Var det ægte, eller var det lovebombing, da The Weeknd i løbet af sin første af to koncerter i Parken erklærede sin kærlighed til København et utal af gange?
I løbet af den to timer lange koncert var det et mantra, der blev nævnt igen og igen. At den canadiske musiker, som er blandt de mest streamede i verden, elsker byen og de cirka 45.000 mennesker, der var dukket op for at se ham. Sange blev dedikeret til os. ‘Die for you’ blev sunget i vores ære, og under ‘Is there someone else’ jokede han om, at han var den eneste musiker, vi må tage ind og se.
It's gonna be hard to beat the ladies of Copenhagen. Den slags.
Men hvor kom kærligheden til Parken og byen fra? Var han oprigtig, eller var det bare en nem måde at aktivere publikum? Der er dele af koncerten, der taler for det ene, og dele, der taler for det andet. Lad os starte med det gode.
The Weeknd startede sin koncert iklædt en sort maske med røde øjne, som var i tråd med det lidt okkulte tema, der blev slået an: nogle mystiske dansere klædt i røde kutter bevægede sig i synkrone mønstre, et scenedesign med bygninger i forfald og i midten af Parken en 15 meter høj guldstatue af en nøgen kvinde.
Masken gjorde det naturligvis svært at læse ham, men under ‘Heartless’ tog han den af, tog synet ind af de mange fremmødte og virkede til oprigtigt at blive begejstret over, hvad han så. Med en levende mimik reagerede han på publikums enorme reaktion på at se ham. Han er jo bare dødcharmerende.
Den charme mærkede man flere gange, når han bevægede sig rundt på det enorme stadion og tydeligvis gerne ville interagere med publikum. ‘I Can't feel my face’ blev en festlig markering af den energi, og på ‘Feel it coming’ var der rig mulighed for at flirte med forreste række, og det smittede af på resten af os.
Under nogle numre forsvandt han ind i en form for dazed tilstand. Noget som på mange måder er indbegrebet af The Weeknd, der har brugt mange sange til at beskrive sit liv i de sene nattetimer og under indflydelse af diverse substanser. Eksempelvis under ‘Often’, hvor den enorme gulddame begyndte at rotere, og The Weeknd virkede hypnotiseret og transporteret til et andet plan.
Eller det var i hvert fald vist nok meningen, det skulle se sådan ud. Men præstationen var lidt halvhjertet. Og det fører os videre til de mere tvivlsomme sider af det stort anlagte show.
For den charme, der virkede til at være The Weeknds naturlige tilstand, stod i skærende kontrast til det kult- eller dommedagstema, som skulle være den røde tråd.
Han lignede bare ikke én, der havde lyst til at spille kold og mystisk, og det fik hele koncertens setup til at fremstå underligt og overflødigt. Jeg forventede halvt om halvt, at kutterne ville blive smidt og dansere ville begynde at grinde op ad ham eller et eller andet, der ville tilføje noget uventet eller give en snert af den provokatør, The Weeknd i hvert fald engang gerne ville være.
Tilføj så nogle lidt halvsløje fremførelser som ´The Hills´, der blev kørt hjem på pyroteknik, og et meget forglemmeligt besøg af Playboi Carti, og tilbage står en koncert, der godt nok holdt fast i festen stort set hele vejen igennem, men som også fremstod som en lidt rodet affære.
Og hvis temaet ikke sidder helt i skabet, og man egentlig hellere bare vil mærke energien fra 45.000 mennesker, så er det måske bare fristende at kaste sin kærlighed på dem og vide, at man vil blive mødt med et jubelbrøl hver gang.
Det kan sagtens være, at The Weeknd virkelig elskede os i Parken. Men mest tror jeg, at han elsker at blive elsket. Hvad der engang var en popstjerne med kant og mørke, fremstod i Parken mere glat og føjelig. Som én, der hellere vil elskes, end at tage kunstneriske chancer.
