Jeg har nu stået i 36 minutter, og lyttet til en kurateret Spotify-playliste. Stemningen er god og folk glæder sig, men personligt synes jeg, at alt over 10 minutters ”forsinkelse”, om det er selvvalgt eller ej, er en smule provokerende. Især når koncerten ligger på en søndag.
Endelig kommer Drake på scenen. Han starter med at undskylde, ikke for forsinkelsen, men for det faktum, at det er 10–11 år siden, han sidst besøgte Danmark.
Første sang er Marvins Room. Alle synger med, og det er tydeligt at publikum har glædet sig til at se deres idol. Drake gør det her mere rutineret end at spise morgenmad. Han ejer scenen, og Passionfruit sætter en tyk streg under det.
Hitsene lader vente på sig, ihvertfald de nye, og nogle gange føles det mere som en koncert i Drakes stue end en fest for 30.000 mennesker.
Men så starter festen: What Did I Miss brager ud, og pyro og røg følger med. Den rektangulære scene, der omkranser gulvet, fungerer perfekt. Tracks glider hurtigt ind i hinanden, alt er nøje planlagt, og selv backing-vokalerne justeres live af en lydmand. Imponerende.
Da Circadian Rhythm kommer, er jeg ved at komme i stemning efter den langsomme start. Desværre ligger beatet lavt i forhold til vokalen, men det er stadig en stærk afslutning på en banger-række på ca. 25 minutter. Drake siger, vi kun lige er startet, og det er rigtigt. Nice for What åbner næste runde, og samtidig transformeres lyset i loftet, så arenaen ligner en klub.
Pludselig begynder Drake at råbe om, hvor smukke pigerne i Danmark er, laver tvivlsomme mikrofon-moves og får kvinderne til at skrige, at de “ikke behøver en mand”. Samtidigt spørger han, om der er nogle ‘’hoes’’ inde i arenaen. Med tanke på hans nuværende strid med Universal Music og rap-rivalen Kendrick og et publikum, hvor mindst 30 % er under 21, er det lidt uheldigt. Det virker folk dog ret ligeglade med, og skriger så det nogengange tangerer til det hysteriske.
Nu skal Drake have en drink. DJ’en tager over. Det føles som en pause, og her mærker man virkelig hvor stort et fællesskab, der er omkring Drake. Han står ved pulten og taler længe om kærlighed og familie. Lidt for længe, når vi er her for musikken, men publikum elsker det. Ibiza-stemningen fortsætter med et afrohouse-remix af Hold On, og så joiner PartyNextDoor festen.
Det er præcis, hvad showet har brug for. Efter 20 minutter vender Drake tilbage, og nu er det tid til deres fælles album.
Vi er halvanden time inde i koncerten, og sangene føles konsekvent langsomme.
Trods en masse snak om det nye album får vi kun to numre derfra. Drake leger kort tid efter ydmyg og spørger, om vi kender hans sange, for derefter at fyre 25 sekunders bidder af de største hits af. Her ser han det nødvendigt at blive ved med at understrege, at vi sikkert ikke kender dem, på trods af publikum tydeligt og skingert synger med.
Så kommer Sexy Redd-nummeret, og energien vender tilbage. Publikum er på benene. Drake joker med, at han snakker for meget, og beder os så skrige navnet på vores værste eks og række en fuckfinger i vejret. Kort efter ryger vi ind i en moshpit, og nu er koncerten for alvor i gang.
De hårde hiphop-numre fungerer bedst. Publikum følger ham blindt, og Drake springer rundt på scenen med en energi, der understreger, hvor stærk han er i dette format. Men de mange gentagelser om “familie” kunne man have undværet. Musikken taler tydeligere.
Finalen er eksplosiv. Hele gulvet hopper til korte, men præcist sammenklippede versioner af Hotline Bling, Nokia og de andre store bangers. Endelig får vi den følelse af at glemme tid og sted, som tidligere på aftenen har manglet.
Desværre er det bedste også det korteste. Efter halvanden times langsom opbygning får vi kun 30 minutter af det som vi alle rigtigt kom for.
Alt i alt var koncerten spækket med visuelle genistreger, og scenedesignet var noget af det mest geniale, jeg længe har oplevet i en arena. Men den lange forsinkelse, Drakes mange pauser, skiftende 'gear' og lange snakke trak oplevelsen ned. Når musikken får lov at tale, fungerer det, men man skal vente for længe på festen.
Drake optræder i Royal Arena igen i dag.
