Amna elsker Beyoncé. Hun elsker strygere, pangfarver og store følelser. Kort sagt: når det hele er lidt ekstra.
Og det er ikke helt tilfældigt. I hendes barndom var det ikke Hollywood-klassikere som Mission: Impossible eller Top Gun, der kørte over skærmen – H’et var skiftet ud med et B. Det var den indiske version, der fyldte hendes opvækst med mere drama, større følelser og farver, end Hollywood nogensinde kunne levere.
Det er netop de følelser, hun har givet frit spil på sit debutalbum ’Bollywood Tears’, som hun udgav i sommers.
Her svarer hun på 17 spørgsmål om alt fra, hvordan det var at spille på Roskilde Festival, til hvordan det har været at dykke ned i dybe emner fra sin barndom og opvækst på sit album.
Det var første gang, jeg var ude og spille med band, så det at kunne mærke musikken live var bare helt vildt fedt. Og så var det jo min største koncert nogensinde, og jeg kunne tydeligt mærke, at publikum også var med. Så det var virkelig en 10 ud af 10 oplevelse.
Ja, virkelig. Jeg har drømt om Roskilde, siden jeg var helt lille, og ligesom for mange andre artister har det altid været en milepæl for mig. Jeg synes også, jeg var et sted i min karriere, hvor det gav mening – jeg havde lige udgivet ’Bollywood Tears’. Så da de skrev, var jeg bare helt vildt stolt og glad.
Det har været ren terapi for mig. Jeg elsker også at skrive sange om fest og farver, men det her med at sætte mig ned og gå ind i noget, der gør så ondt, og tvinge mig selv til at kigge det i øjnene igen – det var sindssygt hårdt. Jeg var nødt til at leve sorgen igennem endnu en gang.
Jeg kan stadig ikke spille alle sangene live, især den der hedder “Kompliceret pt. 2” er svær. Da jeg spillede den på Roskilde, stod der en masse piger i crowden og græd – og det rørte mig helt vildt, for det er præcis det, jeg ønsker med min musik: at folk føler sig set og hørt.
Jeg er altid ti skridt foran mig selv og har en tendens til at overtænke lidt for meget. Egentlig er jeg en ret rolig person, men jeg kan godt have meget indre uro nogle gange. Så jeg prøver faktisk stadig at finde ud af, hvordan jeg helt skal finde den der ro.
Musik og dans har dog altid givet mig en form for ro – og det er jo også det, jeg hele tiden laver. På den måde har jeg ro gennem det kreative, men ud over det skal jeg nok lige øve mig lidt mere i at finde den indre balance.
Lige nu hører jeg Sivas’ “R d u s t a d i g h e r 4 m i g”. Den har en lidt anderledes sound, end man normalt kender fra ham, og jeg elsker, når kunstnere tør tage chancer og prøve noget nyt. Og så er det bare et virkelig fedt nummer.
At løbe, haha. Jeg kan danse herfra og til månen og føler egentlig, jeg er i god form. Men det der med at løbe… uff, det er altså svært.
Når man hører musikken, er man ikke i tvivl. Der er strygere over det hele og massere Bollywood-vibes.
Det er noget, jeg er opvokset med. Bollywood er jo det indiske svar på Hollywood – bare med meget mere drama, store følelser og masser af farver. Det kørte altid på tv, da jeg var lille, og det har virkelig sat sig i mig.
Jeg elsker pangfarver og det der lidt ekstra, og Bollywood minder mig om min barndom og om, hvor jeg hører hjemme.
Jeg skriver hele tiden ned i mine noter, når jeg hører eller oplever noget der inspirerer mig. Og ellers kommer det ofte som en følelse i studiet, når vi er i gang med produktionen.
Det, jeg prøver på nu, er at skabe lidt mere dybde i alt, hvad jeg skriver. Man kan sagtens lave en let og sjov sang, men jeg forsøger altid at plante en lille smule dybde i den.
Hvis det er hele verden, så er mine største helte jo Rihanna, Aaliyah og Beyoncé. At få de tre på et nummer sammen ville gøre mig overlykkelig.
Når det gælder danske features, tror jeg, at Sivas og jeg kunne lave noget virkelig fedt sammen. Han har opnået ikonstatus, og jeg respekterer ham virkelig – samtidig er han bare sød og respektfuld i virkeligheden, og det går jeg meget op i.
