“Jeg voksede op på en mega kedelig villavej, hvor alt var dejligt ukompliceret og derfor bryder jeg nok også med stereotypen om, at man som en person af kreativ karakter, bærer rundt på traumer og tragedier. Mange omkring mig har altid fortalt mig, at man skulle fortælle væmmelige historier, men jeg havde altså ikke nogen at fortælle. Derfor besluttede jeg mig for at gå min egen vej, fandt to drenge på gaden, tæt på hvor jeg boede - og bum - så var vi i gang med min første serie...’’
Før vi dog skal videre med at høre om hvordan Jonas på måskerekordtid, blev en af danmarksstørste filminstruktører, bliver vi nødt til at spole tiden tilbage, tilJonas’, ifølge ham selv, heltnormale villavejs-opvækst.
Det hele startede i Silkeborg, iMidtjylland, hvor den internationaltkendte Tollummanden også har sit hjemsted. Vi stiller her skarpt påJonas’ barndom i de tidlige 90'ere, hvor hans verden så heltanderledes ud, end den gør i dag.‘’Min mor kom altid hjem fra Lego, hvor hun arbejdede som sekretær.Min far var produktionsleder på en fabrik. Det lyder måske ikke som et særligt kreativt hjem og det var det på sin vis heller ikke, men alligevel var, især min mor, rigtig god til at holde mig i gang i den typiske “runoff the mill” provinsby. Mineforældre og jeg skabte nemlig en masse eventyrer sammen. Her var udgangspunktet ofte en film, ex.‘star wars’, hvor vi så efter at have set den færdig, fortsatte filmensfortælling og udvekslede nye handlingsforløb for karakterne’’.
“Jeg voksede op på en mega kedelig villavej, hvor alt var dejligt ukompliceret og derfor bryder jeg nok også med stereotypen om, at man som en person af kreativ karakter, bærer rundt på traumer og tragedier.Mange omkring mig har altid fortalt mig, at man skulle fortælle væmmeligehistorier, men jeg havde altså ikke nogen at fortælle. Derfor besluttede jeg mig for at gå min egen vej, fandt to drenge på gaden, tæt på hvor jeg boede - og bum - så var vi i gang med min første serie...’
‘’Det var noget jeg nød enormt meget, som ung. Min største guilty pleasure var dog pirater, og ja, især kaptajn klo. Jeg tror jeg gik i 2.klasse, så jeg var jo alt for gammel’’, påstårJonas selv. ‘’Jeg burde nok have gået op i andre ting, men jeg så altså alle de KaptajnKlo film, som jeg kunne få fingrene i, dengang.Det lagde min mor godt mærke til, så der gik ikke længe, før hun spurgte mig, om ikke det ville være en god ide at sende flaskepost til ham? Så kunne jeg jo forhåbentlig møde ham en dag. Jeg tror nok jeg sendte omkring 30flaskeposter, hvori der stod ‘’Hej Kaptajn Klo, jeg vil gerne mødes, svar tilbage med tid og sted, kærlig hilsen, Jonas’’, fortæller den storeKaptajn Klo fan, mens han trækker på skuldrene og ler i cafe’en vi sidder på. ‘’Jeg gik dernedhver eneste dag, altså ved vandet og smedflasker i havet - og lige pludselig en dag, lå der sgu en ny flaske’’. -’’Det var fra kaptajn klo, Han havde f*andme svaret’’.
‘’Min mor reagerede næsten vildere end jeg gjorde og det var noget af en præstation, skulle jeg hilse og sige, for jeg var mildest talt euforisk. Vi tog hurtigt hjem med brevet, for min far skulle jo også se hvad der stod. Da vi endelig kom hjem, læste jeg brevet op, imens mine forældre forventningsfuldt kiggede på mig, hjemme i dagligstuen i Silkeborg. - Hej Jonas, tak for dine breve. Mød mig i Disneyland. Kærlig hilsen, Kaptajn Klo’’.
