Der er både meget og lidt at sige om DRs nye dokumentarserie Bag stjernerne.

For trods potentialet for et spændende kig bag mixerpulten på nogle af Danmarks største hits har programmet svært ved at dedikere sig til de historier, der faktisk har substans.

I stedet sjosker og haster serien sig gennem en gedigen mængde producere, halve historier og malplacerede interviewsituationer på, hvad der måske kunne have været den halve spilletid.

Serien veksler mellem to greb. Det ene, og klart mest vellykkede, besøger producerne i deres egne studier, hvor de både fortæller, demonstrerer og dekonstruerer deres velkendte hits helt ind til knoglerne, så vi dødelige pludselig forstår de mange mekanismer, der ligger bag. Her nærmer serien sig fornemmelsen af et sjældent indblik i den kreative proces, hvor tilfældigheder og fejl viser sig at være producernes nærmeste allierede. Som når et forkert trommepreset ender på Apachas kæmpehit Smelter under månen, eller når det ellers ret kontroversielle valdhorn får lov at fungere som hook på MØs gennembrudshit Pilgrim.

For mange mennesker, for lidt plads

Klip til dér, hvor programmet begynder at spænde ben for sig selv: Persongalleriet udvides til en størrelse, serien slet ikke kan bære. Producerne samles om runde borde i mørke rum til, hvad der formentlig skulle have været et intimt samtaleformat, men som i stedet bliver en slags malplaceret gruppeterapi. Der klippes på kryds og tværs mellem forskellige konstellationer af producere, og resultatet er, at mange af de medvirkende ender som ligegyldige fyldfigurer, vi aldrig kommer tættere på end små nik og bekræftende kommentarer.

Den største åbenbaring er, at de alle er (surprise) arbejdsnarkomaner og i øvrigt heller ikke kender hemmeligheden bag at lave hits – noget serien får slået fast ret hurtigt. Alligevel bliver den ved med at stille præcis det samme spørgsmål i nye forklædninger gennem stort set alle afsnit. Adi Zukanovic (producer for blandt andre Apacha, Bisse og Oh Land) leverer seriens måske mest præcise svar:

"Hvis jeg vidste det, ville jeg jo lave hits hele tiden."

Pointen er slået fast længe, før serien selv opdager det.

Den mest interessante historie gemmer sig

Der, hvor Bag stjernerne for alvor får fat i noget, er, når den tør dvæle ved de mennesker, der lever af at skabe musik for og med andre. Her aner man en langt mere interessant historie om relationen mellem producer og artist – og om det gensidige og spændingsfyldte afhængighedsforhold, der er mellem dem. Særligt Antons Westerlins vekslen mellem rollen som producer og kunstner samt Adam Hillebrandt tilløb til at gøre det samme peger mod et spor, der er værd at holde snuden i.

Et spor, serien først nærmer sig mod slutningen, men som den desværre aldrig får foldet ordentligt ud.

Resultatet bliver derfor et halvhjertet indblik i en fascinerende branche, der hele tiden synes at gemme på en bedre dokumentar.

Bag stjernerne kan ses på DRTV.

‍

‍