Efter Roskilde er jeg faktisk begyndt at blive enormt inspireret af publikum. Det at kunne se dem i øjnene og mærke, at vi er samlet om noget, og at folk sang med på et nummer som ’Tears Never Dry’ – som jo er til mit indre barn – og kunne mærke, at de følte sig set og kunne relatere, det har virkelig givet mig blod på tanden og masser af inspiration.
Min mormor og min mor. De er virkelig nogle ”tough bitches”. De har været igennem nogle hårde ting, men formår stadig at være kærlige og møde verden med åbne arme. Det synes jeg er utroligt inspirerende.
Lindevang på Frederiksberg. Det er der, jeg er vokset op og har tilbragt hele min barndom.
Da jeg var 10 år gammel, var min største drøm at udgive et album og spille på Roskilde, det har jeg netop gjort. Derfor prøver jeg så meget som muligt at være i nuet og nyde de drømme, jeg allerede har opnået. Jeg kan mærke, at det kan være lidt usundt hele tiden at jagte den næste drøm.
At jeg er så følsom. Det er både min største last og min største styrke. Jeg reagerer meget hurtigt på mine følelser, og det kan nogle gange gå ud over dem, jeg elsker. Men det er samtidig også det, der driver mig og min kunst.
Jeg har ikke et decideret motto, men jeg lever efter min mormors tilgang til livet: altid at være respektfuld og kærlig overfor dem, man møder på sin vej, og ikke at dømme nogen.
”Det kan godt være, at jeg reagerer meget på mine følelser, men det kan også være en styrke.”
Se vores Lyric Breakdown med Amna lige her:
Amna elsker Beyoncé. Hun elsker strygere, pangfarver og store følelser. Kort sagt: når det hele er lidt ekstra.
Og det er ikke helt tilfældigt. I hendes barndom var det ikke Hollywood-klassikere som Mission: Impossible eller Top Gun, der kørte over skærmen – H’et var skiftet ud med et B. Det var den indiske version, der fyldte hendes opvækst med mere drama, større følelser og farver, end Hollywood nogensinde kunne levere.
Det er netop de følelser, hun har givet frit spil på sit debutalbum ’Bollywood Tears’, som hun udgav i sommers.
Her svarer hun på 17 spørgsmål om alt fra, hvordan det var at spille på Roskilde Festival, til hvordan det har været at dykke ned i dybe emner fra sin barndom og opvækst på sit album.
Det var første gang, jeg var ude og spille med band, så det at kunne mærke musikken live var bare helt vildt fedt. Og så var det jo min største koncert nogensinde, og jeg kunne tydeligt mærke, at publikum også var med. Så det var virkelig en 10 ud af 10 oplevelse.
Ja, virkelig. Jeg har drømt om Roskilde, siden jeg var helt lille, og ligesom for mange andre artister har det altid været en milepæl for mig. Jeg synes også, jeg var et sted i min karriere, hvor det gav mening – jeg havde lige udgivet ’Bollywood Tears’. Så da de skrev, var jeg bare helt vildt stolt og glad.
Det har været ren terapi for mig. Jeg elsker også at skrive sange om fest og farver, men det her med at sætte mig ned og gå ind i noget, der gør så ondt, og tvinge mig selv til at kigge det i øjnene igen – det var sindssygt hårdt. Jeg var nødt til at leve sorgen igennem endnu en gang.
Jeg kan stadig ikke spille alle sangene live, især den der hedder “Kompliceret pt. 2” er svær. Da jeg spillede den på Roskilde, stod der en masse piger i crowden og græd – og det rørte mig helt vildt, for det er præcis det, jeg ønsker med min musik: at folk føler sig set og hørt.
Jeg er altid ti skridt foran mig selv og har en tendens til at overtænke lidt for meget. Egentlig er jeg en ret rolig person, men jeg kan godt have meget indre uro nogle gange. Så jeg prøver faktisk stadig at finde ud af, hvordan jeg helt skal finde den der ro.
Musik og dans har dog altid givet mig en form for ro – og det er jo også det, jeg hele tiden laver. På den måde har jeg ro gennem det kreative, men ud over det skal jeg nok lige øve mig lidt mere i at finde den indre balance.
Lige nu hører jeg Sivas’ “R d u s t a d i g h e r 4 m i g”. Den har en lidt anderledes sound, end man normalt kender fra ham, og jeg elsker, når kunstnere tør tage chancer og prøve noget nyt. Og så er det bare et virkelig fedt nummer.
At løbe, haha. Jeg kan danse herfra og til månen og føler egentlig, jeg er i god form. Men det der med at løbe… uff, det er altså svært.