‘’Når jeg tænker tilbage på det her, så har min mor og far sgu ikke været helt normale, det er jo for sindsygt at tage tilDisneyland så spontant bare for at lege med på fantasien.Samtidigt er det jo også vildt priviligeret at de gad, det nok ikke alle der har haft lige så legesyge forældre’’, griner Jonas..
-’’Men afsted gik turen altså - vi skulle til Disneyland..’’
‘’Da vi endelig ankom til Disneyland, var jeg ellevild. Jeg skulle jo møde mit store idol. Ind igennem de magiske porte til Disneyland gik vi og det varede da heller ikke længe førvi spottede kaptajnen. Mor mor, se! nåede jeg lige at sige, inden jeg løb over til ham. Jeg havde i øvrigt piratkostume på, så han kunne genkende mig’’, fortæller Jonas med et letløftede øjenbryn.
‘’Jeg tror mit møde med ham varede lige omkring 5sekunder. Han nåede lige at vippe min hat af med hansplastiksvær, inden han gik videre. Hold k*ft hvor var jeg skuffet. Mit store idol, Kaptajnen, havde behandlet mig som ren luft! Situationen tog virkelig hårdt på mig og jeg blev faktisk så skuffet, at jeg efterfølgende begyndte at skabe mine helt egne universer - så kunne jeg jo ikke blive skuffet igen..’’, fortæller Jonas mens han kigger lidt ned i kaffekoppen med et smørret smil.
“Jeg voksede op på en mega kedelig villavej, hvor alt var dejligt ukompliceret og derfor bryder jeg nok også med stereotypen om, at man som en person af kreativ karakter, bærer rundt på traumer og tragedier. Mange omkring mig har altid fortalt mig, at man skulle fortælle væmmelige historier, men jeg havde altså ikke nogen at fortælle. Derfor besluttede jeg mig for at gå min egen vej, fandt to drenge på gaden, tæt på hvor jeg boede - og bum - så var vi i gang med min første serie...’’
Før vi dog skal videre med at høre om hvordan Jonas på måskerekordtid, blev en af danmarksstørste filminstruktører, bliver vi nødt til at spole tiden tilbage, tilJonas’, ifølge ham selv, heltnormale villavejs-opvækst.
Det hele startede i Silkeborg, iMidtjylland, hvor den internationaltkendte Tollummanden også har sit hjemsted. Vi stiller her skarpt påJonas’ barndom i de tidlige 90'ere, hvor hans verden så heltanderledes ud, end den gør i dag.‘’Min mor kom altid hjem fra Lego, hvor hun arbejdede som sekretær.Min far var produktionsleder på en fabrik. Det lyder måske ikke som et særligt kreativt hjem og det var det på sin vis heller ikke, men alligevel var, især min mor, rigtig god til at holde mig i gang i den typiske “runoff the mill” provinsby. Mineforældre og jeg skabte nemlig en masse eventyrer sammen. Her var udgangspunktet ofte en film, ex.‘star wars’, hvor vi så efter at have set den færdig, fortsatte filmensfortælling og udvekslede nye handlingsforløb for karakterne’’.
“Jeg voksede op på en mega kedelig villavej, hvor alt var dejligt ukompliceret og derfor bryder jeg nok også med stereotypen om, at man som en person af kreativ karakter, bærer rundt på traumer og tragedier.Mange omkring mig har altid fortalt mig, at man skulle fortælle væmmeligehistorier, men jeg havde altså ikke nogen at fortælle. Derfor besluttede jeg mig for at gå min egen vej, fandt to drenge på gaden, tæt på hvor jeg boede - og bum - så var vi i gang med min første serie...’
