Aftenen begyndte med en opvarmning af Don Tolivers egen DJ, Dr. McDaniels, der havde potentiale. Lyden var skarp, energien var god, og det lød som en lovende start. Men efter kort tid blev det hele overskygget af et kaotisk lydbillede – måske fordi DJ’en blev lidt for grebet af den unægteligt gode stemning. Resultatet af dette blev desværre, at lyden overstyrede, og opvarmningen og den tilhørende energi, mistede sit momentum.

Det var dog en kortvarig nedtur – så snart Don Toliver indtog scenen, kom energien tilbage tenfold.

Don Toliver introduceres med en Fred again-lignende MPC-drumpad med et monteret GoPro-kamera. Det lignede ikke, at der skete meget vigtigt i den del, men man kunne da se Don trykke på den, lidt legende under det første nummer. Resten af koncerten blev den ikke brugt, så man kunne stille sig selv spørgsmålet, om hvorvidt den del var nødvendig, og om man skulle have brugt pladsen på lidt mere scenepynt – nu vi alligevel er til en verdensturné? Nå, men heldigvis var det ikke værre end det, og man kan ikke sige, det trak ned, for koncerten i sig selv var svær at matche. Toliver leverede en koncert, hvor der var styr på både produktion og tilstedeværelse.

Bassen lå tungt og insisterende i lydbilledet, men blev balanceret af Don Tolivers overraskende gode livevokal, som fik tilpas meget plads.

Sang han med på alle linjerne? Sang han i den samme tone som den originale sang? Nej – og vi var vilde med det. Han formåede at levere et show, hvor publikum blev til en del af programmet. De fleste sange blev sunget halvt af Don og halvt af alle fansene. En kunst, kun få formår at mestre.

Man havde måske forventet en liveperformance, som var mere playback end live, nu hvor vokalen i de originale tracks er ekstremt mixet – men han formåede at invitere os ind i et nyere live-univers på scenen.

Lyden i K.B. Hallen var gennemgående velbalanceret under koncerten. Musikken havde både tryk og detaljer, og flere gange tog koncerten små drejninger med guitarelementer og psykedelisk stemning, som gav helheden kant og karakter. Det løftede oplevelsen ud over det forventelige.
Toliver selv virkede både klassisk rapper-festlig, men også fokuseret og nærværende. Der var rå energi fra start, men det blev aldrig overspillet. Han dansede, interagerede og styrede scenen med en sikkerhed, der klædte ham. Undervejs bevægede han sig fra hovedscenen og op på en platform midt i publikum.

Her viser Don Toliver netop, hvorfor han er den verdensstjerne, han er. Her skabte han en ny dynamik og et mere intimt øjeblik, hvor publikum for alvor kom tættere på. Det føltes ægte – og vigtigst af alt: ikke som en gimmick. Publikum kvitterede med energi. Der blev sunget med, danset og kastet hænder i vejret. Flere steder opstod moshpits spontant, og stemningen var præget af både eufori og fællesskab. Man kunne mærke, at publikum var kommet for ham – og at de fik, hvad de håbede på.

Det kunne have været en aften, hvor en artist som Don Toliver ville lade autopiloten tage over på endnu et pitstop på verdensturnéen – en hurtig koncert i et lille land og så videre – men han virkede tændt, til stede og lod til at ville det mere end den gængse artist fra udlandet på dansk jord.

‍