Når man hører musikken, er man ikke i tvivl. Der er strygere over det hele og massere Bollywood-vibes.
Det er noget, jeg er opvokset med. Bollywood er jo det indiske svar på Hollywood – bare med meget mere drama, store følelser og masser af farver. Det kørte altid på tv, da jeg var lille, og det har virkelig sat sig i mig.
Jeg elsker pangfarver og det der lidt ekstra, og Bollywood minder mig om min barndom og om, hvor jeg hører hjemme.
Jeg skriver hele tiden ned i mine noter, når jeg hører eller oplever noget der inspirerer mig. Og ellers kommer det ofte som en følelse i studiet, når vi er i gang med produktionen.
Det, jeg prøver på nu, er at skabe lidt mere dybde i alt, hvad jeg skriver. Man kan sagtens lave en let og sjov sang, men jeg forsøger altid at plante en lille smule dybde i den.
Hvis det er hele verden, så er mine største helte jo Rihanna, Aaliyah og Beyoncé. At få de tre på et nummer sammen ville gøre mig overlykkelig.
Når det gælder danske features, tror jeg, at Sivas og jeg kunne lave noget virkelig fedt sammen. Han har opnået ikonstatus, og jeg respekterer ham virkelig – samtidig er han bare sød og respektfuld i virkeligheden, og det går jeg meget op i.
Efter Roskilde er jeg faktisk begyndt at blive enormt inspireret af publikum. Det at kunne se dem i øjnene og mærke, at vi er samlet om noget, og at folk sang med på et nummer som ’Tears Never Dry’ – som jo er til mit indre barn – og kunne mærke, at de følte sig set og kunne relatere, det har virkelig givet mig blod på tanden og masser af inspiration.
Min mormor og min mor. De er virkelig nogle ”tough bitches”. De har været igennem nogle hårde ting, men formår stadig at være kærlige og møde verden med åbne arme. Det synes jeg er utroligt inspirerende.
Lindevang på Frederiksberg. Det er der, jeg er vokset op og har tilbragt hele min barndom.
Da jeg var 10 år gammel, var min største drøm at udgive et album og spille på Roskilde, det har jeg netop gjort. Derfor prøver jeg så meget som muligt at være i nuet og nyde de drømme, jeg allerede har opnået. Jeg kan mærke, at det kan være lidt usundt hele tiden at jagte den næste drøm.
At jeg er så følsom. Det er både min største last og min største styrke. Jeg reagerer meget hurtigt på mine følelser, og det kan nogle gange gå ud over dem, jeg elsker. Men det er samtidig også det, der driver mig og min kunst.
Jeg har ikke et decideret motto, men jeg lever efter min mormors tilgang til livet: altid at være respektfuld og kærlig overfor dem, man møder på sin vej, og ikke at dømme nogen.
”Det kan godt være, at jeg reagerer meget på mine følelser, men det kan også være en styrke.”
Se vores Lyric Breakdown med Amna lige her:
Amna elsker Beyoncé. Hun elsker strygere, pangfarver og store følelser. Kort sagt: når det hele er lidt ekstra.
Og det er ikke helt tilfældigt. I hendes barndom var det ikke Hollywood-klassikere som Mission: Impossible eller Top Gun, der kørte over skærmen – H’et var skiftet ud med et B. Det var den indiske version, der fyldte hendes opvækst med mere drama, større følelser og farver, end Hollywood nogensinde kunne levere.
Det er netop de følelser, hun har givet frit spil på sit debutalbum ’Bollywood Tears’, som hun udgav i sommers.
Her svarer hun på 17 spørgsmål om alt fra, hvordan det var at spille på Roskilde Festival, til hvordan det har været at dykke ned i dybe emner fra sin barndom og opvækst på sit album.
Det var første gang, jeg var ude og spille med band, så det at kunne mærke musikken live var bare helt vildt fedt. Og så var det jo min største koncert nogensinde, og jeg kunne tydeligt mærke, at publikum også var med. Så det var virkelig en 10 ud af 10 oplevelse.
Ja, virkelig. Jeg har drømt om Roskilde, siden jeg var helt lille, og ligesom for mange andre artister har det altid været en milepæl for mig. Jeg synes også, jeg var et sted i min karriere, hvor det gav mening – jeg havde lige udgivet ’Bollywood Tears’. Så da de skrev, var jeg bare helt vildt stolt og glad.