‘’Det var noget jeg nød enormt meget, som ung. Min største guilty pleasure var dog pirater, og ja, især kaptajn klo. Jeg tror jeg gik i 2.klasse, så jeg var jo alt for gammel’’, påstårJonas selv. ‘’Jeg burde nok have gået op i andre ting, men jeg så altså alle de KaptajnKlo film, som jeg kunne få fingrene i, dengang.Det lagde min mor godt mærke til, så der gik ikke længe, før hun spurgte mig, om ikke det ville være en god ide at sende flaskepost til ham? Så kunne jeg jo forhåbentlig møde ham en dag. Jeg tror nok jeg sendte omkring 30flaskeposter, hvori der stod ‘’Hej Kaptajn Klo, jeg vil gerne mødes, svar tilbage med tid og sted, kærlig hilsen, Jonas’’, fortæller den storeKaptajn Klo fan, mens han trækker på skuldrene og ler i cafe’en vi sidder på. ‘’Jeg gik dernedhver eneste dag, altså ved vandet og smedflasker i havet - og lige pludselig en dag, lå der sgu en ny flaske’’. -’’Det var fra kaptajn klo, Han havde f*andme svaret’’.
‘’Min mor reagerede næsten vildere end jeg gjorde og det var noget af en præstation, skulle jeg hilse og sige, for jeg var mildest talt euforisk. Vi tog hurtigt hjem med brevet, for min far skulle jo også se hvad der stod. Da vi endelig kom hjem, læste jeg brevet op, imens mine forældre forventningsfuldt kiggede på mig, hjemme i dagligstuen i Silkeborg. - Hej Jonas, tak for dine breve. Mød mig i Disneyland. Kærlig hilsen, Kaptajn Klo’’.
‘’Når jeg tænker tilbage på det her, så har min mor og far sgu ikke været helt normale, det er jo for sindsygt at tage tilDisneyland så spontant bare for at lege med på fantasien.Samtidigt er det jo også vildt priviligeret at de gad, det nok ikke alle der har haft lige så legesyge forældre’’, griner Jonas..
-’’Men afsted gik turen altså - vi skulle til Disneyland..’’
‘’Da vi endelig ankom til Disneyland, var jeg ellevild. Jeg skulle jo møde mit store idol. Ind igennem de magiske porte til Disneyland gik vi og det varede da heller ikke længe førvi spottede kaptajnen. Mor mor, se! nåede jeg lige at sige, inden jeg løb over til ham. Jeg havde i øvrigt piratkostume på, så han kunne genkende mig’’, fortæller Jonas med et letløftede øjenbryn.
‘’Jeg tror mit møde med ham varede lige omkring 5sekunder. Han nåede lige at vippe min hat af med hansplastiksvær, inden han gik videre. Hold k*ft hvor var jeg skuffet. Mit store idol, Kaptajnen, havde behandlet mig som ren luft! Situationen tog virkelig hårdt på mig og jeg blev faktisk så skuffet, at jeg efterfølgende begyndte at skabe mine helt egne universer - så kunne jeg jo ikke blive skuffet igen..’’, fortæller Jonas mens han kigger lidt ned i kaffekoppen med et smørret smil.
“Jeg voksede op på en mega kedelig villavej, hvor alt var dejligt ukompliceret og derfor bryder jeg nok også med stereotypen om, at man som en person af kreativ karakter, bærer rundt på traumer og tragedier. Mange omkring mig har altid fortalt mig, at man skulle fortælle væmmelige historier, men jeg havde altså ikke nogen at fortælle. Derfor besluttede jeg mig for at gå min egen vej, fandt to drenge på gaden, tæt på hvor jeg boede - og bum - så var vi i gang med min første serie...’’
Før vi dog skal videre med at høre om hvordan Jonas på måskerekordtid, blev en af danmarksstørste filminstruktører, bliver vi nødt til at spole tiden tilbage, tilJonas’, ifølge ham selv, heltnormale villavejs-opvækst.
Det hele startede i Silkeborg, iMidtjylland, hvor den internationaltkendte Tollummanden også har sit hjemsted. Vi stiller her skarpt påJonas’ barndom i de tidlige 90'ere, hvor hans verden så heltanderledes ud, end den gør i dag.‘’Min mor kom altid hjem fra Lego, hvor hun arbejdede som sekretær.Min far var produktionsleder på en fabrik. Det lyder måske ikke som et særligt kreativt hjem og det var det på sin vis heller ikke, men alligevel var, især min mor, rigtig god til at holde mig i gang i den typiske “runoff the mill” provinsby. Mineforældre og jeg skabte nemlig en masse eventyrer sammen. Her var udgangspunktet ofte en film, ex.‘star wars’, hvor vi så efter at have set den færdig, fortsatte filmensfortælling og udvekslede nye handlingsforløb for karakterne’’.
