I DR’s dokumentarserie Det danske filmmirakel ser vi tilbage på den bølge af nytænkning, der fra 90’erne og frem vendte op og ned på dansk film og tv. Gennem interviews og arkivklip kommer vi omkring alt fra Dr. Dante og Filmskolen til Dogme 95, DR Drama, de internationale gennembrud og den nye generation af filmskabere.
Det er både underholdende og betagende at høre branchens mest velkendte ansigter fortælle om dengang, det hele begyndte. Og ikke mindst at blive mindet om, hvor meget dansk film har forandret sig på relativt kort tid. For selvom mange af periodens nybrud i dag nærmest føles som en del af dansk filmtradition, er det faktisk ikke mere end få årtier siden, at branchen blev vendt på hovedet.
Og som serien selv påpeger, er det mest bemærkelsesværdige måske, at mange af de mennesker, der dengang satte bølgen i gang, stadig sidder tungt på toppen – Trine Dyrholm, Mads Mikkelsen, Sofie Gråbøl, Nikolaj Lie Kaas, Susanne Bier, Thomas Vinterberg, Lone Scherfig og Lars von Trier to name a few... Og det er da heller ikke til at stå for at se de purunge talenter te sig foran kameraet på Dr. Dante og Filmskolen – klip til, at de nu sidder helt velopdragne og voksne og deler ud af alle de farverige, og ofte grænseoverskridende anekdoter, som var med til at forme dansk film.
Særligt Lars von Trier får en fremtrædende plads i serien. Gennem kollegernes fortællinger tegnes et billede af en kompromisløs visionær, hvis særheder og indre dæmoner hvirvler sammen med hans filmiske bedrifter. Triers betydning for dansk films udvikling og internationale anerkendelse er ikke til at tage fejl af, og han fungerer på mange måder som seriens røde tråd. Dokumentarens egen visuelle ramme trækker tydelige tråde til Dogville (som man bestemt kan diskutere, hvor godt egentlig fungerer), og Triers meget arrogante råd til den næste generation om "ikke at lytte til andre" får lov at blive seriens sidste ord. En hyldest, der ikke er til at tage fejl af.
Men det er ikke en let opgave at fortælle historien om så mange betydningsfulde mennesker og gennembrud på én gang. Serien kommer til tider til at føles som lidt af en vakkelvorn, men ikke desto mindre vild karruseltur gennem knap 30 års filmhistorie. For den almindeligt interesserede seer er det en spændende introduktion til filmhistoriens mange komponenter og nøglefigurer. For den mere hardcore filmkender kan det snarere føles som en genopfriskning af pensum.
Og det er egentlig en skam. Ikke fordi historierne er uinteressante. Tværtimod. Perioden er så sprængfyldt med normbrud, gennembrud og originalt talent, at man får lyst til at blive lidt længere. Høre lidt mere. Komme lidt tættere på menneskene bag miraklet. Zentropas historie kunne i sig selv bære en hel serie... Og hvad med den næste generation af filmskabere? Ironisk nok peger dokumentaren selv på, hvor meget plads 90’er-generationen stadig optager i dansk film, men giver samtidig minimal taletid til dem, der skal føre branchen videre.
Det danske filmmirakel har fat i en virkelig god historie. Man ville bare ønske, at den gav sig lidt bedre tid til at fortælle den.
I DR’s dokumentarserie Det danske filmmirakel ser vi tilbage på den bølge af nytænkning, der fra 90’erne og frem vendte op og ned på dansk film og tv. Gennem interviews og arkivklip kommer vi omkring alt fra Dr. Dante og Filmskolen til Dogme 95, DR Drama, de internationale gennembrud og den nye generation af filmskabere.
Det er både underholdende og betagende at høre branchens mest velkendte ansigter fortælle om dengang, det hele begyndte. Og ikke mindst at blive mindet om, hvor meget dansk film har forandret sig på relativt kort tid. For selvom mange af periodens nybrud i dag nærmest føles som en del af dansk filmtradition, er det faktisk ikke mere end få årtier siden, at branchen blev vendt på hovedet.
Og som serien selv påpeger, er det mest bemærkelsesværdige måske, at mange af de mennesker, der dengang satte bølgen i gang, stadig sidder tungt på toppen – Trine Dyrholm, Mads Mikkelsen, Sofie Gråbøl, Nikolaj Lie Kaas, Susanne Bier, Thomas Vinterberg, Lone Scherfig og Lars von Trier to name a few... Og det er da heller ikke til at stå for at se de purunge talenter te sig foran kameraet på Dr. Dante og Filmskolen – klip til, at de nu sidder helt velopdragne og voksne og deler ud af alle de farverige, og ofte grænseoverskridende anekdoter, som var med til at forme dansk film.
