Hvis du har set ‘Hereditary’, ‘Babygirl’, ‘Materialists’, ‘Aftersun’, ‘Moonlight’, ‘Everything Everywhere All At Once’ eller ‘Lady Bird’ så har du, måske uden at vide det, set en film lavet af en af de vigtigste aktører i filmverdenen lige nu. Det er ikke en bestemt instruktør, du kender fra prisoverrækkelserne, eller en skuespiller, du har set billeder af på den røde løber. I stedet er det et filmselskab, som hedder A24.

I filmbranchen er filmselskaber og producere dem, der får alt det rundt om selve filmen til at spille. De sørger for at samle det rette hold foran og bag kameraet, de sikrer finansiering til projektet, og ofte er det også dem, der distribuerer, laver markedsføring og får folk i biograferne. Det er ikke et af de tandhjul i maskineriet, som man som seer ofte tænker over – måske registrerer man lige filmselskabernes logoer, som ruller over skærmen, inden filmen går i gang. Det er dét uudnyttede potentiale, grundlæggerne af A24 er lykkes med at gøre brug af: Folk går i biografen, fordi deres yndlingsskuespillers navn er på plakaten. Hvad nu hvis et filmselskab kunne udgøre det samme kvalitetsstempel?

For at det har kunne lykkes, har A24 gjort alt anderledes end de normale selskaber – lige fra at bruge memes som primær reklamesøjle til at finansiere ellers kasserede manuskripter. Og med et skarpt øje for popkulturelle tendenser og hurtigt skiftende identitetsmarkører er A24 blevet logoet på fremtidens filmbranche. 

Millimeter foran resten af verden

Da A24 blev grundlagt i 2012 af Daniel Katz, David Fenkel og John Hodges, var det med et ønske om at udgive film, der skabte røre, der var anderledes, og som ikke var en del af store franchises. Deres ambition var ikke at lave film, som tjente spandevis af penge (selvom flere er lykkes med at gøre det), men at lave noget, som har et varigt aftryk på kulturen. Film, som folk bliver ved med at tale om, fordi de skiller sig ud. 

Den indstilling gør måske A24 mere risikovillige end deres store konkurrenter. I hvert fald er nogle af deres tidlige succeser projekter, som ikke kunne finde distribution, eller funding andre steder. Det er eksempelvis tilfældet med ‘Under the Skin’ fra 2014 med Scarlett Johansson i hovedrollen, og Alex Garlands ‘Ex Machina’ fra 2015, som siden blev nomineret til en Oscar for bedste manuskript. “Vi var lige en millimeter foran resten af verden i vores opfattelse af de film,” har A24’s filmchef, Noah Sacco, sagt. Det gjorde, at deres motto blev: “What else does the world not think should live on three thousand screens?”

Deres dedikation til smallere film og tradition for at lade filmskaberne lave lige præcis de historier, de gerne vil lave – instruktøren Celine Song har eksempelvis kaldt Noah Sacco for sin “guardian angel” – har fået mange af tidens mest anerkendte instruktører til at vælge A24 som deres foretrukne samarbejdspartner. Derfor er navne som Ari Aster (‘Hereditary’, Midsommar’), Josh og Benny Safdie (‘Uncut Gems’, ‘Marty Supreme’) og Sofia Coppola (‘The Bling Ring’, ‘Priscilla’) med til at løfte navnet A24 til noget, man forbinder med kvalitet og kunstnerisk integritet.

Selskabet er også blevet anerkendt i de allerstørste arenaer. I 2017 vandt ‘Moonlight’ nemlig sensationelt en Oscar for bedste film foran et felt – mest mindeværdigt nok ‘La La Land’ – af dyre produktioner med kæmpe stjerner og filmselskaber i ryggen. Efter sejren med ‘Ex Machina’ var folk begyndte at kigge i retning af A24 – nu blev det tydeligt, at filmselskabet var umuligt at ignorere. 

Originale fortællinger

Men hvad er det, A24 og deres film kan? Kigger man ned over deres udgivelser, er det umiddelbart svært at finde lighedstræk – de har simpelthen produceret film indenfor stort set alle genrer og stilarter. Deres første store hit var ‘Spring Breakers’ fra 2013, som fangede folks opmærksomhed med tidligere Disney-stjerner Vanessa Hudgens og Selena Gomez i neonfarvede bikinier. Det var en surrealistisk thriller, som benyttede sig af popkulturelle referencer, blandt andet en Britney Spears-sang til en nu ikonisk scene.