“Jeg voksede op på en mega kedelig villavej, hvor alt var dejligt ukompliceret og derfor bryder jeg nok også med stereotypen om, at man som en person af kreativ karakter, bærer rundt på traumer og tragedier.Mange omkring mig har altid fortalt mig, at man skulle fortælle væmmeligehistorier, men jeg havde altså ikke nogen at fortælle. Derfor besluttede jeg mig for at gå min egen vej, fandt to drenge på gaden, tæt på hvor jeg boede - og bum - så var vi i gang med min første serie...’
‘’Det var noget jeg nød enormt meget, som ung. Min største guilty pleasure var dog pirater, og ja, især kaptajn klo. Jeg tror jeg gik i 2.klasse, så jeg var jo alt for gammel’’, påstårJonas selv. ‘’Jeg burde nok have gået op i andre ting, men jeg så altså alle de KaptajnKlo film, som jeg kunne få fingrene i, dengang.Det lagde min mor godt mærke til, så der gik ikke længe, før hun spurgte mig, om ikke det ville være en god ide at sende flaskepost til ham? Så kunne jeg jo forhåbentlig møde ham en dag. Jeg tror nok jeg sendte omkring 30flaskeposter, hvori der stod ‘’Hej Kaptajn Klo, jeg vil gerne mødes, svar tilbage med tid og sted, kærlig hilsen, Jonas’’, fortæller den storeKaptajn Klo fan, mens han trækker på skuldrene og ler i cafe’en vi sidder på. ‘’Jeg gik dernedhver eneste dag, altså ved vandet og smedflasker i havet - og lige pludselig en dag, lå der sgu en ny flaske’’. -’’Det var fra kaptajn klo, Han havde f*andme svaret’’.
‘’Min mor reagerede næsten vildere end jeg gjorde og det var noget af en præstation, skulle jeg hilse og sige, for jeg var mildest talt euforisk. Vi tog hurtigt hjem med brevet, for min far skulle jo også se hvad der stod. Da vi endelig kom hjem, læste jeg brevet op, imens mine forældre forventningsfuldt kiggede på mig, hjemme i dagligstuen i Silkeborg. - Hej Jonas, tak for dine breve. Mød mig i Disneyland. Kærlig hilsen, Kaptajn Klo’’.
‘’Når jeg tænker tilbage på det her, så har min mor og far sgu ikke været helt normale, det er jo for sindsygt at tage tilDisneyland så spontant bare for at lege med på fantasien.Samtidigt er det jo også vildt priviligeret at de gad, det nok ikke alle der har haft lige så legesyge forældre’’, griner Jonas..
-’’Men afsted gik turen altså - vi skulle til Disneyland..’’
‘’Da vi endelig ankom til Disneyland, var jeg ellevild. Jeg skulle jo møde mit store idol. Ind igennem de magiske porte til Disneyland gik vi og det varede da heller ikke længe førvi spottede kaptajnen. Mor mor, se! nåede jeg lige at sige, inden jeg løb over til ham. Jeg havde i øvrigt piratkostume på, så han kunne genkende mig’’, fortæller Jonas med et letløftede øjenbryn.
‘’Jeg tror mit møde med ham varede lige omkring 5sekunder. Han nåede lige at vippe min hat af med hansplastiksvær, inden han gik videre. Hold k*ft hvor var jeg skuffet. Mit store idol, Kaptajnen, havde behandlet mig som ren luft! Situationen tog virkelig hårdt på mig og jeg blev faktisk så skuffet, at jeg efterfølgende begyndte at skabe mine helt egne universer - så kunne jeg jo ikke blive skuffet igen..’’, fortæller Jonas mens han kigger lidt ned i kaffekoppen med et smørret smil.