Særligt Lars von Trier får en fremtrædende plads i serien. Gennem kollegernes fortællinger tegnes et billede af en kompromisløs visionær, hvis særheder og indre dæmoner hvirvler sammen med hans filmiske bedrifter. Triers betydning for dansk films udvikling og internationale anerkendelse er ikke til at tage fejl af, og han fungerer på mange måder som seriens røde tråd. Dokumentarens egen visuelle ramme trækker tydelige tråde til Dogville (som man bestemt kan diskutere, hvor godt egentlig fungerer), og Triers meget arrogante råd til den næste generation om "ikke at lytte til andre" får lov at blive seriens sidste ord. En hyldest, der ikke er til at tage fejl af.
Men det er ikke en let opgave at fortælle historien om så mange betydningsfulde mennesker og gennembrud på én gang. Serien kommer til tider til at føles som lidt af en vakkelvorn, men ikke desto mindre vild karruseltur gennem knap 30 års filmhistorie. For den almindeligt interesserede seer er det en spændende introduktion til filmhistoriens mange komponenter og nøglefigurer. For den mere hardcore filmkender kan det snarere føles som en genopfriskning af pensum.
Og det er egentlig en skam. Ikke fordi historierne er uinteressante. Tværtimod. Perioden er så sprængfyldt med normbrud, gennembrud og originalt talent, at man får lyst til at blive lidt længere. Høre lidt mere. Komme lidt tættere på menneskene bag miraklet. Zentropas historie kunne i sig selv bære en hel serie... Og hvad med den næste generation af filmskabere? Ironisk nok peger dokumentaren selv på, hvor meget plads 90’er-generationen stadig optager i dansk film, men giver samtidig minimal taletid til dem, der skal føre branchen videre.
Det danske filmmirakel har fat i en virkelig god historie. Man ville bare ønske, at den gav sig lidt bedre tid til at fortælle den.
I DR’s dokumentarserie Det danske filmmirakel ser vi tilbage på den bølge af nytænkning, der fra 90’erne og frem vendte op og ned på dansk film og tv. Gennem interviews og arkivklip kommer vi omkring alt fra Dr. Dante og Filmskolen til Dogme 95, DR Drama, de internationale gennembrud og den nye generation af filmskabere.
Det er både underholdende og betagende at høre branchens mest velkendte ansigter fortælle om dengang, det hele begyndte. Og ikke mindst at blive mindet om, hvor meget dansk film har forandret sig på relativt kort tid. For selvom mange af periodens nybrud i dag nærmest føles som en del af dansk filmtradition, er det faktisk ikke mere end få årtier siden, at branchen blev vendt på hovedet.
Og som serien selv påpeger, er det mest bemærkelsesværdige måske, at mange af de mennesker, der dengang satte bølgen i gang, stadig sidder tungt på toppen – Trine Dyrholm, Mads Mikkelsen, Sofie Gråbøl, Nikolaj Lie Kaas, Susanne Bier, Thomas Vinterberg, Lone Scherfig og Lars von Trier to name a few... Og det er da heller ikke til at stå for at se de purunge talenter te sig foran kameraet på Dr. Dante og Filmskolen – klip til, at de nu sidder helt velopdragne og voksne og deler ud af alle de farverige, og ofte grænseoverskridende anekdoter, som var med til at forme dansk film.
Særligt Lars von Trier får en fremtrædende plads i serien. Gennem kollegernes fortællinger tegnes et billede af en kompromisløs visionær, hvis særheder og indre dæmoner hvirvler sammen med hans filmiske bedrifter. Triers betydning for dansk films udvikling og internationale anerkendelse er ikke til at tage fejl af, og han fungerer på mange måder som seriens røde tråd. Dokumentarens egen visuelle ramme trækker tydelige tråde til Dogville (som man bestemt kan diskutere, hvor godt egentlig fungerer), og Triers meget arrogante råd til den næste generation om "ikke at lytte til andre" får lov at blive seriens sidste ord. En hyldest, der ikke er til at tage fejl af.
Men det er ikke en let opgave at fortælle historien om så mange betydningsfulde mennesker og gennembrud på én gang. Serien kommer til tider til at føles som lidt af en vakkelvorn, men ikke desto mindre vild karruseltur gennem knap 30 års filmhistorie. For den almindeligt interesserede seer er det en spændende introduktion til filmhistoriens mange komponenter og nøglefigurer. For den mere hardcore filmkender kan det snarere føles som en genopfriskning af pensum.
Og det er egentlig en skam. Ikke fordi historierne er uinteressante. Tværtimod. Perioden er så sprængfyldt med normbrud, gennembrud og originalt talent, at man får lyst til at blive lidt længere. Høre lidt mere. Komme lidt tættere på menneskene bag miraklet. Zentropas historie kunne i sig selv bære en hel serie... Og hvad med den næste generation af filmskabere? Ironisk nok peger dokumentaren selv på, hvor meget plads 90’er-generationen stadig optager i dansk film, men giver samtidig minimal taletid til dem, der skal føre branchen videre.
Det danske filmmirakel har fat i en virkelig god historie. Man ville bare ønske, at den gav sig lidt bedre tid til at fortælle den.
