Janelle Monáe fremkaldte en forvirrende reaktion hos musikerkollegaen Lucy Dacus under et stort fælles interview med Rolling Stone. Interviewet er en del af en serie, hvor mediet sætter musikere i samme rum og får dem til at tale om deres kunst.
‍

De to er umiddelbart meget forskellige: Monáe laver maksimalistisk pop og r’n’b, mens Dacus er følsom singer-songwriter som soloartist og som en del af trioen Boy Genius. De er dog fælles om at beskæftige sig med at være anderledes og en del af queer-miljøet, og der kommer en rigtig fin samtale ud af deres møde om at tage ejerskab over sin krop, det vigtige ved menneskelig kontakt og historiefortælling gennem musik. Det sidste gælder især for Janelle Monáe, hvis første par albums fulgte en robots kamp mod et undertrykkende styre, ligesom hendes hitalbum ’Dirty Computer’ fra 2018 tog udgangspunkt i historien om en dystopisk og homofobisk fremtid.
‍

Men hvad er virkeligt, og hvad er fiktion?
‍

I interviewet med Dacus påstår Monáe, i hvad der ligner ramme alvor, at et afgørende øjeblik for hende musikalsk involverer en tidsrejse. Hun siger, at hun i 00’erne rejste til 70’erne for at opleve David Bowie som Ziggy Stardust. Uden at foretrække en mine fortæller hun, hvordan det formede hende:
‍

”So, I jetted back to the 2000’s and I was like: I can have the musical, make the music, create the lyrics and create communities around transformation and being queer.”
‍

Historien giver næsten mening, når man har in mente, at Monáe gerne henter inspiration fra fortidens stjerner som Bowie og Prince og påtager sig en ny persona for hvert album. For hende er hendes karriere én lang leg og performance – inklusive interviews.

‍

Se hele interviewet her:

‍