret ubehagelig biografoplevelse, der viser, at fortidens ekkoer ikke sådan lader sig forstumme.
Det er en barsk omgang at sidde igennem Råplan. Måske ligger det allerede i navnet. For Christian E. Christiansens uafhængige opfølger til Råzone er en rå film i mere end én forstand. Her er slåskampe, stoffer, grænseoverskridende sex og et sprog, der konsekvent befinder sig et godt stykke fra klasselokalets pæne gloser. Filmen holder ikke meget tilbage, og som biografgænger bliver man flere gange efterladt lettere forslået i sædet.
Der er gået præcis 20 år, siden Råzone lod os møde Christina som en del af en ungdomsverden af alkohol, stoffer, sex og konstant overskredne grænser. Nu er Christina blevet voksen og vender tilbage som lærer på den skole, hvor hun selv engang var elev. Pressemateriale.docx
Men fortiden er ikke færdig med hende.
For i klasseværelset sidder 16-årige Mathilde (Ella Testa Kusk), der efter sin mors død bor på et bosted og bærer rundt på sin egen bagage af svigt, vrede og voldsomhed. Hun er ikke Christina, og deres historier er ikke ens. Alligevel bliver hun et spejl af noget, Christina kender alt for godt.
Når den voksne maske krakelerer
Christina møder nemlig ikke bare en uregerlig elev. Hun konfronteres med et sprog, en vrede og en grænseløshed, der tilhører den verden, hun selv kommer fra. Når ”luder”, ”møgso” og andre skældsord flyver gennem lokalet mellem de unge, virker de derfor heller ikke fremmede for hende. De klinger snarere som ekkoer fra et ungdomsliv, hun har brugt 20 år på at lægge afstand til.
I begyndelsen står Christina ellers solidt plantet på den voksnes side. Hun er læreren. Den ansvarlige. Den, der burde kunne rumme Mathilde. Men efterhånden finder Mathilde sprækkerne i den voksne facade, og den begynder langsomt at krakelere.
Christina overskrider selv de grænser, hun som voksen burde opretholde. Hun låser sig blandt andet ind på Mathildes bosted, og da konflikten mellem dem kulminerer i klasseværelset, mister hun besindelsen, skubber Mathilde op mod væggen og truer hende med noget i retning af: ”Jeg fucking smadrer dig.”
I et kort og voldsomt øjeblik synes de 20 år mellem Råzone og Råplan næsten at kollapse. Lærerrollen falder væk, og den unge Christina træder frem.
Det er i de øjeblikke, Råplan for alvor finder sin berettigelse som opfølger. Filmen nøjes ikke med nostalgisk at genbesøge en karakter fra en dansk ungdomsklassiker. Den undersøger, hvad der egentlig blev af hende – og hvilke ar ungdommen har efterladt. For hvad sker der med det sprog, de erfaringer og de overlevelsesmekanismer, man tager med sig fra en hård ungdom, når man bliver voksen? Forsvinder de? Eller lærer man blot at leve med dem?
Fortiden er ikke nødvendigvis et åbent sår længere, men arrene sidder stadig på kroppen. Og Mathilde formår at ramme dem.
Den råhed mærkes også helt fysisk som biografgænger. Råplan er ikke bange for at lade sine karakterer gå langt over hinandens grænser, og flere scener er decideret ubehagelige at overvære. Til tider skruer Christiansen dog så hårdt op for konflikterne, at socialrealismen nærmer sig karikaturen. Særligt Mathildes kæreste Reffer (Clint Ruben) tegnes lige lovligt entydigt skurkeagtigt og mangler nogle af de nuancer, filmen ellers formår at finde hos sine hovedkarakterer.
Alligevel mister filmen aldrig for alvor sit greb.
Foto: Gerda Falk
Et spejl mellem to generationer
Det skyldes ikke mindst de to hovedroller, som begge spilles forbilledligt og overbevisende. Laura Christensen er stærk i genbesøget med Christina, særligt i bevægelsen mellem den kontrollerede voksne og den vrede unge kvinde, der stadig findes et sted nedenunder. Man tror på masken, men man tror også på den, når den falder.
