Marty Mauser bevæger sig med selvsikkerhed. Hvad end han opholder sig på The Ritz i London, hvor han lefler for journalister og forfører en filmstjerne, eller træder ind i sin mors lille lejlighed i New York og skælder hende ud for at bruge hans værelse, når han er væk. Han har hovedet højt, tager lange skridt og taler så hurtigt og med en sådan insisteren, at man overbevises om, at det, han har at sige, er vigtigt, nærmest uanset hvad han så siger. 

Han har charme og selvtillid, men også et ægte talent – for bordtennis. En outsider-sport her i 1950’erne, hvilket passer perfekt til den unge Marty. Sporten spilles i små hengemte klubber i New York og bagerst i bowlinghaller, og har i USA ikke en størrelse, der er værd at prale af. Men Marty ser en lys fremtid for sig selv og for sporten. Når han vinder turneringen British Open, forudser han, vil det åbne amerikanernes øjne for bordtennis, og han bliver ansigtet på det. Han er endda ved at udvikle sit eget mærke af bordtennisbolde i skrigende orange. Marty Supreme, made in America. 

Men ved British Open må han se sig slået af japaneren Endo og rejse hjem med tomme lommer og en straf fra bordtennisforeningen for dårlig opførsel. Da han øjner muligheden for revanche ved verdensmesterskabet i Japan kort efter, forsøger han at bøje verden efter sin vilje, så han kan skrabe penge sammen og være med det eneste sted, hvor en sejr ikke kan købes, diskuteres eller forhandles, hvor evner trumfer tilfældigheder. Det eneste sted, der kan fældes en dom over ham, er ved bordtennisbordet. 

Egoistisk storhedsvanvid

Jeg var fuldstændig revet med og betaget af ‘Marty Supreme’ fra første scene, hvor hovedpersonen i skikkelse af Timothée Chalamet snører en kunde i sin onkels skobutik, forfremmes og gør sin kæreste gravid, alt sammen i løbet af ganske få øjeblikke. Charmen er ægte og perfekt eksekveret af Chalamet, men han er også egoistisk, har storhedsvanvid og er smertefuldt ærlig på måder, der somme tider er befriende og andre gange ondskabsfulde. “Jeg forstår ikke, du har lyst til at forhandle med dem, der slog din søn ihjel,” siger han for eksempel til forretningsmanden (og kommende nemesis) Milton Rockwell, der mistede sin søn under Anden Verdenskrig, og nu vil sælge kuglepenne til japanerne. 

Det er bare en af mange grovheder, der flyver ud af Martys mund med samme hastighed som han sender bordtennisbolde gennem luften med sin baghånd.

Bag ‘Marty Supreme’ står Josh Safdie, og har man set ‘Good Time’ eller ‘Uncut Gems’, som han også har instrueret sammen med sin bror, Benny Safdie, kender man til hans stil, som også går igen her: højt tempo, hektisk dialog og et stort karaktergalleri af mærkelige skæbner med et løssluppent forhold til loven. Marty skal virkelig til helvede og tilbage i jagten efter penge til sin Japan-tur, og undervejs kommer han blandt andet til at stjæle en hund og snyde en bande bordtennisspillende rednecks (i samarbejde med sin ven, Wally, spillet af Tyler, the Creator). 

De mange bump på vejen giver forhøjet puls og svedige håndflader, og er, sammen med den frustrerende hovedperson, grunden til, at ikke alle elsker ‘Marty Supreme’. Jeg oplevede, at den var lige så underholdende, som den var stressende, og jeg så i Marty en antihelt, som besidder noget, de øvrige hovedkarakterer i filmen ikke besidder: Ønsket om at foretage sig noget ægte, noget der viser hans værd og hans evner i deres reneste destillat. Et ønske der for mig gjorde ham nem at holde ud (hvis ikke holde af). 

Marty er jøde i 1950’erne, hans syn på verden og på sig selv er opstået parallelt med nazisternes udryddelse af jøderne og af, hvad USA kom til at repræsentere i afslutningen på Anden Verdenskrig. Hvad det vil sige at have et værd som menneske, og hvad det vil sige at overleve, er spørgsmål der gennemsyrer ‘Marty Supreme’ – faktisk er hele fortællingen indrammet af sædcellernes kamp om at befrugte ægget. “Jeg er Hitlers værste mareridt, fordi jeg er på toppen,” siger han til nogle journalister. 

Er det derfor han gør, hvad han gør? Og er bordtennis det rette medium at jagte storhed i? Er det det værd, hvis man ydmyger sig selv i forsøget? Mister han mere, end han vinder? Det er nogle af de mange gode spørgsmål, og jeg forlod biografen med, sammen med mine svedige håndflader og et stort smil og bevidstheden om, at jeg kommer til at tænke over ‘Marty Supreme’ i lang tid frem. Så ved man, at man har set en mesterlig film.