“Allez, allez, les bleus” efterfulgt af “Danza Kuduro”. Burna Boys hypeman og DJ, Spaceship Billy, ved præcis, hvordan man knækker et dansk crowd: lidt fodbold referencer og dansable melodier og stemningen er decideret ustyrlig, allerede før hovedpersonen selv har vist sig.

‍

Afrobeats har i flere år kørt i baggrunden på danske dansegulve, men i arenaformat bliver det tydeligt, hvor langt genren og Burna Boy er rykket ind i mainstreamen.

‍

Og så sker det. Burna Boy træder frem bag et dampende klaver. Scenografien er sort og stram, men ikke mere poleret, end at hans kæmpe hvide smil skinner igennem bag den guldfarvede mikrofon. Han åbner med “Location”, mens et tog ruller hen over LED-skærmen. Det er et passende billede på en artist, der har forbundet kontinenter og gjort afrobeats til global pop. 

“Where all my ladies?”

-spørger han. Skrigene svarer prompte. Han ved godt, hvem han spiller for. 

Der er stort set ikke ét menneske, der sidder ned. Folk danser, viber og fester med hinanden, og det er ikke kun dem, der står tættest på scenen, men også på de bagerste rækker har publikum deres egen fest. Det samme sker på scenen, hvor Burna Boy i mørk læderjakke bevæger sig rundt sammen med fire dansere.

Det er svært at forestille sig, at han kort før jul smed et sovende par ud til en koncert i Denver, for i Royal Arena denne aften er søvn ganske enkelt ikke en mulighed.

“Copenhagen, are you fucking ready for tonight?”

“Tested, Approved & Trusted” følger, og danserne har nu iført sig en form for farverige fuglefjer. Læderjakken ryger, og en hvid skjorte kommer frem, og temperaturen stiger mærkbart.  

Publikum tager over på “For My Hand”, før Burna Boy glider direkte over i den mere afdæmpede “Love”, som er det største hit fra hans nye album, som deler titel med turnéen. På skærmen bag ham blinker budskabet: No Sign Of Weakness. Og med denne start føles det som en meget præcis programerklæring.

Efter cirka en halv time begynder koncerten for alvor at bide fra sig. “On The Low” bliver ren fællessang, helt uden vokal i omkvædet, for den sørger publikum for. Burna Boy skriger indimellem, som en frontmand i et punkmand, mens flammer eksploderer i takt med musikken. Det bliver varmere og varmere, og nu ryger skjorten helt. Undertrøjen ryger med. 

Og skingre skrig fylder rummet. 

På maven står der tatoveret ’African Giant’.

Og det er ikke for sjov, for Burna Boy er i dag den ubestridte konge af moderne afrobeats. En artist, der har taget genren fra Vestafrika og klubber i Lagos til stadioner verden over. 

Midt i koncerten trækker Burna Boy publikum helt ind i maskinrummet, da han deler salen i to og lader “dadadada” og “dodododo” flyve på tværs af Royal Arena i et klassisk call-and-response-greb. Publikumstemmerne glider naturligt over i kæmpehittet “Gbona”, mens scenen bades i rødt lys og flammer, og pludselig føles arenaen mindre som en dansk multihal og mere som en brændende, kollektiv gadefest. 

Selv de nyere numre fra albummet 'No Sign Of Weakness' fungerer overraskende stærkt live, selvom man godt kan mærke, at crowdet ikke kender dem lige så godt. “TaTaTa” skiller sig særligt ud, da koncertens ellers varme og dansable udtryk pludselig bliver mørkere, tungere og mere råt. Den bastunge, komprimerede lyd trækker tydelige spor til hiphop og trap og giver sættet en tiltrængt kontrast, der viser Burna Boys spændvidde som liveperformer. Det hele bæres af et ekstremt velspillende band med blæsere og korsangere, der groover konstant og smitter publikum også når sangene endnu ikke er blevet fælleseje.

Efter cirka 45 minutter har Burna Boy stadig knap sagt andet end råb, grin og korte kommandoer, men han har stadig publikum i sin hule hånd. Under “Update” bliver scenens firkantede LED-skærm dækket af diskokugler og langsomt hævet, indtil hele bandet pludselig står samlet og danser omring i en cirkel til lyden af "Back to life, back to reality".

Tempoet sættes derefter ned, stemningen bliver mere sensuel.

“Ladies… who’s getting fucked tonight?”

Et frækt, selvironisk mellemspil, inden singlen 'wgtf' - Burna Boys samarbejde med Gunna – sætter gang i salen, før “City Boys” giver noget tilbage til herrerne. Seks gutter fra bandet træder frem og leverer en koreografi, der er alt andet end stram, men fuldstændig i tråd med festens energi. Det fungerer, og man føler man er inviteret med til Burna Boys privatfest.

“It’s Plenty” bliver til en stor fællessang. Et kærestepar bliver pludselig nyforelskede, og overalt står folk med armene om hinandens skuldre og svejer.

Burna Boy bunder en halv liter vand, lader en guitarsolo få plads og kigger et øjeblik ud over salen.

Før han råber “Jump, jump, jump!” og lader det hele eksplodere én gang til.

Han slutter showet af med “Change Your Mind”. En rodeotyr rulles ind med en kvinde på scenen, og her får Burna Boy for alvor vist sin vokale styrke. Han ser oprigtigt glad ud. Som én, der elsker at stå dér.

No Sign Of Weakness er titlen på Burna Boys seneste album, men også et præcist resume af hans live-udtryk. Det var ikke de nye numre, der startede festen, det var de ældre hits. Men det var helheden, der bar aftenen.

Burna Boy er kendt for én ting: Han giver altid publikum den bedst mulige koncert. Uanset størrelse og land. Han smiler og ligner en der oprigtigt elsker at stå på en scene. Og det smitter. 

I Royal Arena beviste han endnu engang, hvorfor han ikke bare er Afrikas største musikstjerne, men en af verdens stærkeste liveperformere lige nu.

‍