Var det ægte, eller var det lovebombing, da The Weeknd i løbet af sin første af to koncerter i Parken erklærede sin kærlighed til København et utal af gange?
I løbet af den to timer lange koncert var det et mantra, der blev nævnt igen og igen. At den canadiske musiker, som er blandt de mest streamede i verden, elsker byen og de cirka 45.000 mennesker, der var dukket op for at se ham. Sange blev dedikeret til os. ‘Die for you’ blev sunget i vores ære, og under ‘Is there someone else’ jokede han om, at han var den eneste musiker, vi må tage ind og se.
It's gonna be hard to beat the ladies of Copenhagen. Den slags.
Men hvor kom kærligheden til Parken og byen fra? Var han oprigtig, eller var det bare en nem måde at aktivere publikum? Der er dele af koncerten, der taler for det ene, og dele, der taler for det andet. Lad os starte med det gode.
The Weeknd startede sin koncert iklædt en sort maske med røde øjne, som var i tråd med det lidt okkulte tema, der blev slået an: nogle mystiske dansere klædt i røde kutter bevægede sig i synkrone mønstre, et scenedesign med bygninger i forfald og i midten af Parken en 15 meter høj guldstatue af en nøgen kvinde.
Masken gjorde det naturligvis svært at læse ham, men under ‘Heartless’ tog han den af, tog synet ind af de mange fremmødte og virkede til oprigtigt at blive begejstret over, hvad han så. Med en levende mimik reagerede han på publikums enorme reaktion på at se ham. Han er jo bare dødcharmerende.
Den charme mærkede man flere gange, når han bevægede sig rundt på det enorme stadion og tydeligvis gerne ville interagere med publikum. ‘I Can't feel my face’ blev en festlig markering af den energi, og på ‘Feel it coming’ var der rig mulighed for at flirte med forreste række, og det smittede af på resten af os.
Under nogle numre forsvandt han ind i en form for dazed tilstand. Noget som på mange måder er indbegrebet af The Weeknd, der har brugt mange sange til at beskrive sit liv i de sene nattetimer og under indflydelse af diverse substanser. Eksempelvis under ‘Often’, hvor den enorme gulddame begyndte at rotere, og The Weeknd virkede hypnotiseret og transporteret til et andet plan.
Eller det var i hvert fald vist nok meningen, det skulle se sådan ud. Men præstationen var lidt halvhjertet. Og det fører os videre til de mere tvivlsomme sider af det stort anlagte show.
For den charme, der virkede til at være The Weeknds naturlige tilstand, stod i skærende kontrast til det kult- eller dommedagstema, som skulle være den røde tråd.
Han lignede bare ikke én, der havde lyst til at spille kold og mystisk, og det fik hele koncertens setup til at fremstå underligt og overflødigt. Jeg forventede halvt om halvt, at kutterne ville blive smidt og dansere ville begynde at grinde op ad ham eller et eller andet, der ville tilføje noget uventet eller give en snert af den provokatør, The Weeknd i hvert fald engang gerne ville være.
Tilføj så nogle lidt halvsløje fremførelser som ´The Hills´, der blev kørt hjem på pyroteknik, og et meget forglemmeligt besøg af Playboi Carti, og tilbage står en koncert, der godt nok holdt fast i festen stort set hele vejen igennem, men som også fremstod som en lidt rodet affære.
Og hvis temaet ikke sidder helt i skabet, og man egentlig hellere bare vil mærke energien fra 45.000 mennesker, så er det måske bare fristende at kaste sin kærlighed på dem og vide, at man vil blive mødt med et jubelbrøl hver gang.
Det kan sagtens være, at The Weeknd virkelig elskede os i Parken. Men mest tror jeg, at han elsker at blive elsket. Hvad der engang var en popstjerne med kant og mørke, fremstod i Parken mere glat og føjelig. Som én, der hellere vil elskes, end at tage kunstneriske chancer.