‍

Der er relativt langt fra den til eksempelvis ‘The Brutalist’, som A24 købte rettighederne til efter filmens premiere på filmfestivalen i Venedig. Historien om en ungarsk arkitekt, der forsøger at genopbygge sit liv i USA efter Holocaust, og sætter fokus på sexuelt misbrug mellem mænd, og forholdet mellem rig og fattig i en næsten fire timers lang og visuelt kompromisløs fortælling. Et projekt, der adskiller sig markant fra traditionelle Hollywood-produktioner.

Måske er det lettest at se på, hvad A24 ikke gør. De fleste andre store filmselskaber skaber nemlig film ved at finde et populært produkt (som en bog, en tidligere film, eller en populær karakter) og så klistre en instruktør på til at lave et hit ud af et allerede kendt materiale. De forsøger at finde det, folk gerne vil se, og så imødekomme den efterspørgsel. Ud af det kommer en uendelig mængde franchises, reboots og spinoffs. 

A24 laver de film, publikum ikke selv ved, de gerne vil se. De lader instruktører og kunstnere være toneangivende i skabelsesprocessen og lader dem fortælle historier om mennesker, som de store selskaber ikke tror på, der er penge i. Derfor står de bag fortællinger som ‘The Florida Project’ og ‘American Honey’, der begge handler om at være fattig i verdens rigeste land. 

A24 satser på film, ikke på CGI og dyre produktioner. Resultatet? Film der høster tonsvis af priser og rykker til det internationale filmlandskab.

'Moonlight' vandt en Oscar for bedste film, 'Everything Everywhere All at Once- høstede 7 Oscars, 'Ex Machina' blev Oscar-nomineret, og 'The Whale', hvor Brendan Fraser lavede sit store comeback og vandt en Oscar. Deres historier spænder fra gys til politiske og kulturelle temaer, og de lader seeren selv fortolke universet. A24-film hænger fast — både i nethinden og i kulturen — længe efter rulleteksterne.

To genrer optræder alligevel en smule oftere end andre blandt filmselskabets udgivelser, nemlig gysere og coming of age. Begge er klassiske genrer, som A24 sagtens kan krediteres for at have givet et helt nyt liv. ‘The Witch’, ‘Hereditary’, ‘Heredic’, ‘X’ og ‘Talk To Me’ er eksempler på A24-gysere, og ‘Lady Bird’, ‘Eighth Grade’, ‘Mid90s’ og ‘Aftersun’ er følsomme film om at være ung. 

Kort sagt har A24’s film har ikke et samlende kendetegn udover dette: At du aldrig har set noget lignende før. 

Memeværdig markedsføring

Mindst lige så afgørende for, at A24 er blevet en magtfaktor, er deres alternative tilgang til markedsføring. Helt fra selskabets begyndelse var det tanken, at der var penge at spare ved ikke at benytte traditionelle reklameformater som tv og bannere. I stedet har de satset stort på sociale medier og benyttet dem til at bygge bro mellem deres film og A24 som brand – på Instagram har de 3,6 millioner følgere, som er i samme boldgade som de meget større Paramount Pictures (1,5 millioner) og Sony Pictures (4,6 millioner). 

Men endnu mere utraditionelle midler tages også i brug. Da de skulle promovere gyseren ‘The Witch’, fik de et satanisk tempel til at anbefale filmen, og ved premieren på ‘Swiss Army Man’ sendte de flaskepost med en hemmelig besked i til alle de store mediehuse. Da den seksuelle thriller ‘Babygirl’ med Nicole Kidman skulle promoveres, var hun, med et glas mælk i hånden, overalt på sociale medier. 

Lige nu sker det samme med ‘Marty Supreme’, som allerede inden dens globale premiere er selskabets mest indtjenende udgivelse. Her blev der eksempelvis iscenesat et meta-møde, hvor hovedrolleindehaver Timothée Chalamet pitcher den ene mest sindssyge idé efter den anden (et luftskib for eksempel). 

Med kampagner som disse kommer filmene til at føles mere autentiske. Mere som noget, man kan opsøge, fordi det lander tilfældigt foran én, og mindre som endnu en blockbuster, der presses ned i halsen. Når autencitet føles som en mangelvare, er det, A24 kan, guld værd.

‍

‍