Jeg har nu stået i 36 minutter, og lyttet til en kurateret Spotify-playliste. Stemningen er god og folk glæder sig, men personligt synes jeg, at alt over 10 minutters ”forsinkelse”, om det er selvvalgt eller ej, er en smule provokerende. Især når koncerten ligger på en søndag.
Endelig kommer Drake på scenen. Han starter med at undskylde, ikke for forsinkelsen, men for det faktum, at det er 10–11 år siden, han sidst besøgte Danmark.
Første sang er Marvins Room. Alle synger med, og det er tydeligt at publikum har glædet sig til at se deres idol. Drake gør det her mere rutineret end at spise morgenmad. Han ejer scenen, og Passionfruit sætter en tyk streg under det.
Hitsene lader vente på sig, ihvertfald de nye, og nogle gange føles det mere som en koncert i Drakes stue end en fest for 30.000 mennesker.
Men så starter festen: What Did I Miss brager ud, og pyro og røg følger med. Den rektangulære scene, der omkranser gulvet, fungerer perfekt. Tracks glider hurtigt ind i hinanden, alt er nøje planlagt, og selv backing-vokalerne justeres live af en lydmand. Imponerende.
Da Circadian Rhythm kommer, er jeg ved at komme i stemning efter den langsomme start. Desværre ligger beatet lavt i forhold til vokalen, men det er stadig en stærk afslutning på en banger-række på ca. 25 minutter. Drake siger, vi kun lige er startet, og det er rigtigt. Nice for What åbner næste runde, og samtidig transformeres lyset i loftet, så arenaen ligner en klub.
Pludselig begynder Drake at råbe om, hvor smukke pigerne i Danmark er, laver tvivlsomme mikrofon-moves og får kvinderne til at skrige, at de “ikke behøver en mand”. Samtidigt spørger han, om der er nogle ‘’hoes’’ inde i arenaen. Med tanke på hans nuværende strid med Universal Music og rap-rivalen Kendrick og et publikum, hvor mindst 30 % er under 21, er det lidt uheldigt. Det virker folk dog ret ligeglade med, og skriger så det nogengange tangerer til det hysteriske.
Nu skal Drake have en drink. DJ’en tager over. Det føles som en pause, og her mærker man virkelig hvor stort et fællesskab, der er omkring Drake. Han står ved pulten og taler længe om kærlighed og familie. Lidt for længe, når vi er her for musikken, men publikum elsker det. Ibiza-stemningen fortsætter med et afrohouse-remix af Hold On, og så joiner PartyNextDoor festen.
Det er præcis, hvad showet har brug for. Efter 20 minutter vender Drake tilbage, og nu er det tid til deres fælles album.
Vi er halvanden time inde i koncerten, og sangene føles konsekvent langsomme.
Trods en masse snak om det nye album får vi kun to numre derfra. Drake leger kort tid efter ydmyg og spørger, om vi kender hans sange, for derefter at fyre 25 sekunders bidder af de største hits af. Her ser han det nødvendigt at blive ved med at understrege, at vi sikkert ikke kender dem, på trods af publikum tydeligt og skingert synger med.
Så kommer Sexy Redd-nummeret, og energien vender tilbage. Publikum er på benene. Drake joker med, at han snakker for meget, og beder os så skrige navnet på vores værste eks og række en fuckfinger i vejret. Kort efter ryger vi ind i en moshpit, og nu er koncerten for alvor i gang.
De hårde hiphop-numre fungerer bedst. Publikum følger ham blindt, og Drake springer rundt på scenen med en energi, der understreger, hvor stærk han er i dette format. Men de mange gentagelser om “familie” kunne man have undværet. Musikken taler tydeligere.
Finalen er eksplosiv. Hele gulvet hopper til korte, men præcist sammenklippede versioner af Hotline Bling, Nokia og de andre store bangers. Endelig får vi den følelse af at glemme tid og sted, som tidligere på aftenen har manglet.
Desværre er det bedste også det korteste. Efter halvanden times langsom opbygning får vi kun 30 minutter af det som vi alle rigtigt kom for.
Alt i alt var koncerten spækket med visuelle genistreger, og scenedesignet var noget af det mest geniale, jeg længe har oplevet i en arena. Men den lange forsinkelse, Drakes mange pauser, skiftende 'gear' og lange snakke trak oplevelsen ned. Når musikken får lov at tale, fungerer det, men man skal vente for længe på festen.
Drake optræder i Royal Arena igen i dag.