Var det ægte, eller var det lovebombing, da The Weeknd i løbet af sin første af to koncerter i Parken erklærede sin kærlighed til København et utal af gange?
I løbet af den to timer lange koncert var det et mantra, der blev nævnt igen og igen. At den canadiske musiker, som er blandt de mest streamede i verden, elsker byen og de cirka 45.000 mennesker, der var dukket op for at se ham. Sange blev dedikeret til os. ‘Die for you’ blev sunget i vores ære, og under ‘Is there someone else’ jokede han om, at han var den eneste musiker, vi må tage ind og se.
It's gonna be hard to beat the ladies of Copenhagen. Den slags.
Men hvor kom kærligheden til Parken og byen fra? Var han oprigtig, eller var det bare en nem måde at aktivere publikum? Der er dele af koncerten, der taler for det ene, og dele, der taler for det andet. Lad os starte med det gode.
The Weeknd startede sin koncert iklædt en sort maske med røde øjne, som var i tråd med det lidt okkulte tema, der blev slået an: nogle mystiske dansere klædt i røde kutter bevægede sig i synkrone mønstre, et scenedesign med bygninger i forfald og i midten af Parken en 15 meter høj guldstatue af en nøgen kvinde.
Masken gjorde det naturligvis svært at læse ham, men under ‘Heartless’ tog han den af, tog synet ind af de mange fremmødte og virkede til oprigtigt at blive begejstret over, hvad han så. Med en levende mimik reagerede han på publikums enorme reaktion på at se ham. Han er jo bare dødcharmerende.
Den charme mærkede man flere gange, når han bevægede sig rundt på det enorme stadion og tydeligvis gerne ville interagere med publikum. ‘I Can't feel my face’ blev en festlig markering af den energi, og på ‘Feel it coming’ var der rig mulighed for at flirte med forreste række, og det smittede af på resten af os.
Under nogle numre forsvandt han ind i en form for dazed tilstand. Noget som på mange måder er indbegrebet af The Weeknd, der har brugt mange sange til at beskrive sit liv i de sene nattetimer og under indflydelse af diverse substanser. Eksempelvis under ‘Often’, hvor den enorme gulddame begyndte at rotere, og The Weeknd virkede hypnotiseret og transporteret til et andet plan.
Eller det var i hvert fald vist nok meningen, det skulle se sådan ud. Men præstationen var lidt halvhjertet. Og det fører os videre til de mere tvivlsomme sider af det stort anlagte show.
For den charme, der virkede til at være The Weeknds naturlige tilstand, stod i skærende kontrast til det kult- eller dommedagstema, som skulle være den røde tråd.
Han lignede bare ikke én, der havde lyst til at spille kold og mystisk, og det fik hele koncertens setup til at fremstå underligt og overflødigt. Jeg forventede halvt om halvt, at kutterne ville blive smidt og dansere ville begynde at grinde op ad ham eller et eller andet, der ville tilføje noget uventet eller give en snert af den provokatør, The Weeknd i hvert fald engang gerne ville være.
Tilføj så nogle lidt halvsløje fremførelser som ´The Hills´, der blev kørt hjem på pyroteknik, og et meget forglemmeligt besøg af Playboi Carti, og tilbage står en koncert, der godt nok holdt fast i festen stort set hele vejen igennem, men som også fremstod som en lidt rodet affære.
Og hvis temaet ikke sidder helt i skabet, og man egentlig hellere bare vil mærke energien fra 45.000 mennesker, så er det måske bare fristende at kaste sin kærlighed på dem og vide, at man vil blive mødt med et jubelbrøl hver gang.
Det kan sagtens være, at The Weeknd virkelig elskede os i Parken. Men mest tror jeg, at han elsker at blive elsket. Hvad der engang var en popstjerne med kant og mørke, fremstod i Parken mere glat og føjelig. Som én, der hellere vil elskes, end at tage kunstneriske chancer.
