Det er svært ikke at tænke ’Adults’ ind i en ret veludbygget sitcom-tradition. Fem venner midt i tyverne, der hænger ud, har det kaotisk og dater både hinanden og andre med varierende succes. 

I Samirs barndomshjem i Queens, New York, forsøger de efter bedste evne at undgå kollektiv nedsmeltning. Her kan de nemlig bo gratis, mens hans forældre er på en længere rejse. På den måde behøver serien ikke forholde sig til de urealistiske boligbudgetter, som man kunne kritisere andre sitcoms af samme orientering for at glide let og uelegant henover. 

For serien er slet ikke blind for, hvilke mastodonter den står på skuldrene af. 

“You think you’re the first ones to be young and adorable in New York?” 

Sådan spørger en intenst insisterende Zosia Mamet, der nok er bedst kendt for sin rolle som Shoshanna i HBO-serien ’Girls’, for eksempel i ’Adults’ anden sæson. Intertekstualiteten kunne ikke blive meget tydeligere, for at sige det på godt gymnasiedansk. Introen er samtidig umiskendeligt How I Met Your Mothersk, præmissen kunne minde om den i Friends eller New Girl, men altid med et skarpt blik for Goop-referencer og Gen Z’s mildt irriterende selvoptagethed.

Vennerne i ’Adults’ fik adgang til internettet, da de var ”horny and stupid.” Det er de egentlig stadig, men de er samtidig kærlige, sjove og sat lidt på spidsen. Den nyeste tilføjelse til vennegruppen, Paul Baker, er eksempelvis en meget moderne soft boy og en ”sexually-fluid delight” med både overskæg og lakerede fingernegle. 

Det er alt sammen med til at gøre serien både vedkommende og virkelig god (særligt sæson 2). 

Men den er også mere end det.

Det er nemlig ret befriende, at venskabet endnu en gang får lov at fylde på sine egne forvirrende præmisser. Vi har brug for nogen til at bære den altopslugende følelse af nærhed videre. For de dybe vennerelationer har opnået samme status som de romantiske, og det tror jeg, at netop serier som ’Adults’ og alle de andre har været med til at forme. Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at tænke ’Sex and the City’ til dagen-derpå-brunch og debrief. Eller på ’Sjit Happens’, når de skønne folk i mit eget lille bofællesskab smider whiskyen på bordet og skejer ud. 

Venskabsseriernes tårnhøje forventninger kan dog også komme med et element af pres og sorg. Som det gør sig gældende med de fleste idealer, kan de jo være lidt svære at leve op til. Og selvom det ikke giver rationelt mening, kan der hurtigt opstå en følelse af forkerthed, når det ikke helt lykkes at iscenesætte sit eget liv på sitcomens præmisser. Det må i hvert fald være de færreste, der kun har én fasttømret vennegruppe, de både holder af hverdagen og festen med.

Selvfølgelig tager ’Adults’ i sit generationsportræt højde for denne type ufuldkommenheder. Paul Baker bliver for eksempel undervejs konfronteret med sin vennegruppe bestående af lettere upassede frat bros. Personligt holder jeg også meget af særligt det afsnit i seriens første sæson, hvor vennegruppen forsøger sig med en rigtig voksenmiddag. Sådan en med helstegt kylling og store forventninger. Det ender i en del mere ketamin og indblanding fra internetikonet Julia Fox, end jeg kan prale med, er til stede i mit eget liv. 

Alligevel formår serien at tackle tyvernes kaotiske overgang til voksenlivet, hvor venskabet bliver uundværligt og allestedsværende. I selskab med Issa, Anton, Paul Baker, Billie og Samir bliver vi mindet om, at vi har brug for tiden til at rende rundt og være unge og bedårende.

Derfor er det svært ikke at holde af disse seriers skildring af venskabet som råt, rodet og vigtigt.