Særligt imponerende er dog Ella Testa Kusk som Mathilde. Det er en fysisk og følelsesmæssigt krævende rolle, og Kusk strækker sin præstation til det yderste. Hun kaster sig kompromisløst ind i filmens mest voldsomme scener – fra brutale slåskampe til grænseoverskridende og overgrebslignende seksuelle situationer – og gør det overbevisende.
Kusk rammer en imponerende balance mellem Mathildes hårde, konfrontatoriske ydre og det lille, skrøbelige barn, der gemmer sig lige nedenunder. Det ene øjeblik virker hun næsten urørlig, det næste aner man sorgen, ensomheden og et desperat behov for at blive grebet. Det gør Mathilde til langt mere end filmens uregerlige problembarn.
Og netop derfor fungerer spejlingen mellem de to kvinder så godt. Mathildes råhed ligger uden på kroppen. Christina har haft 20 år til at lære at pakke sin egen væk. Men efterhånden som de to trækkes tættere på hinanden, bliver det stadig sværere at afgøre, hvor stor afstanden mellem dem egentlig er.
Det er måske også Råplans stærkeste greb. Christina er ikke længere den unge pige, de voksne burde have grebet. Nu er hun selv blevet den voksne, der står med muligheden for at gribe en anden.
Det er netop i mødet mellem Christina og Mathilde, at Råplan stiller sit måske mest interessante spørgsmål. For selvom Christina har brugt 20 år på at skabe afstand til den, hun engang var, viser filmen samtidig, hvor svært det er helt at løbe fra sin fortid.
Og her er Råplan klog nok til ikke at levere et entydigt svar. I stedet efterlades man som biografgænger med spørgsmålet åbent: Er vi dømt til at gentage de mønstre, vi selv kommer fra, eller er det faktisk muligt at bryde dem – og kappe båndene til den sociale arv?
Alt i alt er Råplan en barsk og overbevisende opfølger, der lykkes med noget, der langt fra er givet på forhånd: at forløse idéen om at genåbne Råzones univers 20 år senere. Tidsspringet bliver ikke et nostalgisk påfund, men selve filmens styrke, fordi det giver Christian E. Christiansen mulighed for at undersøge, hvad der sker med ungdommens ar, når ungdom bliver til voksenliv.
Samtidig minder filmen om, hvorfor socialrealismen fortsat er en af dansk films stærkeste discipliner. For selvom konflikterne indimellem sættes lige lovligt meget på spidsen, tegner Råplan et rammende portræt af en rå ungdomskultur og et socialt miljø, der stadig eksisterer side om side med det mere polerede Danmark.
20 år er gået, og generationen er en anden. Men de sociale mønstre forsvinder ikke nødvendigvis med tiden. Råplan viser, at de kan leve videre – i sproget, i kroppen og i måden, vi reagerer på. Spørgsmålet er, om nogen denne gang formår at bryde dem.
Foranderlighed har været en konstant gennem Taylor Swifts 20 år lange karriere. Fra en ung girl next door, der bare gerne ville spille country, til et af nyere tids største popkulturelle fænomener har hun igen og igen genopfundet sig selv – og samtidig cementeret sin position som en af sin generations mest toneangivende popstjerner. Vi tager dig med gennem de æraer, der tilsammen tegner historien om 20 års musikalske forvandlinger og et efterhånden enormt og vidtfavnende bagkatalog.
Vennerne i ’Adults’ er hverken de første og nok heller ikke de sidste til at fare forvirret rundt midt i tyverne. Serien er ganske simpelt sjov, og så siger den samtidig noget ret interessant om de idealer, der kædes uløseligt sammen med tiden før den rigtige voksenhed.
Efterårets blockbustere er snart på vej, og med dem følger stjerner, Oscar-håb, bizarre præmisser og et par film, ingen endnu helt ved, hvor skal placerers. Fra Tom Cruise og Denis Villeneuve til Anthony Bourdain og en teenager med en græshoppe i sit liv er der rigeligt at glæde sig til. Her er ni film, vi holder særligt øje med.
Som altid er vi hver uge klar med den bedste danske musik lige nu. Denne fredag byder blandt andet på en ny og mere sårbar TopGunn, et stærkt comeback fra Papa E.
