I lørdags udkom Kanye Wests, også kendt som Ye, længe ventede album, ´Bully´, og Ser man på de imponerende streamingtal, er én ting tydelig: Folk lytter til Kanye West igen. I løbet af de første 24 udgivelsestimer opnåede albummets 18 sange 33 millioner streams i alt på Spotify ifølge Rap. Tre af sangene ligger desuden på Spotifys global hot 50, hvor albummets sange ligger og konkurrerer med BTS’s netop udgivne ´ARIRANG´.  

De seneste år har West ellers med rette været holdt ude i kulden. Som MAGA-støtte og selverklæret nazist var hans så ofte kontroversielle udtalelser og opførsel pludselig ikke på grænsen, men langt over. Han mistede en lang række brand-partnerskaber, fans tog afstand fra ham, og koncerter blev aflyst. Han blev cancelled. 

Eller i hvert fald cancelled i den offentlige fortælling. For de albums, han har udgivet i mellemtiden, ´Jesus Is King´ og de to ´Donda´-albums, har streamingmæssigt klaret sig godt. 

Samtidig har Kanye West selv forsøgt at ændre fortællingen. Forud for udgivelsen af ‘Bully’ kom han med en offentlig undskyldning for sine tidligere udtalelser. Undskyldningen blev bragt som en helsides annonce i ‘The Wall Street Journal’ og var adresseret til ”dem, jeg har såret”.

Men selv med en undskyldning på plads er spørgsmålet, hvor meget der egentlig har ændret sig.

For betyder streams egentlig tilgivelse?

Måske er det ikke så simpelt. Måske lytter vi ikke, fordi vi har tilgivet Kanye West, men fordi vi ikke kan lade være. Fordi han stadig er en af de mest indflydelsesrige musikere i sin generation. Fordi kontroversen i sig selv er blevet en del af produktet.

‘Bully’ føles på mange måder som en test. Ikke bare af Kanye Wests relevans, men af publikums grænser. Hvor meget skal der til, før vi for alvor vender ryggen til? Og gør vi det overhovedet, hvis musikken stadig rammer?

For uanset hvor man står, er én ting tydelig: Kanye West er stadig umulig at ignorere.

Men hvordan lyder ‘Bully’ så?

‘Bully’ føles som et album, der skæver til tidligere tiders storhed. Ikke på en nostalgisk måde, hvor Kanye West forsøger at genskabe sine største øjeblikke én til én, men som en kunstner, der tydeligt ved, hvad vi forbinder ham med, og leger med det.

Det høres blandt andet på ‘Sisters and Brothers’, der med sine storladne produktioner og dramatiske opbygning trækker klare tråde til ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy-æraen’. Det er et af de numre, hvor man næsten glemmer alt det udenom. Fordi det lyder som Kanye, når han er bedst.

Omvendt bevæger ‘Father’ og ‘Whatever Works’ sig i en mere løs og fragmenteret retning, der minder om ‘The Life of Pablo’-albummet. Her er idéerne mange, men sangene føles mindre færdige, som skitser snarere end færdige værker. Især ‘Punch Drums’ falder lidt i den kategori: produktionen er interessant, men nummeret når aldrig rigtigt at sætte sig fast.

Produktionen er stadig albummets stærkeste side. Flere steder får man glimt af den gamle Kanye West, øjeblikke, hvor det hele klikker, og hvor det er svært ikke at blive revet med. Men lige så ofte føles albummet ufærdigt, som om idéerne aldrig helt samler sig.

Og måske er det netop dér, fortællingen begynder at skride. For selvom mange allerede taler om, at “den gamle Kanye er tilbage”, føles ‘Bully’ ikke som et egentligt comeback. Snarere som en påmindelse om, hvor stærk han var, og hvor meget der stadig mangler.

For uanset hvor gode øjeblikkene er, kan de ikke stå alene. De eksisterer side om side med alt det andet. Udtalelserne, kontroverserne og det, der i første omgang fik folk til at vende sig væk.

‘Bully’ føles derfor mindre som en undskyldning og mere som et forsøg på at tage kontrollen tilbage.

Og måske er det netop derfor, spørgsmålet stadig hænger i luften:

Har vi egentlig tilgivet Kanye West?

Eller har vi bare accepteret, at vi ikke kan lade være med at lytte, også når vi måske burde?

‍