Jeg har nu stået i 36 minutter, og lyttet til en kurateret Spotify-playliste. Stemningen er god og folk glæder sig, men personligt synes jeg, at alt over 10 minutters ”forsinkelse”, om det er selvvalgt eller ej, er en smule provokerende. Især når koncerten ligger på en søndag.
Endelig kommer Drake på scenen. Han starter med at undskylde, ikke for forsinkelsen, men for det faktum, at det er 10–11 år siden, han sidst besøgte Danmark.
Første sang er Marvins Room. Alle synger med, og det er tydeligt at publikum har glædet sig til at se deres idol. Drake gør det her mere rutineret end at spise morgenmad. Han ejer scenen, og Passionfruit sætter en tyk streg under det.
Hitsene lader vente på sig, ihvertfald de nye, og nogle gange føles det mere som en koncert i Drakes stue end en fest for 30.000 mennesker.
Men så starter festen: What Did I Miss brager ud, og pyro og røg følger med. Den rektangulære scene, der omkranser gulvet, fungerer perfekt. Tracks glider hurtigt ind i hinanden, alt er nøje planlagt, og selv backing-vokalerne justeres live af en lydmand. Imponerende.
Da Circadian Rhythm kommer, er jeg ved at komme i stemning efter den langsomme start. Desværre ligger beatet lavt i forhold til vokalen, men det er stadig en stærk afslutning på en banger-række på ca. 25 minutter. Drake siger, vi kun lige er startet, og det er rigtigt. Nice for What åbner næste runde, og samtidig transformeres lyset i loftet, så arenaen ligner en klub.
Pludselig begynder Drake at råbe om, hvor smukke pigerne i Danmark er, laver tvivlsomme mikrofon-moves og får kvinderne til at skrige, at de “ikke behøver en mand”. Samtidigt spørger han, om der er nogle ‘’hoes’’ inde i arenaen. Med tanke på hans nuværende strid med Universal Music og rap-rivalen Kendrick og et publikum, hvor mindst 30 % er under 21, er det lidt uheldigt. Det virker folk dog ret ligeglade med, og skriger så det nogengange tangerer til det hysteriske.
Nu skal Drake have en drink. DJ’en tager over. Det føles som en pause, og her mærker man virkelig hvor stort et fællesskab, der er omkring Drake. Han står ved pulten og taler længe om kærlighed og familie. Lidt for længe, når vi er her for musikken, men publikum elsker det. Ibiza-stemningen fortsætter med et afrohouse-remix af Hold On, og så joiner PartyNextDoor festen.
Det er præcis, hvad showet har brug for. Efter 20 minutter vender Drake tilbage, og nu er det tid til deres fælles album.
Vi er halvanden time inde i koncerten, og sangene føles konsekvent langsomme.
Trods en masse snak om det nye album får vi kun to numre derfra. Drake leger kort tid efter ydmyg og spørger, om vi kender hans sange, for derefter at fyre 25 sekunders bidder af de største hits af. Her ser han det nødvendigt at blive ved med at understrege, at vi sikkert ikke kender dem, på trods af publikum tydeligt og skingert synger med.
Så kommer Sexy Redd-nummeret, og energien vender tilbage. Publikum er på benene. Drake joker med, at han snakker for meget, og beder os så skrige navnet på vores værste eks og række en fuckfinger i vejret. Kort efter ryger vi ind i en moshpit, og nu er koncerten for alvor i gang.
De hårde hiphop-numre fungerer bedst. Publikum følger ham blindt, og Drake springer rundt på scenen med en energi, der understreger, hvor stærk han er i dette format. Men de mange gentagelser om “familie” kunne man have undværet. Musikken taler tydeligere.
Finalen er eksplosiv. Hele gulvet hopper til korte, men præcist sammenklippede versioner af Hotline Bling, Nokia og de andre store bangers. Endelig får vi den følelse af at glemme tid og sted, som tidligere på aftenen har manglet.
Desværre er det bedste også det korteste. Efter halvanden times langsom opbygning får vi kun 30 minutter af det som vi alle rigtigt kom for.
Alt i alt var koncerten spækket med visuelle genistreger, og scenedesignet var noget af det mest geniale, jeg længe har oplevet i en arena. Men den lange forsinkelse, Drakes mange pauser, skiftende 'gear' og lange snakke trak oplevelsen ned. Når musikken får lov at tale, fungerer det, men man skal vente for længe på festen.
Drake optræder i Royal Arena igen i dag.