Det har været ren terapi for mig. Jeg elsker også at skrive sange om fest og farver, men det her med at sætte mig ned og gå ind i noget, der gør så ondt, og tvinge mig selv til at kigge det i øjnene igen – det var sindssygt hårdt. Jeg var nødt til at leve sorgen igennem endnu en gang.
Jeg kan stadig ikke spille alle sangene live, især den der hedder “Kompliceret pt. 2” er svær. Da jeg spillede den på Roskilde, stod der en masse piger i crowden og græd – og det rørte mig helt vildt, for det er præcis det, jeg ønsker med min musik: at folk føler sig set og hørt.
Jeg er altid ti skridt foran mig selv og har en tendens til at overtænke lidt for meget. Egentlig er jeg en ret rolig person, men jeg kan godt have meget indre uro nogle gange. Så jeg prøver faktisk stadig at finde ud af, hvordan jeg helt skal finde den der ro.
Musik og dans har dog altid givet mig en form for ro – og det er jo også det, jeg hele tiden laver. På den måde har jeg ro gennem det kreative, men ud over det skal jeg nok lige øve mig lidt mere i at finde den indre balance.
Lige nu hører jeg Sivas’ “R d u s t a d i g h e r 4 m i g”. Den har en lidt anderledes sound, end man normalt kender fra ham, og jeg elsker, når kunstnere tør tage chancer og prøve noget nyt. Og så er det bare et virkelig fedt nummer.
At løbe, haha. Jeg kan danse herfra og til månen og føler egentlig, jeg er i god form. Men det der med at løbe… uff, det er altså svært.
Når man hører musikken, er man ikke i tvivl. Der er strygere over det hele og massere Bollywood-vibes.
Det er noget, jeg er opvokset med. Bollywood er jo det indiske svar på Hollywood – bare med meget mere drama, store følelser og masser af farver. Det kørte altid på tv, da jeg var lille, og det har virkelig sat sig i mig.
Jeg elsker pangfarver og det der lidt ekstra, og Bollywood minder mig om min barndom og om, hvor jeg hører hjemme.
Jeg skriver hele tiden ned i mine noter, når jeg hører eller oplever noget der inspirerer mig. Og ellers kommer det ofte som en følelse i studiet, når vi er i gang med produktionen.
Det, jeg prøver på nu, er at skabe lidt mere dybde i alt, hvad jeg skriver. Man kan sagtens lave en let og sjov sang, men jeg forsøger altid at plante en lille smule dybde i den.
Hvis det er hele verden, så er mine største helte jo Rihanna, Aaliyah og Beyoncé. At få de tre på et nummer sammen ville gøre mig overlykkelig.
Når det gælder danske features, tror jeg, at Sivas og jeg kunne lave noget virkelig fedt sammen. Han har opnået ikonstatus, og jeg respekterer ham virkelig – samtidig er han bare sød og respektfuld i virkeligheden, og det går jeg meget op i.
Efter Roskilde er jeg faktisk begyndt at blive enormt inspireret af publikum. Det at kunne se dem i øjnene og mærke, at vi er samlet om noget, og at folk sang med på et nummer som ’Tears Never Dry’ – som jo er til mit indre barn – og kunne mærke, at de følte sig set og kunne relatere, det har virkelig givet mig blod på tanden og masser af inspiration.
Min mormor og min mor. De er virkelig nogle ”tough bitches”. De har været igennem nogle hårde ting, men formår stadig at være kærlige og møde verden med åbne arme. Det synes jeg er utroligt inspirerende.
Lindevang på Frederiksberg. Det er der, jeg er vokset op og har tilbragt hele min barndom.
Da jeg var 10 år gammel, var min største drøm at udgive et album og spille på Roskilde, det har jeg netop gjort. Derfor prøver jeg så meget som muligt at være i nuet og nyde de drømme, jeg allerede har opnået. Jeg kan mærke, at det kan være lidt usundt hele tiden at jagte den næste drøm.
At jeg er så følsom. Det er både min største last og min største styrke. Jeg reagerer meget hurtigt på mine følelser, og det kan nogle gange gå ud over dem, jeg elsker. Men det er samtidig også det, der driver mig og min kunst.
Jeg har ikke et decideret motto, men jeg lever efter min mormors tilgang til livet: altid at være respektfuld og kærlig overfor dem, man møder på sin vej, og ikke at dømme nogen.
”Det kan godt være, at jeg reagerer meget på mine følelser, men det kan også være en styrke.”
Se vores Lyric Breakdown med Amna lige her:
